Woody 100 år
Christopher Orlet
Når politik er vigtigere end familien og hjemmet.
Her
forleden blev jeg slæbt med til en Woody Guthrie hyldestkoncert, hvor
et dusin lokale bands opførte sangene fra Folky Okie som fejring af hans
100 års fødselsdag. Det var en stjernespækket koncert: En aften mættet med Rød retorik, hvide hippier og Pabst Blue Ribbon øl.
Det
ville have været mere gavnligt for oplevelsen for 30 år siden. Som
mange amtørguitarspillere gennemgik jeg en kort Woody Guthrie fase sent i
mine teenageår efter at have læst billigbogsudgaven af hans
selvbiografi Bound for Glory.
De triste fortællinger om Woodys barndom i små flækker tidligt i
århundredets Oklahoma, om hans nævekæmpende far, om at synge ballader,
om han dødssyge mor var rørende og fremmanede en stærk følelse af
familien og stedet.
Woodrow
Wilson Guthrie har inspireret masser af generationer af sangskrivere.
Og nye Guthrie sange synes at dukke op hele tiden takket hans datter
Noras beslutning om at åbne op for lyrikerens arkiver for nogle få
udvalgte kunstnere, som min ven fra Belleville, Jeff Tweedy og Jay
Farrar. Tweedy især gjorde det fremragende med at sætte musik til
Guthries lyrik på sange som “Remember the Mountain Bed” og “Airline to
Heaven.”
Men
til trods for al hyldesten så var Woody en langt bedre
historiefortæller end musiker. At lytte til hans gamle optagelser - for
at benytte en af hans favoritudtryk - er en rættende rejse. Lytteren
bliver øjeblikkeligt slået af Guthries flade hillbilly tone, og hans
skrøbelige guitarspil. Han udviklede aldrig sin teknik mere end en
novice. Men hensyn til sangskriveriet så er næsten alle hans melodier
fra ældre folkesange. Selv den mest kendte melodi, “This Land is Our
Land,” er lånt fra Carter familiens sang, “When the World’s on Fire.”
Woody kunne bare ikke bekymre sig om at skrive sine egne melodier. Disse melodier var jo ikke vigtige. Han
var udelukkende interesseret i at prædike sit evangelium om omfordeling
af velstanden. Hans sange og hans ‘bonderøvsagtige’ fremtræden var kun
endnu en måde at sprede sit socialistiske propaganda til masserne, og
gik fint hånd i hånd med hans klumme i The Daily Worker og hans opgaver som taler ved Communist Party USA’s møder. Guthire var først og fremmest en medarbejder og dernæst musiker.
Sammen
med sin forkærlighed for socialismen led Woody Guthrie af endnu en
almindelig svaghed for vor tid: Rodløshed. Han voksede op i byen Okemah,
Oklahoma, men Okemah var for lille til at så stort talent som Woody
Guthrie. Efter at have været vidt omkring i mange år, endte han, ikke
overraskende i New York City, hvor han fortsatte med at skrive
melankolsk om de fattige folk der tilbage i Oklahoma Hills hvor han var
født.
Som så mange af hans type led Woody af et Messias Kompleks.
Man mindes om Dotojevskis Ivan Karamazov der sagde, “I mine drømme,
lægger jeg ofte planer om at tjene menneskeheden og måske vil jeg
faktisk blive korsfæstet hvis det var bydende nødvendigt. Dog er jeg ude
af stand til at bo i samme værelse med nogen i mere end to dage
tilsammen.” Woody var i det store og hele kun interesseret i at redde
arbejderen. Intet fortjente mere hans energi og tid. “Han var der for de
helt nede på bunden,” huskede hans første hustru Mary. “Men når det
gjaldt om noget til ham selv, ja endog hans familie, så betød det ikke
alverden.”
Woody’s tre familier blev for det meste overladt til sig selv, skønt hans første familie kom til at lide mest.
Den Fattiges Ven blev sammen med Mary Jennings far til tre børn (der
alle døde relativt tidligt). Han efterlod helt rutinemæssigt mor og børn
i deres lille flække i det nordlige Texas, når de ikke jog efter ham
fra kyst til kyst. Selv Pete Seeger, der besøgte den første Guthrie familie i Texas var frastødt af den måde Woody behandlede sin hustru og børn. På
et tidspunkt bønfaldt Marys mor Seeger: “Du må få den mand til at
behandle min datter rigtigt!” Men det citat synes næppe at være en
passende betegnelse for en American Master.
Wendelle
Berry skrev engang at et “par der udgør et godt ægteskab og opdrager
til sunde moralsk kompetente børn, tjener mere for verdens fremtid sådan
helt direkete og sikkert end nogen politisk leder, skønt de aldrig
ytrer et ord offentligt.”
Woody
ville have være uenig. For ham var politik mere vigtigt end hans egen
og hans hjem. En abstrakt pligt overfor ‘dem på bunden’ overtrumfede
hans virkelige ansvar for sit hjem og hans talrige familier der ‘var på
bunden.’
Skulle det betyde noget? Vor
populære kulturikoner er ofte yderst fejlfyldte med rod i tilværelsen-
Også vor populærkultur er gennemsyret af venstreorienteret
humbugideologi. Men
det betyder ikke at du skal være myrer på skovtur. Mine venner og jeg
havde en god stund ved Woody Guthrie hyldesten. Og det var langt mindre
pinefuldt end de to Ani DiFranco shows jeg blev slæbt med til.
Christopher Orlet writes every Thursday from St. Louis.
http://spectator.org/archives/2012/07/19/woody-at-100
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar