Islamisk had mod en død Pave

Islamisk had mod en død Pave

Raymond Ibrahim             

                    

I lige så høj grad den Koptiske Pave, Shenouda III’s død, (foråret 2012) udstillede nogle muslimers umenneskelighed udstillede det også umenneskeligheden i Islams lære.

Overvej blot nogle eksempler på muslimsk sympati efter hans død: Egyptens Al Akhbar avis kaldte Pavens jordfæstelse “århundredet begravelse” og rapporterede om at en million egyptere - sandsynligvis flere muslimer end kristne - kom for at sørge over ham: “Hans død er en tragedie og et stort tab for Egypten og dets folk, muslimer og kristne,” erklærede Egyptens Stormufti; en beretning i Al Dalil, der er berømt for at kritisere Islam, kom med adskillig flere eksempler på egyptiske kristne der sørger over og har sympati for deres kristne medborgere - herunder en muslim, der havde forsøgt at give sin nyre til den skrantende Pave.

 

Kort sagt fik den humanitære indstilling og natur overtaget. Nogle af Egyptens muslimer så i Pave Shenouda en elsket national figur - til megen ærgelse for Islams gejstlige, som Khaled Abdullah, (også denne video er belejligt ikke tilgængelig) der i forbløffelse sagde, “Jeg kan ikke tro det - det jeg så i dag (Pavens begravelse) jeg kan ikke tro det. Hvis en efterfølger (af  Muhammad, højt stående person) døde, så ville vi ikke gøre dette for ham,” og føjede til at muslimsk deltagelse og sorg i begravelsen var “smertende for følelser hos 80 millioner muslimer.”

På samme måde havde Islams gejstlige travlt med at påpege at Sharia lovs lære vedrørende en vantros død, eller en ikke muslim, som Pave Shenouda. Fatwas dukkede op, mange der fremholdt, at det er forbudt at udtrykke kondolencer overfor Kopterne, andre siger det er tilladt - men kun ved omhyggeligt udformede ord, og i håbet om at kunne tiltrække Kopterne til Islam (det minder om en sheik, Muhammad Hassans vurdering at det at smile til ikke muslimer er tilladt, men kun for at få dem til at blive tiltrukket af Islam).

Salafist lederen, Yassir al-Burhami, gav lov til mindre kondolencer, men det har en generel eller pro-Islam betydning- mest ved metoden tawriya, at benytte ord der trøster - samtidig med at det er forbudt at bede for afdøde vantro (da alle ikke-muslimer er bestemt til, og fortjener Helvedet, Koranen 9:113)

De mest nederdrægtige fordømmelser kom fra Wagdi Ghoneim, (videoen er meget belejligt ikke tilgængelig, men her følger en hvor man kan få et indtryk af personen) tidligere en moske-nønne-leder fra Californien, der en dag efter Pave Shenoudas død, omtalte ham som en “forbandet kriminel” og hyldede Allah for hans død: “I går (17.03.) takket være Allah, døde  overhovedet for vantroen og afgudsdyrkelsen, denne såkaldte Shenouda - må Allah være hævnet ved ham, Han forsvandt og alle er befriet for ham - mennesker, tilbedere, træer og dyr; Egypten er beriet for ham, for han igangsatte sekterisk strid.”

Mens Ghoneim er stærkt beskæftiget med de sædvanlige løgne og forestillinger - ved at sige at Paven ønskede at skabe en Koptisk stat og “sætte Egypten i brand” - så kan man ikke bneægte af Ghoneims holdning til at fordømme vantro har baggrund i Islam:

Indholdet i den gejstlige “mindeord” er gennemsyret med citater fra Islams vigtigste tekster, Koranen, Hadith og lærdes konsensus (ulema).

For eksempel citerede han Kalif Omars berømte forkastelse, da han erfarede at en muslim havde ansat en kristen skriver: “Hvad er der dog galt med dig - må Allah forbande dig?” Har du ikke hørt Allahs ord: ‘Oh, du som tror; Tag ikke jøder og kristne som venner og allierede; de er fjender og allierede hos hinanden (Koranen 5:51)? Hvorfor ansættet du ikke en hanif (en muslim)?” Manden svarede, “Jeg tjener på hans (den kristnes) skriverier, og hans religion er hans egen affære,” hvortil den fromme Omar svarede, “Jeg vil ikke ære dem, når Allah har ydmyget dem, jeg vil heller ikke være i nærheden af dem, når Allah har kastet dem bort.”

Tilfældigvis er Omar den samme “retfætdige Kalif” der gav det selvmodsigende bud om at “Ydmyge den (kristne) men ikke gøre dem forkert,” som om det at ydmyge mennesker ikke også “skader” dem. (For flere ismaliske citater se denne fatwa).

Al denne had er i overensstemmelde med doktriner som beordrer muslimer til at vise fjendskab overfor vantro; Koranen 60:4 har den berømte muslimske holdning vedrørende ikke muslimer: “Fjendtlighed og had skal for evigt herske blandt os - til I alene tror på Allah.”

Faktisk, ifølge andre fatwas, da er det at forbande døde vantro, som Ghonemis af Paven, lovligt - med den formaning at forbandelse kun skal være offentlig hvis den ikke skader muslimer (i det stadig mere islamiserede Egypten, må Ghoneim have konkluderet at hans undsigelser af den elskede leder for cirka 15 millioner Koptere, ikke ville have nogen negative konsekvenser for muslimerne).

Når det drejer sig om, hvordan muslimerne skal føle over Pave Shenoudas død, er spørgsmålet, hvem har ret - de muslimske gejstlige oplært i Sharia, eller de mange almindelige muslimer? Som Wahid fra Al Dalil konkluderede, “ligeså meget mange egyptiske muslimer var venlige og er sympatisk indstillede over for os kristne, så er der ingen tvivl om at de gejstlige, som Ghoneim, har Islams lære på deres side.”

Hvilket igen fører til Islams helt store ironi: Samtidig med man praler med at det er religionen for fitra, af “naturen” og hvorfor alle mennesker derfor formodes at være født som muslimer, så er dens lære fra “det at lade voksne die” (læs denne på synopsis)  til “dødssex” ofte i modstrid med de mest naturlige menneskelige impulser. Værre endnu, mens mange religioner forsøger at forældre menneskeheden, ved at lade dem stræbe mod højere mål, er her så endnu et eksempl på et Islam der tvinger mennesker nedad, til stammetendenser og egoisme, til bitterhed og had.

Raymond Ibrahim, a Shillman Fellow at the DHFC, is a widely published author on Islam, and an Associate Fellow at the Middle East Forum. Join him as he explores the "Intersection"—the pivotal but ignored point where Islam and Christianity meet—including by examining the latest on Christian persecution, translating important Arabic news that never reaches the West, and much more.