Tilbage til den lille by - kvaliteterne der må ikke overses

Tilbage til Main Street- kvaliteterne ved de små byer

Thomas Lifson

I min barndoms somre, da jeg var mellem 7 og 11 år gammel, blev jeg sendt afsted for at være hos min bedstemor i Sauk Centre, Minnesota i en uge - og det var hvert år.

I den lille by (cirka 3000 indbyggere dengang, nu vokset til 4300) nød jeg den prisværdige frihed at kunne gå frit omkring overalt, uden at være under opsyn, for der kunne ikke ske mig noget ondt i en så lille by i de uskyldige 1950’ere.

Udover det havde den lokale ugeavis Sauk Centre Herald en list over hvem der besøgte byen i løbet af ugen, så den lille dreng fra Minneapolis var bemærket, og alle holdt lidt øje med mig, er jeg sikker på.

Byen var ikke særlig stor, men rigeligt med plads alligevel. Der var en isenkræmmer, et apotek, en biograf, nogle cafeer, adskillige barer (der kom jeg dog ikke), to banker og så Sauk Søen, lige i midten af byen, som det er tilfældet med mange små byer i Minnesota. Over på den anden side af søen fra stranden var the Minnesota Homes School for Girls, den såkaldte pige opdragelsesskole, nu et historisk sted, som man anser som et fremragende eksempel på lillebys institutionelt design. Fra kysten, stranden stirrede jeg intenst, med sammenknebne øjne, og håbede at få øje på en pige eller to der var ude at gå, men jeg så aldrig andet end de små huse.

Det bedste af det hele var jernbanestationen, med en klaprende telegraf, og de to daglige besøg af the Great Northern Railway’s streamliner, The Red River, dagens højdepunkt. Jeg fik lov at køre med Red River de 160 kilometer til Sauk Centre, andet stop fra Minneapolis, alene i min kupe, min mor adviserede togbetjenten om at holde øje med mig, og bringe mig en Coca Cola. Jeg elskede at stirre ud af de buede vinduer i bagenden af vognen mens vi rumlede afsted gennem landskabet.  

Jeg er tilbage i Sauk Centre for et kort besøg før jeg skal være med til min 50. (hvordan gik det til) high school reunion i Minneapolis. Både byen og jeg er blevet anderledes. Cirka et par kilometer ned af Main Street er en afkørsel til Interstate Freeway 494, nu med en Walmart. Resultatet er, at de fleste af butikkerne på Main Street er lukkede, de kunne ikke konkurrere med Walmarts lave priser.

Der er nogle ledige lokaler, nogle nye special forretninger (religiøs den ene) og en hel boligblok af mursten med forretningsvinduer som er blevet revet ned for at give plads til nye forretninger, a la gågade typen, dog med P-pladser foran. Den ene er en meget større udgave af First State Bank, med masser af P-pladser og den anden en cafe med kaffe og lette anretninger, ved navn Jitters. På det fancy kaffemarked er der åbenbart plads til to kaffehuse.The Starbucks fikseringen af smag har nået Main Street, USA.

Du har måske hørt om Sauk Centre via den berømte indfødte søn Sinclair Lewis, den første amerikaner der vandt Nobel Prisen i litteratur. Lewis roman Main Street fra 1920 foregik i en by ved navn Gopher Prairie, Minnesota, men ingen, mindst af alle indbyggerne i Sauk Centre lod sig narre. Gopher Prairie var netop Sauk Centre og et antal af min bedstemors venner kunne man genkende som karakterer i romanen, “Red Lewis” som han var kendt som i byen opnåede berømmelse, formue og sin Nobel Pris ved at nedgøre såbyerne i Amerika som steder med sladderagtighed og snævertsyn, og de sår var først begyndt at hele i midt 1950’erne. Men i dag kan byen gøre krav på berømmelse ved Main Street, der er kommet med i National Register of Historic Places:

Den anden større gade i byen, en der også har en rundkørsel har fået navnet Sinclair Lewis Avenue, og på den befinder sig hans barndomshjem, nu museum, og også med i the National Register of Historic Places.

Der er ikke så levende som den næste by oppe langs motorvejen (og tidligere jernbanen) Alexandria, der har en del ferieboliger og nogle nye større fabrikker, herunder en 3M

Sauk Centre har også et par succesrig fremstillingsvirksomheder i vækst, hvor man laver landbrugsredskaber. Ingen industrialisering i dette område- snarere tværtimod. Men motorvejen dræbte ikke kun butikkerne på Main Street, jernbanen der plejede at gå til byen er nu en cykelsti Lake Wobegon Trail, 80 kilometer asfalteret cykelsti gennem majsmarker og små byer. Hvis jeg havde tiden ville jeg gerne tilbage og køre ad den. Før han blev en noget kølig bitter gammel venstreorienteret indfangede Garrison Keillor, der skabte fantasistedet Lake Wobegon “byen som tiden glemte,” ganske præcist og med stor affektion atmosfæren i små byer som Sauk Centre. Han var en venligere og mere mild udgave af Lewis.

Thomas Wolfe skrev en roman der blev kendt efter hans død  You Can’t Go Home Again, som en noget uvenlig omtale af Amerika og de små byer. Jeg mener han tog fejl. Man kan komme hjem igen, og finde at tingene er værd at respektere og være glad for. Trods alt, efter han blev verdensberømt og omgikkedes eliten, fik Sinclair Lewis spredt sin aske i sin barndomsby, en by der nu hylder ham.

Tilsyneladende læger tiden alle sår. Eller de fleste af dem.

http://www.americanthinker.com/articles/2015/07/back_to_the_original_main_street.html#ixzz3gnTEDPRO

Beklager, men jeg må af venlighed skyde dig ned

Skudt ned af venlig ild United States Air Force piloten kaptajn Lou Curdes, fløj P-51 Mustang, et kampfly, der benyttedes under 2. Verdenskrig. Curdes var flyveres - en uformel titel man gav en kampflypilot, der havde skudt op til fem eller flere fjendtlige fly ned. På den tid var det almindeligt,at piloterne så udsmykkede deres fly med “sejrstrofæer” - de små symboler eller flag som fjenden benyttede - for at angive antallet af sejre i luften. Se War HistoryFans.com. Det gjaldt også Curdes. Hvis du ser på billedet kan du se 10 symboler i en firkant,som viser hvilke fly havde havde skudt ned. Curdes var en af en håndfuld esser der med succes pillede mindst et fly ned fra de tre Aksemagter; Hagekorset, naturligvis for Nazityskland. De tre vingede streger var mærket for Italiens luftvåben og den opstigende sol for Japan. Men der er så lige en fjerde der kan undre - et amerikansk flag. Nu burde piloter kun få kredit for nedskydninger af fjendens fly. Nedskydning ved et uheld af egne fly er der ingen grund til at fejre, og gøre det helt bevidst .. se det er endnu værre. Hvad foregår der så her? Lad os først se på et kort over de to filippinske øer: Luzon and Bataan.

Luzon kender du muligvis - det er den største af de filippinske øer, hvor hovedstaden Milan befinder sig. Bataan er meget mindre - så lille at hvis det ikke var det røde flag ville du ikke kunne se det. Men i 2. Verdenskrig var Bataan meget vigtig - da japanerne begyndte invasionen af Filippinerne i december 1941 var Bataan første mål. De brugte Bataan som springbræt og udgangspunkt for flyangreb og flådefartøjer i resten af krigen. Den 10. februar 1945 var Bataan stadig under japansk kontrol. De Allierede havde indtaget Luzon og havde placeret en base der, og den dag Curdes og tre andre blev sendt ud på rekognoscering var det for at finde japanske holdepunkter på Bataan. De fire fandt en landingsbane og åbnede ild, men mistede et fly. (Piloten overlevede ved faldskærm) Det så ud til at missionen ville være en stor succes - udover det ene tabte fly. Men så gik der noget helt galt. General George C. Kenney, Curdes øverstkommanderende genfortalte historien i januar 1977 i en udgave af  The American Legion Magazine ( her som pdf): Ud af det begyndende tusmørke dukkede et fly op sydfra.... det var et C-47 tomotorers transportfly. Da det nærmede sig kunne Curdes se de amerikanske symboler på skroget. Han var glad for det var en af deres egne. Men hvad lavede et C-47 over japansk kontrolleret område, 400 kilometer fra det nærmeste holdepunkt i Filippinerne? Mens han fløj på siden af C-47’eren gjorde flyet en højrevending og begyndte at nærme sig landingsbanen. Curdes forsøgte at kontakte det over radioen og advare det. Der blev ikke svaret på nogen VHF kanal. Tranportflyet ville helt sikkert gå tabt, og værre endnu besætningen direkte i fjendens hænder. Curdes vidste af, hvis C-47 landede på Bataan ville alle være krigsfanger. Curdes havde selv været krigsfange i nogle måneder i 1943, og vidste udmærket at det var en skæbne det var bedst at undgå. Han forsøgte af få C-47 at vende om, men piloten reagerede ikke. Derfor gjorde Curdes det eneste han kunne - han åbnede ild mod det ubevæbnede transportfly- først blev højre motor skudt sønder, og så venstre. Det nu skadede fly faldt i havet og sank. Men besætningen ombord? De var i live og blev reddet. Alle 12 kom i gummibådene, og næste morgen blev de reddet af flyvebåde og bragt til Allieret kontrolleret land. Det viste sig at C47’eren var ved at løbe tør for brændstof. og troede det var en ‘venligsindet’ landingsbane, og man forsøgte derfor at lande. Da de ikke  kendte sandheden var besætningen i begyndelsen rasende på Curdes, der efter deres mening næsten slog dem ihjel. Men efter at have erfaret hans motiver - hyldede de flyveresset. General Kenney var enig, han tildelte Curdes  the Distinguished Flying Cross -- for at have nedskudt et amerikansk ubevæbnet fly. Bonus fakta: The “Distinghuished Flying Cross” gives til medlemmer af militæret for “heroisme eller ekstraordinær indsats under deltagelse i lufkamp, efter 11. november 1918.” Da astronauter ofte kommer fra militæret har mange af disse fortjene udmærkelse. For eksempel Buzz Aldrin og Michael Collins, to af de tre medlemmer på Apollo 11 missionen (første succesrige månelanding). Men ikke Neil Armstrong. Det skyldes ikke, at den første månevandring ikke var “heroisk.” Aldrin modtog sin for sin indsats i Koreakrigen, og Collins for sin i Vietnamkrigen.

Der er så meget galt med Hillary

Der er så meget galt med Hillary

David Lawrence

I 2008 hadede Hillary Obama, nedgjorde ham og stillede op mod ham i primærvalgene. Det lykkedes ikke for hende. Nu hylder hun Obama og mener han er en pragtfuld præsident - og det fra dag et. Var hun falsk og løgnagtig da hun angreb ham, eller er hun falsk og løgnagtig nu hvor hun forsøger at benytte ham som moralsk støtte.

Hykleri - dit navn er en modsætning når det drejer sig om stemmer.

Kun Gud kan vide hvorfor Hillary nu mener at Obama, som ikke er særlig populær, nu skulle redde hende. Han regnes ikke som en af vore bedre præsidenter, kun hos racebesatte sorte, venstreorienterede jøder og de som er ideologisk blinde.

Det er interessant at de to mest kendte personer i kapløbet, Hillary og Trump, er barske og møgirriterende. Dog er det kun Trump der fremstår ærlig og har udrettet en hel masse positivt. Hillary er feminist, der har brugt sin populære ægtemand som en kile i politik.

Alt Hillary har foretaget sig har en dyster bagside, lige fra Hillarycare til revolutionen i Libyen.

Hillary fejlede med at forstærke i Benghazi og løj for de familier der mistede deres kære. Hun lagde skylden på en video frem for al-Queda, selvom hun kendte sandheden.

Da Hillary sagde, “Hvad betyder dog dette nu?” fortalte hun os at administrationens løgn over for offentligheden om videoens betydning var irrelevant, fordi det amerikanske folk er irrelevant.

Hillary er en slubbert med en degenereret arv som hun deler med sin pædofile ægtemand. Enhver hun har haft berøring med bliver udsuget og bliver som sand i hendes fingre.

Hillary, vores eventuelle potentielle øverstkommanderende, tilbød os at justere vort forhold til russerne, og så er vi altså nu i endnu en kold krig. Hun og svæklingen Obama er ingen udfordring for Putin, og de kunne stå som ansvarlige for verdens ‘ende.’ Svaghed fremfor styrke vil være apokalyptisk.

Husk Reagan der fik revet Muren ned. Hillary og Obama har inviteret muslimer og russerne til at trampe på os.

Tilbage i min ungdom var det en skændsel for en præsident at blive skilt. Hvad med en kvinde der hænger ved frakkeskøderne hos seriekvindekrænkeren, Bill, og derpå beder kvinder om at stemme på hende, fordi hun ‘står fast på kvinders rettigheder.?

Samtidig betegner hendes idiotiske chef, Obama, ISIS som the JV team, og hun sagde at Boko Haram ikke er terroristgruppe. Hendes chef kan ikke engang sige “radikal Islam.” De er begge quasi-socialister, og begge er disciple af Saul Alinsky. De ønsker at gøre Amerika til et nyt Gulag.

Så har jeg ikke engang nævnt Hillarys personlige server til emails under hendes regimente som udenrigsminister eller da hendes advokatbestalling blev inddraget under Watergate høringerne, beskyldningen mod hende for Vince Foster mordet, eller at hun tog imod millioner af dollars for sine taler til hendes fond fra anti-feministiske lande som Saudi Arabien. For slet ikke at tale om de millioner Kongressen har brugt på at efterforske Whitewater.

Har vi nogensinde valgt en præsident der har været efterforsket af FBI? Jeg mister snart al tro på dette land.

Trump er klodset, direkte og åbenmundet. Dog er han sammenlignet med den kriminelle Clinton bande, ikke en person politiet kan sætte en finger på.

http://www.americanthinker.com/blog/2016/04/there_is_just_so_much_wrong_with_hillary.html#ixzz469Xn33KA

Brexit og krokodilletårer fra Soros

Brexit og krokodilletårer fra Soros

Wes Vernon

I kølvandet på Brexit ser vi - ikke en ny metode til at “overtale” vælgerne til at stemme endnu en gang, og endnu en gang, og endnu en gang om det samme emne, indtil de er udmattede af at være ‘hyrdet’ tilbage til stemmeurnerne og de så giver op og endelig stemmer “rigtigt.” Det har vi set masser af gange. Nogle insisterende regimer i tidligere tid har været kendt - eller berygtede’ for at benytte den taktik.

Nogle af de “dårlige tabere” i det 21. århundrede opfordrer til præcis den taktik - enten stemmes der igen og igen eller man skal overtales til at “komme til fornuft” og tilpasse sig det mere “oplyste” synspunkt.

Eller skal man gå på gaderne?

På gaderne i (det ikke altid så) merry gamle England kunne man i sidste uge opleve tusinder af demonstrerende der marcherede gennem det centrale London for at protestere mod United Kingdoms afgørelse (Brexit) om at forlade EU.

Det de demonstrerende kræver er, at det britiske Parlament ser bort fra de britiske vælgeres afgørelse (52-48%) om at UK skal ud af EU.

Det er da besynderligt, ikke sandt, hvordan nogle af disse mennesker (på begge sider af dammen) alle går ind for den demokratiske stemme hos “det almindelige folk” - indtil den stemme går dem imod.

I de tilfælde påduttes vælgerne etiketter som “racister, homofober, hyklere” mv.

Soros hulker

Milliardærsocialisten George Soros opfordrer nu til en rekonstruktion af EU. Han siger, med en trist mine, at EU lederne måtte have denne påmindelse grundet deres arrogante facon.

Krokodilletårer

Det er godt nok vanskeligt at tage Soros alvorligt efter han manipulerede med det britiske marked for mange år siden med det resultat at mange mindrebemidlede kom til at lide derunder. De er - med et enkelt ord - blevet bestjålet.

I 1992 ‘tjente’ Mr. Soros enorme summer ved at spekulere mod det britiske pund da det faldt under det fastlagte niveau og måtte trække sig ud af the European Exchange Rate (Valutaslangen). Nu, selvom han erkender at EU er brudt sammen og ophørt med at tilfredsstille sine borgeres ‘behov og forhåbninger ønsker han at det skal rekonstrueres, og giver de vælgere der stod op at sagde “Ikke mere” til leve under at en høj procentdel af deres lov, regulativer og beslutninger er blevet taget af udenlandske lovgivere og udenlandske dommere.

Hyldels til briterne overalt i verden

G. Edward Griffin, forfatter til bøger og klummer om nutidige (og historiske) problemer siger disse opmuntrende ord om være britiske fætre:

“Det er ikke sådan at vi har del i Storbritanniens interne forhold, men fordi dette emne har så lige så meget at gøre med ‘global regering’ som det har med national velstand (jovist er vi interesseret). Med andre ord, dette er et tilbageslag for den STORE strategi der sætter elitære politikere og banker over kontrollen med hele verden - det vedrører os på makro niveau.”

Og videre.....

Sir James Dyson, en respekteret investor sagde at Storbritannien vil vinde mere ved at forlade EU end det vil tabe. Han tilføjede, “Når Remain kampagnen fortæller os at ingen vil handle med os hvis vi forlader EU, så er det absolut bedragerisk. Vor handelss ubalance med Europa er i øgning.”

Hvad ville the Gipper (Ronald Reagan) mene?

Som en gentleman der forstod at observere grundreglerne ved god diplomati, ville afdøde præsident Ronald Reagan ikke benytte sit embede til at fortælle det britiske folk, hvordan de skal stemme.

Takket være Dan Henniger fra The Wall Street Journal, har vi fundet dette Reagan citat, der kunne antyde hvor vor 40. præsidents sympatier var:

"Vi er blevet fristet til at tro at samfundet er blevet alt for kompleks til at kunne styre sig selv; at styring ved en elitegruppe er regering overlegen for, ved og af folket. Men hvis ingen er i stand til at styre sig selv, hvordan har nogen så evnen til at styre andre?”

http://www.renewamerica.com/columns/vernon/160704

Obama gør alt for at frikende Islam

Ingen anstrengelse spares for at Obamas administration kan frikende Islam.

GEORGE NEUMAYR

Ifølge en artikel i Breitbart om en kommende bog, nævnes der at Hillary Clinton engang kastede en Bibel i hovedet på en Secret Service agent. Var det sket med en Koran ville hun muligvis have været nødt til at komme med en undskyldning. Men i de venstreorienterede kredse, som hun befinder sig i, da er Bibelen lig med hadlitteratur. Den er for lang tid siden ophørt med at være en hellig bog.

Faktisk har Barack Obama, der citerer så højtideligt fra Koranen, i sine memoirer følt sig fri til at kritisere Bibelen for dens antikverede synspunkter og han har hånet apostlen Paulus for dennes ‘homofobi.’ Han har beskrevet Abraham Lincoln som en ‘skør kugle’ som burde have været passet bedre på som barn.

Den skønneste lyd i verden er Islams kald til bøn, ifølge Obama, der brugte en del af sin opvækst i Indonesien, hvor han “hørte azaan kaldet ved daggry og ved mørkning.”

I sin ‘berømte Cairo tale indledte hans sin passive kampagne mod islamisk terrorisme ved at love aldrig at “være i krig med Islam” og mindede sit publikum om at han stammede fra en “generation af muslimer.”

Han blev “indhyllet i Islam” ifølge sin præst i Chicago Jeremiah Wright, der fortalte forfatteren Ed Klein, om Obama faktisk nogensinde er konverteret til Kristendommen aldrig helt har stået klart for ham. Det “var svært at afgøre” fortalte han Klein. Wright sagde at kirken ikke var Obamas “favorit” og at hans tilstedeværelse ikke havde nogen betydning ud over af politiske hensyn.

Hillary, signalerede i det mindst i begyndelsen af sin kampagne mod ham også en vis forvirring om hans religion. I hendes kampagne cirkulerede et billede af Obama iført islamisk klædning. Men han var ikke muslim “så vidt jeg ved,” tilbød hun med en ondsindet tilsløret udtalelse.

Nu om stunder er Hillary hurtig til at kalde sådanne beskyldninger for “hykleri.” For nogen der indhyller sig i ACLU ‘flaget’ er hun også ejendommeligt stolt over sig selv ved at have hjulpet med til at få fængslet skaberen af en en anti-Muhammad Youtube video. På sæt og vis dukker det aldrig op under samtaler om vigtigheden af kunstnerisk frihed hos hendes Hollywood fundraisers.

Religion er ikke et men som Demokraterne normalt omfavner. I 2012  debatterede de om man skulle nævne Gud eller ej i deres grundlag. Nar partibosserne besluttede at rent synsmæssigt skulle man. og dermed så bort fra de delegeredes buuhen. I den udstrækning at man kan mønstre en form for entusiasme for religiøs frihed, så rettet dette sekularismens parti den til gunst for Islam.

Under kontroversen om HHS antikonceptionsmandatet fortalte Obama de kristne at de skulle blive klogere og være liberale. Han fortalte den katolske biskop at de burde lytte til de som ikke var enig i deres fold og blot acceptere mandatet.

At tale om Islams strenge fortolkninger - se bekymrer ham. Han er så voldsom en forsvarer af Islam af hans Justitsministerium gav ordre til at de ord Orlando jihadisten benyttede blev renset ud i. Obama ønskede ikke at amerikanerne skulle høre hans referencer til Islam, Koranen, Allah, og Vestesn “beskidte veje,” og ISIS.

Justitsministeriet ændrede kurs og lod transkriptionen komme uredigeret, men administrationens originale plan åbenbarer i høj grad hvordan man betragter sig som en kustode for og presseagent for Islam.  Omar Maten “repræsenterer ikke religionen Islam” erklærede Ronald Hopper, FBI embedsmand. Hvem kunne dog vide at FBI har fået magt til bedømme noget sådant?

Kun i Obama administrationen ville FBI embedsmænd føle sig frie til at præsentere sig som doktrinens vogtere af “ægte” Islam. Det er dog en besynderlig rolle for FBI at deltage i som det var for NASA da man kom med “udstrakt hånd til Islam” efter Obamas direktiv for at muslimerne skulle “føle sig godt tilpas med deres historiske bidrag til videnskaben” som tidligere NASA chef Charles Bolden udtrykte det.

Obama taler ofte om vigtigheden at “adskillelse af kirke og stat.” Dog er moske og stat så tæt forbundet under hans administration at hans embedsmænd kan sige med dogmatisk sikkerhed hvem der “repræsenterer” og hvem der ikke “repræsenterer religionen Islam.”

Samtidig har Obama administrationen, mens den lader som om den nyder magten til at ekskommunikere muslimer den bedømmer som ikke repræsentative for religionen, holdt fast i en politik hvor man ikke blander sig i den islamiske verden.

I 2009 rapporterede the Washington Post at Obama administrationen konsekvent “holder sig fri” af islamiske debatter,  af frygt for at fornærme radikale gejstlige. I 1980 forsøgte lærde at få en ydelse fra the Ford Foundation for at fremme moderat Islam i Indonesien. Ifølge historien blev hans ansøgning afvist af ingen andre end Obamas mor Ann Dunham, der arbejdede for the Ford Foundation i Indonesien i løbet af den periode. Frugten er ikke faldet langt fra stammen, antydede historien, og bemærker at Obamas politik ikke er spor anderledes end morens.

Fra tid til anden tvinger en Omar Mateen Obama til at komme med ‘lyde’ om der er behov for moderation i Islam. Men som han gjorde klart i sin Cairotale, hvor han gjort rigtig meget ud af at invitere medlemmer af Det Muslimske Broderskab, så interesserer det projekt ham sådan set ikke. Efter hans mening ‘smager’ det lidt for meget af kolonialisme, og udover det er som han beskrev i sidste uge religionen allerede “storartet.”

http://spectator.org/obamas-great-religion/

Gøre Britain great again - EUs forsøg på at hindre det

Gøre Storbritannien Great igen

DANIEL J. FLYNN

Det det ikke lykkedes Frankrig og Tyskland at udføre i de sidste par århundreder med krudt og kugler, fik de succes med ved at anvende bureaukrater. I sidste uge lykkedes det briterne at  tilbagevise disse bureaukrater ved stemmeboksen.

Forudsigelser om katastrofer opstod straks, som ventet.

Det er en rigtig dårlig ide at outsource sin regering til udlændinge. Briterne anerkendte dette ved at stemme Exit til EU. Ikke overraskende søger bureaukraterne, med utvivlsomt nu færre penge og mindre magt end de før besad, at straffe en suveræn stat for dens ‘frækhed.’ De udmaler forskellige Harmageddon lignende global depressioner der skal underbygge deres virkelige frygt: At deres institution opløses.

Nu skal lige ‘Himlen Falder ned’ historien lægge sig, dommedagsprofeterne falde til ro. For i løbet af ganske få dage efter Brexit, vendte the London Stock Exchange tilbage til den status den havde før resultatet af Storbritanniens Leave af EU blev klart. Sidste fredag, vågnede englænderne og kunne stadig trække vejret, skotterne kunne stadig binde deres sko og waliserne blev ikke sengevædere.

‘Helvede har ingen vrede som hos en forhånet mandarin,’ skrev en englænder engang (eller noget lignende). Forsmåede kærester, som forsmåede bureaukrater siger, “Du har taget den dårligste beslutning i dit liv,” når de faktisk mener, “Du har taget den dårligste beslutning i mit liv.” Al den hændervriden over at UK har forkastet EU skal ses i det lys.

UK søger ikke længere et partnerskab der arbejder for Bruxelles, men et der arbejder for Storbritannien. Idet de ikke forstår deres egen ironi, vil apparatchikkerne, der gentagne gange banede deres egen skæbne ved at se bort fra folkets vilje om immigration, og så meget andet, igen afvise folkets vilje som en frygtelig fejl. For de ved jo bedst.

Ingen bryder sig om en Klogeåge der mener at vide alt. Ingen bryder sig om bøllen, hvilket er hvorfor enhver - undtagen bøllerne og deres vedhæng - kunne lide Nigel Farage der virkelig stod op imod Europa Parlamentet i denne uge.

“Det er da pudsigt, ikke sandt?” fortalte lederen af ‘leave’ holdet forsamlingen. “Da jeg kom hertil for 17 år siden, og jeg sagde jeg ønskede at føre en kampagne for at få Storbritannien ud af EU, så lo i alle af mig. Nuvel, jeg må sige, i ler ikke nu, gør I?” Han fortalte direkte EU,  at “i er et politisk projekt i benægtelse,” og han klædte parlamentarikerne af ved højlydt at erkende “at faktisk har ingen af jer nogensinde haft et rigtigt arbejde i jeres liv.”

De buuhede af ham, de foretrækker at fortælle hinanden søde løgne fremfor smertelige sandheder.

EU’s tredje største økonomi, næstmest folkerige stat og mest velstående målt på indkomst per indbygger ønskede blot et “Cheerio.” EU svarer så med trusler om handelsrestriktioner, og andre straffende foranstaltninger for at skade den stat der har såret deres følelser og forhindre et Frexit, Dexit, og andre folkelige afstemninger.

Men man behøver ikke konstruere en Superstat for at opnå frihandel. Man behøver ikke en traktat, end ikke en uformel, mellem nationer. Men Overherrerne i Bruxelles ønsker at hæmme markedet som modsvar på Brexit, og så give briterne skylden. Den økonomiske nedtur der uundgåeligt vil være en følge vil ikke bevise tåbeligheden ved Brexit,  men den manglende evne til at overbevise medlemslandene om at de bør forblive i EU på deres Overherrers betingelser. En ‘bestyrelse’ der solgte sig selv som et Fællesmarked, udstilles nu som en Fælles løgn gennem en entusiasme for restriktiv handelspolitik mod et oprørsk snart tidligere medlem.

Europa er ikke større end Little Britain. Nu og her spiller man den lille ydmyge skuespiller dog med enorme fantasier om en stående hær og andre symboler på en traditionel stat.

Europa orker ikke at læren af historien om Europa. Nationalismen har betydning. Baskerne i Spanien, Russerne i Ukraine, tyskerne i Lorraine, franskmændene i Alsaxe, og mængden af folkeslag i eks Jugoslavien, siger det hele.

Holdningen at man kan regere dem alle i en United States of Europa ligner i uhyggelig grad en utopi (dystopisk?)  

Der er magt i en union. Der er også magt i at forlade en.

http://spectator.org/making-britain-great-again/