Samuel Gregg
Wilhelm Röpke var en "euroskeptiker" længe før det udtryk blev anvendt.
Mens
Europas økonomiske nedtur får mere og mere fart på, er der ingen ende
på kommentatorer der siger “Var det ikke det jeg sagde!” Virkningerne
af faktorer som - en velfærdsstat ude af kontrol, overdreven
gældssættelse, enormt bureaukrati, en forfejlet monetært eksperiment,
lav produktion og for stramme regler for arbejdsmarkedet synes i dag at være noget så soleklare.
Sandheden
er, imidlertid, at kun få observatører - europæiske eller amerikanske -
forudså at EU projektet med tiden ville skabe en fiasko i den
størrelsesorden. Faktisk
var de tidlige modstandere af europæisk politisk og økonomisk
integration gode gammeldags venstreorienterede, der frygtede det kunne
medføre en svækkelse af implementeringen af socialistisk politik.
En
sjælden undtagelse fra denne regel var den tyske økonom Wilhelm Röpke. I
dag er han mest kendt som den intellektuelle hovedansvarlige for
efterkrigstidens tyske økonomiske mirakel, ligesom han var en af efterkrigstidens mest ihærdige kritikere af Keynesianismen.
Der er imidlertid mange der ikke ved. at Röpke
også var en af de meget få markedsøkonomer der højlydt og offentligt
kritiserede det som med tiden ville blive nutidens Europæiske Union og
det endog før Romtraktaten blev underskrevet i 1957. Röpke var kort sagt
en “euroskeptiker” længe før udtrykket blev introduceret.
Röpkes
form for euroskepticisme fremstod ikke af bekymringer over den
nationale suverænitet, og slet ikke ud fra nationalistiske følelser. Hans
erfaringer som en højt dekoret soldat der kæmpede i Kejserens hær på
Vestfronten under 1. Verdenskrig havde givet ham en permanent afsmag for
nationalismen, og militarismen, især dens fascistiske manifestationer -
så meget, at han var en af de første professorer som National
Socialister skaffede sig af med ved de tyske universiteter efter de
overtog magten i 1933.
Ydermere, som økonom der var belæst udover det sædvanlige for en økonom
da vidste Röpke også, at de moderne national-stater historisk set ikke
altid havde været frihedens største ven.
Ikke
desto mindre var Röpke yderst forbeholden overfor de økonomiske og
politiske visioner der lå bag de fleste europæiske
sammenslutningsbestræbelser efter krigen. Selv ikke de de mest imponerende vinduesudstillinger ville kunne skjule deres mest dybfølte dirigiste (statslig intervention i økonomi og produktion- synopsis-kommentar - dirigere, kontrollere, styre) inspiration og ambition.
Det er slående så meget Röpke havde ret om konsekvenserne af den nuværende europæiske integrationsmodel. For
eksempel forudså han i 1958, at den med tiden ville grave en kløft
mellem en minoritet af relativt markedsorienterede europæiske økonomier (i særlig grad Tyskland) og så en majoritet af stærkt
étatiste-tilbøjelige (statsstyrede, statsregulerende) lande. De
nationer der kørte en disciplineret pengepolitik og regeringsforbrugs,
argumenterede Röpke, ville med tiden blive nærmest ‘tvunget’ til at
“ofre” deres påpasselighed “på Europas alter,” for at hjælpe de mindre
disciplinerede nationer.
Det
er selvfølgelig det valg som Angela Merkel står midt i idag. Tyskland
er under et enormt pres fra personer som Frankrigs nye socialistiske
præsident Francois Hollande -- der tilfældigvis har sænket! Frankrigs pensionsalder for visse arbejdere og hævet!
minimumslønnen ud over inflationsraten -- for med eftertryk at
kompromittere de selvsamme politikker som har skabt Tysklands økonomiske
succes for at redde Club Middelhavet Europa fra årene med et helt
frivolt regeringsoverforbrug.
Om emnet et pan-europæisk monetært system insisterede Röpke i et dokument i 1959 på at det kun kunne fungere om:
1. Alle de som sluttede til sig var med på at følge disciplinerede økonomiske regler og
2. Der blev oprettet mekanismer der kunne smide ethvert land, der brød disse regler ud.
Han
tvivlede imidlertid meget på at sådanne betingelser kunne imødekommes i
et Europa hvor generøse velfærdsstater mere og mere blev normen og med
regeringer der viste sig mere og mere tilbøjelige til både at bøje og
helt ignorere regler, og med politikere der regelmæssigt benyttede
Statens magt til skatteudskrivelse, og som skabte gældsposter for at få
forskellige interessegruppers vælgerstøtte. Endnu engang viste Röpke sig
at få ret.
Röpke
forudså også at forløberen for dagens EU, Den Europæiske Økonomiske
Sammenslutning (EEC) ville forstærke bureaukratiseringen, der plagede så meget af europæisk økonomisk liv. Idet han forudså det som senere ville blive kaldt ‘offentlig valg teorien,’ bemærkede
Röpke, at hver eneste oprettelse af super-europæiske institutioner
efter krigen også havde skabt arméer af offentlige tjenere med en
indbygget meget stærk selvinteresse i at udvide deres antal og
indflydelse. Mindre end 6 år efter skabelsen af EEC, observerede Röpke
at dets styrende råd var blevet til “en enorm administrativ maskine” der
spyede tusinder af hæmmende rigide regulativer ud. Værre endnu,
tilføjede han, så var EEC forskellige departementer allerede blevet
indfanget af “socialisterne og forstokkede interventionister.” Det kan
se ud til at meget lidt har ændret sig.
Röpke
var ikke tilfreds med blot at være en Nej-siger om Europa. Faktisk gik
han ind for europæisk økonomisk integration, men han fastholdt den burde
komme “nedefra” fremfor “fra toppen og ned.” Integration
kunne realiseres mest effektivt, foreslog han, af europæiske nationer
der i enighed liberaliserede deres økonomier og åbnede op for deres
markeder og det ikke blot for hinanden, men for resten af verden. Det
ville, fastslog Röpke, udligne ethvert behov for over-europæiske
institutioner til at “klare” integrationsprocessen samtidig med at de
kunne stræbe mod deres egne mindre noble dagsordener.
Ydermere
havde Röpke en alternativ model i tanke: Den Europæiske Frihandels
Sammenslutning (EFTA) grundlagt i 1960 som et alternativ til EEC. Ikke
kun havde EFTA fokus på at sikre en fri handel mellem sine medlemmer
såvel som ikke europæiske parter; det manglede også det store
bureaukrati og afholdt sig fra at fremme socialdemokratiske programmer. Genistregen
ved EFTA, argumenterede Röpke, var at det var indbegrebet af en fri
samarbejdende tilgang til integration som undgik fejlene ved at søge at
indføre politik fra toppen og ned. EFTA respekterede således sine
medlemmers frihed, men understregede også hver medlemsstats indbyrdes
ansvar for at behandle deres egne hjemlige politiske fiaskoer i stedet
for at forsøge at tørre det af på andre europæiske nationer.
Jovist,
Röpke havde sine fejlslutninger om Europa. En af hans alarmer var om
“overbefolkning.” Demografisk set så er nutidens Europas problem en
stadig ældre og også mindre befolkning. Dette er en tidsbombe der på længere sigt ikke tegner gunstigt for de europæiske velfærdsstater.
Hvor
Röpke viste sig at have ret var i forudsigelsen om, at i bestræbelser
på at indføre europæisk politisk integration fra Toppen og Ned, at det
ville gå hånd i hånd med forsøg på at skabe store velfærdssystemer og
omfattende reguleringer over Europa. Det som nu kaldes “Social Europa,” fastholdt Röpke, var uløseligt knyttet sammen med den samme dirigiste
rationalistiske tankegang der anså at altomfattende planlægning af de
politiske elitære bureaukrater var uendeligt overlegent de tanker Adam
Smiths havde gjort sig om ‘den usynlige hånd’ ( I økonomi er, den usynlige hånd, eller markedets usynlige hånd det udtryk økonomer
benytter til at beskrive de selvregulerende mekanismer ved markedet -
synopsis kommentar) inden for en lovbestemt kodeks af klare regler og en
begrænset regering.
Röpke
døde februar 1966, årtier før den nuværende krise der har skabt en bleg
økonomisk fremtid for en hel generation af unge europæere og gjort
talemåden “Græsk” til det samme som “det som ikke fungerer.”
Som
så mange andre profeter blev Röpkes forudsigelser om de langvarige
effekter af de valg som de europæiske ledere tog i 1950’erne og 1960’erne
forhånet i hans levetid. Men i lyset af, at det usandsynlige skulle ske
at Europas politiske ‘mestre’ kan undslippe den fælles forestilling
(echo chamber) der byder dem at frelse og som kun kan findes i en endnu
større centralisering, så kunne de som har en kundskab om historien der
strækker sig længere end blot de sidste 24 timers nyhedsopdatering,
måske være ærlige nok over for sig selv, og så indrømme at Röpke
alligevel havde ret.
Hvis det skulle ske så kan Grise , PIIGS - (det vil sige Portugal, Irland, Italien, Grækenland, Spanien) måske også flyve.
Samuel Gregg is Research Director at the Acton Institute. He has authored several books including On Ordered Liberty, his prize-winning The Commercial Society, Wilhelm Röpke's Political Economy, and his 2012 forthcoming Becoming Europe: Economic Decline, Culture, and America's Future.
http://spectator.org/archives/2012/07/02/the-prophet-of-europes-crisis
Ingen kommentarer:
Send en kommentar