Millardæren Soros beder UK blive i EU - ellers!

Milliardæren Soros ( manden bag åbne grænser)  beder Storbritannien blive i EU - ellers!

6622

17

BREITBART LONDON

REUTERS — George Soros, milliardæren der blev berømt ved at spekulere mod pundet i 1992, sagde at en britisk stemme torsdag for at forlade EU ville igangsætte en større og mere forstyrrende devaluering af sterlingpundet, end den som fandt sted på Black Wednesday.

Soros benyttede i 1992 Quantum Fund for at spekulere med succes mod Sterling der var sat for højt i værdi i forhold til Deutsche Mark, og dermed blev premierminister John Major tvunget til at trække pundet ud af  the European Exchange Rate Mechanism (ERM).(valutaslangen).

Soros, nævnte i en lederartikel i avisen the Guardian, at i tilfælde at en britisk udmelding, eller Brexit, ville pundet falde med mindst 15% og muligvis mere end 20%, til under $1.15 fra dets nuværende niveau på cirka  $1.46.

“Pundets værdi ville falde betragteligt. Det ville have en øjeblikkelig og dramatisk virkning på de finansielle markeder, investeringer, priser og jobs,” sagde Soros, 85 til the Guardian.

“Jeg ville forvente denne devaluering til at være større og mere forstyrrende end de 15%’s devaluering der fandt sted i september 1992, da jeg var heldig nok til at tjene en betragtelig sum penge ved mine hedge fund investorer.”

Soros, der vurderes til at være verdens 23. rigeste person af Forbes Magazine med en formue på $24.9 milliarder, sagde at the Bank of England ikke ville nedsætte raterne efter et britisk exit, og at der ville være ganske få pengepolitiske redskaber til at lempe en recession eller et fald i de britiske huspriser.

Han påpegede også det “meget store” nuværende budgetunderskud i United Kingdom, og sagde at en post-Brexit devaluering ville være usandsynlig for at forbedre fremstillingsbranchen, og handelskonditionerne ville være usikre og forbeholdne over for nye investeringer og nye jobs.

Ungarsk fødte Soros sagde at omfanget af Sterling devalueringen ville kunne sammenlignes med 1967, da daværende premierminister Harold Wilson devaluerede pundet til $2.40 fra $2.80.

Spekulanter, sagde Soros, ville være ivrige efter at udnytte en Brexit situation for at få profit.

“I dag er der spekulations kræfter i markedet der er langt større og mere magtfulde. Og de vil være ivrige efter at udnytte enhver fejlberegning af den britiske regering eller de britiske vælgere,” sagde Soros.

“Brexit ville gøre nogle meget rige - men de fleste vælgere betragteligt fattigere,” sagde Soros.

BREXIT BEKYMRING

Medlemmer af den britiske Leave kampagne siger nogle banker, store virksomheder og politikere forsøger at skræmme de britiske vælgere med voldsomt overdrevne advarsler om den finansielle og økonomiske virkning af et Brexit.

Justitsminister Michael Grove, en af de førende medlemmer af  the Vote Leave campaign, afviste Soros advarsel, og siger at milliardæren har været fortaler for britisk medlemskab af Euro-zonen.

“Sandheden er at de økonomiske forudsigelser som dem George Soros fremfører har fået det helt galt i halsen også i fortiden. Det var de mennesker der gik ind for at vi skulle tilslutte os en enkelt valuta, som vi ved har medført økonomisk elendighed,” fortalte Grove BBC Radio.

Modstanderne af EU medlemskabet siger Storbritannien kunne få velstand hvis man sætter sig fri fra det de bedømmer som et tysk-domineret projekt, med overdreven gældstyngende velfærdsforbrug.

Verdens største banker herunder Citi og Goldman Sachs vil indkalde børshandlere til at arbejde natten igennem for at følge den britisk afstemning om EU medlemskabet, der menes at være de mest skrøbelige 24 timer for markederne i et kvart århundrede.

En stemme for at forlade EU den 23. juni ville skræmme investorer ved at underminere forsøgene efter 2. Verdenskrig på europæisk integration og sætte spørgsmålstegn ved fremtiden for the United Kingdom og dets $2.9 billioner store økonomi.

Citi, Deutsche Bank, JPMorgan, Goldman Sachs, HSBC, Barclays, Royal Bank of Scotland og Lloyds er balndt de banker der planlægger at have fuld bemanding i London den 23. juni når resultater begynder at komme ind når afstemningen slutter kl. 21.00 nævner diverse kilder.

“De britiske vælgere undervurdere i stor grad de sande omkostninger ved Brexit,” sagde Soros.

“Alt for mange mener at en stemme for at forlade EU ikke vil have nogen indflydelse på deres personlige finansielle stilling. Dette er ønsketænkning.”

http://www.breitbart.com/london/2016/06/21/billionaire-open-borders-funder-soros-tells-britain-stay-eu-else/

Ondt blod: Obama, Storbritannien, EU og Brexit

Ondt blod: Brexit, U.K. og Barack Obama

Bernie Reeves

At måtte lytte til truslerne fra den værste præsident i U.S. historien er rigelig grund til at briterne stemmer sig ud af EU.

Mordet på Jo Cox. et kvindeligt medlem af Parlamentet der støttede en forbliven i EU - og som en konsekvens heraf lod døren stå åben for en strøm af immigranter fra Mellemøsten, som Tysklands Angela Merkel står for - har hæmmet folkeafstemningen. Før hændelsen, førte Brexit i meningsundersøgelserne. .

Obama var i U.K. før Jo Cox døde, og han udstedte sin ‘afpresnings’ udtalelse: Hvis I briter forlader EU, vil I befinde Jer helt i bunden af U.S.’s liste over handelspartnere. Det skadefro udtryk i hans ansigt var åbenbar, muligvis stammer det fra hans velbehag i at fare rundt i den nation, hvis imperium aldrig er set før i historien, og så spille boss.

Storbritanniens styre omfattede Kenya, hjemlandet for Obamas fader, og skuepladsen for et grumt oprør mod Jomo Kenyatta og hans Mau-Mau bevægelse som er blevet beskrevet af Robert Ruark i bogen Something of Value og opfølgeren, Uhuru.  Ved således at benytte sin blodlinje er Obamas ord et udfald mod det britiske imperium.

For eksempel var en af hans første handlinger som præsident at sende en buste af Winston Churchill retur, en gave til United States fra Great Britain, der symboliserede venskabet mellem de to allierede siden 2. Verdenskrig.  

Senere blev Obamas Hvide Hus fanget i at lyve om at man ikke sendte busten retur, vel vidende at den havde befundet sig i den britiske ambassade siden 2008. (det viser sig så der var to identiske buster af Churchill udført af Jacob Epstein, den som blev returneret af Obama og en anden der blev givet til præsident Lyndon B. Johnson i 1965)

Da busten af Churchill åbenbart tjente som et utilsigtet symbol på Obamas antipati mod ‘moderen til alle imperier’ var den kun en lille del af det gennemvædede had mod Det Britiske Imperium som er blevet banket ind i hovederne af alle små socialister - som den unge Barack.

Denne propaganda går tilbage til Lenin og hans fobiske had til Great Britain som grundlæggere af borgerlige værdier, onde internationale banker og imperier. Denne negative kritik af Great Britain falmede noget efter 2. Verdenskrig, for at blive erstattet af den kommunistisk tænkende med USA. Husk refrænet ved anti-amerikanske slogans i 1950’erne mod Bomben, og Amerika som symbolet på imperialismen i Vietnam. Hos venstreorienterede er USA blot et andet Rule Britannia.

Således lærte den unge Barack mens han sad på knæene af sine første mentorer af USA er et imperium, noget man arvede af briterne. Det er derfor hans globale udsyn er at USA bare skal ned af sine piedestal som leder af verden og vores våbenarsenal skal decimeres, og med hans vision om ‘en verden’ alle nationer skal betragtes som værende lige. )Læs denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2010/10/obamas-kommunistiske-mentor.html)

Som følge af dette verdenssyn betragtede den unge Barack EU som et stort skridt frem mod at udslette nationalismen - som af socialister anses som årsagen til krig - og at alle problemer bedst kan løses af en kollektiv regering.  

For Obama er EU drømmen der gik i opfyldelse ved at nationerne opgiver deres ‘lumre’ suverænitet og holder hænder med deres naboer til “det fælles bedste.” Bedre endnu, EU er et kæmpemæssigt og byzantinsk bureaukrati, alle taler forskellige sprog, mødes i to hovedstæder der ledes af Euro ministre. der er helt og aldeles ude af fornemmelse med deres hjemlande og glemmer vælgerne.

Helt åbenbart er EU det rene Nirvana for socialister - magten til at nedskrive, diktere og regulere enhver handling og med 28 lande der er tvunget til at adlyde.

Nu er ‘enden’ endelig nær - ikke kun for Britain, men for mange flere medlemmer under pres for at acceptere en kvote af flygtninge fra Mellemøsten. Obamas råd til Britain om at blive i EU er gennemskuelig og helt klart ikke til Storbritanniens eget vel.

http://www.americanthinker.com/blog/2016/06/bad_blood_britain_brexit_and_barack.html#ixzz4CCCuLPom

Brexit: To be or not to be?

Brexit: To Be or Not to Be?

Tiberiu Dianu

Se det er spørgsmålet. Den 23 juni skal United Kingdom stemme om man vil forblive i EU eller gå ud - det såkaldte “Brexit.”

Den 1. januar 1973 sluttede UK og Gibraltar sig til EU (dengang kendt som EF) under betingelser der blev forhandlet af den konservative regering ved dets leder Edward Heath.

Valget i 1974 blev vundet af Labor Parti, der dannede en minoritets administration og holdt en folkeafstemning om fortsat medlemskab i 1975, hvor 65% af vælgerne godkendte tilhørsforholdet.

Da udmelding af EU imidlertid er en ret for et medlemsland, som fastlagt i Artikel 50 i Traktaten om EU, har euro-skeptiske britiske parlamentarikere konstant opfordret til en ny folkeafstemning.

Den 23. januar 2013 foreslog den nuværende konservative leder David Cameron, i sin  "Bloomberg tale" en genforhandling af betingelserne for UK’s medlemskab og en ny afstemning om samme. I 2015 vedtog  the U.K. Parliament loven om the European Union Referendum Act, der åbner mulighed for at holde en afstemning - ikke senere end 31. december 2017.

I begyndelsen var flertallet for at blive temmelig robust. Senere har meningsundersøgelser vist en modsatrettet tendens ved at Brexit har fået god fremgang. I maj 2016 viste en Ipsos MORI telefonundersøgelse 55-37 at vælgerne gik ind for status quo (resten havde ikke besluttet sig) mens en undersøgelse den 16. juni indikerede 53-47 for et Brexit - også kendt som "No, thanks" – støtterne.

Uanset hvad slutrresultatet måtte blive forventes der forandringer i den politiske opbygning af EU.

Hvorfor vil briterne så forlade EU?

Der er adskillige grunde. UK plejede at være, i kolonitiden, og er stadig,  (tidligere et

British Commonwealth of Nations,) en politisk konstruktion der er langt større end selve EU. Ved at være ‘moderland’ for USA har mange betragtet UK som den europæiske ‘grammofon’ for Amerika (eller omvendt, afhængig af hvem man taler med). I tilgift er UK en atommagt. Andre grunde omfatter foragt for bureaukratiet i Bruxelles, afsmag for den tysk-franske dominans i EU, der begge helt synligt søger at tilnærme sig Rusland, og man har mistet tålmodigheden med EU, fordi man konstant har kautioneret finansielt for de mindre ansvarlige medlemsstater - som Grækenland for deres enorme gæld.

Mens "Grexit" blev ‘født’ som en EU sanktion (dog aldrig anvendt) repræsenterer Brexit et lokalt parlamentarisk initiativ ‘født af andre for at standse (i det mindste for London) den fortsatte strøm af værdier og ressourcer fra de nationer der producerer og skaber til de nationer der blot tager imod. Mange britiske borgeres holdninger mod EU afspejler mange amerikaneres lignende følelser mod NAFTA og PTT tiltag.

Lad os forestille og adskillige scenarier efter 23. juni. .

Hvis status quo vinder.

Vi henviser til en analyse på fire plan: Indenrigs (for UK) regionalt (i EU), transatlantisk (med USA) og internationalt (omfattende nationerne i the British Commonwealth og verden).

Indenrigs forventes en mere politisk end finansiel reaktion. De britiske politiske partier vil retfærdiggøre resultaterne efter deres egne fortolkninger og justere deres handlinger i den forbindelse i den nære fremtid.

The Bank of England vil sandsynligvis ikke intervenere for at stabilisere det britiske pund, skønt nogle spekulanter kunne afsøge børsmarkedet i tiden efter fredag den 24. juni.

Regionalt vil UK forsøge af få omdefineret sin status og relation med EU baseret på, hvor robust sejren i procenter, eller manglen på samme, bliver.

Bilateralt med den transatlantiske partner USA så vil dette betyde en stilstand for præsident Obamas holdning til status quo, som det blev understreget under hans møde i april med Cameron.

Internationalt med et UK der forbliver i EU vil andre nationer (the British commonwealths, men også Kina og Rusland) opfatte det som et tegn på stabilitet for deres egne indenrigspolitiske situationer, der undertiden plages af uro og separatistbevægelser.

Hvis Brexit sejrer

En analyse anvendt på de samme forhold (indenrigs - regionalt-kontinentalt, transatlantisk-bilateralt og internationalt) vil åbenbare følgende muligheder.

Sterling pundet vil falde og gå op og ned. Dette er en grund for the Bank of England og forskellige departementer (ministerier) til at intervenere med nødplaner, baseret på deres egne pengereserver og muligheder. Der er også forholdet for de 1,3 millioner britiske borgere i andre EU nationer (især Spanien, Irland og Frankrig) hvis fremtidige status bør klargøres i nærmeste fremtid af både de britiske myndigheder og EU myndigheder. Sidst, men ikke mindst skal briterne udnævne flere eksperter til de nye handelsforhandlinger med EU.

Regionalt har adskillige EU ledere herunder Italiens centrum-venstre premierminister Matteo Renzi advaret om at ved Brexit er der ingen mulighed for at vende tilbage.

Andre EU nationer vil stille spørgsmål ved lovligheden af såvel de britiske euro-parlamentsmedlemmer og eksperter i EU kommissionen. Nogle EU nationer vil muligvis lægge pres for at der tages beslutninger uden UK’s deltagelse, hvor en enstemmighed ikke er påkrævet. På samme vis skal EU borgernes status i UK skulle gøres helt klar (nogle af dem vil blive, for senere at komme tilbage vil vise sig vanskeligt).  

Bilateralt med USA vil en britisk udmeldelsesbeslutning muligvis sende noget blandede signaler, da USA selv er i gang med et valg i år. Mens den nuværende US administration kan antyde at en britisk udmeldelse af EU ville kunne være at UK bliver mindre værdsat som NATO medlem, kan konservative kredse i US faktisk byde beslutningen velkommen og opfatte den som en rigtig god mulighed for en mere fleksibel bilateral militær relation med den allierede - over på den anden side af dammen.

Internationalt vil et Brexit kunne ganske markant påvirke andre europæiske separatistbevægelser, som i Skotland og Catalonien. I de to nationer vil nye forhandlinger og aftaler skulle gælde for deres fortsatte relation med EU. Andre steder i verden som i nogle britiske commonwealth nationer (Amerikansk/Caribien, Afrikanske,, Asiatiske, og australske stillehavsøer) vil der skulle tages konkrete tiltag om association og ikke association afhængig af deres egen regionale - politiske, administrative, økonomiske og handelsinteresser.

Nu her som konklusion. Tiden for et ærligt og oprigtigt svar er inde. Spørgsmålet er i hvilken udstrækning politiske konstruktioner baseret på inklusion vedtaget på bekostning af de nationale værdiforskelle er levedygtige og varige.

Vil et fortsat reformarbejde eller en afvikling være løsningen?

Det britiske valg vil helt sikker give os et længe afventet svar.

Tiberiu Dianu is a scholar and author of several books and articles in law and post-communist societies.  He studied law, human rights, and criminal justice at the universities of Bucharest (Romania), Strasbourg (France), Oxford and Manchester (U.K.), American University (in Washington, D.C.), and the University of Maryland at College Park (in Maryland).  He currently lives in Washington, D.C. and works for various government and private agencies.

http://www.americanthinker.com/articles/2016/06/brexit_to_be_or_not_to_be.html#ixzz4C6anKLSc

Tatoveringer på arbejdspladsen

Tatoveringer på arbejdspladsen

Ed Straker

Washington Post har en artikel der beskriver, hvor eftergivende virksomheder er blevet når det drejer sig om ansatte der udstiller deres tatoveringer på arbejdspladsen.

Huffington Post kunne for et stykke tid siden fortælle, at sandwich kæden Jimmy Johns - kendt for sin restriktive tøjkodeks der betyder at selv farven på skosålerne hos de ansatte er bestemt og også farven på deres bukser - er ved at løsne op på deres politik vedrørende tatoveringer.

“En smule er OK, så længe det er smagfuldt og ikke i ansigtet eller halsen,” ifølge en memo fra sandwich kæden.

Dette lyder gevaldigt som den holdning adskillige andre større arbejdsgivere er ved at indtage med de ændringer de har til deres regler om tatoveringer. Starbucks og PetSmart har en lignende ændring i deres politik der kom sidste år om “passende” tatoveringer. Og selv U.S. Army er blødt op på reglerne tidligere i år.

Der er helt sikkert en opblødning på restriktionerne i restaurantbranchen, sagde Brian Elzweig, en juraprofessor ved Texas A&M University-Corpus Christi, der har studeret problemerne i loven om tatoveringer på arbejdspladsen. “Jeg mener at det som er ved at ske er, at flere og flere mennesker der har tatoveringer kommer ind i ledelserne og uanset om de er synlige eller ej, så har de en meget tilbagelænet holdning.”

Jeg mener tatoveringer ser uprofessionelt ud, især de meget store. Når jeg ser nogen med en stor tatovering tænker jeg....

1. hun kan vist godt lide at blive meget fuld og tager dårlige beslutninger.
2. han tager narko og tager meget dårlige beslutninger.

eller

     c. han/hun kan have Hepatitis B.

Hvor skal alt dette slutte? Skal man have lov til at udstille bandetatoveringer på arbejdet? Hvad med skelet-tatoveringer eller meget grafiske som denne?  

Ville dette være OK på din arbejdsplads?

Det er derfor jeg mener det er bedst at have sine tatoveringer skjult frem for at vise dem ‘åbenlyst’ på arbejdspladsen. Der er visse former for tatoveringer, der fordi de er lavet et bestemt sted som ikke kan ses, er helt OK. For eksempel er der de såkaldte "tramp stamps," tatoveringer som nogle kvinder har nederst på ryggen for at angive for mænd under elskovsakten hvor de skal ‘sigte’ og som derfor ikke er synlige for offentligheden helt i orden.

Men tatoveringer i ansigtet, på halsen og armene ser altså uprofessionelt ud. Når de ansatte er på arbejde skal de signalere en afslappet omsorgsfuld holdning over for kunderne. De skal være professionelle. Det er derfor de ansatte ikke er iført t-shirts med påskriften ‘bid mig!’ eller andet popsmart eller er iført de der enorme pludderbukser. Af samme grund bør de ikke have zombie tatoveringer på synlige steder.  

Virksomhederne der slækker på disse standarder ødelægger deres varemærke. Jeg var i Home Depot i dag, og søgte hjælp af en ung kvinde der knap kunne engelsk og hvis arme var overbroderet med tatoveringer visende en sand tegneserie fra håndleddet til langt op på overarmen. Efter at have forklaret hvad jeg søgte og nogle gestus lykkedes det mig at gøre hende begribeligt, hvad det var jeg søgte. Men jeg følte jeg fremfor at blive hjulpet af en professionel i en større kæde blev assisteret af et medlem af en lokal pigebande. Absolut ingen god oplevelse.

Slut spørgsmål: Bekymrer du dig om en salgsassistent er mere dekoreret end en børnemalebog så længe hun taler engelsk eller forventer du mere i en butik når du søger en bestemt vare?

This article was written by Ed Straker, senior writer of NewsMachete.com, the conservative news site.

http://www.americanthinker.com/blog/2015/11/should_tattoos_be_concealed_carry_or_open_carry_in_the_workplace.html#ixzz3qVejbKLv

Endnu en massemorder indstillet til Nobels Freds Pris

Desmond Tutu nominerer en massemorder til Nobels Freds Pris

Thomas Lifson

Sydafrikas ærkebiskop Desmond Tutu, som selv har modtaget Nobels Fredspris (1984 for hans anti-apartheid indsatser) har nomineret en massemorder af jøder til den ære at modtage prisen. Tutu har i lang tid været anti-Israel, og Tutu har nu foreslået et moralsk uhyre af en terroris, Marwan Barghouti, arkitekten bag snesevis af terrorbombninger mod israelske civile i Den Anden Intifada.

Israel National News rapporterer:

Den sydafrikanske ærkebiskop og kendte anti-israel kampagnefører Desmond Tutu er gået sammen med andre aktivister i nomineringen af en fængslet palæstinensisk ærke-terrorist, Marwan Barghouti for at han skal have Nobel Peace Prize.

Tutu redegjorde for nomineringen i et brev til den norske Nobel Komite mandag - som citeret af Al Arabiya - hvori han hyldede kommandøren for Fatah-Tanzim som et symbol på “kampen for frihed (der) er et tydeligt signal for støtte til virkeliggørelsen for det palæstinensiske folks ukrænkelige rettigheder, herunder selvbestemmelse.”

I brevet karakteriserede Tutu Barghoutis handlinger som en kamp “for frihed og fred,” og endnu mere ironisk - hyldes massemordere som “en aktiv fortaler og forsvarer af demokrati og menneskerettigheder, herunder kvinders rettigheder og for både religiøs og politisk mangfoldighed, i en region og en verden der på desperat vis har brug for sådanne fortalere.”

Barghouti afsoner 5 livstidsdomme for sin rolle i massemord på uskyldige israelere. Der kan ikke være tvivl om, at dette forsøg af Tutu har til hensigt at lægge yderligere pres for at få ham løsladt, selvom han ikke fortryder eller angrer sine gerninger.

Selvfølgelig er Nobel Freds Prisen allerede blevet vanæret ved at man gav den til Yasser Arafat i 1994, endnu et morderisk uhyre. Men i det mindste har prisen dog fået et skær af rationale fordi den blev givet også til Shimon Perez og Yitzhak Rabin for deres indsatser i fredsforhandlinger.

Barghuoti har så absolut ingen af disse formildende indsatser.

http://www.americanthinker.com/blog/2016/06/desmond_tutu_nominates_mass_murderer_for_nobel_peace_prize.html#ixzz4BoqQuAVa

Afrikas nye koloniherrer - Kina - noget at frygte?

Trumps og Clintons Sinofobi

ILANA MERCER

Hillary Clinton, the Democratic Party’s formodede præsidentkandidat i 2016 har noget tilfælles med Donald Trump: Sinofobi. (fobi over for kinesere).

Under et besøg i 2011 i Zambia advarede hun om “en ny kolonialisme i Afrika.” Denne gang var det så kineserne der skulle have skylden. Som Clinton opfatter det er det kineserne der suger velstanden ud af kontinentet ved at købe råmaterialer. “Det så vi under kolonitiden, at det var let at komme ind, tage naturens ressourcer, bestikke lederne og forsvinde,” fremførte hun.

Clinton var krystalklar. Hun ønskede ikke at se en europæisk lignende opblomstring af kolonisering i Afrika.

Det er ganske vidste at den kinesiske statskapitalisme ikke er en frimarkeds kapitalisme. Men er kinesisk merkantilisme ikke at foretrække for amerikansk militarisme, et eksempel har vi i Libyen, en nordafrikansk modtager af fru udenrigsministerens storsind? Ikke ifølge fru Clinton.

Som Clinton opfatter det (og det gør Paul-Ryan republikanerne og Bernie Sanders socialisternes helt sikker også), anså man den “gamle kolonialisme” som “udsugning af rige kapitalistiske lande” et udtryk benyttet af Lawrence E. Harrison og Samuel P. Huntington i Culture Matters: How Values Shape Human Progress.

Ifølge disse særdeles politiserende, socialistiske, nulsums formuleringer om kolonialismen, klassekamp og “indkomst ulighed” så er en persons velstand en andens fattiggørelse. Det hele drejer sig uafvendeligt om at tage fra den ene og give til den anden - fra rig til fattig; fra Nord til Syd.

Forestillingen om at der er en ‘kage’ som den grådige får sin ufortjente del af er i sig selv - netop en illusion. Velstand, fortjent eller “ufortjent” som ligehedsfortalerne udtrykker det, eksisterer kun ved de individer der skaber den; det er ‘betaling’ for ønskede tjenesteydelser, evner og ressourcer man giver til andre. Arbejdsproduktivitet er det som bestemmer lønninger - og velstand.

Mennesker i Vesten producerer eller køber det de forbruger - og meget mere; de fjerner ikke, eller stjæler ikke fra Den Tredje Verdens folk. Som den helt store udviklingsøkonom Lord Peter Bauer skrev i Equality, the Third World, and Economic Delusion:

“Indkomster, herunder de hos relativt velhavende eller ejere af ejendom, tages ikke fra andre. Normalt skabes de af deres modtager og de ressourcer de ejer.”

Ikke ulig Obamas republikanske forgænger Geroge W. Bush, der “dramatisk forøgede U.S. hjælpen til udlandet,” (som rapporteret med anerkendelse i Foreign Affairs tidsskriftet): har fru Clinton også forpligtet os med flere midler the Agency for International Development under hendes styre som udenrigsminister.

Når det gælder Afrika er det dog værd at bemærke at efter fire eller fem årtier af afkoloniseringen så kan kolonisering, afhængighed og racisme ikke længere fungere som forklaring på Afrikas vedvarende og omfattende underudvikling.  

“Pseudo-lærde som (afdøde) Edward Said og legioner af venstreorienterede intellektuelle har skabt sig karrierer ved at lægge skylden på Vesten for problemerne der var så udbredte i mange samfund både før og efter deres erfaringer med Europas kolonimagter,” bemærkede den australske historiker Keith Windschuttle, i en 2002 udgave af American Outlook.

Sandheden er at koloniseringen var den mindst tumultariske periode i Afrikas historie. Dette er kendsgerningen, dens essens er ikke at fordømme kolonisering eller lignende, der uden tvivl skete under tvangslignende metoder, blot at fremføre som George Eliot gjorde i Daniel Deronda, at “være fuldstændig imod kolonisering er at være imod historien. At spørge om kolonisering i sig selv er god eller dårlig svarer til at spørge om historie er god eller dårlig. “

“Processen med afvikling af koloniseringen” i Afrika var sådan set fuldført ved slutningen af 1960’erne” bemærker Harrison. Dog lever flere end 600 millioner mennesker syd for Sahara i fattigdom. I mindst 18 lande er livslængden under 50, og halvdelen eller flere af kvinderne kan ikke læse. Siden kolonimagterne drog ud, er de økonomiske konditioner faldet bagud på Det Mørke Kontinent. Demokratiske institutioner er kun gået en anelse frem eller slet ikke.

Den humbug der følger med omtale af kolonialismen hjælper ikke med til at forklare og således hjælpe Den Tredje Verden og er således det der engang var “konventionel visdom der ikke tolerede afvigelse.” Ny hævder Harrison det sjældent nævnes i respektable intellektuelle kredse. “For mange, herunder nogle afrikanere er ‘loven’ om begrænsning i kolonialisme som en forklaring på undervikling for lang tid siden faldet fra hinanden.” “Ydermere, er fire tidligere kolonier, to britiske - Hong Kong og Singapore - og to japanske - Sydkorea og Taiwan - stormet frem til Den Første Verden.”

Som tidligere embedsmand i USAID (United States Agency for International Development) er Harrison også forfatter til Underdevelopment is a State of Mind, og han ved hvad han taler om: “I årenes løb har udviklings- hjælpe institutionerne fremmet forskellige løsninger,” fra jordreform til bæredygtige og kulturelt hensyntagende udviklingsprojekter. Milliarder af dollars senere er “hurtig vækst, demokrati og social retfærdighed” stadig en sjældenhed i Afrika.

Som de citerede forskere insisterer på er menneskelig væremåde formidlet ved værdinormer. Mennesker gør hvad de gør, fordi de er, de de er, og har en historie med at være på den måde.

Hvorfor har nogle mennesker skabt en konfuciansk etik (Clinton og Trumps frygtede kinesere), eller anglo-protestantisk etik - med deres fælles læggen vægt på forædling og beskedenhed - mens andre har fostret islamiske og animistiske værdier der lægger vægt på ensartethed, konsensus og kontrol?

Hvorfor er visse tankemønstre og handlinger først og fremmest kommet til at være typiske hos visse folkeslag? En sådan forskning er imidlertid - verboten - som endnu Harvard sociolog, Orlando Patterson der lægger skylden på en “fremherskende rigid ortodoksi,” der er den foretrukne akademiske frase for politisk korrekthed:

Kultur er et symbolsk system der kan fortolkes, forstås, diskuteres ophæves, respekteres og hyldes som det tydelige resultat af en særlig gruppe mennesker af lige værdi. Men den burde aldrig benyttes som forklaring om de mennesker der skabte den.

Endnu en proces der har gennemsyret Afrika af opløsning af stammer. Stammeindstillingen ligger dybt i Afrikas ‘marv’ og kunne nogle mene, inficerer dets lymfesystem på en dårlig måde.

Historikerne (og helt sikkert forræderiske politikere) har for vane at fordømme Vesten for opløsning at stammeidentiter og fordømmer os for en Trump lignende stammementalitet. Den engelske nation begyndte med anglo-saksernes kolonisering af Britannien. Anglo-sakserne massakrerede briterne som historikeren Kenneth M. Newton fortæller.

“Efterkommerne af disse anglo-saksere fortsatte så med at kolonisere Amerika og ‘udskiftede’ ‘De Røde Indianere’.”

Til trods for den “blodige natur hos de forskellige kolonisatorer tilbage i tiden” var det der fremstod, i tilfældet England, en “distinkt identitet for et folk der stammede fra diverse etniske grupper, der førhen havde villet slagte hinanden.” Den nations skabte så en Shakespeare, Newton og George Eliot.

The American Founding Fathers blev fostret og filosofisk inspireret af de samme saksiske forfædre - og de oldgamle rettigheder garanteret ved den saksiske ‘forfatning.’ De gik så  i færd med at støbe en forfatning der var i overensstemmelse med deres ‘stamme’ (identitet) som vi hele tiden får at vide af typer som Clinton og Ryan.

Muligvis, grundet alle kontinentets “tilbageståenhed,” et koncept økonomer i udvikling ikke længere må anvende, er Afrika, og afrikanerne i det mindste forfatningsmæssigt mere i overensstemmelse med deres natur end os i Vesten, der foretrækker at tøjle vore stammeidentitet og dermed risikerer at forsvinde.

http://www.unz.com/imercer/on-trump-tribalism-and-clintons-sinophobia/