Russerne er ikke de eneste med oligarker
Mange af os har oplevet mennesker der har opbygget et særligt narrativ som vi accepterer trods beviserne lige for øjnene af os.
Undertiden er det lettere at acceptere narrativet, men undertiden ophæver ‘udbyttet’ af relationen omkostningen ved at stå op imod kendsgerningerne. Meget ofte, kommer der en tid, hvor den barriere vi sætter op for at holde kendsgerningerne borte fra vor samvittighed, bryder sammen. Det er sædvanligvis et kritisk øjeblik.
Det samme gælder for vor relation med regeringen. Vi har alle accepteret et særligt narrativ om vor regering. De mindre oplyste taler om et “demokrati.” De som hører til i borgerlige kredse tænker på regering som en “repræsentativ republik.” Som medlem af en borgerlig kreds hylder jeg genierne bag vore Founders og det fine, bemærkelsesværdige system de oprettede og som hvilede på the Constitution.
Her for nylig havde jeg en oplevelse der slog hul på min barriere. En række af fantastiske sammenfald gjorde jeg måtte gøre et stop på en tropisk bjergskråning i Thailand, og derved kunne komme til at nyde gæstfriheden hos nogle thaivenner, der fejrede en fødselsdag. Jeg mødte disse personer da jeg tidligere havde dykket med dem. Vi havde det så morsomt sammen, så den ene tur blev til fire. På den tredje tur fik jeg en invitation jeg bare måtte tage imod.
Så jeg befandt mig på bakkeskråningen en smuk aften. Mit thai er begrænset til at kunne sige Goddag og Mange Tak, mens mine værters engelsk er brugbart. Uanset hvad, gjorde de alt for at jeg skulle føle mig velkommen.
Der var en anden ikke-thai talende til stede, Linn, er en smuk ung kinesisk kvinde der taler bemærkelsesværdigt godt engelsk. Vi kom hurtigt i samtale, da hun er en entusiastisk dykker og stærkt charmeret af thaierne. Linn bor i Folkerepublikken Kina. Kinesere besøger ofte Thailand, men i store træk er det i grupper og de holder sig for sig selv.
På grund af hendes fremragende engelsk var Linn den første indfødte kineser jeg havde haft samtale med. Hun er kvik, godt uddannet og charmerende. Begge forsøgte vi at træde varsomt når konversationen nærmede sig forskellene på vores respektive nationer. Jeg bemærkede imidlertid tidligt at hun ikke var det mindste i forsvarsposition for Kinas Kommunist Parti. Tværtimod syntes hun at være nærmest ligeglad. Linn opførte sig ikke på nogen måde som de mennesker jeg har kendt fra Østeuropa og Rusland i Sovjettiden.
Hun var snarere afslappet og meget frimodig, hun sagde hvad hun mente. .
På et tidspunkt i samtalen nævnte jeg min personlige erfaring med produktion i Californien under Silicon Valley hurra-dagene. Jeg fortalte om hvordan mit arbejde i 1980’erne bragte mig til forskellige virksomheder i the Bay Area der alle på det tidspunkt var som travle bikuber. Maskiner, facadeskilte og butikker med malerier sammen med huse hvor kredsløbsprint blev produceret fyldte området. Jeg forlod fremstillingsbranchen i 1991 og vendte først tilbage til området i 1997. Det jeg fandt var spøgelsesbyer. Alle butikker var borte, Alt arbejde var ført til udlandet.
I respekt for min nye ven undgik jeg eftertænksomt at nævne Kina og i stedet pegede jeg på de amerikanske oligarker der flyttede alt det arbejde ud på ganske få år. Det er her min barriere brød sammen.
Amerika er ikke noget demokrati, det er heller ikke en repræsentativ republik på nogen funktionel måde. Amerika er, og har været, i mindst et århundrede har vi været et Oligarki. Vi blev i historieklasser undervist i at Teddy Roosevelt kuede trusts og satte de “Robber Barrons” på plads. Naturligvis kunne de ikke blive oligarker, fordi Amerika er en republik, ikke et oligarki. Al denne komfortable fortælling var i mit tilfælde stærk nok til at modstå en livslang af modsatrettet erfaring og lære af bøger som The Creature from Jekyll Island, eller værker af Milton Friedman
Min barriere med forbehold holdt i et halvt århundrede indtil det øjeblik med Linn, da jeg hørte mig selv lægge skylden for nedturen i amerikanske fremstillingsvirksomheder på vore oligarker - ikke på Kina. I årevis havde jeg separeret og katalogiseret kendsgerninger og kastet dem svømmende rundt om ‘barrieren’ i mit hoved. Pludselig brød barrieren sammen og de kendsgerninger skabte en skræmmende bølge der oversvømmede min samvittighed.
I det øjeblik indså jeg at Amerikas oligarker er de som ødelægger vores valuta. Det er vores oligarker der ønsker at vores grænse, vores byer og vores nation skal kollapse. Det er vores oligarker der har installeret et senilt fjols som præsident. Det er vores oligarker der kontrollerer medierne. Det er vores oligarker der fedtede for formand Xi i San Francisco sidste år. Det er vores oligarker der sandsynligvis gav COVID som deres reaktion på en offentlighed der vovede at tænke vi kunne vælge mennesker der faktisk repræsenterer os. Det er vores oligarker der påførte verden deres “vacciner.” Kan vi stole på at det er vores oligarker der nu leder vores egen regering mod os? Faktisk har vores regering længe været som et hjælpsomt værktøj i deres hænder.
I godt over et hundrede år har der ikke været et demokrati, eller en repræsentativ republik i Amerika, snarere et oligarki, og det triste er vi alle ved det. Det er fablernes barrierer der blev plantet i os i vor barndom, der afholder os fra at indse det.
Jeg ser nu tilbage på historien i det 20. århundredes rædsler med nye øjne. Prøv det og se ikke om du får et tydeligere syn på den øjeblikkelig trussel, og af den grumme virkelighed fra fortiden.
Jeg skal helt sikkert ikke afvise at Kinas Kommunist Parti er en trussel, men kunne det være at det blot er en belejlig distraktion? En mindre skurk, måske om ikke en bøhmand? Blev den forestilling skabt af vores oligarker? Bruges den nu til at føre os på vildveje bort fra den sande, ægte, dødbringende trussel vi står over for?
Opblomstringen af fremstillingsvirksomheder i det 19. århundrede gav os øgning i velstanden som vi alle erkender. De var relativt få i antal, men mere velstand gav os den Progressive Æra og den administrative stat.
Prototypen på en oligark “Brother Rabbit play” (ser uskadelig ud, men er snedig) var jernbanerne og the Interstate Commerce Commission, oprettet for at regulere jernbaner. Kort fortalt kom jernbanebaroner til at kontrollere ICC og benytte den som deres værktøj til at puste egne interesser op. Kan du sige CDC (Centers for Disease Control and Prevention)? Kan du sige FDA (Food and Drug Administration)? “Lad mig venligst ikke begynde på at remse mere op!”
Vor tids teknologirevolution har fostret horder af milliardærer, mange af dem har særdeles komfortable “offentlige-privat partnerskaber” med regeringen. Hen ad vejen er nogle af dem blevet mere velstående end de fleste regeringer på kloden. Få af dem synes ikke at vise udpræget loyalitet for deres nation eller deres naboer.
Problemet er, at de personer er mennesker. De nyeste milliardærer har demonstreret en forbløffende kapacitet til at blive rige. Imidlertid, hvis de var nørder da de begyndte, så er de blot rige nørder i dag. I det amerikanske oligarksystem, skal vi desværre finde os i deres utilstrækkeligheder og deres fejl.
Hvordan beskytter vi os selv fra mere fra deres dødbringende, kugleskøre fantasier?
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar