Kampen i giganternes skygge

Lars Møller

Det var en prøvelsernes tid. Det tyvende århundrede afprøvede til grænsen styrken i civilisationen. Som vesterlændinge under romersk lov og Erasmus af Rotterdam humanismen overlevede vi med nød og næppe de dødbringende udfordringer i Bolschevismen og Nazismen. Som de gamle grækere, grundlæggerne af demokratiet, der måtte føre krig mod perserne gang efter gang, stod vi overfor truslen om udslettelse. Det var knap og nap, det lykkedes.

Før udbruddet af 1. Verdenskrig ville kun de mest plagede misantroper gætte på omfanget af størrelsen af de menneskeskabte katastrofer menneskeheden. Krigens svinepelse, de to ideologier af Sovjet lignende kommunisme og nationalsocialisme - rivaler til døden - markerede transitionen til moderniteten.

Gående langt bort fra kristen etik, udelukkende med fokus på bedragets og voldens grænseoverskridende standarder det der karakteriserer totalitarisme og ved begge at prædikede had (det vil sige klasse- og racekrig) og oprør i iscenesættelsen af utopisk hykleri, stod de klar til at styrte Vesten omkuld. I bestræbelsen på udelt dominans (herunder kontrol over historien som moderne wokister også har i tanke) arbejdede de på at smadre tilliden til det civile samfund. Lykkeligvis fejlede de med deres onde forehavende i første omgang. Det er grunden til hvorfor vi har, indtil videre, har været i stand til at tænke over historiens kurs uden akademiske grænser - selvcensur forvrængede den offentlige debat indtil anden generations Marxismen brød igennem med den såkaldte “wokeism” og truende “annullering” om ikke fysisk uarbejdsdygtighed. 

Naturligvis var Bolschevismen brodermord på Nazismen en enorm lettelse for den oplyste del af menneskeheden når man tænker over de ubegribelige overgreb der blev afdækket i hjertet af Europa (ved systematisieret “euthanasia” i det tyske Vaterland, før udbruddet af krigen, til det industrialiserede massemord på jøder i afsidesliggende udryddelseslejre), Skønt de rivaliserende ideologier var ret så kortlivede så delte de det samme morderiske syn på mennesker som værktøjer for at nå selve målet. 

I kølvandet på krigen overtog bolschevikerne Nazisternes anti-Vesten - og anti-semitisme, og for den sags skyld - alliancer i Den Tredje Verden. Vestens forfinede civilisation, teknologisk, æstetisk og etisk baseret på en blanding af græsk-romersk og jødiske kristne traditioner og i sandhed enestående og uden hævd på moralsk universalisme blev rystet i et stykke tid dengang, udfordret af Nazisterne og Boschevikkerne, men genvandt sit fodfæste.

Nu i denne tid er vi måske ved vejs ende. Truslen på civilisationens overlevelse kommer fra flere sider. Man kan faktisk mistænke, at Vestens fjender har gjort deres forberedelser i meget lang tid. Da de er fjender af åbenhed, og frihed har de totalitaristiske kræfter foretrukket at arbejde i dække af mørket, fordi deres visioner og underminerende foretagsomheder er i konflikt med den demokratiske ordens lære og imod styre ved lov. 

Magtbalancen i verden er under forandring. Vesten som ikke kun vuggen, men også  frihedens fristed bøjer sig for de mørke kræfter i totalitarismen. Håbets lys der spredte sig til hele verden efter Sovjets kollaps er nu ved at blive slukket  af mørket. Fjenden har tillid til sig selv nu mere end nogensinde før, man fornemmer svaghed som alle rovdyr gør. Allierede chok tropper fra nær og fjern æder sig ind på os, forbereder sig på sidste stød. Mens vi ædes op indefra som var det af en fredelig dog forklædt fjende - der har infiltreret os siden slutningen på 2. Verdenskrig ved gradvist at udskifte vores fundamentale frihedsprincipper og underminere samfundets sammenhængskraft - trues vi som foran et geværløb at fjendens medkonspiratorer. 

Bolsjevikker og Nazister, er ligeværdige eksempler på politiske ganstermetoder, og i første omgang i samarbejde med hinanden mod magtstrukturer ( derpå fulgte omfordeling af land, befolkningscentre, og naturressourcer) i kølvandet på 1. Verdenskrig delende resterne fra de koordinerede erobringskrige (f.eks. deling af Polen). Den forbryderiske alliance, der også omhandlede handel med olie og våben varede ved indtil den ene side snød den anden (Operation Barbarossa). Det er hvad der uundgåeligt sker, før eller senere, i relationer med vaneforbrydere.

Som hverdagens psykopater der konstant gør deres medmenneske ondt uden at angre, kan de nidkære tjenere at totalitarismen ikke hævde de er uvidende eller vildledte - De har et sort hjerte.  

Nutidens alliance støbt mod Vesten består af 1) Revanchister i Østeuropa, 2) Islamister fra Mellemøsten, 3) Kommunisten i det fjerne østen. Selvom det er en triade af vidt spredte konspiratorer er de forenede fjender af det “åbne samfund” - med andre ord forenede i kampen mod en fælles fjende mere end noget andet. De udgør et skræmmende kriminelt kartel.

Hvordan håndterer vi denne situation der muligvis varsler vor snarlige dommedag? Mange af os nægter at se faren i øjnene, men foretrækker at nedtone den og lader som om der intet sker, eller er sket. 

Det er “fornægtelse.” Andre tjener i det skjulte fjendens interesser og angriber enhver der advarer mod farerne og kræver rettidig modindsats. Det er “forræderi,”

Imidlertid kan både benægtelse og forræderi som defineret ovenfor meget vel stamme fra kujoneri. Kujonerne tror ikke, at Vesten kan holde ud i det lange løb. De anser modstand som yderst nytteløst og de forsøger kun at redde sig selv. 

Den antiprogressive skeptiker, der opmuntrer til moderation og reflektion kan finde det vanskeligt at komme igennem med sine budskaber i kakofonien af pladder på sociale medier og politiske udtalelser uden indsigt og beslutsomhed. 

Overordnet set, kan det se ud som om der kun er en minoritet af mennesker der faktisk indser faren og er villig til at handle mod den. Der er ikke megen heroisme nu om stunder. De fleste værdsætter ikke friheden som de har arvet og derfor tager for givet, men er på tragisk vis afledt ved forbrugersamfundes endeløse fristelser.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/05/in_the_shadow_of_giants.html