Kina store interneringslejre
Cirka 1 million uighurer er forsvundet uden dom. Det kan blive værre
Sidste sommer (2018) begyndte online links mellem Kinas vestlige Xinjiang region og resten af verden at gå i sort.
Uighurerne der udgør den største etniske gruppe i Xinjiang, begyndte af afskære venner og familiemedlemmer i udlandet fra deres kontakter på WeChat, den dominerende online platform i Kina. Mange bad deres familiemedlemmer om ikke at ringe til dem. Den uighur familie jeg talte med smuglede en sidste kommunikation ud gennem chatfunktionen, integreret i et videospil.
I 2009 havde regeringen lukket hele internettet ned i næsten et år, men dette var noget helt andet. Minoritetsgrupper som et hele afskar sig selv fra verden udenfor, man sletter den ene kontakt efter den anden.
Mens Uighurerne forsvinder fra samtaler over grænserne begyndte nye markante bygningskomplekser at poppe op over hele regionen. Store bygninger omringet af dobbelthegn og vagttårne, alle ganske tydelige fra satellitbilleder. Hundred tusinder af mænd og kvinder fra minoriteter, de fleste Uighurer, men også andre er forsvundet ind i disse lejre det sidste år, som regel uden at familien får noget at vide og uden anklage om kriminel aktivitet. Mens politiet har knoklet hårdt for at indsamle så mange Uighurer for at leve op til internerings kvota, er selv de mindste tegn på mangel på loyalitet overfor myndighederne et påskud for internering, såsom at holde op med at drikke, faste eller hilse på embedsmænd. Kontakt med verden udenfor er et af disse tegn på formodet upålidelighed.
Når man tager i betragtning hvor svært det er at kommunikere med udlændinge er det overraskende hvor meget os udenfor Kina har været i stand til at opdage masse-interneringsprogrammet for minoriteter i Xinjiang. Baseret delvist på læk gennem en usædvanlig frimodig politiembedsmand i Kashgar (nu er han fjernet) har eksperter anslået at cirka 5 til 10% af den voksne Uighur befolkning er blevet interneret uden at have været for en dommer. I en by fortalte politiet journalister fra Radio Free Asia, at man forventede at sende 40% af befolkningen, herunder næsten 100% mænd mellem 20 til 50 år til interneringssystemet.
Over for den internationale verden har Kina som stat nægtet eksistensen af det som er blevet kendt som “genuddannelseslejre,” men lokale embedsmænd fortsætter med at bygge nye lejre og opfordrer åbenlyst online til bud på byggekontrakter, og giver detaljer om alt fra lejrenes størrelse (op til 883,000 square feet) til materialevalg (“bombe-sikre overflader”) kræves. Nogle få internerede er blevet løsladt af en eller anden grund, og har fortalt deres historier om livet i lejrene til journalister, hvor de beskriver forholdene fra ikke komfortable til bogstavelig tortur.
Der er spørgsmål der svæver i luften, herunder det yderst vigtige, hvad internerings netværket er beregnet til at gøre og hvad ofrene kan forvente. Fortolkningerne spænder vidt. De lokale medier i Xinjiang præsenterer lejrene som rehabiliterings faciliteter af kort varighed.
Uighurer med familiemedlemmer og venner har været borte nu i over seks måneder og der er mere at frygte. Og tilstedeværelsen af en rekrutteringsnotits om 50 “stålsatte” vagter ved et krematorium udenfor Urumqi, den regionale hovedstad har givet mere næring til frygt for at den kinesiske regering er klar til folkedrab.
Skønt intentionen bag valget af politik ikke vides helt, har det sidste år givet datalæk, online spor og øjenvidne rapporter der giver antydninger af de mål som beslutningshaverne i Beijing har. I lyset af den lange historie om modstand mod kinesisk styre i Xinjiang og de kinesiske forsøg på at eliminere den synes nogle motiver at være tydelige.
Siden Qing dynastiets erobring af regionen i 1759 har stater med oprindelse i Kina konfronteret vanskelighederne i disse regioner som man døbte Xinjiang - den “nye grænse” herunder oprør i 1864, 1933 og 1945 som førte til oprettelsen af kortvarige uafhængige stater.
Ved oprettelsen af Folkerepublikken Kina (PRC) i 1949 var kun 6% af befolkningen i Xinjiang Han kinesere, og de kinesiske myndigheder betragtede de oprindelige indbyggere, især flertallet bestående af Uighur som etnisk gruppe, med mistænksomhed og foragt. I 1982 havde man gennem politiske tiltag øget andelen af etniske kinesere i Xinjiang til 40%, men myndighederne var hele tiden bekymret over den oprindelige befolknings modstand og så det som en trussel mod Kina territoriale forhåbninger, drømme. Selv efter to århundreder med et styre fra Kina har de oprindelige indbyggere i Xinjiang mere kulturelt tilfælles med Central Asien og Mellemøsten end med Kina, og modstand, både fredelig som voldelig var almindelig.
Kinas Kommunistiske Party (CCP) har begrundet denne modstand med diverse fortolkninger i årenes løb. I 1990’erne blev det anset som værende i bund og grund etnisk-nationalistisk “separatisme” med baggrund i pan-tyrkisk ideologi. Efter 2001, da Folkerepublikken stillede sig på USAs side i den “globale krig mod terror” begyndte myndigheder langt oftere at nævne “terrorisme” som man hævdede var fostret af religiøs “ekstremisme” og med en omtale, hvor man kraftigt lånte islamofobiske argumenter i Vesten, Det de to udlægninger deler er en formodning om at trossystemer og ideer er det som får folk til at gøre modstand, ikke restriktiv kulturel baseret politik, økonomi, eller folks underordnede status i samfundet og da helt sikkert ikke den uretfærdige behandling ved en okkuperende koloniserende stat.
Indtil for nylig omhandlede de officielle forklaringer på den stadige modstand og utilfredshed, at det var en håndfuld ‘rådne æbler’ der gik imod CCP styret. Myndighederne i Xinjiang kastede energi ind på at kontrollere de “onde kræfter” gennem sikkerhedsforanstaltninger. Denne tilgang nåede et højdepunkt ved optøjerne i 2009 der medførte mange døde. I juli det år protesterede Uighurer i Urumqi mod at arbejdere blev tævet til døde på en fabrik uden for Shenzen der beskæftigede Uighurer. Da politiet forsøgte at opløse en i begyndelsen fredelig demonstration gik det over til direkte oprør og Uighurer myrdede næsten 200, de fleste Han kinesere.
De statlige myndigheder lagde skylden for dette på Uighurer i Europa og the United States. Folkehæren, en paramilitær sikkerhedsstyrke oversvømmede derpå regionen, opsatte kontrolposter og bevogtede steder i hele Xinjiang. Konvojer af olivengrønne tropper gik hele tiden på patrulje i byerne. Man bar bannere for at fremme “etnisk enhed” for at påvirke Uighurernes sind og hjerte. I de følgende år overdyngede myndighederne byerne med overvågningskameraer og indførte restriktioner på rejser for Uighurer fra landdistrikterne. I de første år af 2000 så man en stadig mere stram statskontrol af Uighur bevægelsen, på religiøs praksis og udtryk, og resultatet af 2009 oprøret accelererede forvandlingen af Xinjiang regionen til en fuldblods racistisk politistat.
De statlige myndigheder lagde skylden for dette på Uighurer i Europa og the United States. Folkehæren, en paramilitær sikkerhedsstyrke oversvømmede derpå regionen, opsatte kontrolposter og bevogtede steder i hele Xinjiang. Konvojer af olivengrønne tropper gik hele tiden på patrulje i byerne. Man bar bannere for at fremme “etnisk enhed” for at påvirke Uighurernes sind og hjerte. I de følgende år overdyngede myndighederne byerne med overvågningskameraer og indførte restriktioner på rejser for Uighurer fra landdistrikterne. I de første år af 2000 så man en stadig mere stram statskontrol af Uighur bevægelsen, på religiøs praksis og udtryk, og resultatet af 2009 oprøret accelererede forvandlingen af Xinjiang regionen til en fuldblods racistisk politistat.
Interneringslejr systemet afspejler et skifte i de officielle ideer om omfanget af de ideologiske trusler. Under Chen Quanguo, Xinjiang’s øverste embedsmand siden 2016, truer statens politik alle Uighurer som værende sandsynlige modstandere af Partiet, og dermed underforstået en anerkendelse af at rigtig mange Uighurer ikke er taknemmelige over for Kinas styre. Det er så ikke kun Uighurer der er utilfredse med Partiet men også Kazakhere og andre minoritetsgrupper.
Det er derfor ikke overraskende, at det oftest officielt nævnte argument for interneringslejrene er at rense folkets tanker, “eliminere ekstremismen” og indgyde kærlighed til Partiet. En meddelelse lækket fornylig fra Xinjiangs Kommunist Partis Ungdomsliga, beregnet på at dulme den herskende frygt over genopdragelseslejrene, forklarede at disse lejre “behandler og renser for virus i deres hjerner.” Navnene der bruges for lejrene har stor variation, både for den samme lejr og den ved siden af, men de fleste indeholder f.eks. ordet “forvandling,” “koncentreret uddannelsens transformations center.”
Den håndfuld personer der er løsladt fra lejrene og kan fortælle deres historier beskriver en mangfoldighed af indoktrinerings teknikker der til formål har at indgyde kærlighed til Kinas Kommunist Parti og dets leder Xi Jinping.
“Lærerne” og vagter tvinger de indsatte til at råbe slogans, se videoer om hvordan man identificerer islamisk ekstremisme, studerer tekster af Konfutse, siger tak til Formand Xi Jinping før måltiderne, forhåner islam, skrive selvkritik, er nogle af de indoktrineringsprogrammer som Partiet står for, lige så gamle som selve Fokerepublikken, teknikker der gjorde at vi på engelsk fik ordet “brainwashing” en direkte oversættelse af det kinesiske xi nao. Disse teknikker ved Partiet er i kombination med det som præsenteres som moderne psykologiske læringsmetoder, da genopdragelsescentrene ansætter personale der har gennemgået psykologisk træning.
Indoktrineringen afspejler en ny betoning af nationalismen over hele Folkerepublikken. Statsmedierne fremhæver Partiet som Kinas Frelser, som de altid har gjort, men “Kina” er nu mere knyttet til kulturen hos den etniske majoritet - Han kineserne.
Fra det perspektiv bliver religioner der bedømmes som kommende udefra, for eksempel Kristendommen anset som trusler, og det gælder også den ellers formodede kinesiske religion Buddhismen, når den praktiseres af ikke Han, som hos Tibetanerne.
Ikke siden Mao Zedong har nogen leder udover Xi Jinping fremmet den forestilling at være selve legemliggørelsen og beskytteren af den kinesiske nation I nogle lejre kræves det af de indsatte at de erstatter den almindelige islamiske velsignelse før måltider, bismillah, med tak til Xi Jinping.
Uden for Kina er det vanskeligt at finde informerede observatører der mener at tvungen indoktrinering, begrænsninger på kultur, og restriktioner på religiøs praksis skulle fostre andet end vrede mod Partiet. I Xinjiang er tilliden til disse teknikker meget stor, der er i hvert fald ikke plads til at give udtryk for officielle bekymringer. Før 2016 havde embedsmænd plads til improvisationer når de forsøgte at gennemføre den centrale politik. I mange kommuner skabte de programmer der helt tydeligt havde til formål at gennemtvinge ideologisk transformation. Det mest besynderlige af disse var de tvungne line-dancing konkurrencer der spredte sig over regionen i 2014. Disse formodedes at flytte mennesker væk fra “ekstremistiske” udtryksformer i Islam der forbyder dans. Andre steder ‘hjalp’ man børn til at underskrive løfter om ikke at tro på Gud og arrangerede offentlige ceremonier med formålet at sværge troskab over for Kommunistpartiet. Selve indoktrineringsmaterialet kan fremme holdningen om “transformation” som i tilfældet med en lejr, hvor de internerede blev tvunget til lære Konfutse klassikere udenad, de grundlæggende tekster i en filosofi der fremhæver ritualet med at omforme individet.
Men interneringslejrene spiller endnu en vigtig rolle. De tillader politiet fysisk at fjerne hele klasser af personer fra samfundet, I mindst tre kommuner har politiet som det fortælles, af de internerede alle eller næsten alle er Uighurer født mellem 1980 og 2000, og man kalder dem en “utroværdig generation.” Internerede Uighurer kan fysisk ikke deltage i den offentlige modstand mod Kommunistpartiet. Man fjerner også børn af Uighurer for at disse skal assimileres i den kinesiske kultur. En kommune i Kashgar området sendte alene 18 nye ‘forældreløse’ det sidste år, hvor de udelukkende blev undervist på kinesisk.
Lejrene tjener også som en straffende trussel bag statens kulturelle og ideologiske forvandling af Uighur samfundet. Uden brug af juridiske anklager om lovbrud, kan myndighederne med lethed få ethvert medlem af en minoritetsgruppe til at forsvinde for selv den mindste ulydighed. I januar fortalte en instruktør for en genopdragelseslejr sine ‘studerende’ at de ville blive sendt til interneringslejre, hvis de ikke udenad kunne recitere troskabseden til Kommunistpartiet og den kinesiske nationalhymne på kinesisk i løbet af tre dage, ifølge Radio Free Asia. Dagen før sidste frist hængte en mand i 40’erne sig da han havde svært ved at huske det hele.
Faren for at blive interneret bliver forstærket af de utroligt mange overvågningskameraer der sammen med bevæbnet politi og nabokomiteer (angivere) a la Stasi Østtyskland med højteknologisk netforbundet overvågningsudstyr. Uighurer er underlagt tvungne besøg i deres hjem af “arbejdsteams” der består af partimedlemmer og andre “loyale” repræsentanter fra staten. Disse besøg kan vare fra en dag til flere dage, hvor man udspørger om meninger, tanker, vaner og man gennemsøger hjemmene for at finde forbudte ting.
Resultatet af disse interviews holdes normalt hemmeligt, men i et tilfælde pralede et hold online om deres effektivitet; de sendte en femtedel af landsbyens indbyggere til internering og indoktrinering. Børn assisterer med overvågningen af private hjem og steder, og skoler opmuntrer dem til at fortælle om deres forældres religiøse vaner hjemme.
Byer er overdænget med overvågningskameraer. Checkpoints ved markederne, togstationer og endog boghandler scanner ansigterne og tjekker dem med ID-kort med ansigtsgenkendelses software.
Der kræves af ejere af smartphones at de installerer regerings spyware om indholdet på deres enhed. Ifølge en rapport ved Human Rights Watch, bliver de enorme mængder data der genereres af disse elektroniske overvågningssystemer samlet og gennemgået med informationer fra ‘arbejdsholdenes’ hjemmebesøg og lagt på en “integreret fælles operations platform” der anvender data til at forudsige, hvilke individer der vil være illoyale. Politi kontrollerer ved checkpoints regelmæssigt telefoner for “illegalt” indhold. Forsøg på at komme udenom dette overvågningsnetværk er farligt. En politistation rapporterede at man internerede mennesker der ikke længere brugte deres smartphones.
Den så at sige totale udslettelse af privatliv og omfanget af den enorme internering synes at ændre Uighurernes væremåde. For ti år siden kom der forbud mod Uighur sproget i skolerne, populære bøger blev forbudt (ofte trykt af regeringsledede trykkerier) og forbud mod private bønner. De lokale lærere der ignorerede reglerne om brug af sproget, forbudte bøger kunne man forholdsvist let finde, og et ritual som Sufi dans var stadig almindeligt. I dag brænder Uighurerne deres egne bøger og forsøger at gætte hvad der vil gøre de som ‘besøger’ deres hjem betænkelige, af frygt for at de vil komme til at tilslutte sig de mange familiemedlemmer som de personligt har set forsvinde i de sidste 18 måneder.
Genopdragelseslejrene kaster også skygger udover Xinjiang og Kinas grænser. Sikkkerhedspersonnel i Xinjiang har kaldt Uighurer der arbejder i resten af Kina tilbage til deres hjembyer, og meget ofte forsvinder de. Politiet følger Uighur aktiviteter når de bor andre steder og kræver fotografisk bevis på deres tilstedeværelse på universiteter mv. Nogle får ordre til at vende hjem til sikker internering. Uighurerne føjer sig af frygt for deres familiers skæbne. Nogle har talt helt åbent om situationen og de rigtig mange slægtninge der forsvinder. Depression er udbredt blandt eksil Uighurer. Alle kendte tilfælde af Uighurer der er vendt hjem til Kina det sidste år er også beretninger om at de forsvinder. Over hele verden overvejer Uighurer med udløbne pas eller visa om de kan få asyl i det fremmede land, og dermed aldrig kommer til at se deres familier igen, eller om de skal risikere, med stor sandsynlighed, at blive interneret når de vender hjem til Xinjiang.
A Uighur woman walks by a closed Islamic school in the old town of Kashgar in China’s Xinjiang province on July 1, 2017. (Kevin Frayer/Getty Images)
Det tal som er mest fremherskende som estimat over antallet af internerede går - fra adskillige hundredtusinder til over 1 million - og blev beregnet af Adrian Zenz fra the European School of Culture and Theology baseret på læk der kom frem i januar og februar. I det halve år siden er Uighurer, Kazakhere og andre blevet ved med at forsvinde. Uighurer med familie i Xinjiang og akademikere der har været på besøg i de seneste måneder har kun sjældent fortalt om individuelle løsladelse, kun især af ældre personer med helbredsproblemer.
Embedsmænd i et distrikt i Kucha har fortalt journalister at ingen af de cirka 5000 til 6000 borgere der er blevet sendt til lejre i løbet af de sidste to år er blevet løsladt. Betegnende er det at staten er blevet ved med at investere i bygning af lejre. Som reaktion på den voksende globale opmærksomhed på problemet har Kina sløjfet alle eksisterende online bud på bygning af lejre, og kommer ikke med flere nye udbud. Selv da kan man formode, gennem offentlige udbud i marts og april, at nye lejre vil åbne senere i år eller tidligt næste år.
Interneringssystemet er kædet sammen med det almindelige fængselssystem der har sin egen store vækst, udvidelse. Xinjiang stod sidste år for 13% af internerede i Kina trods det befolkningen kun udgør 1,5% af den samlede befolkning i Kina.
Antaller af anholdelser er endnu større, står for 21% af anholdelser i hele Kina, ifølge en analyse af aktivistgruppen, Chinese Human Rights Defenders. For mange tilbageholdte er første stop en kanshousuo, et midlertidigt tilbageholdelsescenter.
Shawn Zhang, en kinesisk student i Canada har benyttet Google satellit billeder til at dokumentere en “bygningseksplosion” af genopdragelsescentre og andre detentions faciliteter over hele Xinjiang Google imagery fra 22. april viser at et byggeri nær Khotan bliver udvidet med hele 150%.
En embedsmand i Karakash forklarede at genopdragelseslejrene også fungerer som forposter til det formelle fængselssystem. En anden officer fra en landsby nær Kashgar sagde der er beviser på at lejrene fører til almindelige fængsler. Bygningen af nye genopdragelseslejre lader formode at den plads der frigøres når internerede overføres til fængsler ikke er nok til at huse den fortsatte tilstrømning af internerede til tvungen indoktrinering.
Antallet opgivet i februar er måske faldet i månederne sidenhen, men de er ikke desto mindre betragtelige. I øverste ende af Zenz estimatet overstiger Xijiangs genopdragelseslejre det højeste antal af indsatte i Nazi KZ-lejrene. (714,211 i 1945, ifølge Nikolaus Wachsmann’s 2015 bog, KL: A History of the Nazi Concentration Camps), er adskillige gange større end antallet internerede japanere i United States under 2. Verdenskrig, og når cirka det halve af kapaciteten i Sovjets gulagsystem der kunne rumme cirka 2 millioner. Vi kommer måske til at se, hvilke af disse fortilfælde de enorme interneringskomplekser i Xinjiang i sidste ende mest vil ligne.
Fra satellitbilleder kan man tydeligt se byggestilen af genopdragelseslejrene og at der bygges flere, hvilket lader formode at den kinesiske stat har til hensigt at opretholde lejrsystemet i den nærmeste fremtid.
Et meget moderat synspunkt kunne være at man går bort fra lejrsystemet og at myndighederne på et tidspunkt vil reducere antallet af internerede og lade ‘hårdkogte’ indsatte være tilbage og lade alle andre internerede drage hjem. Hvis det er resultatet ville lejrene dog stadig fastholde Xinjiangs racistiske politistat og støtte Kommunistpartiets assimileringsprogram for kultur og ideologisk udrensning.
En sådan udvikling, dyster som den er, vil imidlertid vise sig at være for optimistisk. Historisk set har interneringssystemet ofte afveget fra deres oprindelige formål. En mangel på korrekt handlemåde, kombineret med store magtbeføjelser som interneringsprogrammer giver stater magten til at kontrollere skæbnen for minoriteter og gør at lejre som dem i Xinjiang let kan benyttes til nye formål.
Krigshandlinger, voldsudøvelser af undertrykte minoriteter giver anledning til krænkende behandling af fanger, og ideologiske ændringer i toppen af bureaukratiet har alle potentialet, alene eller i kombination, til at lejrene kan benyttes til endnu mere dystre formål.
Lokale embedsmænd har allerede givet ytringer om umenneskelige holdninger til den rolle genopdragelseslejrene kan have, som “fjernelse af tumorer” og “som at sprøjte kemikalier på uønskede vækster for at slå disse ihjel.”
Skulle myndighederne finde at den tvungne indoktrinering har fejlet vil store dele af Xinjiangs minoriteter blive bedømt som uforsonlige. Og som det statkontrollerede Global Times hævder, som svar på den nylige fordømmelse i FN af Kinas racepolitik i Xinjiang, at “alle midler kan blive benyttet,” for at opnå “stabilitet” i Kina, ja så kan massemord og folkedrab ikke være noget man helt kan afvise som mulige.
Det tal som er mest fremherskende som estimat over antallet af internerede går - fra adskillige hundredtusinder til over 1 million - og blev beregnet af Adrian Zenz fra the European School of Culture and Theology baseret på læk der kom frem i januar og februar. I det halve år siden er Uighurer, Kazakhere og andre blevet ved med at forsvinde. Uighurer med familie i Xinjiang og akademikere der har været på besøg i de seneste måneder har kun sjældent fortalt om individuelle løsladelse, kun især af ældre personer med helbredsproblemer.
Embedsmænd i et distrikt i Kucha har fortalt journalister at ingen af de cirka 5000 til 6000 borgere der er blevet sendt til lejre i løbet af de sidste to år er blevet løsladt. Betegnende er det at staten er blevet ved med at investere i bygning af lejre. Som reaktion på den voksende globale opmærksomhed på problemet har Kina sløjfet alle eksisterende online bud på bygning af lejre, og kommer ikke med flere nye udbud. Selv da kan man formode, gennem offentlige udbud i marts og april, at nye lejre vil åbne senere i år eller tidligt næste år.
Interneringssystemet er kædet sammen med det almindelige fængselssystem der har sin egen store vækst, udvidelse. Xinjiang stod sidste år for 13% af internerede i Kina trods det befolkningen kun udgør 1,5% af den samlede befolkning i Kina.
Antaller af anholdelser er endnu større, står for 21% af anholdelser i hele Kina, ifølge en analyse af aktivistgruppen, Chinese Human Rights Defenders. For mange tilbageholdte er første stop en kanshousuo, et midlertidigt tilbageholdelsescenter.
Shawn Zhang, en kinesisk student i Canada har benyttet Google satellit billeder til at dokumentere en “bygningseksplosion” af genopdragelsescentre og andre detentions faciliteter over hele Xinjiang Google imagery fra 22. april viser at et byggeri nær Khotan bliver udvidet med hele 150%.
En embedsmand i Karakash forklarede at genopdragelseslejrene også fungerer som forposter til det formelle fængselssystem. En anden officer fra en landsby nær Kashgar sagde der er beviser på at lejrene fører til almindelige fængsler. Bygningen af nye genopdragelseslejre lader formode at den plads der frigøres når internerede overføres til fængsler ikke er nok til at huse den fortsatte tilstrømning af internerede til tvungen indoktrinering.
Antallet opgivet i februar er måske faldet i månederne sidenhen, men de er ikke desto mindre betragtelige. I øverste ende af Zenz estimatet overstiger Xijiangs genopdragelseslejre det højeste antal af indsatte i Nazi KZ-lejrene. (714,211 i 1945, ifølge Nikolaus Wachsmann’s 2015 bog, KL: A History of the Nazi Concentration Camps), er adskillige gange større end antallet internerede japanere i United States under 2. Verdenskrig, og når cirka det halve af kapaciteten i Sovjets gulagsystem der kunne rumme cirka 2 millioner. Vi kommer måske til at se, hvilke af disse fortilfælde de enorme interneringskomplekser i Xinjiang i sidste ende mest vil ligne.
Fra satellitbilleder kan man tydeligt se byggestilen af genopdragelseslejrene og at der bygges flere, hvilket lader formode at den kinesiske stat har til hensigt at opretholde lejrsystemet i den nærmeste fremtid.
Et meget moderat synspunkt kunne være at man går bort fra lejrsystemet og at myndighederne på et tidspunkt vil reducere antallet af internerede og lade ‘hårdkogte’ indsatte være tilbage og lade alle andre internerede drage hjem. Hvis det er resultatet ville lejrene dog stadig fastholde Xinjiangs racistiske politistat og støtte Kommunistpartiets assimileringsprogram for kultur og ideologisk udrensning.
En sådan udvikling, dyster som den er, vil imidlertid vise sig at være for optimistisk. Historisk set har interneringssystemet ofte afveget fra deres oprindelige formål. En mangel på korrekt handlemåde, kombineret med store magtbeføjelser som interneringsprogrammer giver stater magten til at kontrollere skæbnen for minoriteter og gør at lejre som dem i Xinjiang let kan benyttes til nye formål.
Krigshandlinger, voldsudøvelser af undertrykte minoriteter giver anledning til krænkende behandling af fanger, og ideologiske ændringer i toppen af bureaukratiet har alle potentialet, alene eller i kombination, til at lejrene kan benyttes til endnu mere dystre formål.
Lokale embedsmænd har allerede givet ytringer om umenneskelige holdninger til den rolle genopdragelseslejrene kan have, som “fjernelse af tumorer” og “som at sprøjte kemikalier på uønskede vækster for at slå disse ihjel.”
Skulle myndighederne finde at den tvungne indoktrinering har fejlet vil store dele af Xinjiangs minoriteter blive bedømt som uforsonlige. Og som det statkontrollerede Global Times hævder, som svar på den nylige fordømmelse i FN af Kinas racepolitik i Xinjiang, at “alle midler kan blive benyttet,” for at opnå “stabilitet” i Kina, ja så kan massemord og folkedrab ikke være noget man helt kan afvise som mulige.
Rian Thum is an Associate Professor of History at Loyola University New Orleans and an American Council of Learned Societies Fellow. He is the author of The Sacred Routes of Uyghur History (Harvard University Press, 2014). Twitter: @RianThum
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar