Hvordan eksperimenterende arkæologer løser gamle mysterier. Del 1 af 2.

Sam Kean undersøger, hvordan ‘uærlige’ arkæologer genskaber lyde, smage, lugte og skikke fra den gamle fortid.

Historien føles fjern, indtil du træder tilbage og indser, at den blev levet gennem alle sanserne: smagen af ​​maden, berøringen af ​​værktøjerne og duften af ​​livet omkring dig.

I dette interview vækker den bedst sælgende videnskabsforfatter Sam Kean fortiden til live igen ved at genopbygge den. Ved at genskabe gamle fødevarer, værktøjer og hverdagspraksisser afdækker han de små sensoriske detaljer, der formede, hvordan folk overlevede og eksperimenterede. Disse ydmyge prøvelser, drevet af nysgerrighed og nødvendighed, lagde grunden til alt, der fulgte, fra tidlige opfindelser til atombomben.

Kean minder os om, at vores fremskridt ikke er en lige linje. Det er rodet, menneskeligt og ofte drevet af frygt lige så meget som af indsigt. Se, hvordan vores ældste instinkter stadig giver genlyd i vores mest kraftfulde teknologier.

Sam Kean

Del 1. Om at bringe oldtidshistorien til live

Hvis du tænker på Indiana Jones, er traditionel arkæologi ikke det. Det er ting begravet i jorden, som du skal grave op, sætte i kontekst og så forsøge at stykke fortiden sammen. At børste små potteskår og knoglestykker af med tandbørster. Dag efter dag, time efter time. Traditionel arkæologi er meget god til at forstå, hvordan fortiden så ud. Så de kan fortælle dig, at der var en mur her, der var en bygning herovre. Du får en god generel fornemmelse af landskabet og sandsynligvis den vifte af materialer, som en oldtidscivilisation brugte.

Men det, jeg manglede, var alle de andre sanser. Hvordan lød fortiden? Hvordan smagte den? Hvordan lugtede den? Så du kan forestille dig, hvor begejstret jeg var, da jeg opdagede eksperimentel arkæologi. Eksperimentelle arkæologer laver og gør ting. De forsøger at genskabe fortiden på alle mulige forskellige måder. Hvad enten det drejer sig om at lave gamle opskrifter og madvarer, stenredskaber, gammel medicin, bygge skibe og tage ud på havet. Alle mulige ting, der involverer at genoplive fortiden.

Hvis du har dyb viden om, hvordan man gør noget, eller hvordan man laver noget, vil du stille andre, bedre spørgsmål om det og have et bedre øje for, hvad du skal kigge efter, de forskellige ting, folk måske har brugt, den slags ting. En anden ting, eksperimentel arkæologi kan gøre, er at hjælpe os med at løse nogle af fortidens store mysterier. Hvordan byggede de egentlig pyramiderne i Egypten? Hvordan rejste de de gigantiske statuer på Påskeøen? Mennesker? Hvordan jagtedes oldtidens store vilde dyr, håndterede store våben og den slags ting? Eksperimentel arkæologi kan hjælpe os med at besvare disse spørgsmål.

Til denne bog deltog jeg i en autentisk romersk banket og spiste mærkelige fødevarer af alle slags, alt fra larver til hvalrosser. Jeg tilbragte en dag i Utah med en fyr, der byggede en 9 meter lang katapult, og vi tilbragte en eftermiddag med at kaste disse gigantiske stenblokke rundt i floden. Jeg fik lov til at give og få min allerførste tatovering. Jeg fik lov til at affyre en middelalderkanon. Jeg fik lov til at prøve kræfter med oldgammel neurokirurgi og alle mulige andre projekter.

Én ting, jeg virkelig godt kan lide ved eksperimentel arkæologi, er den brede vifte af mennesker, der er involveret i at gøre det. I nogle tilfælde har du hardcore laboratorienørder, der er i et laboratorium og indsamler data, ligesom en traditionel videnskabsmand ville gøre. I andre tilfælde har du arkæologer, der forelskede sig i en gammel civilisation, og de ønskede at forbinde sig med den på et dybere niveau. De regnede med, at der ikke var nogen anden måde at gøre det på end at gå ud og forsøge at genskabe visse aspekter af fortiden. Du har også oprindelige samfund, som i mange tilfælde har holdt disse traditioner i live i tusinder og atter tusinder af år. Ofte er det dem, der rent faktisk underviser arkæologer i dette materiale. Det er virkelig en tovejsgade med disse grupper, hvor det er dem, der formidler deres viden til de lærde og akademikere.

Så kan man gå helt til disse sure overlevelseseksperter, der bor ude i skoven, men de har lært tricks eller tricks, der er blevet givet videre til dem, og de har en masse viden, nogle tilfælde implicit viden, som man bare ikke får fra almindelig arkæologi. I nogle tilfælde har de faktisk omskrevet det, vi ved om arkæologi, fordi de har brugt deres egen viden på stedet og vist eksperterne, hvor de tog fejl.

Kapitel 2: Afrika – for 72.000 år siden

Forestil dig selv i Afrika for 75.000 år siden. Du er lidt nomadisk, du rejser sandsynligvis rundt fra sted til sted, måske tilbringer du et par uger med at sove i en hule. Men huler har hårde jordgulve, som ikke er særlig behagelige, så du bliver nødt til at lave en seng af en slags. Din hovedaktivitet vil sandsynligvis også være at samle mad og vand, så du ville have en feltflaske af en slags til at bære vand rundt i, sandsynligvis lavet af et strudseæg. For at gøre dig klar til at finde mad den dag, bliver du nødt til at lave dine egne værktøjer og gå på jagt.

Så lad os starte med væddemålene. Det første, du ville gøre, er at sprede en masse affald rundt i hulen og sætte ild til det. Det ville brænde, det ville rense hulen ud, men også vigtigst af alt, efterlade et dejligt blødt lag aske. Det vil i bund og grund være din madras. Så skal du gå ud og samle nogle planter, især aromatiske blade. Du skal lægge dem som et øverste lagen oven på det lag aske. Det bliver ret behageligt, fordi aske er dejlig blødt, ligesom at sove på stranden. Folk har faktisk genskabt disse senge og har sovet i dem natten over, og de sagde, at de faktisk var ret behagelige.

Det havde også en anden fordel, idet asken holdt flåter væk. Insekter var et stort problem for folk for tusinder af år siden. De havde ikke insektmiddel, de havde ingen måder at holde dem væk på. Et pænt askelag på jorden forhindrede flåter i at grave sig ned og låse sig fast i dine ben. Jeg underviste en kvinde, som faktisk samlede en masse flåter, satte dem i midten af ​​en flot ring af ask og betragtede, hvad de gjorde. Flåterne forsøgte at grave sig igennem asken. De fleste af dem kom ikke ud, de døde undervejs. Dem, der kom igennem asken, havde munddele, der blev så fastklæbede, at de ikke kunne bide nogen bagefter. Asken gav også en måde at forhindre flåter i at bide i dine ben. Så det øverste lag af bladene var normalt aromatiske blade, der holdt myg væk. Udover at give komfort, holdt denne seng også parasitter væk, der kan irritere dig og sprede sygdomme.

Så når du står op om morgenen, er du sandsynligvis tørstig. Hvis du er i denne hule, skal du række ud efter din vandbeholder, som vil være en strudseægflaske. Strudseæg er normalt ret store, og de er normalt ret tykke og tætte. Det, de ville gøre, var, at de tog et stenredskab og savede toppen af ​​strudseægget op, normalt lavede de en lille firkant eller noget lignende. De hældte æggenes indre ud og rensede det derefter med nogle aromatiske urter, vaskede det, og så havde du en fin lille flaske. Til bogen købte jeg faktisk et strudseæg online og prøvede disse trin selv. Jeg fik lov til at stege strudseægget i en stor gammel stegepande. Dele af det var lækre. Blommen havde denne utroligt fyldige karamelagtige æggesmag. Det var lækkert. Jeg elsker den del. Hviderne var mindre gode, lidt flydende, skummende, ikke min favorit, men du ved, de var ikke forfærdelige. Efter jeg havde skåret toppen af ​​strudseægget op med stenredskabet, vaskede jeg det og brugte det til at holde vand. Det rummede omkring seks kopper vand, og en virkelig cool ting ved strudseæg er, at de er en smule porøse. Ikke så meget at vandet vil sive ud af det, men mikroskopisk set er der bittesmå porer i strudseægget, der lader vand slippe ud. Fordampning køler det ned, så det holder vandet koldere end den omgivende temperatur. Et strudseæg er faktisk en selvkølende feltflaske.

Så efter du har fået din lækre drink vand, skal du sandsynligvis begynde på en af ​​dagens hovedaktiviteter, som er at lave stenredskaber. Til dette skal du sandsynligvis bruge flint, en meget hård sten, der brister meget rent.

Dette er et eksempel på en sten, som du måske kan prøve at lave et værktøj af. Du skal holde den i dit skød. Så tager du en anden sten kaldet en hammersten, og du skal ‘tabe’ den på stenen i dit skød. Forestil dig, at min knytnæve her er hammerstenen. Normalt er de kartoffelformede, store og aflange og meget glatte på ydersiden.

Du ville tage hammerstenen og lade den falde ned på selve kanten af ​​stenen. Du ville ikke smadre den ned, du ved, bare hamre på den. Det er mere et kontrolleret fald, bare at ramme kanten af ​​den. Du tager den i dit skød, du ville lade den falde ned, og så ville et stykke falde af. Du kan se, hvor fin og ren denne kant er. Den vil ikke knuses som en krukke eller noget i den stil. Du vil få en fin kant her, og du kan bruge dette stykke og forfine det mere, du ved, måske slibe det, lave et lidt mindre værktøj.

Med et skaft af træ og ved brug af fibrene og senerne fra et dødt dyr som du vikler om træskaftet. Derpå dryppe det i indsamlet harpisk, så det virker som en lim, og binder sten og træskaft til hinanden.Så har man et brugbart fint lille jagtredskab,

Et eftertragtet materiale i oldtiden var obsidian. Det er en sort vulkansk sten. Hvis man slår ordentligt på den, kan man få ekstremt skarpe flager fra den. Flager, der faktisk er skarpere end moderne stålskalp. De er ekstremt, ekstremt skarpe. De er farlige. Jeg skar mig faktisk med obsidian på et tidspunkt ved et uheld. Jeg var overrasket over, at jeg ikke bemærkede, hvor dybt snittet gik. Det var lige over min arm. I modsætning til et papirklip gjorde det slet ikke ondt, fordi kanten var så skarp. Men det begyndte straks at bløde overalt. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt det gik. Jeg var nødt til at pakke det ind ret hurtigt. Du kan forestille dig, at hvis det var for 75.000 år siden, og du havde skåret dig sådan, kunne det blive ret farligt ret hurtigt. De havde ikke antibiotika. Der var intet hospital at løbe til.

Kapitel 3: Egypten – 2.000 f.Kr.

Lad os nu springe frem i tiden til det gamle Egypten i 2000-tallet f.Kr. Du står op om morgenen og har lyst til noget mad. Du skal nok have noget brød og noget øl. Så skal du gå videre med din dag. Det var den æra, hvor de byggede pyramiderne. Du ville faktisk få lov til at se dem, mens de blev bygget. Du kunne også gå hen og tale med en, der lavede rigtige mumier. Det var en meget stor industri i Egypten på det tidspunkt, og oddsene er gode. Du ville kende en, der arbejdede på den slags ting.

En sand fornøjelse ved bogen var chancen for at genskabe tabte opskrifter og spise mad, som folk ville have spist for tusinder af år siden. Især i Egypten fandt jeg maden absolut lækker. Brød var virkelig den vigtigste mad, som egypterne spiste. Det er basisfødevarer. Jeg mødte en, der faktisk genskabte et egyptisk brød i sin baghave. Han var lidt fanatisk omkring det. Han tog over til Egypten. Han dyrkede den gær, som de ville have brugt dengang. Han fandt nogle arvestykker til at lave dette brød. Han fik endda den rigtige type træ, som de ville have brugt i Egypten, til bålstedet i hans baghave. Så fik han nogle venner til at lave en konisk form, ligesom de ville have gjort i det gamle Egypten. Han bagte dette brød i sin baghave og lod mig prøve noget af det. Jeg må sige, at dette var det bedste brød, jeg nogensinde har spist i mit liv. Det var så lækkert.

Opskriften var dog meget simpel. Det var bare emmer, det korn, de brugte til mel. Emmer, koriander, salt, gær, og det var det. Smagen var lækker, perfekt afbalanceret, med en dejlig spændstig skorpe på ydersiden. Brødet, jeg spiste, var to dage gammelt, og vi havde varmet det op i firmaets mikrobølgeovn. Hvis jeg havde fået dette brød frisk fra jorden, ville det have været helt lækkert. Det ville have trukket modige gæster til sig i enhver bistro i New York eller Paris, det er jeg overbevist om.

Den anden lækkerbisken fra det gamle Egypten var at få lov til at lave øl i egyptisk stil. De brugte emmer som hovedkornsort med lidt byg blandet i. Det smagte lidt anderledes end den moderne øl, tror vi, ​​fordi de ikke brugte humle i øllet. Humle giver øllet en bitter smag. Uden humlen smagte det faktisk meget mere som en sur øl, end man måske får i dag. Hvilket giver meget mening, hvis man tænker over det. De var derude i solen og slæbte blokke rundt, mens solen bagte ned på dem. Man vil have noget lidt surt, det slukker tørsten. Disse var meget tættere på en kombucha end på det, vi opfatter som øl.

En overraskende kendsgerning om det gamle Egypten er, at vi ikke aner, hvordan de byggede deres mest ikoniske strukturer, pyramiderne. Der er en masse information tilgængelig om det gamle Egypten og deres skrifter og hieroglyfferne og billederne på væggene, men de nævnte ikke rigtig, hvordan de byggede deres pyramider. Det har været et stort mysterium i tusinder af år på nuværende tidspunkt. Eksperimentel arkæologi har ikke løst dette mysterium, men den kan gøre meget for at afkræfte visse teorier om, hvordan pyramiderne blev bygget. En vigtig ting, som de har afkræftet, er, at ramper sandsynligvis ikke var så nyttige til at bygge pyramiderne.

Du kan forestille dig en stor rampe til toppen af ​​pyramiden, der skubber en blok op, måske på en tømmervalse eller lignende. Men i eksperimenter er det mislykkedes fuldstændigt. Uanset hvor pæne tømmervalser ser ud på papiret, fungerer de ikke godt i den virkelige verden. De er ikke ensartede, de glider overalt. Det er en pine at få tømmervalserne bagpå til at køre dem rundt til forsiden, når du holder en fem tons tung blok og prøver at skubbe den op ad en bakke. Det er virkelig besværligt at gøre det. Der er endda store problemer med selve ideen om at bruge en rampe.

Hvis du ser på en pyramide, så lav en pyramide i skalastørrelse og begynd derefter at stable materiale op foran den. Du indser ret hurtigt, at disse ramper skal være utroligt lange. Måske endda en kilometer eller halvanden kilometer lange for at komme helt til toppen af ​​pyramiden. De skal også være utroligt brede, fordi det materiale, du bruger sand til, ikke kan danne en pæn stejl væg. Når du bygger denne rampe, bliver du sandsynligvis nødt til at bruge lige så meget eller mere materiale, som du putter i selve pyramiden. De bruger sandsynligvis en eller anden form for teknologi til at hejse eller trække dem op i stedet for bare at skubbe dem op ad en rampe.

Mumier er et af de mest ikoniske aspekter af det gamle Egypten. Men vi ved faktisk ikke mange detaljer om, hvordan de lavede mumier, fordi de ikke registrerede mange af disse oplysninger. Enten forsøgte de at holde det hemmeligt, eller også blev det bare givet videre fra person til person, og ingen gad skrive det ned. Så selvom vi har mange mumier fra oldtiden, kendte vi ikke mange af detaljerne. Eksperimentel arkæologi viste sig at være en rigtig god måde at undersøge mumificeringsprocessen på.

Nu har mange forskere set på dyremumier. Mange mennesker er ikke klar over det, men egypterne mumificerede meget mere end bare mennesker. Faktisk mumificerede de millioner og atter millioner af dyr. Der er kirkegårde i Egypten med 4 millioner hunde eller 7 millioner fugle. De skabte virkelig disse dyremumier i industriel skala. Så ved at lave disse mumier i moderne tid kan forskere lære meget om den samlede proces.

Der har været et par ‘uærlige’ arkæologer, der besluttede at lave en menneskelig mumie i egyptisk stil i moderne tid. Det var et ret kontroversielt projekt. Det fandt sted i 1990'erne i Baltimore med to personer. Den ene var anatom og den anden var egyptolog. Selvom de fik en del modstand fra andre arkæologer, sagde bioetikere, at dette var et meget vigtigt problem, og at de ville gå videre og besvare nogle af disse mysterier. Så nogen havde doneret deres krop til videnskaben, og de besluttede at bruge den til at lave denne mumie.

Den person, jeg talte med til bogen, Bob Breyer, tog faktisk til Egypten, og han gravede det mineral ud, som de skulle bruge som tørremiddel i kroppen. Så han var meget engageret i autenticitet her. Han fik også lavet en række stenværktøjer, nogle af en obsidian eller andre sten, nogle af kobber, og de brugte det faktisk på kroppen til at åbne den. De var nødt til at åbne et lille hul for at få organerne ud, for at tørre dem ud. Da de så havde fået organerne ud, skulle de vaske det indre hulrum og derefter bruge det mineral, han havde fundet i Egypten, til at tørre kroppen ud. Mineralet var en blanding af bagepulver og salt, et mineral kaldet natron.

Man kan faktisk lave noget derhjemme, hvis man vil. Jeg gjorde det derhjemme med en fisk og mumificerede faktisk en fisk. Det var meget, meget nemt at gøre. Vi tænker traditionelt på en fisk som et af de mest lugtende dyr, der findes. Men jeg tog denne fisk med hjem, satte den aldrig i køleskabet. Jeg lagde den bare i et ildfast fad, hældte denne blanding af bagepulver og salt over den, og en uge eller to senere havde jeg en perfekt fiskemumie. Så pakkede jeg den ind i linned, ligesom de gjorde med de egyptiske mumier, og den står stadig på min køkkenbord i dag.

Ved at lave et menneskemumie lærte de meget om processen og løste nogle af mysterierne. Et var, hvor meget natron man overhovedet skulle bruge til at gøre dette. De endte med at finde flere hundrede pund af dette. Et andet mysterium var, hvor lang tid det tager? Det endte med at tage dem omkring 70 dage eller deromkring at lave en menneskelig mumie. De var nødt til at skifte natronen et par gange, men alt i alt er det omtrent så lang tid, det tog.

Et af de store mysterier, de ville løse, var, når vi finder en egyptisk mumie i dag, hvor man kan se den meget forvitrede hud. Den har normalt skiftet farve, er blevet lidt mørkere, håret er meget tykt, og huden er trukket tilbage i ansigtet. De ville vide, om det var mumificeringsprocessen, der havde gjort det, eller det faktum, at de havde siddet i et tørt miljø i Egypten i tusinder af år. Selv efter fire eller fem uger med den menneskelige mumie i moderne tid, indså de, at det var mumificeringsprocessen, der gjorde dette. Den person, jeg talte med, revnede skorpen op, kiggede på mumien, og han gispede og sagde: "Åh Gud, det ligner præcis Ramses den Store fra Egypten." Han var lamslået over, at de på bare et par uger havde genskabt en mumie i egyptisk stil. DEL 2 FØLGER.