'Profeten' der forudsagde EU's krise

Profeten der forudsagde Europas krise
           
Samuel Gregg
       

Wilhelm Röpke var en "euroskeptiker" længe før det udtryk blev anvendt.

       

Mens Europas økonomiske nedtur får mere og mere fart på, er der ingen ende på kommentatorer der siger “Var det ikke det jeg sagde!” Virkningerne af faktorer som - en velfærdsstat ude af kontrol, overdreven gældssættelse, enormt bureaukrati, en forfejlet monetært eksperiment, lav produktion og for stramme regler for arbejdsmarkedet synes i dag at være noget så soleklare.    

                

Sandheden er, imidlertid, at kun få observatører - europæiske eller amerikanske - forudså at EU projektet med tiden ville skabe en fiasko i den størrelsesorden. Faktisk var de tidlige modstandere af europæisk politisk og økonomisk integration gode gammeldags venstreorienterede, der frygtede det kunne medføre en svækkelse af implementeringen af  socialistisk politik. 

 

En sjælden undtagelse fra denne regel var den tyske økonom Wilhelm Röpke. I dag er han mest kendt som den intellektuelle hovedansvarlige for efterkrigstidens tyske økonomiske mirakel, ligesom han var en af efterkrigstidens mest ihærdige kritikere af Keynesianismen.

Der er imidlertid mange der ikke ved. at Röpke også var en af de meget få markedsøkonomer der højlydt og offentligt kritiserede det som med tiden ville blive nutidens Europæiske Union og det endog før Romtraktaten blev underskrevet i 1957. Röpke var kort sagt en “euroskeptiker” længe før udtrykket blev introduceret.

Röpkes form for euroskepticisme fremstod ikke af bekymringer over den nationale suverænitet, og slet ikke ud fra nationalistiske følelser. Hans erfaringer som en højt dekoret soldat der kæmpede i Kejserens hær på Vestfronten under 1. Verdenskrig havde givet ham en permanent afsmag for nationalismen, og militarismen, især dens fascistiske manifestationer - så meget, at han var en af de første professorer som National Socialister skaffede sig af med  ved de tyske universiteter efter de overtog magten i 1933. Ydermere, som økonom der var belæst udover det sædvanlige for en økonom da vidste Röpke også, at de moderne national-stater historisk set ikke altid havde været frihedens største ven.

Ikke desto mindre var Röpke yderst forbeholden overfor de økonomiske og politiske visioner der lå bag de fleste europæiske sammenslutningsbestræbelser efter krigen. Selv ikke de de mest imponerende vinduesudstillinger ville kunne skjule deres mest dybfølte dirigiste (statslig intervention i økonomi og produktion- synopsis-kommentar - dirigere, kontrollere, styre)   inspiration og ambition.

Det er slående så meget Röpke havde ret om konsekvenserne af den nuværende europæiske integrationsmodel. For eksempel forudså han i 1958, at den med tiden ville grave en kløft mellem en minoritet af relativt markedsorienterede europæiske økonomier (i særlig grad Tyskland) og så en majoritet af stærkt  étatiste-tilbøjelige (statsstyrede, statsregulerende) lande. De nationer der kørte en disciplineret pengepolitik og regeringsforbrugs, argumenterede Röpke, ville med tiden blive nærmest ‘tvunget’ til at “ofre” deres påpasselighed “på Europas alter,” for at hjælpe de mindre disciplinerede nationer.

Det er selvfølgelig det valg som Angela Merkel står midt i idag. Tyskland er under et enormt pres fra personer som Frankrigs nye socialistiske præsident Francois Hollande -- der tilfældigvis har sænket! Frankrigs pensionsalder for visse arbejdere og hævet! minimumslønnen ud over inflationsraten -- for med eftertryk at kompromittere de selvsamme politikker som har skabt Tysklands økonomiske succes for at redde Club Middelhavet Europa fra årene med et helt frivolt regeringsoverforbrug.

Om emnet et pan-europæisk monetært system insisterede Röpke i et dokument i 1959 på at det kun kunne fungere om:

1. Alle de som sluttede til sig var med på at følge disciplinerede økonomiske regler og

2. Der blev oprettet mekanismer der kunne smide ethvert land, der brød disse regler ud.

Han tvivlede imidlertid meget på at sådanne betingelser kunne imødekommes i et Europa hvor generøse velfærdsstater mere og mere blev normen og med regeringer der viste sig mere og mere tilbøjelige til både at bøje og helt ignorere regler, og med politikere der regelmæssigt benyttede Statens magt til skatteudskrivelse, og som skabte gældsposter for at få forskellige interessegruppers vælgerstøtte. Endnu engang viste Röpke sig at få ret.  

Röpke forudså også at forløberen for dagens EU, Den Europæiske Økonomiske Sammenslutning (EEC) ville forstærke bureaukratiseringen, der plagede så meget af europæisk økonomisk liv. Idet han forudså det som senere ville blive kaldt ‘offentlig valg teorien,’ bemærkede Röpke, at hver eneste oprettelse af super-europæiske institutioner efter krigen også havde skabt arméer af offentlige tjenere med en indbygget meget stærk selvinteresse i at udvide deres antal og indflydelse. Mindre end 6 år efter skabelsen af EEC, observerede Röpke at dets styrende råd var blevet til “en enorm administrativ maskine” der spyede tusinder af hæmmende rigide regulativer ud. Værre endnu, tilføjede han, så var EEC forskellige departementer allerede blevet indfanget af “socialisterne og forstokkede interventionister.” Det kan se ud til at meget lidt har ændret sig.

 

Röpke var ikke tilfreds med blot at være en Nej-siger om Europa. Faktisk gik han ind for europæisk økonomisk integration, men han fastholdt den burde komme “nedefra” fremfor “fra toppen og ned.” Integration kunne realiseres mest effektivt, foreslog han, af europæiske nationer der i enighed liberaliserede deres økonomier og åbnede op for deres markeder og det ikke blot for hinanden, men for resten af verden. Det ville, fastslog Röpke, udligne ethvert behov for over-europæiske institutioner til at “klare” integrationsprocessen samtidig med at de kunne stræbe mod deres egne mindre noble dagsordener.

Ydermere havde Röpke en alternativ model i tanke: Den Europæiske Frihandels Sammenslutning (EFTA) grundlagt i 1960 som et alternativ til EEC. Ikke kun havde EFTA fokus på at sikre en fri handel mellem sine medlemmer såvel som ikke europæiske parter; det manglede også det store bureaukrati og afholdt sig fra at fremme socialdemokratiske programmer. Genistregen ved EFTA, argumenterede Röpke, var at det var indbegrebet af en fri samarbejdende tilgang til integration som undgik fejlene ved at søge at indføre politik fra toppen og ned. EFTA respekterede således sine medlemmers frihed, men understregede også hver medlemsstats indbyrdes ansvar for at behandle deres egne hjemlige politiske fiaskoer i stedet for at forsøge at tørre det af på andre europæiske nationer.

Jovist, Röpke havde sine fejlslutninger om Europa. En af hans alarmer var om “overbefolkning.” Demografisk set så er nutidens Europas problem en stadig ældre og også mindre befolkning. Dette er en tidsbombe der på længere sigt ikke tegner gunstigt for de europæiske velfærdsstater.

Hvor Röpke viste sig at have ret var i forudsigelsen om, at i bestræbelser på at indføre europæisk politisk integration fra Toppen og Ned, at det ville gå hånd i hånd med forsøg på at skabe store velfærdssystemer og omfattende reguleringer over Europa. Det som nu kaldes “Social Europa,” fastholdt Röpke, var uløseligt knyttet sammen med den samme dirigiste rationalistiske tankegang der anså at altomfattende planlægning af de politiske elitære bureaukrater var uendeligt overlegent de tanker Adam Smiths havde gjort sig om ‘den usynlige hånd’ ( I økonomi er, den usynlige hånd, eller markedets usynlige hånd det udtryk økonomer benytter til at beskrive de selvregulerende mekanismer ved markedet - synopsis kommentar) inden for en lovbestemt kodeks af klare regler og en begrænset regering.

Röpke døde februar 1966, årtier før den nuværende krise der har skabt en bleg økonomisk fremtid for en hel generation af unge europæere og gjort talemåden “Græsk” til det samme som “det som ikke fungerer.”

Som så mange andre profeter blev Röpkes forudsigelser om de langvarige effekter af de valg som de europæiske ledere tog i 1950’erne og 1960’erne forhånet i hans levetid. Men i lyset af, at det usandsynlige skulle ske at Europas politiske ‘mestre’ kan undslippe den fælles forestilling (echo chamber) der byder dem at frelse og som kun kan findes i en endnu større centralisering, så kunne de som har en kundskab om historien der strækker sig længere end blot de sidste 24 timers nyhedsopdatering, måske være ærlige nok over for sig selv, og så indrømme at Röpke alligevel havde ret.

Hvis det skulle ske så kan Grise , PIIGS - (det vil sige Portugal, Irland, Italien, Grækenland, Spanien) måske også flyve.  
         

Samuel Gregg is Research Director at the Acton Institute. He has authored several books including On Ordered Liberty, his prize-winning The Commercial Society, Wilhelm Röpke's Political Economy, and his 2012 forthcoming Becoming Europe: Economic Decline, Culture, and America's Future.

http://spectator.org/archives/2012/07/02/the-prophet-of-europes-crisis

Teheran - Verdens terrorhovedstad!

Teheran - verdens terror hovedstad

ALAN CARUBA                                                                 

Talemåden fra gamle dage lyder “Alle veje fører til Rom.” Et imponerende netværk af veje var blevet bygget for at holde sammen på Romerriget, men med tiden brød det sammen. I vore dage fører alle veje til Teheran, hovedstaden i Iran, verdens terrorhovedstad, og til landets øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei.

 

Angrebene mod Israel var på ordre af Khamenei og støtten til Syriens diktator Bashar Assad kom fra Khamenei. Måske inspireret af succesen ved al Queda angrebet på U.S. konsulatet i Benghazi, Libyen på årsdagen for 9/11, har Hamas - en udløber af Iran i Gaza, forstærket deres raketangreb mod Israel.

Blandt de raketter der regner ned over Israel er en Fajr-5 der er fremstillet i Iran.

Det er vigtigt at erindre at disse raketangreb er foregået i over et årti. 

 

Efter genvalget af præsident Obama er de imidlertid blevet forøget og det er mit synspunkt at iranerne har benyttet denne metode i de første fire år af hans periode, og så har de konkluderet at han kun ville støtte Israel en smule, og således ville de kunne forstærke deres forsøg på at udvikle kernevåben for at udslette Israel og true Mellemøsten og verden.

DEBKA File, et israelsk nyhedsbureau rapporterede den 7. november, at præsident Obama havde ringet til Israels premierminister Nethanyahu for at bekræfte “sin støtte til at Israel kan forsvare sig.” I tilgift ringede han til Egyptens præsident Mohamed Morsi for at opfordre ham til “at overtale Hamas til at acceptere Israels betingelser for våbenhvile.”

Virkeligheden er at der ikke har været nogen våbenhvile fra Hamas siden de fik kontrol over Gaza fra Fatah, som Palæstinas Befrielses Organisation også kendes som. PLO styrer Vestbredden, et område Israel har sikret som resultat af en tidligere krig.

Israel er under beskydning som det direkte resultat af Obamas handlinger og udtalelser i hans første periode. Dette er hvad der sker når 60 år med støtte og samarbejde forkastes i en bestræbelse på at ‘sleske’ sig til accept af regimer og folk i Mellemøsten.

Det er nyttigt at overveje krigsberetningerne mod Israel siden landet erklærede sin suverænitet i 1948. Meddelelsen blev straks fulgt op af den Arabisk/Israelske Krig i 1948 der sluttede tidligt i juli 1949. Militære aktioner blev udført mod Israel gennem 1950’erne og 60’erne fra Syrien, Egypten og Jordan. Der var konflikt da Israel sluttede sig til Storbritannien og Frankrig efter Egypten meddelte man ville besætte Sinai Halvøen og overtage Suez Kanalan. Seks-Dages-Krigen i juni 1967 blev igangsat af Egypten og Jordan og Syrien fulgte med. Israel vandt en afgørende sejr, og udvidede sit territorium så det indbefattede Vestbredden, Golan Højderne og Gaza.

Endnu en udmattelseskrig fulgte fra 1967-1970. I oktober 1973 blev Israel angrebet på landets helligste dag, Yom Kippur, af Egypten og Syrien. Fra 1971 til 1982 førtes en invasion af Libanon i 1978. I 1982 blev endnu en krig udkæmpet mod Libanon, hvilket område er blevet en skueplads for den iransk tilknyttede Hezbollah. Mere konflikt fulgte fra 1987 - 2000. Fra 1987 op til 2005, fortsatte den palæstinensisko opstand, kendt som Intifada. Og i 2006 udbrød endnu en krig mod Libanon igangsat af bortførelsen af til israelske reservesoldater af Hezbollah.

Den første Gaza krig, december 2008 til januar 2009, blev ført mod Hamas, en gruppe tilknyttet Iran, og nu som resultat af månedsvis af raketangreb mod Israel, er den blevet genoptaget.

Det kan kun vare måneder før Iran får indfriet deres langvarige mål om at skaffe sig atombomber.

Den 19. oktober rapporterede DEBKA File at efterretningskilder har erfaret at Iran “havde afsluttet installationen i Fordo af de sidste avancerede centrifuger til berigelse af uran til 20% renhed,” hvilket vil give dem evnen til at forøge disse lagte til de 90% der er nødvendigt for at fremstille bomber.”

"Amerikanske eksperter," sagde DEBKA File, "anslår nu, at dette spring kun vil tage to til tre uger fra det øjeblik der kommer en ‘gå-i-gang’ ordre fra Khamenei.”

Idet han skriver i Wall Street Journal den 16. november sagde Saul Singer, “Endog debatten om sanktioner og militære foranstaltninger mod Irans kernevåbenprorgram er i det store og hele mislykkedes. Løsningen er at Irans regime falder, og nøglen til det er ikke sanktioner eller militær handling. Det er for vestens regeringsledere om at sige det som de sagde til Egyptens Hosni Mubarak, Libyens Moammar Gaddafi og Syriens Bashar Assad: “Væk med Jer.”

Singer nævnte at “Der er en grund til at Iran så desperat forsøger sig med penge, personnel og våben for at holde Assads brutale regime i live i Syrien. Det mullaherne frygter allermest er at Det Arabiske Forår spreder sig til Iran.”

 

Assad og Irans udenrigsminister mødes

Selv tidligere udenrigsminister, Henry Kissinger har skrevet en artikel fornylig i Washington Post, hvor han nævner, “Den allervigtigste beslutning som præsidenten står over for er hvordan vi standser Iran i at fuldføre et militært kerneprogram.”

2. Verenskrig begyndte fordi Europas nationer søgte forsoning med Nazi regimet. De forsinkede forholdsreglerne indtil det var for sent. U.S. og verdens nationer har fulgt det samme mønster med Iran.

Obamas “undskyldningstur” til Mellemøsten har været en komplet fiasko, og har ført verden frem til randen af en krig der kunne sprede sig til overalt, hvor der er nationer med større muslimske befolkninger. Europa har store muslimske befolkninger.

Alt dette finder sted mens en U.S. Regering som er nærmest fastlåst står overfor en “finansiel afgrund” der ville kræve enorme nedskæringer på vort forsvarsbudget, og det på det værst tænkelige tidspunkt. Et ødselt Obama regime har forøget nationens gæld til 16 billioner dollars og et stort antal amerikaner er uden arbejde. Dette afspejler 1930’erne der var i en så alvorlig recession som nationen kun vanskeligt kom sig over og som så blev til ‘Den Store Depression.’  

Den eneste mulighed U.S. og Vesten har er at slutte sig til Israel og ødelægge eller i ganske betragtelig grad gøre det umuligt for Iran af fuldføre sit  atomprogram og angribe dets militære værker. Gaza angrebene mod Israel er en del af Irans forsøg på at afprøve og “blødgøre dets forsvarsværker” at lade Israel Defense Force være beskæftiget i en landkrig der vil splitte landets væbnede styrker.

Amerikanerne og israelerne går ind for livet, men vore fjender går ind for døden. De er fra fødsel oplært til at dø i en hellig krig af jihad som åbner paradisets døre.

Vi står nærmest på randen af Den Tredje Verdenskrig der som hensigt har at indføre et nyt Islamisk Kalifat, Islams kontrol over verden.  

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Alan Caruba writes a weekly column, "Warning Signs", posted on the Internet site of The National Anxiety Center, and he blogs at http://factsnotfantasy.blogspot.com. His book, "Right Answers: Separating Fact from Fantasy", is published by Merrill Press.



http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/tehran-the-terror-capitol-of-the-world?f=must_reads#ixzz2ClQgMjFO

Kamelpis- god Sharia medicin

‘Sharia Medicin’: Egyptisk klinik behandler med kamelurin

Raymond Ibrahim             
                    

Et egyptisk TV program viste, hvordan islamisk Sharia lovs mange opskrifter ikke kun støder sammen med moderne tiders koncepter som ytringsfrihed og religiøs frihed, men også med lægevidenskab og almindelig videnskab.

Den 16. september var den populære TV-mand Wael El-Irbahi gæst hos Dr. Zaghus al-Naggar en prominent islamisk tænker og Formand for Egyptens Komite for Videnskabelige Holdninger i Koranen, om emnet medicinsk videnskab og Islam. Uundgåeligt dukkede ideen om at drikke kamelurin - som en form for terapi - første gang foreslået i det 7. århundrede af msulimernes profet Muhammad, op.

Ikke kun går Dr. Naggar ind for denne praksis, men han kom med den forbløffende meddelelse at lige nu i Egypten specialiserer et lægecenter i Marsa Matrouh sig i at behandle mennesker med kamelurin, altsammen efter profetens råd.

Andre egyptiske tænkere sluttede sig til udsendelsen via satelit, herunder Khaled Montaser (der tidligere har påvist den Islamiske verdens “kompleks med uvidenhed”) På et punkt, samtidig med han opremsede, hvordan videnskaben og det lægelige arbejde fungerer, mindede Montaser om at urin er der hvor alle kroppens giftstoffer samles og udledes, og så spørger han, “skal vi derfor drikke det af sundhedshensyn?” Naggar svarede arrogant: “Jeg er ældre end dig og mere lært end dig: Du skal ikke belære mig; jeg vil belære generationer af mennesker som dig.”

Den egyptiske tænker, Sayyid al-Qemany - hvis stærke støtte til rationalistisk tænkning og adskillelsen af religion og stat fik Egyptens islamiske etablissement til at udnævne ham som en frafalden vantro - sluttede sig også til showet via telefon, og afviste denne forestilling om at drikke urin kunne helbrede mennesker.

Idet han henviser til Naggars meddelelse om at der er en klinik der specialiserer sig i at behandle mennesker kamelurin som en “katastrofe” der kun viser hvor langt ned Egypten er sunket, bad Qemany Egyptens lægestand om at bekræfte om et sådan center faktisk eksisterer, idet han siger at dette er et alvorligt problem der indbefatter Egyptens borgeres sundhed.

Naggar forsøgte at forsvare “de gavnlige virkninger” ved kamelurin ved at argumentere med at europæiske apoteker producerer en medicin der indeholder kvindelig urin (muligvis en henvisning til HCG). Qemany svarede igen med at sådan medicin ikke er med baggrund i at der skal drikkes ufiltreret urin, men er syntetiske, og udbrød, “betyder dette at jeg skal drikke min hustrus urin?!”

En forbløffet Qemany konkluderede og kom med et løfte. Han foreslog at Naggar, hvis PhD er i geologi skulle lede en ekspedition til Mekka og Medina og på en eller anden vis forsøge at ‘udvinde’ den muslimske profets Muhammads urin og benytte det til at helbrede mennesker i stedet for kamelurin, idet han sarkastisk tilføjede, “for helt sikkert må profetens urin - fred og velsignelser være med ham - være bedre en kamelurin?”

Dr. Naggar ryster blot på hovedet, og siger at sådan tale er upassende.

Faktisk kan begge ideer - at drikke kamelurin og drikke Muhammads urin - spores tilbage til profetens egne ord, og som følge deraf er det aspekter af “Sharia-medicin.” Ifølge en kanonisk tradition bade Muhammad engang nogle mænd der var for syge “om at drikke mælk og urin fra kameler, og de kom sig og blev fede,” det vil sige at de blev helbredt (mere info om denne praksis kan findes i moderne tiders fawa på engelsk med den

passende titel “Velsignelserne ved at drikke kamelurin.”)

På samme vis skrev Egyptens stormufit Ali Gomaa en gang, at det at drikke Muhammads urin var at betragte som “en stor velsignelse.”

Alt dette kaster lys over Sharia lovs totalitære natur, som behandler, ikke kun Koranen, med de kanoniske hadiths eller traditioner og udtalelser af Muhammad - hvorfra både urindrikkeriet forekommer - som hellige og noget der ikke bør stilles sprøgsmål ved. Saudiarabiens højeste islamiske myndighed, indtil han døde i 1999, Sheik Bin Baz, holdt fast i at Jorden var flad og at alle videnskabelige beviser der gik imod det var en “Konspiration fra Vesten” blot fordi Koranen 18:86 hævder at Solen går ned i en mudderpøl, og dermed må Jorden være flad.

Den større lære for ikke-muslimer er at, hvis Islams største tænkere - de mange ulemas, muftier, sheiker og “islamiske tænker” som Naggar - ihærdigt klynger sig til Islams lære, selv når de går direkte imod objektvi videnskab (for ikke af nævne virkelig afklæder Islam), så må de helt sikker klynge sig til de andre ‘ubrydelige’ læresætninger der omhander “subjektive” emner, fra religionsfrihed til ytringsfrihed til fjendskab, jihad og de vantros underkastelse.

På et tidspunkt i debatten kom Qemany med denne forbindelse da han sammenlignede mentaliteten der ville give syge mennesker kamelurin at drikke med den mentalitet der angreb U.S. ambassaderne og dræbte mennesker. I begge tilfælde er det blind lydighed og eller fanatisme der er i arbejde -- og altsammen efter Muhammads ord, der gik ind for at drikke kamelurin af helbredshensyn og så meget desto mere forbud mod at forhåne profeten.

           

Raymond Ibrahim, a Shillman Fellow at the DHFC, is a widely published author on Islam, and an Associate Fellow at the Middle East Forum. Join him as he explores the "Intersection"—the pivotal but ignored point where Islam and Christianity meet—including by examining the latest on Christian persecution, translating important Arabic news that never reaches the West, and much more.

http://frontpagemag.com/2012/raymond-ibrahim/sharia-medicine-egyptian-clinic-treats-people-with-camel-urine/2/

Er 'Lighed' - det samme!

Betyder lighed virkelig “det samme?”

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN

"Alle mænd er skabt lige,” sagde Thomas Jefferson i Uafhængighedserklæringen i 1776. Vi amerikanere som er de første til at leve efter denne tanke, har ikke haft noget problem med at gøre det. Selve ideen er bebyrdet med problemer. Hvis det betyder at Gud har skabt alle mænd (pyt være med kvinder eller slaver) lige, hvordan kan vi da forklare det for børn født med rædselsvækkende defekter der forhindrer dem i nogensinde at være “lige” med de som er velskabte? Og hvis vi betragter fordelingen af mentale, og fysiske talenter er det helt åbenbart at vi helt sikker ikke er lige.

Vi anser denne lighed ikke som noget skabt, men som noget man forsøger sig med under lov: At alle mennesker (nu også kvinder og minoriteter) skal have lige rettigheder under loven, så har vi noget der er værd at forsøge sig med.  Selvfølgelig, selv under vor lov er lighed ikke garanteret fordi i vort system, er domsafsigelse underlagt bevisets stilling, og det bevis er i hænderne på meget ‘ulige’ sagførere og nogle meget ‘ulige’ dommere (nogle af dem, også valgte.) 

Holdningen med lighed har ført os bort fra vort lands begyndelse. De Grundlæggende Fædre forekom at være hykleriske blandt de som bemærkede, at vi var et land der praktiserede slaveri. Selv den “Grundlæggende Moder,” Abigail Adams bemærkede over for sin mand at “damerne” ikke var inkluderet i denne lighed.

Selv den måde vi udformede demokratiet på, gjorde ikke yderligere for ægte lighed i evner. Under præsident Andrew Jackson blev mænds stemmeret udvidet fra de som ejede land, og den uddannede Hvide elite (som netop landets grundlæggere var) til enhver Hvid mand, uddannet eller ej. Valgprocessen midt under 19 hundred tallet afspejlede denne udvidelse; valg blev ‘købt’ -- ofte med en rigelig forsyning af spiritus. Vor elendige præsidenter afspejlede vore elendige vælgere indtil præsident Lincoln, som ved rent lykketræf blev valgt.

Med udvidelsen af stemmeretten til alle sorte mænd (ifølge lov, men hurtigt blokeret i virkeligheden) da havde landet stemmeret til alle voksne mænd. Uddannede kvinder blev stadig udelukket, skønt de spillede en stor rolle i at sørge for at sorte mænd fik stemmeret. Selv forblev de i en status som mindreårige børn indtil 1920, en ret de vandt ved en flertalsstemme på en senator, hvis mor truede ham med ballade om han ikke stemte for stemmeret til kvinder. (Læs denne på synopsis)

Økonomen Robert L. Samuelson talte om de nuværende vanskeligheder for ligheden i en klumme med titlen “Smid College til alle bort.” Han skrev om det beundringsværdige program der efter 2. Verdenskrig tillod veteraner af få college eksamener - og dermed føjede tusinder til middelklassen og en hidtil uset velstand for de fleste amerikanere. Denne succes har fremmet den holdning at alle børn burde have en college eksamen. Bør de det?

Unge mennesker opfordres til at få gæld for at “få en eksamen” med den forestilling at dette vil give dem et godt betalt job. Ydermere har universiteter der er trivedes med denne indstilling givet alt for mange studerende og rigelige ydelser fra regeringen har forhøjet undervisningpriserne. Mange colleges har skåret ned på pensum for at kunne være tilpasset de studerende der er helt uforberedt til at gå på college. Der er blevet gjort skade på hele uddannelsessystemet, ligesom skaden der er forvoldt med holdningen til at alle amerikanere burde eje deres eget hus.

I min generation var uddannelse på universitetet reserveret den pengebesiddende klasse og så de studerende med helt særlige evner som derpå modtog legater og arbejdede sig gennem skolen. Med legater og arbejde da fik mange, som jeg, eksaminer uden at stifte gæld. Vi har mistet meget ved ikke at holde fast i det system. Jeg har undervist universitetsstuderende der kun har lært en smule i gymanisum, herunder evnen til kritisk tænkning og evnen til at læse og skrive forståeligt og intelligent.

I stedet for at lighed betyder “det samme,” hvad så med at lighed betyder lige mulighed for at udvikle sine bedste egenskaber? Vi har brug for flere teknikere, flere lastvognschauffører, flere blikkenslagere, flere elektrikere -- ingen af disse uddannelser kræver et fireårigt akademisk program. De kan samtidig vise sig meget mere værdifulde for samfundet end en doktorgrad i Etniske Studier.

Rundt om i verden afholdes “valg”i lande der ingen historisk tradition har for lighed. Egyptiske kvinder, analfabeter og uden nogen viden måtte spørge de valgtilforordnede om “hvem skal vi stemme på?” Hvad er det dog for form for valg? Og hvor lige vil de være nu da de har valgt en islamist?

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/does-equality-mean-the-same?f=must_reads#ixzz20JJ6ezk7