Kulturelt selvmord. Behandle Islam med særlig ærbødighed
JAMES DELINGPOLE
Min pragtfulde niece Freya talte med min bror her forleden om undervisningen i religion i en hovedsageligt hvid, middelklasse kommuneskole i en køn engelsk by med en katedral. Hun nævnte tilfældigvis ‘Muhammad, må Fred være med Ham.’ “Nå da?” sagde min bror. ‘Det får vi at vide i skolen. Efter vi har sagt “Muhammad” skal vi sige “Fred være med Ham.”
Nu ved jeg godt hvad du tænker: Freya må helt sikkert have misforstået noget. ‘Hvis dette var en madrassa i Bradford, så kunne det vel være tænkeligt. Men på en hvid middelklasse kommuneskole i en køn engelsk katedralby`? Det kan ikke passe! Så slemt står det ikke til. I det mindste ikke endnu.....
Men Freya er ikke dum. Derfor omtalte jeg hende som min pragtfulde niece. Åbenbart, som hun forsikrer mig, så har de lært at bruge formlen ‘Fred være med Ham’ siden hendes syvende år, selvom de har fået lov til at benytte forkortelsen PBUH (Peace be upon Him), men de må i hvert fald ikke blot kalde ham Muhammad. ‘Nogen gange kommer vi til at fnise, når det skal siges, men vi er blevet vant til at acceptere det som normalt,’ siger Freya. ‘Det er lidt mærkeligt, idet der jo kun er to muslimer i min årgang ud af 100.’
Jeg synes det er meget bekymrende og af to grunde. For det første at det siger noget om vor nationale identitets død. Da Freyas far og jeg gik i skole, skulle vi i ‘kirke’ en gang om dagen og to gange om søndagen. I vor søndagskole fik vi alle de vigtige bibelhistorier fortalt, og vi fik lært navnene på alle apostlene. Det blev vi ikke religiøse skøre kugler af - slet ikke. Det som det gav os var imidlertid en fornemmelse for historien og traditionen.
Som generationerne før os var vi medlemmer af Den Anglikanske Kirke, vi kendte de samme fortællinger, den samme liturgi, de samme salmer og hymner, de samme ritualer, den samme kedsommelige.
Før 1980’erne formoder jeg dette var det som de fleste britiske børn oplevede uanset race, eller religiøs baggrund. Det var ikke et spørgsmål om at proppe Kristendommen ned i halsen på nogen - blot en accepteret del af det at være britisk og af britisk liv. Man gik i kirke (i det mindste af og til - Julen helt sikkert) på samme måde som man så Top of the Pops og Morecambe and Wise, eller man fik roastbøf og Yorkshirebudding om søndagen. Det var bare det man gjorde.
Sådan er det ikke mere. Jovist den gamle religion er med i privatskoler, men i kommuneskoler som Freyas, blot som et ligeværdigt og helt sikker ikke foretrukkent alternativ til jødedommen, Sikhismen, Islam og alle de andre. ‘Jesus var Guds søn! Er du enig? lyder et spørgsmål fra Freyas skoles hjemmeside. Nuvel, sikken et tåbeligt sprøgsmål at stille en 11 årig. Hvordan skulle de dog intellektuelt være udrustet til at give et svar med mening?
En lærer på min gamle skole, Malvern, fortalte mig. at når de nye elever ankommer kan han ikke længere være sikker på at de kender blot de allermest elementære bønner og bibelhistorier. Uden tvivl vil de progressive der fik indført den nye ‘Fri for Gud’ undervisningsplan lykønske sig selv med at nu fik vi endelig befriet de unge sind for den organiserede religions lænker. (Muligvis har de læst et eller andet sted at religion har været årsag til flere krige end noget andet). Men det som de i virkeligheden har gjort er at ‘fattiggøre’ og fordumme og nærmest udslette en generation. De har nægtet Freya og hendes nutidige den ‘nøgle’ der måske en dag ville kunne have hjulpet dem til at finde ind til alt fra ‘The Dream of the Rood' til ‘The Whitsun Weddings'. De har vandaliseret 1400 års historie, litteratur og traditioner der har gjort os til en nation.
Men fiaskoen med at forsvare vor kultur er kun det næstmest skræmmede ved PBUH hoitorien. Det uhyggeligste er selvfølgelig, hvad den fortæller os om den stadig større dominans af islam, og også om vor fejghed, vor angst og uvidenhed vi så let overgiver os til.
Muhammad, ‘Må Fred være med Ham?’ Jeg formoder det kunne give mening for en ikke-muslim at benytte den frase, hvis han var, lad os sige i færd med at overtale sine islamistiske terrorfangevogtere i Mali eller måske Yemen til ikke at halshugge ham. Men siden hvornår er det blevet nødvendigt for hvide, engelske børn i en skole i en køn katedralby?
Jeg mener - det er slemt nok - som jeg har argumenteret at undervise børn i at tænke at deres lands religiøse traditioner ikke længere har betydning. Men det som helt sikkert er utilgiveligt er samtidig undervise de samme børn i at der er en særlig religion, der har så stor betydning, at selvom man ikke ‘abonnerer’ på den så skal man dog behandle den med den ærbødighed, frygt og ære som de der tror på den.
Hvorfor? Kan du forestille dig den postyr, hvis hver gang navnet Jesus Kristus nævnes hos børn, uanset trosretning, de blev tvunget til at løfte armen i vejret og føje til ‘Vor Herre og Frelser. Han er Opstanden, Halleluja.’ Vi burde være ligeså frastødt ville jeg formode af det som børn på Freyas skole bliver tvunget til at gøre vedrørende profeten for en rivaliserende religion.
Jeg ønsker at få min elskede, og pragtfulde niece ud af det. Hun fortjener bedre. Det som jeg virkelig ville holde af på hendes vegne er at nyde den undervisning jeg og hendes far fik i vor gamle skole, Malvern. Hvis nogen læsere derude mener de er i stand til at hjælpe hende, hører jeg meget gerne fra dem.
James Delingpole is a British writer, journalist and broadcaster who is (he says) right about everything. He is the author of numerous fantastically entertaining books including Welcome to Obamaland: I've Seen Your Future and it Doesn't Work. His website is http://www.jamesdelingpole.com/ and he also has a blog at the Daily T
http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/treating-islam-with-special-reverence-is-cultural-suicide-and-just-plain-wrong#ixzz2AIrtPbtm
Nu ved jeg godt hvad du tænker: Freya må helt sikkert have misforstået noget. ‘Hvis dette var en madrassa i Bradford, så kunne det vel være tænkeligt. Men på en hvid middelklasse kommuneskole i en køn engelsk katedralby`? Det kan ikke passe! Så slemt står det ikke til. I det mindste ikke endnu.....
Men Freya er ikke dum. Derfor omtalte jeg hende som min pragtfulde niece. Åbenbart, som hun forsikrer mig, så har de lært at bruge formlen ‘Fred være med Ham’ siden hendes syvende år, selvom de har fået lov til at benytte forkortelsen PBUH (Peace be upon Him), men de må i hvert fald ikke blot kalde ham Muhammad. ‘Nogen gange kommer vi til at fnise, når det skal siges, men vi er blevet vant til at acceptere det som normalt,’ siger Freya. ‘Det er lidt mærkeligt, idet der jo kun er to muslimer i min årgang ud af 100.’
Jeg synes det er meget bekymrende og af to grunde. For det første at det siger noget om vor nationale identitets død. Da Freyas far og jeg gik i skole, skulle vi i ‘kirke’ en gang om dagen og to gange om søndagen. I vor søndagskole fik vi alle de vigtige bibelhistorier fortalt, og vi fik lært navnene på alle apostlene. Det blev vi ikke religiøse skøre kugler af - slet ikke. Det som det gav os var imidlertid en fornemmelse for historien og traditionen.
Som generationerne før os var vi medlemmer af Den Anglikanske Kirke, vi kendte de samme fortællinger, den samme liturgi, de samme salmer og hymner, de samme ritualer, den samme kedsommelige.
Før 1980’erne formoder jeg dette var det som de fleste britiske børn oplevede uanset race, eller religiøs baggrund. Det var ikke et spørgsmål om at proppe Kristendommen ned i halsen på nogen - blot en accepteret del af det at være britisk og af britisk liv. Man gik i kirke (i det mindste af og til - Julen helt sikkert) på samme måde som man så Top of the Pops og Morecambe and Wise, eller man fik roastbøf og Yorkshirebudding om søndagen. Det var bare det man gjorde.
Sådan er det ikke mere. Jovist den gamle religion er med i privatskoler, men i kommuneskoler som Freyas, blot som et ligeværdigt og helt sikker ikke foretrukkent alternativ til jødedommen, Sikhismen, Islam og alle de andre. ‘Jesus var Guds søn! Er du enig? lyder et spørgsmål fra Freyas skoles hjemmeside. Nuvel, sikken et tåbeligt sprøgsmål at stille en 11 årig. Hvordan skulle de dog intellektuelt være udrustet til at give et svar med mening?
En lærer på min gamle skole, Malvern, fortalte mig. at når de nye elever ankommer kan han ikke længere være sikker på at de kender blot de allermest elementære bønner og bibelhistorier. Uden tvivl vil de progressive der fik indført den nye ‘Fri for Gud’ undervisningsplan lykønske sig selv med at nu fik vi endelig befriet de unge sind for den organiserede religions lænker. (Muligvis har de læst et eller andet sted at religion har været årsag til flere krige end noget andet). Men det som de i virkeligheden har gjort er at ‘fattiggøre’ og fordumme og nærmest udslette en generation. De har nægtet Freya og hendes nutidige den ‘nøgle’ der måske en dag ville kunne have hjulpet dem til at finde ind til alt fra ‘The Dream of the Rood' til ‘The Whitsun Weddings'. De har vandaliseret 1400 års historie, litteratur og traditioner der har gjort os til en nation.
Men fiaskoen med at forsvare vor kultur er kun det næstmest skræmmede ved PBUH hoitorien. Det uhyggeligste er selvfølgelig, hvad den fortæller os om den stadig større dominans af islam, og også om vor fejghed, vor angst og uvidenhed vi så let overgiver os til.
Muhammad, ‘Må Fred være med Ham?’ Jeg formoder det kunne give mening for en ikke-muslim at benytte den frase, hvis han var, lad os sige i færd med at overtale sine islamistiske terrorfangevogtere i Mali eller måske Yemen til ikke at halshugge ham. Men siden hvornår er det blevet nødvendigt for hvide, engelske børn i en skole i en køn katedralby?
Jeg mener - det er slemt nok - som jeg har argumenteret at undervise børn i at tænke at deres lands religiøse traditioner ikke længere har betydning. Men det som helt sikkert er utilgiveligt er samtidig undervise de samme børn i at der er en særlig religion, der har så stor betydning, at selvom man ikke ‘abonnerer’ på den så skal man dog behandle den med den ærbødighed, frygt og ære som de der tror på den.
Hvorfor? Kan du forestille dig den postyr, hvis hver gang navnet Jesus Kristus nævnes hos børn, uanset trosretning, de blev tvunget til at løfte armen i vejret og føje til ‘Vor Herre og Frelser. Han er Opstanden, Halleluja.’ Vi burde være ligeså frastødt ville jeg formode af det som børn på Freyas skole bliver tvunget til at gøre vedrørende profeten for en rivaliserende religion.
Jeg ønsker at få min elskede, og pragtfulde niece ud af det. Hun fortjener bedre. Det som jeg virkelig ville holde af på hendes vegne er at nyde den undervisning jeg og hendes far fik i vor gamle skole, Malvern. Hvis nogen læsere derude mener de er i stand til at hjælpe hende, hører jeg meget gerne fra dem.
James Delingpole is a British writer, journalist and broadcaster who is (he says) right about everything. He is the author of numerous fantastically entertaining books including Welcome to Obamaland: I've Seen Your Future and it Doesn't Work. His website is http://www.jamesdelingpole.com/ and he also has a blog at the Daily T
http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/treating-islam-with-special-reverence-is-cultural-suicide-and-just-plain-wrong#ixzz2AIrtPbtm
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar