At tabe er ikke at vinde i politik
Demokraterne bliver ved med at tabe. De to nederlag i Georgias House valget (som Demokraterne forventede at vinde) og i South Carolina House valget (som Republikanerne forventede at vinde, men næsten tabte) skal lægges til Demokraternes nederlag i Montana og Kansas tidligere på året.
Selvom Republikanerne måske kun har en smule at tilbyde frustrerede og mistroiske amerikanere, så har Demokraterne slet intet. Deres lederskab, hvis man kan kalde det det, er fastlåst med rige hvide plutokrater der har opnået deres rigdom i “offentlighedens tjeneste”i politik og dennes rige muldjord.
Vælgerne i traditionelle Republikanske områder, som de fire nævnte eksempler kan meget vel være noget frustrerede, men de forstår at nederlag til en Republikansk kandidat i et traditionelt Republikansk område ville blive anset som en forkastelse af præsident Trump. Derfor går de hen for at stemme og de stemmer for det parti Trump har valgt som sit.
Det besynderlige er at Demokraterne hvis lyst til magt aldrig har været større, helt bogstaveligt er ude af stand til at tilbyde noget udover nederdrægtig feminisme, hyleri om racisme udslidte socialistiske millionærer som multimillionæren Hillary, job smadrende miljøekstremisme, patetiske klager over “religiøs ekstremisme” der sådan set betyder fredelige og næstekærlige kristen og aldrig, aldrig ondsindede muslimer, og andre forfejlede og hadfyldte politikker.
Disse Demokrater er enige med Hillary om at en fjerdedel af nationen den fjerdedel naturligvis som udfører det ægte arbejde - er “ynkværdige” og enige med Pelosi om at desperate folk uden arbejde kan “skrive bøger” og deslignende.
Situationen for Demokraterne er ved at blive værre - meget værre. Bernie Sanders, tåben der synes at hade kristendommen, der foragter Israel der opfordrer til kristendommens død, og hans besynderlige proselytter, når de ikke forsøger at myrde Republikanere fra Huset, er ved at overtage Det Demokratiske Parits statsorganisationer en efter en.
Det kommer til at betyde at i 2020 og måske 2018 vil mange stats Demokratiske organisationer være under ledelse af folk der mener at Sovjetunionens fald var en tragedie, og det vort land virkelig har brug for er mere ateisme og mere socialisme og mere statsstyre.
Spørg Demokrater der kan huske 1972 hvad det betyder i nationale valg. De mest kugleskøre, radikale fantasifulde Demokrater overtog partiet det år, Disse uregerlige tosser forsinkede McGoverns dybfølte accepttale “Come Home, America!” fordi de i sidste øjeblik insisterede på at få Mickey Mouses navn med i nomineringen, (McGoverns vicepræsidentkandidat Eagelton) og i det store og hele fordi de opførte sig som var de indsatte til psykiatrisk behandling.
The AFL-CIO, nægtede at støtte den Demokratisk nominerede. Selv en præsident så upopulær som Richard Nixon kunne da vinde 49 stater. Havde Nixon haft mere fokus på at få valgt Reoublikanske senatorer end at pleje sit flertal som præsident da ville Demokraterne have tabt kontrollen over Senatet, og havde han fået tilført flere midler til kandidaterne til Huset da kunne Republikanerne måske have fået også Huset. Overmodet hos Nixon reddede Dekmokraterne.
Præsident Trump vil helt sikkert ikke gøre de samme fejl som Nixon i 1972, hvis Demokraterne præsenterer ham for muligheden. Hvis han leder Republikanerne til superflertal, så vil hans indflydelse på Republikanerne i Kongressen, hvor mange medlemmer sidder der på grund af ham, i den grad øges.
The Democratic Party, en junkie for sine egne surrealistiske ideologiske fantasier synes i den grad ude af stand til at ændre sig eller udvikle sig til et politisk parti der faktisk og måske kunne gøre noget godt for republikken - såsom at forsvare kulminearbejderne fra miljøekstremismen eller kræve at vi forsvarer kvinder der undertrykkes af Islam eller at give skolevalg for børn og forældre i de større byer.
Denne form for medfølelse og patriotisk intention ville timed have den gavnlige virkning at det tvang Republikanerne til at blive ansvarlige politikere i stedet for modtager af de goder som Demokraternes stupiditet og galskab har gjort muligt.
Realiteten er at Demokraterne lige nu ikke synes i stand til at vinde, og de er begyndt at se det at tabe, som da Hillary tabte i 2016 præsidentvalget og Ossoffs nederlag tirsdag som en “sejr” eller endda som “en sejr der blev stjålet.”
Når man taber vinder man altså ikke, uanset hvor meget Demokraterne fantaserer. Det politiske parti der har valgt udelukkende at befinde sig i to snævre kystregioner og nogle få dysfunktionelle byer er ganske enkelt Tabernes Parti.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar