Dumme præsidenter og kandidater - ifølge pressen

"For dum til at være præsident?"

Jeffrey Lord

Forventet Republikansk præsidentkandidat nomineret - er ikke særlig kløgtig.

Faktisk er - dum som en dør - en mere præcis, omend brysk vurdering

Er det så Sarah Palin der hermed beskrives? Jovist -- hvis du vælger at lytte til eliten med indflydelse. Men i tilfælde af, at hun ikke stiller op eller vinder nomineringen så vær ikke bekymret. Uanset, hvem Republikanerne nominerer vil vedkommende meget hurtigt vurderes til rollen som "for dum til at være præsident" -- tildelt af de selvsamme mennesker.

Hvorfor?

Fordi dette "for dum til at være præsident" argument er præcis det samme gamle, oldgamle, benyttede argument fra de venstreorienterede elitære om Republikanske præsidenter eller mulige præsidenter, og det i årtier. Argumentet er især med forkærlighed benyttet når det drejer sig om at beskrive konservative som den tidligere guvernør for Alaska. Men selv 'moderate' republikanere kan aldrig slippe for denne etiket selvom de blot en gang har sagt de ikke stiller op som kandidat (og således ikke er en politisk trussel for de venstesnoede).

Barry Goldwater, den første moderne konservative der vandt en Republikansk nominering som præsidentkandidat i 1964, ville være heldig med blot at blive stemplet "for dum som præsident." Der blev også sagt om ham ifølge Time Magazine at han var "psykologisk uegnet som præsident," "følelsemæssig ustabil," "umoden," "en kujon," "i svær grad psykotisk," paranoid," en "massemorder," "amoralsk og umoralsk," en "kronisk skizofren," og en "farlig galning."

En psykiater meddelte vammelt, at Goldwater havde en "slående lighed med Hitlers autoritarisme, om ikke helt identisk med Hitler selv." 

 

Reagan blev også klandret for at være krigsgal, blev kaldt en "ekstremist" ved begyndelsen af hans politiske karriere, og en "elskelig tåbe" lige efter hans valg som præsident. Det var blot et blitzklik i den kaskade af fornærmelser om hans intelligens der blev fyret af i Reagans retning i næsten et kvart århundrede som en seriøs amerikansk politiker. Denne enestående mand der var "for dum til at være præsident" vandt Den Kolde Krig, uden som Margaret Thatcher sagde, -  at affyre et eneste skud. For ikke at nævne at han fik sat den amerikanske økonomi på skinner og skabte 50 millioner jobs i de næste tre årtier.

Men jeg er ved at komme bort fra emnet.

 

Måske den mest lærerige sag om "for dum som præsident" er den med Gerald Ford. Valgt til Kongressen i 1948, en mand altid med et smil og en vindende åben personlighed. Ford fik begejstret omtale af den liberale presse da han udfordrede Husets gamle republikanske garde efter Goldwater's nederlag og blev Minoritetsleder. Hele vejen gennem hans karriere i Huset, og videre til hans overraskende tiltrædelse ved udnævnelse som vicepræsident efter at  de liberales såkaldte "Uhyret" Spiro Agnew traks sig, da blev den moderate republikaner Ford afbildet som gode gamle smilende Jerry, den stabile, kloge leder af Huset der ikke havde en fjende i denne verden. Han spillede golf med sin gamle ven den Demokratiske leder Tip O'Neill. Blot en rar, smart, fin fyr, sagde pressen. 

Så skete der noget pudsigt med 'gode gamle Jerry.' I kølvandet på Watergate blev han præsident ved Nixons fratræden. I løbet af en måned benådede hans sin forgænger, idet han troede (helt korrekt) at indtil nationen havde frigjort sig fra Watergate/Nixon besættelse da ville han, Ford, umuligt kunne få gennemført noget som præsident. Ikke noget dumt i det valg. Ikke så snart havde Ford givet meddelelse om benådningen og forsvundet fra TV skærmene før den venstreorienterede presse begyndte at give ham en ny karakteristik.

Den mand der var uddannet på Yale Law School og været symbolet på åbenhed og hårdt arbejde var, på et splitsekund, nu - dum som en dør - og en bevidst løgner fra begyndelsen. Fra tågernes erindring dukkede et Lyndon Johnson citat op der sagde at Ford, stjernen fra college havde spillet for meget fodbold uden hjelm. Et klip hvor han er ved at snuble på nogle glatte trin da han gik ned fra Air Force One førte til at den mest atletiske præsident siden Teddy Roosevelt nu var en tumling i tåbeklassen. På et nyt progam ved navn Saturday Night Live, blev en ukendt forfatter/skuespiller ved navn Chevy Chase berømt i raktfart ved at beskrive, på latterligste vis, at han var så dum at han faldt overtmøbler og tæpper. Chase var således forløberen for Tina Fey og hendes tomhjernede Sarah Palin parodier årtier senere.

Så er der sagaen om Romney.

Det er altså George Romney, ikke Mitt, George's søn.

George Romney var liberal Republikaner, en særdeles succesrig forretningmand og formand for Amarican Motors. Med baggrund i hans strålende forretningskarriere blev han valgt som Guvernør i Michigan, hvor han blev en populær politisk person hos vælgere fra alle partier og i den nationale presse.

Så skete der noget pudsigt med George Romney. I 1967 stillede han op som Republikanernes rpæsidentkandidat til valget i 1968. Undersøgelser viste han var den mand man skulle slå ved nomineringen, den eneste mand hos Repubklikanerne der kunne stå op imod og slå LBJ, den samme LBJ der slog Goldwater i 1964 ved en jordskredssejr. Så da han vendte tilbage fra en tur til Vietnam hvor hans søgte efter kendsgerninger kom Romney meget uforsigtigt til at ytre sig om, hvordan han var blevet "hjernevasket" af Johnson administrationen. Og så kabonk....

Den fremragende forretningsmand og bestyrelsesformand og den igangsættende Guvernør for Michigan var i mediernes inderkreds blevet til -- jo gættede rigtigt -- en idiot "for dum til at være præsident." Dum som en dør etiketten var hængt om hans hals af medierne der var bekymret for at gamle George måske gjorde lidt for gode fremskridt og at Tricky Dick, som de kaldt Richard Nixon, måske ikke ville være lettere at slå. Romney var færdig. Hans sidste plads i regeringen var ikke Det Hvide Hus men i Bolig- og Byudviklingsministeriet, under Nixon, det som kunne svare til politisk Sibiren.

Hvad har alt dette nu med Sarah Palin at gøre? Som New York Times fornylig bemærkede er der en slags karikatur i udlandet om den tidligere guvernør for Alaska som værende "tomhjernet, overfladisk, presse-søgende tøjstativ." Med andre ord er Sarah Palin en idiot. Dum som en dør. Alt for dum, selvfølgelig til at være præsident.

Denne mor til fem med et godt ægteskab, kvinden der uden hun har haft et kendt navn eller ægteskab er blevet valgt flere gange som medlem af Byrådet, borgmester, præsident for Alaska Conference for Borgmestre, har tjent som den udnævnte formand for Alaska Oil and Gas Conservation Commission før hun blev valgt som guvernør - før hun blev den anden kvinde der blev udnævnt som vicepræsidentkandidat for et større parti, en succesrig forfatter og bone fide TV stjerne som Reagan -- dette er kvinden der nu fremstilles af alle, selv af medlemmer af Republikanerne, til de venstreorienterede fjender som værende blot en 'tom Barbie version af de andre mænd, der var for dumme til at være præsidenter. Goldwater? Romney? Ford? Reagan? Kemp? Bush 43? Ligesom alle dem er Sarah Palin bare for snotdum til at være præsident.

At spørge om, hvorfor så mange elitære bedømmer Sarah Palin som dum er ikke alene at stille det forkerte spørgsmål, men bevidst at ignorere, som det kan ses, et meget tydeligt mønster. Det er javist, et mønster de moderne medier benytter når de omtaler prominente Republikanere og som kan registreres helt tilbage til tiden med Dwight Eisenhover. Faktisk er det som nogen kalder Palin Derangement Syndrom (PDS) blot det moderne udtryk for elitens arrogance der har været tilstede siden selve Amerikas udvikling som værende blot endnu en koloniudpost af det britiske imperium.

Ingen ringere end George Washington blev nægtet en opgave i den britiske almindelige hær som ung mand fordi han af den britiske elite blev anset som ikke andet et udpræget eksempel på det som Washington biografiskriveren James Thomas Flexner kalder "den inkompetente provinsielle soldat." Ikke kun kunne de amerikanske kolonister ikke klare det professionelt, efter hans mening, det var snarere det, at de som meldte sig til tjeneste i den britiske hær var, det burde du vide, ikke meget mere mere kloge end deres amerikansk fødte undersåtter. Med andre ord var den britiske elite dengang kæmpesnobber. De betragtede den unge George Washington, allerede en ung mand med betragtelig militær erfaring, som blot en dumrian -- for ikke at nævne uværdig -- til at være overordnet officer i British Regular Army. 

Briterne erfarede på den hårde måde, som det er så velkendt, usandheden ved dette nogle og tyve år senere,  ved hovmodigt at nægte at give Washington den overordnede stilling som han på fremragende vis havde gjort sig fortjent til som officer i koloniernes milits. Washington har måske været for dum til at tjene i British Regular Army, men han var ikke for dum til at blive den sejrende general i Den Amerikanske Revolution.

Denne arrogante holdning, 'vi-er bedre/klogere/mere egnede-end-dig holdning til livet forblev stadig i visse sektorer af amerikansk liv selv da briterne trak sig tilbage, ydmygede for Washingtons hånd.

Når det drejer sig om det amerikanske præsidentskab og de som stræbte efter embedet, da var den første amerikaner der i alvorlig grad stod overfor dette "for dum og uværdig" holdning den mand som nu betragtes som medgrundlæggeren af Demokraterne. Altså Andrew Jackson.

I kampen mellem John Quincy Adams og Jackson i kampen i 1824 om præsidentembedet, det var helt sikkert mere en kamp mellem to mænd af forskellige politiske holdninger. Adams var en slags kongelig i det amerikanske etablerede samfund, en kategori der allerede var spillevende på den tid da denne søn af Grundlæggeren og eks-præsident John Adams begyndte sin karriere. Som ganske ung, lige uddannet på Harvard, var Adams sat på vejen, der var godt fejet og banet af datidens elitære. Han blev valgt til Massachusetts State Legislature, tjente som diplomat eller minister i Nederlandene, Portugal, Preussen, Rusland og Storbritannien. Han blev valgt til Senatet, var professor i retorik ved Harvard, hvor han var kendt for at tale flydende latin og læste Bibelen på græsk. Da han stod overfor Jackson var han James Monroes Udenrigsminister.

Jackson var alt det Adams ikke var. En rå, barsk og 'kom-an' mand fra pionerområderne, løseligt uddannet men tilstrækkeligt til at blive sagfører på landet, han var legemliggørelsen af det som blev anset som pioner fra Amerikas vilde Vesten. Hans berømthed stammede fra hans rolle i det amerikanske militær, en brutal indianernedkæmper der fremstod som helten i Slaget om New Orleans i Krigen 1812. Kortvarigt var han senator, skarpskåren i ord og handling og med et ligefremt sprog. Som Palin selve legemliggørelsen af alt det forfinede etablerede samfund på Østkysten dengang bare ikke kunne holde ud.

Efter at have tabt til Adams i en ophedet kontrovers ved 1824 valget der blev afgjort i Repræsentanternes Hus (som Jackson tilhængerne døbte "den korrupte handel") kom Jackson brølende tilbage i 1828 og fik to embedsperioder som det etablerede liberale amerikanske samfunds banemand. Han igangsatte blandt andet en succesrig krig mod Bank of the United States, sådan groft sagt Forbundsbanken dengang. Han har alt andet end for dum til at være præsident, og faktisk overgik han Adams hos historikere der fastlægger lister over "de største præsidenter."

 

Og meningen med dette er?

Det som begyndte som en hudflettende kamp mellem Jacskson og Adams har på en eller anden måde rodfæstet sig i dagens verden som en vedvarende kamp mellem Det Etablerede Amerikanske Liberale samfund, dets medier medløbere (som Palin omtaler som "de medløbende tilpassede medier" (lamestream) og de amerikanske konservative.

Hvis Andrew Jackson blev sat i gabestokken dengang, som en 'lille' hidsig barbar fra pionerområdet som heller ikke var god nok eller klog nok til at pudse John Quincy Adams fine Boston støvler, da er det, i det mindste siden 1952, billedet af den dum-konservative eller dum-republikaneren der er blevet den moderne udgave af fortællingen.

I en række efter hinanden er Republikanere af så forskellig karakter som Dwight Eisenhower, Richard Nixon, Barry Goldwater, George Romney, Gerald Ford, Ronald Reagan, George H.W. Bush, Dan Quayle, Bob Dole, Jack Kemp, George W. Bush, John McCain og nu Sarah Palin blevet udstillet som en anden udgave af følgende:

Klodset og stillestående (Eisenhower), en besynderlig, uden stil, smædeekspert. Uværdig til at være på samme scene som den polerede liberale mester JFK (Nixon). En chokerende ustabil dum idiot med psykiatriske problemer (Goldwater). Dum som en dør, (Romney, den ældre). Dumme tumlinger (Ford og Kemp). En letvægter (Bush 41) En tomhjernet køn knægt (Quayle). En kedelig, ideforladt gammel mand fra Kansas (Dole). Den gennenmførte dumme idiot med uddannelser fra Harvard og Yale der virkelig var snotdum fordi han elskede Texas' Forbudte Kultur (Bush 43). McCain, som Romney og Ike, var mediehelt indtil han blev en seriøs præsidentkandidat - og derpå forvandledes han pludselig til en dum galning med en lobby frue, en Barbie-lignende vicepræsidentnomineret og med forkærlighed for bøffer på en grill i Arizonas ørken. Sidstnævnte er jo så inderligt middelklasse.

Det som især er morsomt er, hvordan Republikanernes politiske rådgivnings kompleks forsøger at skabe en befæstning, som rapporteret lige før Thanksgiving af Politico. Med baggrund i al denne historie, hvem mon så er blandt de mulige kandidater i 2012 som de mener vil kunne undslippe prædikatet "for dum til at være præsident" som Palin vil kunne imødse hvis hun stiller op? George Romney's søn Mitt, der ligesom sin far en succesrig forretningsmand der blev guvernør? Mike Huckabee? Eller Pawlenty, Daniels, Barbour, Rubio, Perry Jinda mf. mfl.?


Dwight D. Eisenhower var en helte-general fra 2. Verdenskrig, manden der organiserede D-Dagen, den succesfyldte invasion af Europa -- alligevel blev han forhånet i det ene land efter det andet som værende intet andet end en klodset og stillestående fjols. Med al respekt for alle de som overvejer at stille op i 2012, der er ingen Eisenhower ved startporten.

Den som eventuelt dukker op som vinder af 21012 nomineringen for Republikanerne kommer automatisk ind i rækken der skal Paliniseres, som den næste Republikaner der er "for dum til at være præsident."

Er Sarah Palin så dum?

Selvfølgelig ikke. Hvilket dumt spørgsmål. Det er også et forkert spørgsmål. Den som stiller det kan der sættes spørgsmål ved. Og hvor dumme mon de er hvis de stiller det? Eller værre endnu, dummere ved blot at formode det som en kendsgerning.

De som er virkelig dumme -- ægte dumrianer -- er de indenfor det Republikanske poltiske rådgivningskompleks der mener at ved at nominere en anden end Guvernør Sarah Palin da vil de få en nomineret der vil kunne undgå denne særlige 'klodshans, tåbe' skæbne.

Den Republikansk nominerede som præsident i 2012 er ved at blive forberedt af de venstreorienterede amerikanske medier som en kvinde -- eller en mand -- der er "for dum til at være præsident." Det er et gennemført modbydeligt tiltag, da alle på listen, som Palin, siger er mennesker der virkelig har opnået noget i livet. Det er endnu mere modbydeligt i lyset af den fuldstændige latterlige ide om -- nu gyldiggjort af de aktuelle resultater af 2010 valgene -- at den Harvard trænede Præsident Obama skulle være en slags mirakelgeni i Det Hvide Hus. Med arbejdsløsheden i evig stigning nu tæt på et tocifret tal, nationens massive gæld i trillionklassen, med alle hans håndrækninger til islamiske lande der stadig frembringer selvmordsbombere og terrorrister -- da er det virkelige spørgsmål "er den der virkelig er for dum til at være præsident, allerede præsident?"

Ingen i de liberale medier vil stille dette spørgsmål om nogen liberal præsident. Republikanere og konservative er de eneste der kan ansøge om etiketten "for dum til at være præsident."

Sådan er spillereglerne. Det er et gammelt spil.

Den absolut sidste person der bør give dette gamle spil nogen som helst opmærksomhed -- og som er, kunne man formode, som bekræftet af hendes seriøse resultater i livet og politik, alt for klog til at spille med det -- er:

Sarah Palin.

En person der helt sikkert ikke er "for dum til at være præsident."

Hvis hun altså ønsker at være præsident!

http://spectator.org/archives/2010/11/30/is-sarah-palin-too-dumb-to-be/1

Artiklen er af ældre dato, men stadig aktuel.