Julemandssocialisterne versus ægte generøsitet
Husk: Julemanden har en dobbelttjekliste over de uartige og de flinke.
Maya M. Noronha
‘Det
var aftenen før juleaften,’ og en gruppe fabriksarbejdere skyndte sig
hen til ofret Nikolas (efternavnet fjernet da det er fortroligt) og
bragte ham til skadestuen. Lægerne behandlede patienten for brækkede
knogler efter han var blevet grundigt gennembanket af en bande
skolebørn. Han var blevet røvet og hans slæde bortført. Politiet
arresterede seks mistænkte. Anklageren overvejer at rejse sager mod
disse unge mennesker for overdreven vold og røveri af særlig grov
karakter.
Se
dette lyder jo mere af en gyserfortælling beregnet til Halloween, end
en fortælling til en velsignet Julemorgen. Men så igen, lige så
skræmmende det lyder så kunne det have stået i dagens avis.
Det får mig til at tænke på et gammelt indiansk ordsprog, “Giv en kæp og få bank til gengæld.” Med andre ord, de som forsøger at hjælpe på den forkerte måde ender med selv at få et problem.
Demokraterne,
venstreorienterede taler en masse om “at hjælpe mennesker.” De vil have
regeringen gjort større, fordi de hævder de har et ædelt motiv til at
hjælpe andre, mens de forstår, hvordan man virkelig hjælper. En
overvægtig Uncle Sam giver mere end han har råd til, og det betyder der
er to fattige mennesker nu, ikke kun een. Lad dog være med at være så
blødhjertet og give så generøst naivt - de får jo blot tæsk af deres
egen kæp.
Venstreorienterede
holder meget af at fremføre den løgn at de er de eneste der kan vise
medfølelse politisk. Jeg har mødt denne misforståelse på første hånd.
Som netop begyndt på college, talte jeg faktisk ikke meget politik, men
en dag krydsforhørte en ven mig, “Er du Republikaner eller Demokrat?” Da
jeg fortalte hende til hældte mest til højrefløjen kommenterede hun
det, “Det kan du da ikke være! Du er ellers så rar!”
Uheldigvis formodede denne veninde at Republikanere er de ‘slemme’ piger og Demokraterne de ‘rare.’
Myten
om medfølelse er noget som Venstrefløjen holder af at tage patent på,
og på denne tid af året kan det være passende at udfordre en af deres
almindelige kommunikationsstrategier.
The
Democratic National Committee opfører sig som var det et Julemands
Parti. Overvældet af deres blødende hjerter fortæller Demokraterne alle
de mindre heldige mennesker at regeringen vil give alle (og ikke kun
minoriteterne) gaver. Partiet sælger forestillingen om at den store
regering skal være vor almægtige Gave-Uddeler og alle kan være modtagere
af disse gaver. Jo, det er så dejligt rart at modtage noget der er pænt
pakket ind. Måske endda underskrevet, forseglet og leveret af
præsidenten. Spørgsmålet er: Hvem har betalt for denne gave?
Hårdtarbejdende
amerikanske skatteydere (der i stigende grad har mindre i lommen efter
skatten har været der), betaler regningen. Skatteyderen får at vide han
er Julemanden, men der er noget galt med den kendsgerning at du skal
betale en bøde eller gå i fængsel ,hvis du ikke giver forbundsregeringen
det den beder om i skatter. Det er altså ikke den Julemand - hvis det
var det du troede.
Vi
synger ikke om Julemanden der får tæv, fordi han havde en ‘blødende’
hjerte (skønt bedstemor ikke klarede sig meget bedre da hun kom i vejen
for Rudolf). Det er ikke at Julemanden var for generøs, men det at vi
har glemt hvad generøsitet virkelig betyder.
Aristoteles
sagde at generøsitet er en dyd; gaver skal gives til de rigtige, i de
rigtige mængder og på den rette tid. Julemanden var meget dydig i den
klassiske forstand. Se blot nærmere på Julesangene (religiøse) der er
overdraget os gennem tiderne. Kris Kringle havde en liste, hvor der blev
kontrolleret hvem der var uartig, og hvem der var flink. Julemanden
giver ikke blindt til nogen der tigger om penge; han er klog i sin
beslutning om, hvor gaverne går hen. St. Nick gav gaver som en belønning
til de som udførte dagens gerning, behandlede deres forældre med
respekt, lavede deres hjemmearbejde og sparede op. De slemme børn modtog
en klump af et bestemt naturmateriale (Demokraterne taler ikke gerne om
kul, da de synes at være mere besatte med alt der er grønt). Måske
skulle Uncle Sam ikke dele alle julepengene i hans tegnebog ud, uden
først at undervise sine fætre og kusiner om at belønningen går kun til
dem hvis de sparer op, bruger det de får, og ikke lader noget gå til
spilde.
Det
er umuligt for regeringen at være (og en rigtig dårlig ide at lade som
om) den er velgørende. Det er ikke længere en velgørenhed hvis det
kræves at du giver penge (skatter). Ægte tjeneste for en anden er et
livslangt personligt arbejde. Det er derfor der er socialarbejdere der
kun beskæftiger sig med det. Hver mindre heldig amerikaner har brug for
en fortsat moralsk assistance - sammen med finansiel støtte. Det er
forskellen på en engangs gave med en fisk og så en lektion i hvordan man
fanger fisk.
Denne
forkerte opfattelse af regeringens rigtige rolle, og Demokraternes
misforståede tilgang er produkter af vor moderne kultur. Julemanden er
blevet grundigt kommercialiseret, og vi har mistet hele årsagen til
ferietiden. Vi burde huske, hvem der giver os gaven.
Da
min søster satte en figur af St. Nicholas ved siden af Magi i vor
krybbespil, betvivlede jeg hendes beslutning. Jeg græd, “Julemanden var
der ikke!” Alle
de gange jeg hørte historien om Jesu fødsel havde ingen nævnt en munter
gammel gubbe i rødt tøj der klukkende ler, “Ho, Ho, Ho!” der ved siden
af krybben. (Desuden har kroen muligvis haft en skorsten, men Jesu blev
født i stalden). Mins søster svarede mig viseligt, “Julemanden har
fortjent at være der.” Han har ret.
Jeg
tvivler ikke på hendes opfattelse af fødselsscenen. Jovist, Virginia,
der var en Sankt Nicholas, han fortjener at blive husket for sine gode
gerninger på denne årstid. St. Nicholas var en virkelig person, der
boede ved Tyrkiets sydlige kyst (hvilket var Grækenland i det 3.
århundrede).
Han
tilegnede sit liv til barmhjertig tjeneste for de mindre heldige: Den
fattige, den syge og den som led. St. Nick benyttede hele sin opsparede
arv på at hjælpe andre i nød. Han var selve indbegrebet af generøsitet, der stammer fra et ord for “ædel af fødsel.”
Fra
en mand af ædel byrd, hvoraf meget blev givet, forventedes meget. Og
St. Nicholas udvidede forventninger og blev en helgen ,som selv de der
endog ikke tror på helgener tror på.
Julemanden blev biskop, og blev kanoniseret som helgen, og hans relikvier menes af have mirakuløse kvaliteter.
Skønt
St. Nicolas, Julemanden, er meget populær i dag, så var det ikke
således på hans tid. Den romerske kejser Diokletian sendte ham i eksil i
fængsel. Ironisk nok hylder vi den mand der blev forfulgt i går. St.
Nicolas kan godt lyde som Menneskesønnen, der levede for over 2000 år
siden, og som (forhåbentligt) bliver husket den 25. december.
http://pjmedia.com/lifestyle/2012/12/01/the-santa-claus-democrats-vs-st-nicholass-aristotelian-generosity/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar