Jødisk tradition og krig
Eileen F. Toplansky
Nogle
samfund, såsom Kvækerne går ikke ind for krig under nogen
omstændigheder. På den anden side “hædrede de gamle romerske religioner
krigere som helte” (1.) Jødisk tradition, “ligger et eller andet sted
mellem de to holdninger.” (2.)
Enhver større bøn i jødisk liturgi ender med en bøn om fred. Dog i 3. Mosebog 20:10, får det jødiske folk instrukser i hvordan krig føres. Denne Jus in bello
eller “Lov om Krigsførelse” omfatter angivelsen af, hvad der er et
lovligt mål, og hvor megen magt der skal anvendes. Således er
proportionalitet og skelneevne områder der skal tages hensyn til.
Selvforsvar er påkrævet, og kriteriet for acceptabel militær opførsel i
krig er understreget. Dette adskiller sig fra Jus ad bellum, hvilket henviser til “Retten til at føre Krig,” der relaterer sig til kriteriet der skal benyttes før man begiver sig i krig, for at se om krig er tilladeligt, og faktisk er en retfærdig krig.
Indstillingen til at beskytte civile under krigsforhold blev sat højt af klassiske jødiske filosoffer og kommentatorer såsom Maimonides og Nachmanides. Således læser man i Mishneh Torah, Krigslove og Kongerne 6;1, 7,8:
Når du kommer nær en by for at føre krig mod den, da bed den først om fred.
Når
du belejrer en by, omring den ikke på alle fire sider, men kun de tre,
efterlad dermed et sted for de som undslipper og de som flygter.
Man skal ikke fælde frugtbærende træer uden for byen, og man skal ikke nægte dem vand så de lider. (3.)
Således
skal der under forberedelsen til et forventet slag fremføres et tilbud
om fred som første skridt, men hvis krig ikke kan undgås gennem
fredsdrøftelser skal (fjendens) civile tilbydes mulighed for flugt før
angrebet indledes. Endelig, hvis den fjendtlige nation afviser begge
tilbud, skal man forberede sig på krig.
Obligatoriske krige henviser til et specifikt bibelsk bud, såsom forpligtelsen til at ødelægge Amaleks stamme. Skønt
det ikke er nævnt i Talmud som sådan, da ville, i moderne forståelse,
en obligatorisk krig være at udfri Israel fra en fjende der har angrebet
det. På den anden side blev autoriserede krige indledt for at forøge sig territorium.
I al væsentlighed for
enten en obligatorisk eller autoriseret krig skal man søge “som en
begyndelse en forhandlet aftale om årsagen til krig,” og målet for
krigen skal kommunikeres til modstanderne.” Således kan modstanderne
vurdere omkostningerne ved krig og søge et rationale for fred . (4.)
Idet man står over for den eksistentielle trussel om udslettelse har nutidens Israel måttet udholde krig fra sin oprettelse. Alligevel, i en bestræbelse på at opnå fred, har Israel opgivet land og
ejendom til fjenden. Ironisk nok blev den selvsamme ørken returneret
til Egypten efter at være blevet taget af Israel i Seks Dages Krigen i
1967, og det er nu affyringsplads for angreb fra Egypten da
fredstraktaten mellem Egypten og Israel er blevet krænket. I 2011 sagde
Egyptens premierminister Essam Sharaf at “en fredsaftale med Israel ikke
var ‘hellig,’ og kunne blive lavet om.”
Et hovedformål med Israel Defense Forces (IDF) er doktrinen om tohar ha-neshek, bogstaveligt “våbnenes renhed.” Oprindeligt “omtalt efter en tale givet ved den 21. Zionist Kongres i august 1939 af Berl Katzenelson,” for
at informere de jødiske samfund om ikke at svare igen på samme måde som
den antijødiske terrorisme der blev udført under de arabiske revolter
der fandt sted fra 1936 til 1939.
Katzenelson talte om havlaga, eller "selvbeherskelse," og gav råd til de jødiske krige om, at når de havde brug for
“at lære våbenbrug, så skal vi have våben, vi må forsvare os mod enhver
der angriber os. Men vi ønsker ikke vore våben bliver plettet af
uskyldigt blod.”
Selv ovenpå de arabiske optøjer og de afskyvækkende massakrer på jøder i 1920, 1921, 1929, og 1936 fastholdt den Zionistiske ledelse i Palæstian denne selvbeherskelsens politik.
Ikke desto mindre er konceptet med ‘de rene våben’ ikke en der udelukker offensive handlinger og “forebyggende handlinger kan være retfærdiggjort som selvforsvar hvis det er et modsvar på en fornuftig vurdering af en øjeblikkelig og troværdig trussel. (5.)
Shalom E. Lamm, spørger i sin article "Purity of Arms: A Critical Evaluation" from the Journal of International Security Affairs (Spring 2005), om hvorvidt dette koncept “virkelig repræsenterer en højere moral som dets fortalere lader formode,” eller om ødelæggelsen af fjendens evne til at føre krig “omfatter at fjendens civile og industrielle infrastruktur angribes og dermed være med til at afslutte konflikten, og i sidste ende redde liv.”
Var det moralsk korrekt at udløse slagterier af civile med brandbombninger af Hamburg, Tyskland i 1943, Dresden i 1945, og Tokyo i 1945? Ødelæggelsen var brutal. Der er de som retfærdiggør dette frygtelige slagteri med, at det medførte at det fremskyndede afslutningen af 2. Verdenskrig.
Som en konsekvens heraf blev flere U.S. og Allierede soldaters liv reddet og millioner af japaneres liv blev sparet da en invasion af de japanske øer blev undgået.
Selv ovenpå de arabiske optøjer og de afskyvækkende massakrer på jøder i 1920, 1921, 1929, og 1936 fastholdt den Zionistiske ledelse i Palæstian denne selvbeherskelsens politik.
Ikke desto mindre er konceptet med ‘de rene våben’ ikke en der udelukker offensive handlinger og “forebyggende handlinger kan være retfærdiggjort som selvforsvar hvis det er et modsvar på en fornuftig vurdering af en øjeblikkelig og troværdig trussel. (5.)
Shalom E. Lamm, spørger i sin article "Purity of Arms: A Critical Evaluation" from the Journal of International Security Affairs (Spring 2005), om hvorvidt dette koncept “virkelig repræsenterer en højere moral som dets fortalere lader formode,” eller om ødelæggelsen af fjendens evne til at føre krig “omfatter at fjendens civile og industrielle infrastruktur angribes og dermed være med til at afslutte konflikten, og i sidste ende redde liv.”
Var det moralsk korrekt at udløse slagterier af civile med brandbombninger af Hamburg, Tyskland i 1943, Dresden i 1945, og Tokyo i 1945? Ødelæggelsen var brutal. Der er de som retfærdiggør dette frygtelige slagteri med, at det medførte at det fremskyndede afslutningen af 2. Verdenskrig.
Som en konsekvens heraf blev flere U.S. og Allierede soldaters liv reddet og millioner af japaneres liv blev sparet da en invasion af de japanske øer blev undgået.
Ånden i IDF udtrykker værdierne hos Israel Defense Forces (IDF). Vedrørende ‘Våbnenes Renhed.’:
Den tjenstgørende hos IDF vil benytte våbnenes magt med det ene formål af få fjenden underlagt i den nødvendige udstrækning, og vil begrænse sin brug af magt for at forhindre unødvendig skade på menneskers liv og lemmer, værdighed og ejendom.
IDF
tjenstgørendes ‘Våbnenes Renhed’ er deres selvkontrol i brug af væbnet
magt. De vil kun benytte deres våben med det formål at opfylde deres
mission, uden at påføre unødvendig skade på menneskeliv eller lemmer;
værdighed og ejendom hos både soldater og civile, med særlig hensyntagen
til de forsvarsløse, uanset om det er i krigstid, eller under rutine
sikkerhedsoperationer, eller i fravær af kampsituationer, eller i
fredstider.
Uanset de høje idealer hos IDF spørger Lamm om det er “moralsk at udsætte egne soldater/civile for fare for at spare fjendens civile.” Han citerer Jenin operationen i marts 2002, hvor Israel besluttede ikke at benytte dødbringende effektive fly og i stedet benyttede de langt vanskeligere og mere farefulde vej med jordtropper i en krig i en by.
Som konsekvens af de etiske standarder hos IDF mistede Israel mange tapre unge soldater. Ydermere har man brug for at spørge om “de civile der blev reddet (faktisk var) uskyldige eller ... medvirkende til at skjule terrorister i deres midte.” Og mens Israel virkelig advarede indbyggerne i Jenin om det truende angreb da fordømtes verden rundt landets handlinger.
Selvom Israel forsøger at gøre de civile tab så små som mulige, så har fjendens kultur ingen lignende moral. Og mest påfaldende har jihadisterne hos hvilken gruppe det end måtte være ingen kvaler med at ofre deres egne.
Ifølge Talmud (Shavuout 35b) er der et klart forbud mod at føre krig i en situation, hvor muligheden for skader overstiger en sjettedel af befolkningstallet. Derfor denne vitale begrænsing med loven om selvbeherskelse der så tydeligt gør brugen af Atomvåben meget problematisk ifølge jødisk lov.
Det jødiske syn “på krig og fred har altid haft sin rod i etikken med at tjene og bevare menneskeligt liv. Normativ judaisme har altid afskyet både pacifisme og uretfærdig krigsførelse.” (6).
I 2011 skrev Herbert London at der er “250 millioner arabere i 22 arabiske og muslimske lande der ønsker at udslette Israel. Men de israelske ledere ændrer ikke en tøddel på deres moralkodeks. Som en befalhavende for en træningssession for IFD menige ved Ammunition Hill i Jerusalem bemærkede, ‘hvis vi ændrede vor holdning, hvilken effekt ville det have på soldaterne når de forlader militæret?’ Man kæmper ikke udelukkende for at redde en nation, men for at bevare, fasholde værdierne.”
Uanset de høje idealer hos IDF spørger Lamm om det er “moralsk at udsætte egne soldater/civile for fare for at spare fjendens civile.” Han citerer Jenin operationen i marts 2002, hvor Israel besluttede ikke at benytte dødbringende effektive fly og i stedet benyttede de langt vanskeligere og mere farefulde vej med jordtropper i en krig i en by.
Som konsekvens af de etiske standarder hos IDF mistede Israel mange tapre unge soldater. Ydermere har man brug for at spørge om “de civile der blev reddet (faktisk var) uskyldige eller ... medvirkende til at skjule terrorister i deres midte.” Og mens Israel virkelig advarede indbyggerne i Jenin om det truende angreb da fordømtes verden rundt landets handlinger.
Selvom Israel forsøger at gøre de civile tab så små som mulige, så har fjendens kultur ingen lignende moral. Og mest påfaldende har jihadisterne hos hvilken gruppe det end måtte være ingen kvaler med at ofre deres egne.
Ifølge Talmud (Shavuout 35b) er der et klart forbud mod at føre krig i en situation, hvor muligheden for skader overstiger en sjettedel af befolkningstallet. Derfor denne vitale begrænsing med loven om selvbeherskelse der så tydeligt gør brugen af Atomvåben meget problematisk ifølge jødisk lov.
Det jødiske syn “på krig og fred har altid haft sin rod i etikken med at tjene og bevare menneskeligt liv. Normativ judaisme har altid afskyet både pacifisme og uretfærdig krigsførelse.” (6).
I 2011 skrev Herbert London at der er “250 millioner arabere i 22 arabiske og muslimske lande der ønsker at udslette Israel. Men de israelske ledere ændrer ikke en tøddel på deres moralkodeks. Som en befalhavende for en træningssession for IFD menige ved Ammunition Hill i Jerusalem bemærkede, ‘hvis vi ændrede vor holdning, hvilken effekt ville det have på soldaterne når de forlader militæret?’ Man kæmper ikke udelukkende for at redde en nation, men for at bevare, fasholde værdierne.”
Hvor
er det forkasteligt at verden har tilladt af svøben med ledere af
folkedrab så længe at Israel, er tvunget til, endnu en gang at indføre
“Ein Breira” eller “der er intet andet valg.”
Eileen can be reached at middlemarch18@gmail.com.1Jewish Choices, Jewish Voices - War and National Security. Edited by Elliot N. Dorff and Danya Ruttenberg. Philadelphia: Jewish Publication Society, 2010. p. xi
2Ibid.
3Jewish Choices, Jewish Voices - War and National Security. Edited by Elliot N. Dorff and Danya Ruttenberg. Philadelphia: Jewish Publication Society, 2010. p. 83-84.
4Ibid.
5Jewish Choices, Jewish Voices: War and National Security ed. Elliot N. Dorff and Danya Ruttenberg. Philadelphia: Jewish Publication Society, 2010. pp. 93-94.
6Jewish Choices, Jewish Voices: War and National Security ed. Elliot N. Dorff and Danya Ruttenberg. Philadelphia: Jewish Publication Society, 2010, p. 39.
http://www.americanthinker.com/2012/07/jewish_tradition_and_war.html#ixzz1zMNUh9kq
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar