Fagforeninger til gavn for arbejderne eller lederne? Del 2 A
Jeg
boede stadig i Ukraine da kulminearbejderne i Donbass regionen
igangsatte en strejke med krav om højere løn, i en tid med en
galoperende inflation. Dette var tidligt i 1990'erne, det første år,
hvor Ukraine var uafhængigt. Timingen kunne ikke være dårligere valgt
for de overlevende industrier der med nød og næppe overlevede da de var
afhængige af den kulproducerede energi, og hvor resten af landet kæmpede
for at holde varmen i vinterens løb.
Minearbejderne
fik deres lønkrav opfyldt. Det berørte prisen på opvarmning, energi,
metaller og omtrent alt andet i landet. Da priserne gik op, var udkommet
for minearbejderne i praksis nul og niks, men alles liv blev endnu mere
elendigt.
Donbass
minearbejderne følte sig snydt og gik i endnu en strejke. I stand til
at holde landet i et fast greb om halsen, krævede fagforeningen den ene
lønforhøjelse efter den anden. Det hele gentog sig igen og igen og
stadig fik minearbejderne ingen gevinst men fik drevet alle andre, især
pensionisterne ud i yderste nød.
Der
gik ikke lang tid før andre fagforeninger også krævede højere løn,
støttet af vrede arbejdere der var misundelige over den "priviligerede"
status hos Donbass kulminearbejderne. I en overanstrengt økonomi fik de
nye lønkrav forbrugerpriserne til at ryge gennem taget. Lønracet
var ligeså ufornufitgt som at skære et hul i ryggen af en skjorte for
at lappe et hul foran, men således er jo det kollektive gruppepres der
kun kan beskæftige sig med egne interesser ved at kræve kun til dem selv
på bekostning af alle andre - selv med udsigten til en øjeblikkelig
økonomisk katastrofe.
De
fik det de ønskede. Meget snart blev alle millionærer, og gik rundt med
tasker fulde af penge fordi deres lommer ikke var store nok til at
kunne rumme de gigantiske mængder af kontanter der krævedes for at købe
et brød, som nu kostede tusind gange mere. Og pengene blev brugt
hurtigt; inden ugen var omme var de nemlig værdiløse. Min ven
investerede en del af sin hurtigt svindende opsparing i en perlehalskæde
til sin hustru, og spøgte med at en dag ville de måske være så heldige
at de kunne sælge den for et varmt måltid mad.
Vi lærte alle et nyt ord "hyperinflation." Den gjorde alle helt lige, herunder også Donbass kulminearbejderne.
En
efter en lukkede begyndte fabrikkerne at lukke. De som forblev åbne
begyndte at betale arbejderne med deres egne varer. En nabo der
arbejdede på en fabrik for strikvarer kom hjem med kasser af sokker og
stømper i stedet for penge. Som moder til to, brugte hun uger på at
forsøge tuske sig til mad og andre ting familien havde brug for, hvilket
igen gjorde hendes lejlighed til en "sokke børs" og hende selv til
"sokke børsmægler." Min anden nabo arbejdede på en gødningsfabrik; og
han var ikke nær så heldig. Han fabrik lukkede blot. Tuskhandel var nu
landets lov; folk og virksomheder handlede for det meste med varer, og i
meget komplicerede kombinationer bestående af flere involverede. Men
den foretrukne valuta var selvfølgelig U.S. dollar, der var et tegn på
fremskridt, og så skal man tage i betragtning, at blot nogle få år
tidligere var det at være i besiddelse af "kapitalistiske valutaer" det
samme som et besøg af KGB.
Donbass
minearbejderne mistede også deres arbejde da deres kunder enten lukkede
eller betalte med sokker. Den smule godt der kom ud af deres strejker
løb kun op til at fremvise det filosofiske bånd mellem fagforeningerne
og kommunismen, og viste hvorfor kommunismen aldrig vil komme til at
virke.
Det lærte mig også fire ting som alle har brug for at vide om oppustede
fagforeningslønninger, især de som har til hensigt at holde nationen i
et jerngreb:
1.
Oppustede fagforeningslønkrav er en slags tvungen omfordeling af
velstanden. Man benytter beskyttelse fra regeringen til at udsuge folket
for penge, uden at give noget tilbage.
2.
Oppustede fagforeningslønkrav er nyttesløse. De fører til oppustede
priser; fagforeningsmedlemmerne bliver ikke rigere, men alle bliver
fattigere.
3.
Oppustede fagforeningslønkrav skaber et økonomisk uhyre der hærger
landet og med tiden fortærer sine skabere. I rigere nationer går det
langsommere på grund af fødevarerigeligheden; i fattigere lande
ødelægger det hurtigt økonomien, forårsager omfattende lidelse og
elendighed.
4. Oppustede fagforeningslønkrav er umoralsk.
Jeg
bor nu i United States, hvor oppustede fagforeningslønkrav allerede har
fået den amerikanske stålindustri til at ophøre med at eksistere, og
gjort Pittsburgh Steelers en anakronistisk påmindelse om byen
industrielle fortid. De næste er amerikansk bilindustri, der er blevet til et gigantisk fagforeningsdrevet kontor, hvis biprodukt tilfældigvis er automobiler.
I en artikel på Pajamas Media beskriver Brent Littlefield baggrundene: "En
helt utrolig omkostning på 1500 dollars til hver bil bygget her i
landet betaler til UAW (Bilarbejdernes fagforenings) sundhedsforsikring.
Det er mere end der bruges på stålet. Som resultat producerer U.S.
bilfabrikanterne nu mindre end 50% af de køretøjer amerikanerne køber."
Jeg
har en ven der prissætter kontrakter for byggevirksomheder i Queens,
New York. Han benytter et computerprogram der har den mulighed at
nedskære omkostningerne ved at skære ned på antallet af
fagforeningsarbejdere. Han anvender denne mulighed når alle andre
faktorer er blevet beregnet og kontraktens pris skal lidt længere ned.
Hvis prissætningen vinder kontrakten, så er næste skridt at bestikke
fagforeningslederen på byggestedet. "Indkøberen" lægger pengene i egen
lomme og er så stæreblind over tilstedeværelsen af nogle få ringere
betalte ikke fagforeningsarbejdere.
På
byggepladsen ved Columbus Circle på Manhattan blev der bygget en
udvendig elevator der skulle fragte mandskab og materialer. Den blev
betjent at en "elevatoringeniør" der trykkede på knapperne til en pris
af 37 dollars i timen, og dermed lå nummer et i konkurrencen om den
bedst betalte, og dyreste elevatormand. To fagforeningsslyngler med
brækjern, sad ved foden af elevatoren hele dagen i lænestole, drak
kaffe læste aviser eller lyttede til Howard Stern Show på radioen. Deres
job var at fortælle mandskabet at elevatoren ikke var ledig - i det
mindste er det det min ven fortalte da han havde brug for den til sine
arbejdere. Men efter hans chef ankom til Queens med 500 dollars til
banditterne, blev elevatoren straks til brug for mandskabet i en uge.
Således lærte min universitetsuddannede ven en ny regel om mekanismerne
ved fagforeninger: Der skal jo også smørelse på en sådan elevator før
den virker. Denne viden fik han ikke noget at vide om i skolen, men det
synes at være ganske almindelig viden på byggepladser i New York.
Del B følger snarest.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar