Kampen om Malta: Islam's belejring
Den 18. maj 1565 fandt et af de mest og symbolsk vigtige militære sammenstød sted mellem Islam og Europa. De osmanniske tyrklere belejrede den lille ø Malta, i det som på det tidspunkt blev betragtet som det mest voldsomme bombardement de lokale nogensinde havde været underlagt.
I begyndelsen af det 16. århundrede indledte muslimske pirater fra Algier deres terror af det overvejende kristne Middelhavsområde. Disse pirater, som deres landfast ‘kolleger,’ var også indoktrineret og opildnet af Muhammads løfte: “En kampagne til søs er som ti kampagner på land,” ... “og han som taber sine lejre til søs er som den der udgyder sit blod på Allahs vej.” Piraternes begær efter plyndring var forudsigeligt forstærket af drømme om “martyriet.”
Da Suleiman "Den Mægtige” —bedre kendt blandt muslimer som Suleiman “Ghazi” (jihadi/erobreren) blev Osmannisk sultan i 1570 tog han straks den mest berygtede af disse barbar pirater, Khair al-din Barbarossa i sin tjeneste og hjalp ham med at sætte sin jihad til havs i værk mod Europa. Det følgende terrorregime tvang europæerne langs Middelhavets kyster til at genoplive tiden hos deres forfædre i århundreder før Korstogene, da Middelhavet første gang blev oversvømmet med jihad og slaveri. I de følgende to årtier, blev hundred tusinder af europæere taget som slaver, således at i 1541, “Var Algier fyldt til bristepunktet af kristne fanger, og det blev almindeligt at sige af en kristen slave var af samme værdi som et løg i en tuskhandel.”
Trods succes med jihad til søs, “Vil du ikke gøre noget godt,” rådgav en erfaren korsarer Suleiman, “indtil du har fået fordrevet denne ormegård med røg.” Han henviste til Knights Hospitaler, der blev oprettet efter Det Første Korstog, og nu var kendt som the Knights of Saint John, med hovedkvarteret på Malta. Suleiman havde fordrevet dem fra Rhodos i 1522 - og i to hundrede år havde de været en frustration for alle Osmanniske flåde manøvrer - og Den Hellige Romerske Kejser Charles V havde tilegnet øen Malta til at være de hjemløse Hospitalers sted i 1530. De var der som kejserens modsvar på sultanens korsarer - og i mere end tre årtier en torn i kødet på Suleiman.
Så besluttede han at eliminere dette “hovedkvarter for vantro,” i marts 1565 sendte Suleiman en af de største flåder nogensinde samlet - med cirka 30000 osmanner - for at indtage den lille ø, der havde ca. 8000 våbenføre mænd. Pave Pius IV opfordrede Europas konger til at hjælpe Malta, forgæves. Kongen af Spanien “havde trukket sig skjul i skovene” klagede paven. Og Frankrig, England og Skotland herskes af kvinder og drenge.” Kun Siciliens vicekonge svarede, men skulle have tid til at samle rekrutter.
Jean Parisot de Valette (1494–1568), Riddernes Stormester - “hans disposition er ret så trist,” men “af sin alder (71) er han meget robust,” og meget “nidkær” —indledte forberedelser for den kommende belejring ved at forklare sine mænd hvad der var på spil: “En formidabel hær bestående af frygtløse barbarer kommer til denne ø” advarede han; “disse personer, mine brødre er fjender af Jesus Kristus. I dag er det et spørgsmål om forsvaret af vor Tro om Evangelistens bog skal erstattes af Koranen? Gud kræver af os i denne situation vore liv, som vi allerede har viet til Hans tjeneste. Lykkelig er den som er den første til at yde dette offer.”
Den 18. maj indledte Osmannerne et nonstop bombardement, først rettet mod St. Elmo, et af Maltas nøgleforter. “Med artilleriets brølen og bueskytterne, de hårrejsende skrig, røgen og ilden,” skrev en kronikør, “synes det som om at hele verden var ved at eksplodere.” De meget færre forsvarer og snart dødtrætte krigere der blev beordret til at “kæmpe tappert og sælge deres liv til barbarerne så dyrt som muligt,” gjorde netop det, og for hver kristen der faldt i forsvaret af fortet faldt talrige muslimske angribere. Efter at have modstået alt det Osmannerne kunne kaste mod fortet i mere end en måned, stormede og indtog osmannerne endelig St. Elmo den 23. juni. Fortet var en ruinhob.
Så at sige alle 1500 forsvarere blev slagtet. Den samme grumme skæbne Salah al-Din (Saladin) århundreder tidligere havde rettet mod Islams mest indædte modstandere - the Knights Templars og Hospitallers ved det katastrofale slag ved Hattin (1187)—blev nu udført mod deres arvinger.... og the Knights of Saint John blev hængt op i jernringe, fik deres hoveder knust, deres bryst åbnet, og deres hjerter revet ud.” Den Osmanniske kommandør Mustafa beordrede deres lemlæstede lig, sammen med en maltesisk præst) sømmet til trækors og lagt i havnebassinet for at nedværdige og demoralisere de beskuende forsvarere.
Det mislykkedes: Den 71 årige Valette holdt en flammede og tillidsvækkende tale foran de trængte kristne, halshuggede alle muslimske fanger og skød deres hoveder fra kanoner mod de tyrkiske belejringstropper. Osmannerne fortsatte med at underlægge sig resten af øen til historiens på det tidspunkt mest vedholdende bombardement (cirka 130000 kanonkugler blev affyret). “Jeg ved ikke om et billede af Helvede kan beskrive det afskyvækkende slag,” skrev en samtidig; “Ilden, heden, de konstante flammer fra flammekastere og ildkugler; den tykke røg, stanken, de halshuggede og lemlæstede lig, klirren af våben, råbene af smerte, brølet fra ildvåben...mænd der såredes, mænd der væltede hinanden omkuld, faldende og skydende.” Selvom resten af forterne blev forvandlet til murbrokker blev der udgydt meget muslimsk blod for hver tomme man vandt; “for når den kom indenfor armslængde var krumsablen ikke meget bevendt over for de lange tohåndssværd hos de kristne.” Desperat kamp overalt i gaderne, hvor selv maltesiske kvinder og børn deltog.
Det var nu sent i august og øen var stadig ikke indtaget. Det og massevis af sårede førte til demoralisering i Osmannernes lejr. Lavmælt snak om at hæve belejringen var allerede begyndt da Siciliens vicekonge Garcia de Toledo endelig ankom med ti tusind soldater på St. Paul's Bay. Der hvor apostelen havde lidt skibbrud udspillede sig den endelige scene i dette Harmagedon, da de nyankomne gik mod Osmannerne der trak sig tilbage. Den 11. september flygtede de endeligt - en dag der skulle blive hævnet af osmannernes jihadi efterkommere i 2001.
"Så voldsom var stanken i bugten,” der flød med utallige opløste muslimske lig, “at intet menneske kunne komme der.” Så mange som tyve tusinde osmanner og fem tusind forsvarere døde. Efter fyrre år med succesrige kampagner mod Europa led Suleiman endelig sit første større nederlag. Et år senere led han døden som 71 årig.
Vigtigere for Europa var nu at en sprække i den Osmanniske rustning var blottet takket Maltas åndrige modstand; det viste at en lille, men dedikeret styrke kunne holde ud mod det som blev bedømt som ustoppeligt - Den osmanniske krigsmaskine.
På lignende vis da i 1570 osmanniske styrker invaderede Cypern, og paven med lethed lykkedes at skabe en “Hellig Liga” af maritime katolske stater, under ledelse af det spanske imperium i 1571. Den Hellige Liga sejrede ved slaget om Lepanto. Som Miguel Cervantes, der overværede søslaget lod den farverige Don Quixote sige: "Den dag ....var så glædelig for Kristendommen, fordi hele verden erfarede, hvor meget fejl den havde taget ved at tro at tyrkerne var uovervindelige til havs.”
Men den erfaring var indtruffet seks år tidliger ved det heroiske forsvar af Malta - da krigslykken mellem Islam og Europa første gang gik Kristendommens vej.
The above account was excerpted from the author's book, Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West. Raymond Ibrahim is a Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center; a Judith Rosen Friedman Fellow at the Middle East Forum; and a Distinguished Senior Fellow at the Gatestone Institute.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar