Sikkerhedskulten eksploderer

THOMAS BUCKLEY 

Vi er i 1970’erne. Plastic poser fra renseriet lå og lurede bag sofaen og ventede kun på en lejlighed til at slå til mod det uheldige barn der havde tabt en Lego klods. Ubevogtede 20 liters spande stod provokerende på gulvet i midten af kælderen og håbede at kunne lokke deres næste drukneoffer til. Udslidte køleskabe ‘prydede’ baghaven og ventede blot på at et tilfældigt 8 årigt barn skulle kravle derind. GI Joes og Barbies med hjælp af deres små ejere, var i fare overalt. 

Vi er i 2020’erne. Skoler forbyder peanutsmør og marmelademadder fordi måske har et barn allergi. Forældre får besøg af lokalområdets beskyttelsestjenester fordi de har ladet deres barn lege uden opsyn i parken. Legejungler er nu en ‘art’der er i fare for udslettelse. Og børn i 3. klasse bliver undervist i ikke at indlade sig på ikke nogen form for afstandtagen til nogen, eller noget der ikke ligner dem. 

Det pudsige er, at de ting der nævnes i den første paragraf (udover det med GIJoe) faktisk ikke fandt sted i stor skala. Det sørgelige er at det gør det med ting der nævnes i den anden paragraf. 

Indrømmet - der var børn - må man formode - det lykkedes tilfældigt at kravle ind i gamle køleskabe, derfor de offentlige service meddelelser på TV (en ægte løsning i 70’erne) og man bad offentligheden om i det mindste at fjerne håndtagene på hvidevarer før det kom på lossepladsen.

Indrømmet - igen må man formode - er det lykkedes for et barn på en eller anden vis at komme i ‘kamp’ med en plasticrenseripose. Og med problemet med spandene, den er altså svær at fatte, men det må være sket mindst een gang for nu skal der ifølge love stå på at man kan drukne i dem - krydret med et grafisk fremstilling af et spædbarn - i spandene. 

Om det var forårsaget af Darwin børns mislykkedes eventyr så har det altid spirende lovgivningsområde om mulige skader på det personlige plan her en grobund for sensationshungrende medier, menneskehedens manglende forståelse for statistikker eller en kombination af dem. Samfundet har helt tydeligt skiftet drastisk fra en relativ laissez-faire holdning overfor harmløse farer til en - ikke blot en risikoaversion eller risiko reduktionsmodel - kodificeret eliminering af risici. 

Der var engang en fornemmelse af, at svære sager skaber dårlige love; nu ser det ud til at det koncept at enhver sag skal medføre øjeblikkelige love er i front.

Processen begyndte med at nogle faktisk ganske almindelige holdninger, smide giftigt affald i ørred bække, se det var måske ikke så god en ide. Det at ryge kan slå dig ihjel, lad være med at spise bly etc. Men det var ‘lette’ ting og organisationer og kræfter bag implementeringen begyndte snart at erkende, at hvis mennesker blev mere sensible, i store træk, over samfundets behov for deres velbefindende, samfundets ekspertise og services - den vejledende hånd - så ville de organisationers og kræfters indflydelse per definition falde.  

Se for eksempel på March of Dimes. Oprindeligt indledt som en bestræbelse på at finde en vaccine mod polio og hjælpe de som allerede var ramt af sygdommen. I begyndelsen af 1960’erne stod organisationen overfor en udfordring. Vaccinerne havde næsten udryddet sygdommen, nu var valget: Erklære sejr og derpå lukke ‘butikken’ eller fortsætte og ikke spilde de fondsmidler og de organisatoriske evner og den sociopolitiske kapital man havde opbygget i løbet af 20 år. Man valgte det sidste og fortsætter til i dag som en meget respekteret gruppe, og er førende i initiativer for at bekæmpe adskillige sygdomme relateret til barndommen. 

Altså ikke kun polio.

Med March of Dimes tilfældet, gjorde de utvivlsomt det rigtige og med et rigtigt formål, og de fortsatte med at tjene i en vital funktion. Men at fastslå, at der ikke var nogen, skal vi sige, personlige motivationer involveret i den beslutning er på kanten af troværdighed.  

Dette mønster, om det er godt og med smukke intentioner eller ej - var og bliver gentaget igen og igen når mindre grupper og færre mennesker aktivt søger, leder efter noget - et eller andet - der teoretisk kunne blive misbrugt og blot i mindste grad kan bedømmes som ikke ønskeligt (alt kan der stilles spørgsmål ved - det eneste man skal gøre er at stille spørgsmålet) for at indfange os og redde os fra os selv.  

Om det er af oprigtig bekymring eller noget andet nederdrægtigt motiv - magt, profit, social købslåen - bliver den ubønhørlige march som vi oplever i dag mod vi indpakkes i ‘bobleplast,’ som blev introduceret af en professionel omsorgsfuld klasse noget der går lige fra klasseværelset til dagligstuen til bestyrelseslokalet. 

De nederdrægtige motiver synes at være kommet til offentlighedens kendskab da de der gerne ville kontrollere hele samfundet i ‘sikkerhedens’ navn kækt fremholder deres anmodninger, ønsker under rubrikken af “better safe than sorry” (bedre sikker end ked af det) - og det er os der kan gøre dig meget ‘ked af det’ meget hurtigt.” 

Vi så denne proces udfolde sig i realtid med pandemien og tiltagene. Fra “vi har to uger til at standse spredningen” til fuldt vaccinerede mennesker der blev udskammet/bedt om at iføre sig to masker et år senere til de  latterlige påstande “Vi gjorde det bedste vi kunne” som vi ser i dag. Denne fortsatte påvirkning er et perfekt eksempel på en version af kulturel magt -“funktions gevinst” lig med et eksperimentel forskningsprincip der implementeres, ikke i et laboratorium, men på samfundet som et hele. 

Censurbevægelsen er også del af forsøget på overbeskytte verden. Afvigende tanker, holdninger bedømmes som helt bogstaveligt og figurativt farlige. Derfor skal de hindres af hensyn til den offentlige sikkerhed. Dette er ikke kun en udfordring i medierne, men også en personlig da det at være tavs altid er sikrere end at sige noget, og da slet ikke risikere at krænke den altid krænkningsvillige.

Sproget skal også gøres mere sikker, da eufemismer der engang kun blev benyttet ud i det absurde er blevet standardtale. Hvis du ikke kan sige noget usikkert, så kan du ende med slet ikke at tænke usikkert. 

Og så er der naturligvis barnets ultimative sikkerhed. Sørget for, plejet og kontrolleret, det ultimative udtryk for sikkerhedskulten er kravet til voksne om at de også skal behandles som børn.  

Man indgår en handel: Afhængighed for sikkerhed - lige knap nok til at klare sig, mere end nok underholdning til at fordrive tiden, og en ny pille til enhver formodet dårligdom, alt sammen i bytte for at du er rolig og medgørlig. 

Du vil være sikker og i sikkerhed, men aldrig fuldstændig sikker, fordi det ville jo fjerne truslen om, at det nemme (men tomme) liv du nyder på et øjeblik kan forsvinde.

Hele processen ‘sælges’ i fremskridtets navn. 

Men denne udgave - eller bastardisering af - fremskridt er faktisk uetisk for et frit samfunds princippet. Ved at tilbede sikkerhedens alter, nedværdiger vi os, forsinker og benægter de myriader af muligheder for menneskelig fremgang der er genetisk lagt i - konceptet - Risiko. 

Det kan meget vel være langt ude at hævde at forslaget om at børn bør advares mod at spise bly uundgåeligt ville føre til at vi får børn der spørger andre hvad deres foretrukne fornavne er for at undgå blot den mindste mulighed for at være fornærmende, men denne form for gradvis stramning kan ikke let kontrolleres når den først er indledt. 

Dette er så glidebanen hvor en Advarselstrekant ikke er i syne. 

https://brownstone.org/articles/the-cult-of-safety-explodes/