Manden bag Nobel Fredsprisen

Manden bag Nobel Prisen

                
Bruce Bawer
       

Thorbjørn Jagland er en ambitiøs mand. Han har været i politik hele sit liv, og har aldrig rigtig foretaget sig noget andet. Han meldte sig ind i Arbejderpartiets Ungdomsafdeling i den påvirkelige alder af 16 år, og hans stjerne er steget for hvert år siden. Han er nu 61 år gammel, og har siddet på sådan set alt af betydning i norske politik - chef for sit parti, formand for parlamentet, udenrigsminister og premierminister.

En imponerende karriere. En anden mand ville ved dette tidspunkt i sit liv måske beslutte at skifte gear - skrive sine memoirer, oprette en fond, sidde med i et par bestyrelser, give forelæsninger, undervise, stå på ski, spille golf, bygge huse med Habitat for Humanity, eller noget helt syvende. Ikke Jagland. En sådan man er bare fast besluttet på at komme højere op. Men hvad skulle det være? Når man er en politiker i et lille land, og man allerede har siddet på ethvert højere embede der var tilgængeligt, så er der kun en vej frem mod opstigninge: Se ud over landets grænser. For eksemepl gik Jaglands forgænger som statsminister, videre med at være Generaldirektør for World Health Organization og (for nuværende) som “Særlig Udsending i Klimaforandring.” 

 

Således accepterede Jagland i 2009 stillingen som Generalsekretær for Rådet for Europa -der ikke må forveksles med Europarådet. Ulig Europarådet, har Rådet for Europa ingen myndighed og kan ikke indføre love. Det er slet ikke et dårligt arbejde - faktisk er det en ganske fin begyndelse for en ambitiøs politiker der gerne vil sprede vingerne uden for hjemlandet. Dog er en mand med Jaglands ambitioner så udmærket klar over at det heller ikke lige præcis er magtens tinde.

Heldigvis har besat et andet kontor, også siden 2009, der ikke kunne være mere ideelt til hans behov. Han har været formand for den Norske Nobel Komite, der uddeler Nobel Freds Pirsen. Den første pris der belv uddelt under hans overvågning, som det vil kunne erindres, gik til den netop valgte U.S. præsident Barack Obama. Valget af Obama som man mener var Jaglands forslag, blev hurtigt udsat for international vrede og foragt.

Jo, Fredspriser er før gået til nogle karakterer der så absolut ikke fortjente den - slyngler som Arafat, apologeter for USSR, find selv flere. Men hvis Seinfeld var et show om ingenting, så var prisen til Obama en pris også om intet. Selv Obama har forlegen: Faktisk kan det have været første gang i hans liv han modtog noget som han godt var klar over han ikke fortjente. Norske lærde, trods alt deres kærlighed til den nye beboer i Det Hvide Hus var forfjamskede: Hvad tænkteJagland dog på?

For nogle af os er svare krystalklart: Jagland tænkte på Jagland. Hvilken vidunderlig metode til at indynde sig gunst hos den mest magfulde mand i verden. Hvilke højder kunne Obama ikke hjælpe Jagland med at bestige? Hvordan kunne han nogensinde, i fremtiden, afvise en henvendelse fra en mand der havde givet ham Fredsprisen? Hvis nu, under Obamas vagt, lad os sige FN Generalsekretærjobbet tilfældigvis skulle blive ledigt, og så Jagland lig manglede lidt støtte fra højeste sted - ja ikke sandt? Sådan kunne planen se ud.

Jo ganske vidst mistede Jagland næsten sit Nobel job over Obamaprisen. Norges Konservative Parti og Fremskridtspartiet anmodede om at han trak sig. Men han holdt stædigt ved. I 2010, for ligesom at udjævne postyret med Obamaprisen, da gav han faktisk prisen til nogen der vitterligt havde udrettet noget: Den kinesiske dissident Liu Xiaobo, og som Jay Nordlinger skrev i sin uforlignelige historie, var det valg netop med til at “give Kinas demokratibevægelse et kæmpeskulderklap.” Selvføglelig er der andre modige sjæle rundt om i verden som den norske Nobel Komite også ville have kunne gjort en kæmpetjeneste i frihedens sag ved at vælge - mænd og kvinder, der har været i fængsel og udsat for tortur i årtier af brutale tyranner i Asien, Afrika og Latinamerika. .

Den årlige Oslo Freedom Forum hædrer et par dusin af sådanne helte hvert år: Det er altid en gribende, ydmygende erfaring at erkende, hvor megen rædsel, og mod, der er i verdens udkanter, udkanter man sjældent tænker på. Nordlinger påpeger i sin bog at en helt enestående kandidat for Nobel Freds Prisen er den cubanske menneskerettighedsaktivist Armando Valladares.

Men man kan let forestille sig at Jagland - en vicepræsident for Socialistisk Internationale, der angiveligt har sagt at Fidel Castro, som kommunistisk diktator, ikke var slet så slem - og derfor aldrig vil give en pris til en Castro kritiker.

Under alle omstændigheder har Jagland sine prioriteter. Og i år bløder hans hjerte, han har gjort det igen. Hvis vi troede at den Norske Nobel Komit aldrig ville kunne få os til at skraldgrine så hjerteligt som vi gjorde i 2009, så tog vi fejl. Her forleden meddelte Jagland at 2012 Nobel Fredsprisen skulle gå til EU. Jo, det er sandt Den Europæiske Union.

Prisen er som et lyn fra en blå himmel. I et land, hvis borgere to gange har stemt imod medlemskab af EU - og som i dag er mere imod EU end de har været i meget lang tid (nye meningsundersøgelser viser kun 12% til 29% for medlemskab) - der har Jagland altid været forrest i rækkerne af EU tilhængere.

Tilbage i 1990 skrev han endog en bog med titlen Min Europæiske Drøm (en titel der heldigvis ikke allerede var benyttet af Napoleon eller Hitler). Han har argumenteret tilbage i tiden for at EU fortjente en Fredpris - under den (yderst tvivlsomme) formodning, selvfølgelig, at EU i årtier har holdt europæerne fra at gå i krig med hinanden. Men Jagland må have vidst at timingen for denne pris ville få latteren til at runge øjeblikkeligt.  

En kvinde i Athen sagde da hun blev spurgt af en journalist om hvad hun mente om prisen: “Er det en vittighed?” Lederen af Storbritanniens anti-EU parti, UKIP kommenterede: “Dette er med til at vise at nordmændene faktisk har en humoristisk sans.” Og Le Monde citerede den franske politiker Jean-Louis Bourlanges: “det er ikke Europa der har skabt fred, men freden der har skabt Europa” - den fred er Pax Americana.

I Norge har politikere og journalister kaldt valget “latterligt,” “et egotrip” “en hån mod Alfred Nobel,” og har foreslået enten at fjerne Fredsprisen helt eller overlade valget til den Sveriges Nobel Komite.

Endnu engang er der opfordringer til Jagland om at træde tilbage. I et interview med Aftenposten, antydede en juraprofessor fra Oslos Universitet at det, ikke var så god en ide at den samme person er overhoved for Norges Nobel Komite og Rådet for Europa.  ville være en god ide om de

Men der er nogle der ikke leer. For EU- kransekagefigurer er denne pris et skud i armen, en tillidserklæring i svære tider - og en grund til at være meget taknemmelig for Thorbjørn Jagland.
.
Lad os se det i øjnene: Denne karl er snedig som en ræv. Han ved lige præcis, hvad han foretager sig. Euroen kan muligvis være i sit sidste stadie, men EU som sådan vil ikke forsvinde. Han har allerede købt USAs præsident (hvis genvalg han sikker inderligt beder om vil ske); nu skylder knægtene i Bruxelles ham også noget. Hvor interessant det dog vil være at se hvor Thorbjørn Jaglands karriere nu fører ham! Med sådanne venner så er det vel kun Himlen der er grænsen.

Bruce Bawer

Bruce Bawer is a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center and the author of “While Europe Slept” and “Surrender.” His book "The Victims' Revolution: The Rise of Identity Studies and the Closing of the Liberal Mind" is just out from Broadside / Harper Collins.
   
http://frontpagemag.com/2012/bruce-bawer/the-man-behind-the-nobel-prize/