Skønhed i kunst væk med den! Museer går woke

 

Hvorfor progressive hader skønhed i kunst

Mark Tapson NNår du betragter den kendte landskabsmaler John Constables landlige maleri “Hampstead Heath” hvilke følelser afstedkommer det så? Ro? Nostalgi?, Åndelig ophøjelse? En øgning af følelsen af hvad overherredømme stolthed og national ildhu er ? Af en eller anden grund - mit bud er en giftig blanding af kolonialistisk skyld, multikulturel selvpineri, og pres fra neo-Marx donorer og administratorer - er det besluttet at “dekonstruere” Vestens civilisation - på England’s Fitzwilliam Museum, ejet af the University of Cambridge, der fornylig har gennemgået sine samlinger.

Med nye skilte advares sensitive besøgende om at landskabs malerier af det britiske landskab kan fremkalde dystre "nationalistiske følelser.” 

Malerier hos the Fitzwilliam er blevet omdøbt til nye kategorier som bedømmes at være “inkluderende og repræsentative.” Alene navnene på disse nye kategorier - Mænd der ser på kvinder, Identitet, Migration og Bevægelse og Natur - emmer af et politisk woke perspektiv.

Skilteangivelser for Natur galleriet for eksempel, der omfatter landskabsmalerier af berømte engelske og franske kunstnere som Constable, Gainsborough, Renoir, og Cézanne, fastslår,

Landskabsmalerier var også viklet ind i national identitet. Landskabet blev set som et direkte link til fortiden, og således en sand refleksion over nationens ånd, essens. Malerier der viser bølgende engelske bakker og frodige franske marker forstærkede loyaliteten og stoltheden ved fædrelandet. Den mere dystre side ved af fremkalde denne nationalistiske følelse er med antydningen af, at kun de med historiske bånd til landet har ret til at tilhøre det. 

Oversættelse: Vidunderlige europæiske landskaber = hvid overredømme. Dette er konklusionen af en rapport der for nylig blev givet til Parlamentet af en velgørenheds paraply gruppe Wildlife and Countryside Link der nedgør det britiske landskab som et “racistisk kolonialt” hvid sted. Jo, du læste korrekt.

Rapporten hævder at “racistisk  kolonial arv” har skabt landskabet i Storbritannien “domineret af hvide.” Til de som ikke hele tiden er opmærksom på de seneste mål fra Social Justice Warrior hit listen: Alt, hvor hvide har været igangsættende må være racistisk, og det omfatter landskabet, især hvis det er smukt og får hvide til at føle et bånd til deres fædreland. Ergo, malerier af disse landskaber må også være racistiske. Og de inspirerer til en usund patriotisme, der truer åbne-grænser elitens  globalistiske verdenssyn. 

Rapporten klager over at Storbritanniens grønne åbne områder var influeret af "hvid britisk kulturværdi,” som på en eller anden vis forhindrer mennesker af andre etniske baggrunde fra at nyde udendørslivet. Den føjer til, at “påstanden om hvide vestlige værdier og viden” kommer “på bekostning af andre værdier og viden” - multikulturalisternes forslag må være at voodoo og shamanisme er lige så valid “viden” som Vestens fornuftssyn og videnskabelige tilgang. Rapporten går videre og argumenterer for at skildringer af “bølgende engelske bakker” kan vække - Gisp! - “stolthed over for et fædreland.” Man kan spekulere over om forfatterne bag rapporten på lignende vis ville fordømme den stolthed der inspirerede zimbawanere eller peruvianere til billeder af den afrikanske savanne eller Andesbjergenes toppe. 

Som modsvar følte tidligere Indenrigsminister Suella Braverman sig tvunget til at fastslå det åbenbare: “Nej, landskabet er ikke racistisk.” Dette er hvad forsvarerne af vor civilisation er blevet reduceret til - forsvare landskabet mod anklager om hvid overherredømmeindstilling. 

Andre skilte på the Fitzwilliam informerer, som der fortælles, de besøgende om at portrætter af uniformerede og/eller velhavende bosættere var “vitale værktøjer i at styrke den sociale orden af en hvid herskende klasse, efterladende meget lidt plads til repræsentationer af farvede mennesker, arbejderklasser eller andre marginaliserede mennesker." Og forudsigeligt, sådanne portrætter “var ofte forbundet, på komplekse måder, med britisk imperialisme og institutionen med transatlantisk slavehandel.” 

Et af portrætterne er af Richard Fitzwilliam, der testamenterede £100,000 til museet. Ved portrættet står der at hans velstand “kom fra hans bedstefar, Sir Matthew Decker, der havde opnået den delvist gennem den transatlantiske slavehandel med afrikanske folk.” Jamen, hvorfor brænder vi ikke hele museet ned?.

Her følger et forslag der er mere inkluderende og repræsentativt, måske burde  the Fitzwilliam også udstille portrætter af sorte afrikanere der fangede og solgte deres egne sorte til slaveri, hvilket var en udbredt praksis før hvide krisnte europæere gjorde en ende på den praksis i Vesten.

Museumdirektør Luke Syson afviste bekymringer om at wokeness havde inficeret museet: “Jeg ville elske at tænke på at der en måde at fortælle disse større, mere inkluderende historier som ikke føles som om der kræves modstand fra de som forsøger at formode at enhver interesse i dette arbejde er det som nu kunne kaldes ’woke’.” 

Hans selvsamme brug af udtrykket “inkluderende historier” er erkendelsen af og bekræftelsen på, at wokeness definitivt har indtaget den 200 år gamle instituion. 

Faktisk står der på museets “About Us” side masser af dydssignaler og forsikringer om at man forpligter sig til “at stå for lighed, diversitet, inklusion, antiracisme og tilgængelighed” og for at gøre at de besøgende og  ansatte kan føle sig “sikre og respekterede.” Det kan således ikke undre af  the Fitzwilliam ville gennemgå sine samlinger gennem woke kravene for at ‘bløde’ dem for alt der hylder engelsk karakter, æstetisk udmærkelse og national stolthed.

Syson fortalte tidligere til The Guardian, “At være inkluderende og repræsentativ burde ikke være kontroversielt; snarere burde det være berigende. Vi burde alle byde muligheder velkommen for at forstå hinanden bedre gennem de store kunstneres og skaberes øjne.”

Jo, det burde vi, men det er ikke hvad der sker. Woke radikale ønsker ikke at vi forstår hinanden bedre gennem kunstværker, men at sætte os op mod hinanden ved at reducere al menneskelig erfaring, herunder værdsættelse af kunst, og de gør det for at styrke kampene mellem konkurrerende identitetsgrupper. At politisere enhver meningsfyldt arena i vore liv, og derpå dekonstruere den ud af vor eksistens er den Marxistiske vej. 

Den ægte bekymring for de Marxistiske progressive (måske gentager jeg mig selv) om museumslokaler er ikke at sikre inklusion og repræsentation, men at sikre at ingen ‘forstyrres’ af smuk kunst. Det er at sikre at ingen oplever følelsen af ophøjethed, der drager menneskets ‘sjæl’ mod sin oprindelse og skæbne i det guddommelige.

Dette er derfor Progressive forhåner skønhed - fordi storslået kunst ophøjer os til et rige blottet for politik og leder os til Sandheden, Guden. Skønheden, hvis kilde er Gud. Progressive forkaster Gud. Deres religion er politik - eller mere tydeligt, revolution er deres religion.

Skønhed i alle sine former truer Staten. Den vækker lidenskaber i os der ikke kan styres af autoritæres frygt for uregerlige borgere - lidenskaber for sandhed, frihed, for storhed, for åndelig åbenbaring. Skønhed befrier og gør os ‘større.’ Vor reaktion på kunst er på samme tid personlig og kollektiv - ikke kollektiv i den kommunistiske fortolkning, men i den forstand at den forener os gennem vor fælles humanitet. Dette er ikke den enhed som Staten kan kontrollere, og det er derfor ingen kunst under totalitarisme er acceptabel udover den propaganda der ophøjer Staten. 

Forandringen af the Fitzwilliam Museum er ikke kun en latterlig “indbydende” gestus; det er en del af de Progressives mission for at politisere og underkaste kunstens magt, og afmontere storheden i Vestens civilisation

https://www.frontpagemag.com/why-progressives-hate-beauty/