Nu er det tiden til lidt Coolidge fornuft med økonomien
Charles Cole
“Vanvid er at gøre det samme igen og igen, men forvente forskellige resultater.”
– Albert Einstein
Mange politikere har citeret dette Einstein citat, men amerikanerne synes ikke at høre efter.
Filosoffen George Santayana bemærkede så bekendt, at de som ikke kan huske fortiden er fordømt til at gentage den. Sørgeligt nok har vore historiebøger fulgt en skreven narrativ og udeladt megen vigtig information som det amerikanske folk ville have godt af at overveje i år.
Fra tidligt i det 20. århundrede har amerikanerne valgt forskellige indgange til regeringsledelse. De har valgt Republikanske præsidenter, men givet dem Demokratisk kontrollerede kongresser - for eksempel, Dwight Eisenhower, Richard Nixon, Ronald Reagan, George H. W. Bush og delvist med hans administration G.W. Bush. De har valgt Demokratiske præsidenter for at tjene med Republikanske flertal i det ene eller begge af Kongressens huse - for eksempel de sidste år med Woodrow Wilsons administration, Harry Truman, en del af Bill Clinton administrationen, og et Republikansk Hus under de to sidste år med Barack Obama.
Der var imidlertid adskillige perioder under hvilke Demokratiske præsidenter kunne nyde kæmpeflertal i begge Kongressens huse som vist her forneden.
Filosoffen George Santayana bemærkede så bekendt, at de som ikke kan huske fortiden er fordømt til at gentage den. Sørgeligt nok har vore historiebøger fulgt en skreven narrativ og udeladt megen vigtig information som det amerikanske folk ville have godt af at overveje i år.
Fra tidligt i det 20. århundrede har amerikanerne valgt forskellige indgange til regeringsledelse. De har valgt Republikanske præsidenter, men givet dem Demokratisk kontrollerede kongresser - for eksempel, Dwight Eisenhower, Richard Nixon, Ronald Reagan, George H. W. Bush og delvist med hans administration G.W. Bush. De har valgt Demokratiske præsidenter for at tjene med Republikanske flertal i det ene eller begge af Kongressens huse - for eksempel de sidste år med Woodrow Wilsons administration, Harry Truman, en del af Bill Clinton administrationen, og et Republikansk Hus under de to sidste år med Barack Obama.
Der var imidlertid adskillige perioder under hvilke Demokratiske præsidenter kunne nyde kæmpeflertal i begge Kongressens huse som vist her forneden.
Præsident Franklin D. Roosevelt Rep.Hus Dem 70% Senatet Dem 66%
- - - Rep. Hus Rep 30% Senatet Rep. 34%
Præsident Lyndon B. Johnsen Rep. Hus Dem 61% Senatet Dem 65%
- - - Rep. Hus Rep 39% Senatet Rep. 35%
Præsident Jimmy Carter Rep. Hus Dem 66% Senatet Dem 60%
- - - Rep. Hus Rep 34% Senatet Rep. 40%
Under præsident Barack Obamas to første år var tallene som følger:
Senatet: 59 % Demokrater 41% Republikanere
Huset: 59% Demokrater 41% Republikanere
Ud
fra disse tal kan vi se at der har været adskillige Demokratiske
præsidenter i de sidste 80 år, der kunne glæde sig over meget store
flertal i Kongressens huse gennem deres perioder i embedet.
Barack Obama var begunstiget af lignende flertal i begge huse, hele
første to år af hans periodet. Efter Kongresvalget 2010, fastholdt
Demokraterne kontrollen over U.S. Senatet, men mistede flertallet i
Huset.
Historiske kendsgerninger åbenbarer at Præsident Roosevelt handlede ifølge sin teoretiske tilgang til regeringsledelse og mente den ville “stimulere økonomien,” og afslutte Den Store Depression. Kendsgerninger der kommet frem gennem nyeste forskning indikerer at det traditionelle (“førende”) synspunkt om at FDRs politik afsluttede Den Store Depression på smertelig vis mangler substans når den udsættes for en kritisk gennemgang. (læs denne på synopsis) Selv Henry Morgenthauer, FDRs Skatteminister (næppe en konservativ nejsiger eller en “højrefløjsekstremist”) sagde følgende i et vidnesudsagn for Kongressen adskillige år inde i Roosevelt administrationen:
Historiske kendsgerninger åbenbarer at Præsident Roosevelt handlede ifølge sin teoretiske tilgang til regeringsledelse og mente den ville “stimulere økonomien,” og afslutte Den Store Depression. Kendsgerninger der kommet frem gennem nyeste forskning indikerer at det traditionelle (“førende”) synspunkt om at FDRs politik afsluttede Den Store Depression på smertelig vis mangler substans når den udsættes for en kritisk gennemgang. (læs denne på synopsis) Selv Henry Morgenthauer, FDRs Skatteminister (næppe en konservativ nejsiger eller en “højrefløjsekstremist”) sagde følgende i et vidnesudsagn for Kongressen adskillige år inde i Roosevelt administrationen:
:
“Vi
har forsøgt at bruge penge. Vi bruger mere end vi nogensinde har gjort
før, og det hjælper ikke.... Vi har aldrig indfriet vore løfter. ...Jeg
siger, efter otte år med denne Administration, at vi har ligeså megen
arbejdsløshed som da vi begyndte .... og en enorm gæld der skal
betales!"
Præsident Johnson øgede i voldsom grad størrelsen og omfanget af velfærdsstaten gennem hans “Great Society” og skabte rettighedsprogrammerne kendt som Medicare og Medicaid.
Det han og den Demokratiske Kongres ikke magtede at skabe var en troværdig vej til at betale for disse forbundsprogrammer på længere sigt. De er nu helt store årsager til vor gæld og underskud og truer med at tømme skattekisten dersom de ikke reformeres. Og dog vil Præsident Obama ikke røre ved dette problem og er ikke kommet med nogle troværdige forslag for at gå imod problemerne.
Den Demokratiske præsident Jimmy Carter benyttede også sine store flertal i Kongressens huse til yderligere at fremføre venstrefløjens dagsorden med hensyn til forbrug, gæld, underskud og lade forbundsregeringen vokse i magt og størrelse. Ved afslutningen af hans administration led den amerikanske økonomi under en hæmmende inflation og meget høje rentesatser. Det er et prima eksempel på hvad en eetparti Demokratisk regering har skabt.
Du vil ikke kunne læse førnævnte beretninger i dagens high school eller college historie lærebøger. I stedet undervises eleverne i retoucherede versioner af historien der enten hvidvasker eller blot udelader disse Demokratiske administrationers faktiske gerninger. De har alle anvendt en virtuel identisk tilgang til regeringsledelse som den praktiseres af Præsident Barack Obama og af venstrefløjs Demokraterne i Californien, Illinois og andre stater de har kontrol over.
Sandsynligvis er det færre end 1 ud af 100000 amerikanere der kender til sidste gang en ægte forfatningsmæssig loyal konservativ Republikansk præsident der også havde betragtelige konservative flertal i begge hus besad embedet.
Trist nok var det helt tilbage i 1920 erne under Præsident Calvin Coolidges administration. “Førende” historikere har udeladt ret så meget dette i deres fortællinger om denne helt ekstraordinære periode i amerikansk historie.
Præsident Johnson øgede i voldsom grad størrelsen og omfanget af velfærdsstaten gennem hans “Great Society” og skabte rettighedsprogrammerne kendt som Medicare og Medicaid.
Det han og den Demokratiske Kongres ikke magtede at skabe var en troværdig vej til at betale for disse forbundsprogrammer på længere sigt. De er nu helt store årsager til vor gæld og underskud og truer med at tømme skattekisten dersom de ikke reformeres. Og dog vil Præsident Obama ikke røre ved dette problem og er ikke kommet med nogle troværdige forslag for at gå imod problemerne.
Den Demokratiske præsident Jimmy Carter benyttede også sine store flertal i Kongressens huse til yderligere at fremføre venstrefløjens dagsorden med hensyn til forbrug, gæld, underskud og lade forbundsregeringen vokse i magt og størrelse. Ved afslutningen af hans administration led den amerikanske økonomi under en hæmmende inflation og meget høje rentesatser. Det er et prima eksempel på hvad en eetparti Demokratisk regering har skabt.
Du vil ikke kunne læse førnævnte beretninger i dagens high school eller college historie lærebøger. I stedet undervises eleverne i retoucherede versioner af historien der enten hvidvasker eller blot udelader disse Demokratiske administrationers faktiske gerninger. De har alle anvendt en virtuel identisk tilgang til regeringsledelse som den praktiseres af Præsident Barack Obama og af venstrefløjs Demokraterne i Californien, Illinois og andre stater de har kontrol over.
Sandsynligvis er det færre end 1 ud af 100000 amerikanere der kender til sidste gang en ægte forfatningsmæssig loyal konservativ Republikansk præsident der også havde betragtelige konservative flertal i begge hus besad embedet.
Trist nok var det helt tilbage i 1920 erne under Præsident Calvin Coolidges administration. “Førende” historikere har udeladt ret så meget dette i deres fortællinger om denne helt ekstraordinære periode i amerikansk historie.
Vicepræsident
Calvin Coolidge blev præsident efter Præsident Warren Hardings død i
1923. Han blev valgt i 1924 og tjente til marts 1929.
Ved begyndelsen af Harding/Coolidge administrationen led landet under en alvorlig økonomisk depression. Frem for at anvende uduelige metoder der omfattede forbundsregeringen -- som det senere skete ved den progressive Republikaner Herbert Hoover, eller Franklin Roosevelt, eller her i vor tid, Barack Obama -- så implementerede den nyligt edsvorne Republikanske administration metoder der ligner de som er blevet indført at nutidens konservative guvernører i Virginia og Wisconsin og andre steder hvor man har ‘arvet’ sådanne nødlidende økonomier. De benyttede deres konservative flertal i begge Kongressens huse til at anvende forfatningsmæssigt begrundede konservative principper for at klare de økonomiske problemer.
I særlig grad skar administrationen skatterne ned for alle skatteydere med 67%, hvilket resulterede i store forøgelser af regeringens indtægter. Dette skete forresten faktisk hver gang skatterne blev sænket, trods Demokraternes stædige nægten at anerkende denne kendsgerning og deres obsternastige beslutning om at forhøje skatterne, selv i tider med økonomisk nedtur.
Republikanerne skar også regeringens forbrug ned med 25% i løbet af 8 år, hvilket resulterede i overskud på budgettet. Fremfor at indføre nye programmer hvor disse overskud skulle anvendes så brugte Coolidge dem til at betale forbundsregeringens gæld, som i betragtelig grad blev reduceret.
I løbet af de seks år med hans administration og takket været bestræbelserne af hans Skatteminister Andrew Mellon og samarbejdet med en konservativ Republikansk Kongres sænkede Calvin Coolidge arbejdsløsheden til det forbavsende og aldrig siden set 2%.
Ved begyndelsen af Harding/Coolidge administrationen led landet under en alvorlig økonomisk depression. Frem for at anvende uduelige metoder der omfattede forbundsregeringen -- som det senere skete ved den progressive Republikaner Herbert Hoover, eller Franklin Roosevelt, eller her i vor tid, Barack Obama -- så implementerede den nyligt edsvorne Republikanske administration metoder der ligner de som er blevet indført at nutidens konservative guvernører i Virginia og Wisconsin og andre steder hvor man har ‘arvet’ sådanne nødlidende økonomier. De benyttede deres konservative flertal i begge Kongressens huse til at anvende forfatningsmæssigt begrundede konservative principper for at klare de økonomiske problemer.
I særlig grad skar administrationen skatterne ned for alle skatteydere med 67%, hvilket resulterede i store forøgelser af regeringens indtægter. Dette skete forresten faktisk hver gang skatterne blev sænket, trods Demokraternes stædige nægten at anerkende denne kendsgerning og deres obsternastige beslutning om at forhøje skatterne, selv i tider med økonomisk nedtur.
Republikanerne skar også regeringens forbrug ned med 25% i løbet af 8 år, hvilket resulterede i overskud på budgettet. Fremfor at indføre nye programmer hvor disse overskud skulle anvendes så brugte Coolidge dem til at betale forbundsregeringens gæld, som i betragtelig grad blev reduceret.
I løbet af de seks år med hans administration og takket været bestræbelserne af hans Skatteminister Andrew Mellon og samarbejdet med en konservativ Republikansk Kongres sænkede Calvin Coolidge arbejdsløsheden til det forbavsende og aldrig siden set 2%.
Man
kunne tro, at efter Demokraterne utallige gange er blevet givet et
nærmest eetparti styre i Washington af det amerikanske folk så muligvis
endelig ville give Calvin Coolidge/Mitt Romney tilgangen en fair chance
og et hårdt tiltrængt forsøg, især i betragtning af de alvorlige
økonomiske udfordringer vort land står midt i.
Mitt Romney og Paul Ryan burde vælges og også få en fair chance for at regere ved at der gives dem solide konservative flertal i begge Kongresens huse - den samme chance adskillige Demokratiske præsidenter har haft tilbage i tiden. .
Hvis stater som Ohio, Virginia, Florida, North Dakota, Wisconsin, Nebraska, Montana og endog West Virginia og New Mexica skulle erstatte de siddende, eller pensionere de Demokratiske Senatorer, med Republikanere, da vil en ny Republikansk præsident for første gang siden 1920’erne have en ægte mulighed for at implementere den konservative dagsorden, der så udmærket fungerer i adskillige af vor unions stater.
Tiden er inde til en ægte forandring. Det er på tide at give den konservative side en lovlig chance for at anvende effektive løsningsmodeller på de alvorlige problemer. Amerika fortjener en chance for at det må lykkes. Og tiden er i uhyggelig grad kort til det.
Mitt Romney og Paul Ryan burde vælges og også få en fair chance for at regere ved at der gives dem solide konservative flertal i begge Kongresens huse - den samme chance adskillige Demokratiske præsidenter har haft tilbage i tiden. .
Hvis stater som Ohio, Virginia, Florida, North Dakota, Wisconsin, Nebraska, Montana og endog West Virginia og New Mexica skulle erstatte de siddende, eller pensionere de Demokratiske Senatorer, med Republikanere, da vil en ny Republikansk præsident for første gang siden 1920’erne have en ægte mulighed for at implementere den konservative dagsorden, der så udmærket fungerer i adskillige af vor unions stater.
Tiden er inde til en ægte forandring. Det er på tide at give den konservative side en lovlig chance for at anvende effektive løsningsmodeller på de alvorlige problemer. Amerika fortjener en chance for at det må lykkes. Og tiden er i uhyggelig grad kort til det.
Charles Cole is a retired Defense Department educator who lives in Wyoming and writes political essays.
http://www.humanevents.com/2012/10/27/its-time-for-a-little-calvin-coolidge-in-our-economic-approach/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar