Mediernes ansvar for terroren

Medierne er medspiller i terrorforbrydelser mod menneskeheden

James Lewis

Krigen mod Hamas begynder nu at ligne et rituelt Kabuki spil. (klassisk japansk dansespil hvor deltagerne er stærkt sminkede, og udklædte) Vi kender alle trækkene - alt vi kan gøre er at se, hvordan spildeltagerne benytter deres ældgamle træk.

Bortset fra, at det ikke er et spil, og at ægte liv går tabt.

Løsningen er ikke terroristerne. De er fastlåst på deres måde. Den virkelige løsning er de internationale medier - der næppe er de neutrale observatører som de gerne vil fremstå som. Den internationale venstreorienterede medieverden er de virkelige og væsentligste medspillere i dette melodrama.

Overvej dette -- tror du virkelig, at de arabiske civile i Gaza frivilligt lader sig benytte som menneskeskjolde for Hamas? Nogle af de værste fanatikere, måske -- men hvor mange af Gaza's 1,4 millioner civile er virkelige rede til at dø sammen med deres familier, når Israel uundgåeligt gør modstand mod de tusinder af affyrede Hamas raketter? Hvor mange arabere i Gaza har mindre omsorg for deres børn end for deres ledere? Hvor mange ville flygte fra Gaza, hvis Hamas gav dem lov?

Ifølge Ynet har bevæbnede Hamas militser tvunget palæstinensiske civile med riflen rettet mod dem til at vende hjem til deres boliger.

Ved en fest der fornylig blev holdt for Hamastan, kom der 250000 Gazaindbyggere. Khaled Abu Toameh, ellers en fornuftens sjælen stemme i det palæstnensiske universe argumenterer for at beboerne i Gaza stadig støtter Hamas. Men mere end en million beboere kom ikke og gav deres hyldest til regimet på fødselsdagen. Antallet af Gazabeboere der ikke fejrer Hamas burde være ligeså bemærkelsesværdig som de der gjorde det. Måske, og også kun måske, er de ikke klar til at ofre deres børn for et tomt løfte om Paradiset.

Arabiske regeringer taler nu imod Hamas - herunder Ægyptens Præsident Mubarak, lederen af Palæstina Mahmoud Abbas og saudierne. De er trods alt vigtige navne i den arabiske verden. De opfatter ofringen af civile arabere som nyttesløst, som det jo også er. Selv en iransk avis har haft modet til at kritisere Hamas - og blev øjeblikkeligt lukket på grund af det.

Det er netop blevet rapporteret at Gaza City Hospital har modtaget arabiske ofre der er halshuggede -- ikke netop Israels facon at føre krig på. Hamas er blevet rapporteret om at slagte og afhugge hænderne på Fatah støtter i Gaza. Hvor mange af dem var civile, der blev dræbt blot fordi de ønskede at flygte? Husk hvordan Saddam Hussein skar tungerne af på sine egne bureaukrater for at terrorisere dem før den amerikanske invasion. Det er det samme Hamas gør lige nu i Gaza.

Medierne fortæller os at araberne i Hamastan er frivillige martyrer -- men kan du huske, hvordan CNN fortalte os hvor elsket Saddam Hussein var, nogle få dage før regimet faldt sammen? Hvad med Taliban? CNN og BBC fortalte os at de diktatoriske styrer var uovervindelige fordi befolkningerne elskede dem. De tabte alle. CNN's Bagdad redaktør indrømmede sin personlige medskyldighed med Saddam, men først efter at Slagteren i Bagdag blev styrtet.

Faktisk er det medierne selv der er impliceret kriminelt i at Gaza's civile står i frontlinjen af kampen. De kunne standse terroristerne ved ganske enkelt at nævne i overskrifterne Hamas's ansvar for den tilstand som araberne i Gaza endnu engang er bragt i. Det er sandheden -- hvis de dog blot ville beskrive kendsgerningerne de kan se med egne øjne. Men det gør de ikke.

Det afslører CNN og BBc's ægte værdier; moralsk er de ikke bedre end terroristerne. Medierne er nødvendige i terrorens Kabukispil, i modsvaret og den fornyede terror. De puster til, og gøder konstant flammen.

Derfor, når medierne og venstrefløjen ganske som man kunne forudsige kræver at Israel indgår i fredsforhandlinger med Hamas, så lad os blot spørge dem; hvor er Jeres medfølelse med de arabiske ofre i jihadinterneringslejren Gaza? Hvor meget længere ønsker I at se civile blive benyttet som blodige ofre i terroristerne propagandamaskine?

Næste gang du tænder for CNN da husk på mens du betragter de smilende ansigter, at de bevidst er medspillere i civiles død, såvel jøders som araberes. Uden de venstreorienterede medier er der ingen talerør for terroristerne. Luk for iltforsyningen i offentligheden og Hamas vil sygne hen som en magtesløs bande af forbrydere.

Medspilleriet mellem medierne-terroristerne er fuldstændig symbiotisk - de har begge behov for hinanden for at dramaet kan fortsætte. Adskil terroristerne fra medierne og du har blot varm luft uden ilt - ingen eksplosion.

Den simple kendsgerning er at vi kan betragte gentagne forbrydelser mod menneskeheden, et aldrig ophørende medspilleri mellem terrorens bagmænd og de dominerende medier, der vil resultere i et terrorstyre der ødelægger livet for millioner af mennesker og dræber utilgiveligt mange, både i Israel og hos naboerne.

Media + terrorisme = død og ødelæggelse!

Måske er det ikke muligt at forandre terroristerne, men amerikanerne kan holde deres medier ansvarlige.

Det er på tide at lukke for iltforsyningen.

Afhoppere fra iransk militær

Endnu en ledende Iransk militærperson hopper af

Meir Javedanfar

Mohamed Reza Arian, en Iransk oberst er hoppet af til Tyrkiet. Det lykkedes for Oberst Arian at få sin hustru og to døtre med under flugten. Dette bringer antallet af højere iranske militærfolk, der er hoppet af til Tyrkiet op på det højeste i en årrække. Den første var General Ali Reza Asgari, der blev betraget som "faderen til Hezbollah." Han undslap til Tyrkiet via Syrien i begyndelsen af 2007.

Denne nye udvikling i efterretningskrigen mellem Iran og Vesten blev omtalt af Tyrkiets avis Hürryet den 13. december. Det var dog først den 26. december af iranerne fik besked. Den første iranske web site der kom med nyhden var Tabnak, der har base i Teheran. I sin omtale citerer Tabnak artiklen i den tyrkiske avis. Det skal bemærkes at Tabnak er en af de mest troværdige nyhedsbureauer inde i Iran.

Ifølge Tabnak's tyrkiske kilder undslap oberst Arian fordi han var modstander af tortur overfor iranske oppositionsledere i Iran. For at gøre opmærksom på dette påbegyndte han efterfølgende en kommunikation med internationale menneskerettighedsbevægelser via email. Dette vakte den iranske efterretningstjenestes mistanke, der derpå installerede spionkameraer i hans kontor. Arian blev truet på livet og som en følge af dette besluttede han at flygte til Tyrkiet med familien.

Hans første opringning var til FN's Flygtningekontor i byen Van, nær den iranske grænse. Oberst Arian ankom den 28. august i år.

Dette indikerer at han flygtede over land, af to mulige ruter. Den ene via Nordirak til Tyrkiet. Dette er en ny rute som benyttes af smuglere, som får hjælp af lokale kurdere på grund af den kendsgerning, at i løbet af de to sidste år er omfattende sikkerhedsbestræbelser gjort af Iran for at standse de ulovlige grænseoverskridelser af grænsen mellem Iran-Tyrkiet. Teheran er ikke alene bekymret for de som undslipper fra Iran til Tyrkiet, men de frygter også de at vestlige efterretningsbureauer kan forsøge at krydse grænser for at komme med udstyr til operative handlinger. Den anden mulighed er at han blev smuglet ud eller det lykkedes ham at krydse grænsen.

Det som er interessant i denne sag er at chefen for flygtningeorganisationen, hvor Arian overgav sig, sagde at han havde været borte i en måned. Dette får mange til at mene at den iranske oberst har fulgt samme mønster som Asgari og er blevet "bortført" af Mossad eller CIA.

Denne nye udvikling vil helt sikkert føre til en forandring i Irans efterretningsvæsen. Deres fejl og mangler viser at ledende embedsmænd ikke er blevet overvåget effektivt. Vigtigere er det dog, at de viser at omfanget af utilfredshederne indenfor militæret er ved at nå nye højder, hvilket igen betyder, sammen med afhopningerne, at flere og flere mennesker inde i Iran er blevet opmuntret til at samarbejde med vestlige efterretningsvæsener.

Iran bliver nødt til at gå med listesko i denne sag. Forholdet til Tyrkiet er meget vigtigt for Teheran, såvel økonomisk som politisk. Med et Iran der bliver isoleret vil enhver skade i forholdet mellem Teheran-Ankara være til gavn for USA og Israel. På den anden side ser det ud til, at tyrkiske myndigheder er velvillige værter for afhoppere fra Iran, og således bliver landet et hovedmål for enhver der ønsker af flygte og forårsage skade på Irans militærapparat. Endnu mere interessant er det, at Tyrkiet ikke er den eneste nabo der spiller dette dobbeltspil. Iran er bekymret for det de anser som en forøgelse af CIA aktiviteter i republikken Azerbaijan og i Dubai, hvor hundretusindvis af iranere bor og arbejder. Samtidig ses en forstærkelse af de anti-iranske efterretningsvæsener i neutrale lande som Holland, som ifølge hollandske medier har stor succes i rekrutteringen af agenter i Iran. Dette er i sandhed en farlig udvikling.

Iranere der er imod regeringen har måske stadig problemer med at arbejde for USA, Israel eller arabiske lande på grund af historiske fjendskaber. Lande som Holland, som Iran ikke har nogen uoverensstemmelser med kunne løse problemet med at rekruttere agenter og derpå dele deres efterretninger med andre lande. Eller endnu værre for Iran da kunne amerikanske eller israelske agenter rekruttere iranske agenter ved at få dem til at tro at de arbejder for et andet mere "neutralt" land.

Den kendsgerning, at Barack Obama har tilbudt at tale direkte med Iran betyder ikke at efterretningskrigen mellem de to parter er forbi. Faktisk er det modsatte tilfældet. For at indlede meningsfulde forhandlinger må USA have sikre, og mere kvalitet i, efterretningerne. Det samme gælder Teheran. Den iranske regering vil højst sandsynlig øge indsatsen i sine bestræbelser for at rekruttere deres egne agenter. Hvis deres succes i Libanon og Irak skal have nogen værdi da må vestlige modefterretningsvæsener få dette til at mislykkes.

Meir Javedanfar is the co-author with Yossi Melman of The Nuclear Sphinx of Tehran: Mahmoud Ahmadinejad and the State of Iran. He runs Middle East Economic and Political Analysis (MEEPAS).

Om slankekure og forbilleder

Chuck Norris

---

Oprahs vægt og Obamas føde

---

Ifølge en ny USA Today/Gallup undersøgelse er Obama den mand amerikanerne beundrer mest. Denne fikse ide har drejet sig, her fornylig, om hans 'gode form,' hvilket ifølge nogle bidrog til hans sejr ved valget. Men's Fitness bedømte ham to gange, 2005 og 2008, for at være blandt de "25 mest veltrænede mænd i Amerika."

Mange præsenterer Obamas opskrift/kur som endnu en grund til, at han burde blive vort lands leder, for som de siger, helt ned til hans tøj peger det på en majestætisk sti mod Det Hvide Hus. (I bogen "Dreams from My Father," fortæller Obama om, hvordan han spiste græshopper, hunde og slanger da han boede i Indonesien som barn).

De der tvivler på Obama's sundhedsindstilling bliver henvist til en mængde af 'ernæringsberetninger' i nyhederne, på blogs, gennem fotos og videoklips af Obama som spiser, spiller golf, spiller basketball, dyrker workout i træningscentret osv. osv. I sidste uge nåede en søgning på Internettet et højdepunkt netop med ham i bar overkrop på stranden ved sit 9 millioner dollars feriekompleks på Hawaii. Der er endda et website der har forpligtet sig til at oplyse om alt vedr. Obamas mad, drikkevarer -Obamafoodorama, herunder Barack's yndlingssportsdrik og hans valg af øl.

Selvom mange beundrer Obama's fysik og andre anbefaler hans atletiske formåen er kritikerne travlt optaget at påpege nogle af hans handlinger som ikke blev fremhævet i kampagneperioden. De siger. der er bevis på, at når han er alene kan han grovæde i fast food og fedende spiser og han ryger masser af nikotin cigaretter. Et yderligere politisk bevis kan ses i hans valg af landbrugsminister, tidligere Iowa Guvernør, Tom Vilsack, som mange anklager for dennes store støtte til landbrugsindustrimagnater, genetisk modificerede afgrøder og etanol støtteordninger.

"Amerikanerne blev lovet forandring ('change'), ikke blot endnu en Monsanto lokkedue og storlandbrugsfortaler" skrev Ronnie Cummins fra Organic Consumers Association, der har afgivet løfte om at bekæmpe anbefalingen af Vilsack. Han er ikke alene om dette, idet mange allerede har konkuderet at FDA (Mad og Drikke Administration) vil komme til at være sidst på Obama's regeringsliste over reformer.

Helt ærligt, så er jeg ikke sikker på Obama er klar til at være Amerikas næste ernæringsguru, men jeg vil gerne minde ham om (da han netop er en relativ ung præsident) at hans sundhedsdisciple kan være med til at forme vort lands unge som ingen andre har gjort det tilbage i tiden, og det især i en nation med industri- og fast food, hvor der tilsættes flere tilsætningsstoffer end der er sandskorn på stranden, for ikke at nævne, at fedmen nu berører en tredjedel af alle unge. Her er der noget, som jeg er helt sikker på: Vi skal ikke være blot en tiendedel så fikserede på Obama's ernæringsplan (eller endda Oprah's konstant skiftende vægt ) som vi bør være på vor egen. Om Obama sniger sig til at storryge eller om Oprah mæsker med med flødeboller og ostetærte) er ligegyldigt. Vi bør være mere personligt eftertænksomme, mindre fordømmende og se på vore egne spise- og motions vaner. I en tidsalder hvor økologiske fødevarer er ved at fylde mainstream nyhedsoverskrifterne i omtale, og er ved at vinde indpas på spisebordene og på restauranternes menuer, har vi alle behov for at arbejde hårdt på at komme i form og derved blive rollemodeller, i stedet for at vente på endnu en "regeringstiltag" i form af en universel sundhedskur for at redde os fra en alt for tidlig død.

Jeg tror helt sikkert på, at midlet til at kurere vor helbredskrise begynder med amerikanerne selv, ikke med en regeringsintervention og med et bureaukrati der tvinger os til at tage 'den sociale medicin'. Grundlæggerne af vor nation var enige. De havde aldrig kunnet forestille sig en regering gå ned i detaljer med borgerens diæt ved at skabe en Mad og Drikke Administration (FDA)eller et landbrugsministerium. Thomas Jefferson sagde det spydigt engang: "Dersom regeringen skulle ordinere vor medicin og diæt, da ville vore legemer være i samme stand som vore sjæle er nu." Forfatningsfædrenes sundhedssystem var meget enkelt: Pas på dit helbred. Vi har ikke behov for at bruge hundredevis af milliarder af dollars gennem nye skatter for at give en omfattende helbredshjælp. Om noget, tror jeg regeringen har behov for at motivere til flere måder at motivere det personlige ansvar og sygdomsforebyggelse, opmuntre til nye markedsbaserede ideer, støtte hjælpere i lokalsamfundet og samarbejde med sundhedshjælperne og udfordre den private sektor til at finde på nye kreative mønstre til at nedbringe medicinomkostningerne.

Først og fremmest skal vi passe bedre på os selv som enkeltindivider, vi kunne reducere vore personlige, og nationale, medicinomkostninger og leve længere og lykkeligere på samme tid. Det er en kendsgerning. Det er også præcis det jeg søger at fremme ved programmet Total Gym, og det i mere end 30 år, og jeg har viet et helt kapitel i min nye bog "Black Belt Patriotism" til "Vær kampberedt", som indeholder min egen personlige kostplan og workout plan indhøstet gennem 50 år med fitness erfaring, og som kan hjælpe dig til at overvinde de forhindringer du står overfor i dine bestræbelser på, at blive et sundere menneske i 2009.

For ganske kort tid siden sendte en ven mig en af de der Chuck Norris 'historier' der cirkulerer på Internettet. Den lød, "Chuck Norris kan kun spise en kartoffelchip." Hvem der end står bag denne 'historie' har helt sikkert ikke betragtet mig når jeg ser en fodboldkamp hjemme. Jeg kan flå en post chips op i første halvleg og derpå stille spørgsmålet ved anden halvleg, "Hallo, hvad laver denne tomme pose i min hånd ( mens jeg samtidig slikker saltet af fingrene)?" Jeg vil ikke engang fortælle dig, hvor hurtigt jeg kan spise en bøtte med is i løbet af anden halvleg!

Jeg har altid troet på nye begyndelser. Det er derfor jeg går ind for Nytårs Fortsætter. Nu, før du peger fingre af mig om de dersens fortsætter så lyt først. Risikoen for at fejle er altid tilstede. Chancen for at det lykkes og at kunne komme videre til næste niveau er der også altid. Undersøgelser viser, at vore succeser kommer oftere end vi selv aner.

En undersøgelse fra Washington University, udført for adskillige år, siden viste at 65% af de mennesker der blev udspurgt stadig var i gang med deres 1. fortsæt efter to måneder. Det er egentlig meget flot og kan give masser af håb.

"Nøglen til et succesfyldt fortsæt er selve personens tillid til, at han eller hun kan gøre den nødvendige forandring i indstillingen og så indsatsen på at gøre denne forandring," sagde undersøgelsen. "Fortsætter er en proces, ikke en engangsforeteelse der tilbyder folk en chance for at skabe nye vaner." Så hold for alt i verden ikke op med at forsøge. Hold for alt i verden ikke op med at blive voksen. Eller som jeg siger, og lever efter i mine livsprincipper, "udvikl dig selv til det yderste af din formåen på alle områder."

Uanset om du ønsker at træne mere,- spise sundere,- tabe vægt,- holde op med at ryge,- skære ned på alkoholforbruget,- komme ud af din gæld,- forbedre dit ægtskab eller din familie,- give dig selv en nye åndelig udfordring, eller få nye venner, så hold og aldrig op med at stræbe efter at blive bedre hvert eneste år. Som Benjamin Franklin sagde det:

"Bekrig altid dine synder, hav fred med dine naboer, og lad ved hvert nyt år en bedre mand stå frem."

Hvis du gør det da tror jeg, også du vil få styrken og selvdisciplinen til at spise ikke kun een kartoffelchips - undtagen, selvfølgelig, under fodboldkampe.

http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=84743

Argentinas sølvbryllup

Argentina's sølvbryllups demokrati

Bruce Walker

Reagan's, Thatcher's og Pave Johannes Paul II er helt korrekt knyttet til Sovjetunionens nederlag, uden blod blev udgydt. Disse enestående forsvarere af den menneskelige frihed betragtede ikke kun Jerntæppet da de planlagde frigivelsen af den menneskelige sjæl. De betragtede hele menneskeheden. Reagan og Thather arbejdede hårdt på at befri deres medborgere fra tyranniet som følge af alt for megen regeringsindflydelse. Pave Johannes Paul II arbejdede hårdt på at befri katolikkerne fra tvangstankernes tyranni og det med held.

Under præsident Reagan bevægede Amerika sig tilbage til friheden. Under premierminister Thatcher bevægede Storbritannien sig tilbage til det frie marked og ordnet frihed. Under Pave Johannes Paul II bevægede katolicismen sig tilbage til det åndelige meningsfyldt formål med livet der omfatter hele menneskeheden. For 25 år siden, den 10. december, afsluttede Argentina en lang periode med militærstyre, regeret af diktatorer, som Juan Peron, og gik ind i demokratiernes fællesskab.

Margaret Thatcher's løsning på problemerne med Falklands Krigen - et vovemod som generalerne i Argentina ikke troede blødsødne europæiske demokrater kunne mønstre - forårsagede en revolution i Argentinas regeringsform. Demokratiet vendte tilbage, og sådan har det været siden. Med en historikers tilbageskuen er perioden fra 1978 til 2000 en bemærkelsesværidg revolution i den spansktalende verdens politiske realiteter.

Der var engang da man ikke mente nationer som Spanien, Mexico, Brasilien, Argentina og Filippinerne kunne regere sig selv. Drømmen om en Bolivar og San Martin for at genskabe i Sydamerika, hvad var opnået i USA i Nordamerika, forekom at have fejlet ganske katastrofalt. PRI i Mexico, for eksempel, havde endnu aldrig tabt et præsidentvalgt indtil Vicente Fox. Spaniens diktator i 63 år, var en pestilens for moderne indstillede liberale. Argentina og Brasilien var i en deprimerende grad en veksling mellem demokrati og juntaer. Var latinsk talende immune overfor demokratiet? Nej, slet ikke.

Da Franco døde udviklede Spanien sig hurtigt til et konstitutionelt demokrati med frihed. Hans håndplukkede konge Juan Carlos førte Spanien ind i et fredeligt og frit demokrati. Da Fox blev præsident i Mexico afsluttede han 70 års etparti styre - og han gjorde det på en fredelig og effektiv facon. Præsident Calderon er ligeledes medlem af PLAN, højrefløjsoppositionspartiet, og dette parti har den afgørende indflydelse i Mexicos Kongres.

Da demokraterne vendte tilbage til magten i Argentina - en nation, der ligesom Cuba, engang havde en højere leve- og uddannelsesstandard end Frankrig, Italien, Belgien, Irland og Østrig - vendte de tilbage for at blive. Argentina, der engang, på mange måder ,var den næstmest mest velstående og kulturelle nation på den Vestlige Halvkugle, vendte tilbage til de civiliserede selvstyrende nationer.

Winston Churchill bemærkede korrekt, at demokratiet er den værste regeringsform i verden, når man ser bort fra alle de andre. Den nuværende præsident i Argentina Cristina Kirschner, er Argentinas egen Hillary Clinton, da hendes ægtemand Nestor Kirschner var præsident før hende. Der er rygter om at den forbryderiske Hugo Chavez var med til at finansiere hendes kampagne. Hun er tilhænger at Justicialis Partiet, en mærkelig afart af Juan Peron, der var i stand til, samtidigt, at: (1) I 1945 udnævne Mussolini, efter at de allierede havde frigivet Nazi koncentrationslejrene, som "den største statsmand i dette århundrede," (2) Fordømme amerikansk imperialisme i barske vendinger og annoncere neutralitet - den "tredje vej" - under Den Kolde Krig, (3) Fik Evita til at afgive den fascistiske hilsen til Franco i Spanien i 1950'erne, og erklære at hun var "optændt af glæde" ved at være så nær ved el Caudillo; (4) Indgå i nære politiske forbindelser ikke kun med Sovjetunionen, men også Mao Kina; (5) Skjule Nazi krigsforbrydereog ydermere, støtte anti-semitiske optøjer i Buenos Aires efter Victory Day; (6) Støtte tilbederen af fascisme, Fidel Castro, da han afsluttede Batista "regimet." Fidel der havde, i væsentlig grad, modtaget rundhåndet støtte af det cubanske Kommunist Parti; og (7) altid hadede Amerika, Israel, jøder og katolicismen.

Ligesom med den socialistiske regering i Spanien, og den pseudo-konservative regering i Mexico under Fox og Calderon, ser det ud til at den demokratisk valgte regering i Argentina ikke lader sig være under indflydelse af de politiske værdier vi værdsætter; snarere er på mere fod med den totalitære venstrefløj vi afskyer, og meget tavs om velsignelser som frihed og indlysende moralske værdier. Kort sagt, vindere i demokratiske valg er ofte nogle lusede kryb. Hvad er forskellen da? Er den ene lusede regering ikke det samme som en anden?

Nej, vi accepterer venstrefløjssnakken når vi formoder at den løgnagtige slyngel der vinder i et demokratisk valg, har en eller anden udefinerbar fordel. Den eneste fordel er, at han eller hun modtog magten ved et flertal af de styrede. Men det er ikke nok. Usikkerhed om magten, meget mindre end kilden til magt er den storeudlignende faktor. 

Chancen for at tabe et valg gør alle parter i et demokrati interesseret i ytringsfrihed. Frie borgerlige vil kunne finde meget mere at glæde sig over hos præsident Calderon og langt mindre i premierminister Zapatero i Spanien, og slet intet i Senora Presidente Kirschner i Argentina. Det er heller ikke meningen. Alle opnåede de magt gennem "lad terningen rulle" processen i demokratiet. Ingen af dem vidste de ville vinde. Demokratiets lotteri begrænser det værste i vor natur. Den lader os erkende dyderne ved tolerance, medfølelse og anstændighed.

I modsætning til den forestilling mange har, at demokratiet er en sikkerhed mod tyranniet, skabt i det islandske Alting eller det engelske Parlament eller hos statholderne i United Provinces, da begyndte demokratiet faktisk i Middelhavsregionen i Europa. Athen og andre græske byer havde demokrati. Romerne forfinede det.

Demokratiet, med det begrænsede formål det blev skabt til, virker. Trods alle dets fejl, vil det fortsat være vort håb i en verden med til overmål ufuldkomne mennesker.

http://www.americanthinker.com/2008/12/the_silver_anniversary_of_arge.html

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie, and his recently published book, The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.

Er unge mere alment uvidende idag?

Elevers uvidenhed i almen viden er ikke en nyhed

Amerikanske (og danske?) børns kendskab til kendsgerninger som enhver borger burde kende til har aldrig været imponerende.

Greg Forster

Du har uden tvivl stødt på statistikker som denne: Ved en undersøgelse af 6000 kommende 1. årselever i landets gymansier, da vidste halvdelen af dem ikke hvornår borgerkrigen fandt sted. Halvdelen kunne ikke lokalisere St. Louis på et kort. Kun 6 procent kunne nævne de oprindelige 13 kolonier. Næsten totredjedele - og husk på, det er blandt elever i nationens topgymnasier - blandede en berømt forfatter fra det nittende århundrede sammen med en populær samtidig musiker. Det er ganske almindelig kendt, og det har atter været i nyhederne: Vore unge har ikke almen viden.

På dette sted i en artikel om dette er standard holdningen at skyde skylden på den mangelfulde uddannelse. For nogle er nedgang i almen viden en afspejling af 1960'ernes kulturradikalisme: Kærlighed til fædrelandet og respekt for landets værdier og institutioner er ikke længere på mode. For andre afspejler det simpelthen uddannelsessystemets forfald i almindelighed: skolerne kan ikke give ordentlig undervisning i matematik og læsning længere, så hvorfor skulle vi dog forvente, at de vil kunne give effektiv undervisning i almindelig dannelse og viden?

Men hold nu rigtig godt fast. Der er ingen tilbagegang.

Statistikkerne jeg nævnte i første afsnit er fra en undersøgelse udført i 1943. Den berømte forfatter fra det 19. århundrede der blev nævnt var Walt Whitman; to tredjedel af førsteårseleverne ved topgymnasierne forvekslede ham med band lederen Paul Whiteman, der erklærede sig som "Jazzen's Konge." Her kan du se, hvorfor eleverne forvekslede dem - de ligner hinanden.

Det skal blive værre. Helt tilbage i 1977 lavede undersøgere en test om amerikansk historie med emner som historielærerne mente "alle elever burde vide." Testen var tænkt som værende passende for at hjælpe eleverne i grundskolen, idet den indeholdt, hvad undersøgerne kaldte "de enkleste og mest åbenbare kendsgerninger om amerikansk historie." De lod elever på alle niveauer fra grundskolen til gymnasiet udføre den for at se hvad der skete.

Gymnasieeleverne svarede rigtigt i 49% af spørgsmålene.

Når vi nu betragter disse undersøgelser fra dengang om almen viden blandt gymnasielever da skal vi huske på, at der var langt færre der gik på gymnasiet dengang. Det var kun de virkeligt egnede - cremen af cremen i landet - der mente, at Walt Whitman var Jazzens Konge.

Det burde måske ikke overraske os. Trods alt er der heller ingen vidnesbyrd om, at matematik og læseevnerne er blevet ringere. Lige så langt tilbage som vi har pålidelige målinger (hvilket uheldigvis kun når tilbage til 1970'erne) er karaktererne for matematik og læsefærdighed i de ældste klasser det samme. Det gælder også for antallet af beståede elever.

Uddannelsessystemet forbruger nu mere end dobbelt så mange penge pr. elev (inflation iberegnet) som man gjorde i 1970, men man får nøjagtigt det samme ud af omkostningerne så systemet er helt tydeligt blevet meget mere dysfunktionelt og er på vej mod en afgørende krise. Men en nedgang i udbyttet er ikke hele problemet.

Det må være klart at fiaskoen med hensyn til almen viden og dannelse ikke betyder, at selve landet står overfor en eksistensiel krise. Hvis det var tilfældet ville vi være løbet ind i den for lang tid siden.

Imidlertid, blot fordi skolesystemets fallit har banket på i lang tid så betyder det ikke, at det som et hele er en fiasko. Fiasko med skoler har altid konsekvenser.

Tænk blot på, hvor meget bedre vor amerikanske levevis kunne have været i det sidste århundrede hvis vi havde været en nation af borgere der vidste, hvad borgerne burde vide fremfor en nation hvis skolesystem har svigtet så markant og så vedvarende med deres opgaver. Ville færre mennesker have underlagt sig isolationismens sang i 1930'erne, mens Hitler og Stalin opbyggede deres massmordsimperier og Mao fik kontrol med de kinesiske revolutionhære?

Ville borgerrettighedsbevægelsens triumf være indtruffet før og med mindre tumult og blodsudgydelse og efterladt færre uløste problemer end de der stadig plager vor politik? Ville der have været en klarere forståelse af kommunismens sande natur, der ville have medført færre forklaringer og undskyldninger for de sovjettiske og maoistiske overgreb, måske endda have ført til en tidligere og mere komplet sejr for frihed i verden? Hvem mon kan nævne de rædsler vi måske ville have undgået hvis vore borgere til fulde allesammen havde forstået de intellektuelle og historiske forudsætninger for friheden?

Yderligere, hvis fiaskoen er så langtidsholdbar da kan vi ikke blot pege på kulturradikalisme fænomenet i 1960'erne. Vi burde forvente at det har rødder i selve vore uddannelsesinstitutioners grundopbygning - uanset hvad vi gør forkert, så er det dog noget vi har gjort i mindst et århundrede.

'Søg og I skal finde.' Når vi søger empirisk efter beviser på hvad der kunne være problemet, så er det også det vi finder.

Det viser sig at skoler der besidder en meget veldefineret holdning langt overgår alle andre i oplæring i almen dannelse og viden. Det viser sig, at eleverne på disse skoler i overvejende grad højst sandsynligt respekterer andres politiske rettigheder, selvom de ikke er enige med dem, de har bedre politisk kundskab, deltager mere i det politiske system og melder sig oftere som frivillige. Dette er bekræftet af undersøgelser der benytter høj-kvalitative metoder der har indbygget redskaber, der kan se bort fra skolernes påvirkning kontra familiens indflydelse og andre kriterier.

Hvilke skoler mon er så tæt og nært knyttet til den bedre dannelse og almen viden? Privatskolerne

http://pajamasmedia.com/blog/student-ignorance-of-civics-is-nothing-new/

Ondskabens femte kolonne i aktion - medierne

Ondskabens femte kolonne i aktion - igen

Melanie Phillips

Der er altså virkelig en krig nu. I Gaza. Faktisk er der to krige kørende; En der involverer rakettet og fly, den anden involverer medierne som Barry Rubin bemærker.

Intet er tydeligere end Hamas' strategi. Den giver Israel valget mellem raketter og medierne og Hamas tror det er en situation af, "Vi vinder eller de taber"... De lumske smil skal tørres af Hamas ledernes ansigter. De har dog endnu et våben, deres reserver, de ringer til medierne. De arrogante, heroiske gårsdagens sejrherrer - jo, gårsdagens da processen kun har brug for nogle få timer - forvandler dem til uskyldige ofre der har behov for vor forståelse. Tabstallene opgives af Hamas, og accepteres af journalister som ikke befinder sig på stedet. Det bedste hit er, selvfølgelig, civile tab. Ingen soldater her. Og tabstallene er ude af proportion; Hamas har sørget for det sker på den måde. Om nødvendigt sympatifyldte fotos af børn der forestiller at være sårede offentliggøres, og når først det er sket i Vestens aviser bliver disse påstande en kendsgerning.

Alt for forudsigeligt - og ifølge planen, med hjælp af Terrorklubben, FN's Generalsekretær Ban Ki-moon der fordømte den "overdrevne brug af magtmidler der fører til død og sårede hos civile," og hos Navi Pillay, den latterlige FN Højkommissær for "Menneskerettighederne," der "kraftigt fordømte Israels, uforholdsmæssige brug af magt." Selvfølgelig er Terrorklubben FN tavs om de aktuelle krænkelser af international lov udøvet af palæstinenserne som det påpeges her af dommer Reid Weiner og Avi Bell:

"De palæstinensiske angreb krænker en af de mest grundlæggende regler i international humanitær lov: Reglen om skelnen, hvilket kræver af kombattanterne, at de retter deres angreb mod lovlige mål - fjendtlige kamptropper eller objekter der bidrager til fjendens militære handlinger. Krænkelser af denne regel - at angribe, med vilje civile eller andre civilles genstander som sådan - er krigsforbrydelser."

Ydermere siger Weiner og Bell, har Israel faktisk en lovlig pligt til at handle mod Hamas ifølge Folkedrabs Konventionen.

Ved at udføre deres angreb på israelske jøder som en del af det større mål at dræbe jøderne, som angivet i Hamas Pagten krænker mange af de palæstinensiske terrorister også Konventionen om at Undgå og Straffe Folkedrab. CPPG. I stykke 1 i Folkedrabskonventionen kræves det af Israel og andre medunderskrivere at de skal 'forhindre og straffe' ikke blot personer der udfører sådanne folkedrabshandlinger, men også de der tilskynder og konspirerer til drab og som er medskyldige i deres handlinger. Konventionen kræver såldes at Israel forhindrer og straffer terroristerne og de ledende personer der offentligt har støttet de palæstinensiske angreb. Stykke 2 i Konventionen definerer ethvert drab som formålet 'at ødelægge, delvis eller fuldstændigt, en national, etniske racemæssig eller religiøse gruppe' som en folkedrabshandling.

For at udøve sin lovlige pligt ifølge international lov bliver Israel fordømt og bedt om at holde inde af politikere som Frankrigs Nicolas Sarkozy og Storbritanniens udenrigsminister David Milliband. Den moralske venden tingene på hovedet er forbavsende. Milliband har bedt om øjeblikkelig våbenhvile af Israel. Resultatet vil være at Israel ville lide under de palæstinensiske raketangreb uophørligt.

Hvis noget har været "uforholdsmæssigt" har det været Israels manglende gengældelse i løbet af årene, når dets borgere i den sydlige del er blevet terroriseret af raketter og andre missiler der regner ned på dem fra Gaza. Intet andet land i verden ville have siddet med hænderne i skødet så længe under sådanne omstændigheder. Selvom Israel forsvarer sig militært hævdes landets svar at være "uforholdsmæssigt." Den skade, dumhed og rene idioti ved en sådan påstand kan tilbagevises helt og aldeles af Dore Gold, der påpeger at Israel's handlinger i Gaza er i overensstemmelse med international lov. Denne tillader Israel at igangsætte en operation for at forhindre at landet bliver angrebet yderligere. Ydermere defineres "uforholdsmæssig" magtanvendelse således at magt bliver omfattende hvis den er anvendt til andet formål, såsom at forårsage unødvendig skade på civile.

Israel har helt bevidst ikke haft civile som mål, derimod Hamas terroristerne. Trods det ondskabsfulde indtryk der gives i medierne er de flest af de døde og tilskadekomne i denne operation Hamas kæmpere. Selv Hamas har indrømmer at langt de fleste steder Israel har ramt var deres militærinfrastruktur. UNRWA embedsfolk i Gaza striben har anslået dødstallet til 310, heraf 51 civile. Alle de andre Hamas terrorister.

Desværre er civile tab uundgåelige i en sådan konflikt - og det gælder især i Gaza, da Hamas med vilje har placeret deres terrorinfrastruktur midt blandt den civile befolkning.

De som skriger "uforholdsmæssig" mener, ganske grotesk, at ikke tilstrækkelig mange israelere er blevet dræbt. Det skyldes delvis, at Israel passer godt på deres borgere og bygger bombesikre beskyttelsrum hvor de belejrede civile kan søge ly. Hamas opbevarer, igen med vilje, deres raketter og andet udstyr til massemord i kældrene i beboelsesejendomme og i tætbebyggede områder for, at så mange som muligt af deres egne kan dræbes i propagandaøjemed. Hamas er således kyldig i krigsforbrydelser ikke kun mod israelere, men mod det palæstinensiske folk. Dog er der om dette - ganske utroligt surrealistisk - næsten total tavshed i Vesten, der i stedet skylder skylden på Israel.

Under alle omstændigheder, hvis med "uforholdsmæssigt" menes en ubalance i antallet dræbte på den ene side, da er det uundgåeligt hvis infrastrukturen bag agression skal besejres. Mange flere er døde i Afghanistan end ved 09.11. angrebene, dog er den krig nødvendig for at ødelægge Taliban. Mange flere døde i Nazi Tyskland eller Japan end i England eller Amerika under 2. Verdenskrig. Dog var de Allieredes offensiv nødvendig for at besejre nazismen og forhindre yderligere blodbad blandt de berørte ofre.

Den afskyelige 5. kolonne i Gaza konflikten er imidlertid - som altid - medierne i Vesten. Det var afslørende at være vidne til at se britiske tv-hold drage afsted til Israel lørdag aften. Humlen er, at de ikke allerede var dernede - fordi deres redaktører ikke mente det var nødvendigt at sende dem ud for at dække de genoptagne raketangreb på det sydlige Israel. Faktisk er der ikke nogen i Storbritannien der er klar over, at Israel nu endelig svarer igen på de 6000 raketangreb siden 2001, med en 50%'s forøgelse efter Israel trak sig ud af Gaza i 2005. Britiske journalister blev kun sendt til kampzonen da Israel endelig gik til modangreb - fordi - rædselsfuldt som det er - det er kun jødisk vold der vil udgøre en historie.

Resultatet er at Israel bliver udråbt - uretfærdig og usandt - som agressoren. Det ubeskrivelige BBC rapporterede i radio meddeleleser om lørdagen, at Israel med angrebet havde "forspildt chancen for fred i regionen." Dem med sund fornuft ville dog tro, at grunden til at chancen for fred i regionen blev forspildt var, at Hamas fortsatte med føre en agressiv krig. Selv nu hvor de stadig affyrer raketter mod Israel, Katyushas og iranske Grad, der kan nå så lang som til Ashkelon og Asdod. Idag blev endnu en israeler dræbt i Askehelon og mange såret - herunder adskille israelske arabere.

Hvis medierne i det hele taget havde nævnt angrebene på Israel, da har de gjort det som en efterrationalisering. Hovedhistorien er den "uforholdsmæssige" israelske vold. Så vidt man kan se har der ikke været nævnt noget om den kendsgerning, at dagen før Israel påbegyndte operationen, fik en palæstinenser fra Gazastriben tilladelse til at komme på hospital i Israel for behandling på grund af et alvorligt sår - påført ham af en vildfaren Hamas raket, der var affyret mod Israel.

Hvilket andet land ville behandle sine fjender på deres egne hospitaler - som Israel rutinemæssigt gør med palæstinensere fra Gaza - selv når der er sårede som er et direkte resultat af deres egne forsøg på at dræbe endnu flere israelere? Hvilket andet land ville give eller sørge for elektricitetsforsyning, benzin og andre nødvendigheder til mennesker der vil benytte sådanne faciliteter i forsøget på at myrde så mange af deres borgere som muligt? Søndag, for eksempel, som Ha'aretz fortæller, blev Kerem Shalom posten åbnet for at 26 lastvogne med fødevarer og medicinsk udstyr kunne passere. Igen i dag blev der åbnet for ca. 40 lastvogne der kom ind med fødevarer og medicin. Dog har organisationer som Amnesyt Ibnternational fordømt Israels brug af alle "blokader" mod Gazastriben som "kollektiv straf," og Jeremy Hobbs, chef for Oxfam International har krævet at Israel "omgående ophæver den inhumane og ulovlige belejring."

Alligevel nægter Hamas at sårede Gazabeboere får adgang til Ægypten i behandlingsøjemed - og ægypterne selv åbnede ild mod dem. Hvor er skrigene om ægyptisk- og Hamas brutalitet? Hvor er Amnesty og Oxfam's fordømmelse af Hamas og Ægypten? Kunne alle de fra udenrigsministeriet og nedefter ikke holde en pause i råbene om "humanitær katastrofe" i Gaza og så betragte de velnærede, sunde Gazabeboere der går i parade, som kan ses på deres egne TV-skærme? Hvis det er en "humanitær katastrofe" - med forsyninger der konstant hældes ind gennem de ulovlige tunneler fra Ægypten, sammen med missiler til milliarder af dollars i værdi, beregnet på massemord - ja, hvad kalder de så det der sker i Zimbabwe, som i utallige år af en eller anden uransaglig grund har været i glemmebogen?

Et sådant hykleri og ondskab er ikke kun knyttet til britiske medier og NGO'er. Glenn Greenwald hyler op om det.

Amerikas ensidige støtte til alt hvad Israel foretager sig i modsætning til vor politiske klasse, og den ensidige fordømmelse af Israel's fjender (som er, Amerikas fjender) -- alt dette er, som sædvanligt, i direkte modsætning til den konsensus der gælder i resten af verden.

Er det nu sandt? Nuvel, Hamas har fået skylden for denne krig af Mahmoud Abbas, der sagde Hamas kunne have undgået dette angreb, hvis de havde forlænget deres "våbenhvile." Ægypten har givet dem skylden for denne krig, og arabiske lande der er rædselslagne over islamismen, og især Iran, er inderst inde for, at Israel udsletter Hamas. Selv den israelske venstrefløj støtter operationen. De eneste der stiller sig på folkedrabsterroristernes side, Hamas, er medierne i Vesten, der efterligner Hamas propagandanen, og således giver luft til endnu værre morderisk vrede mod Israel, ligesom man øger presset på verdens lederne for at tvinge Israel til at holde inde, før Hamas er ødelagt.

Er det ikke en oplagt sag for en domstol at føre anklage mod disse mediers udgydelser på grund af deres ansvsar for blodsudgydelserne, for indirekte at hjælpe lovovertræderne til forsøget på folkedrab?

FamilySecurityMatters.org Contributor Melanie Phillips is the author of the powerful and frightening “Londonistan” which can be purchased here, and she blogs at The Spectator.

http://www.reuters.com/article/homepageCrisis/idUSLM636984._CH_.2400

50 år med Fidel

Bruce Walker

For 50 år siden gik Fidel ind i Havanna og Batista forlod landet. 50 år siden forlod friheden Havanna og er aldrig kommet tilbage. I Amerika var der i visse dele af landet en besynderlig form for begejstring da Batista regeringen faldt.

Endnu mere besynderlig var den kanonisering af Castro som fulgte i de næste tyve år. Radikale studenter fra amerikanske colleges plejede at rejse til Cuba i løbet af 1960'erne for at hjælpe til ved Cubas sukkerrørshøst. Rock stjerner har i dag tatoveringer af den gennemført afskyelige psykopat Che Guevara, ligeså surrealistisk umoralsk som hvis digtere skrev hyldester til Richard Heydrich. Den Maximale Leder, Fidel, tiltrækker sig den sleske beundring af enhver tåbe hos den amerikanske venstrefløj.

Hvad var så fascinerende ved Fidel? Ud fra enhver målestok, også set ud fra venstrefløjesns var Fulgencio Batista en bedre leder for Cuba end Castro. Batista blev valgt i 1940, og overtog regeringen anden gang ved et blodløst kup i 1952, i modsætning til Castro. Han gav støtte til et omfattende velfærdsprogram herunder hele retsmaskineriet med rettigheder som venstrefløjen har forbundet med god regeringsførelse: Mobile sundhedsenherder i landdistrikterne, en tvunget forsikring, betalt af industrien, til arbejderne, minimumlønslovgivning, otte timers arbejdsdag, enorme udgifter til offentlig skoleundervisning og meget mere.

Fidel var ikke engang socialist i ordets mest enkle betydning. Castro havde altid hos sig, de samlede værker af Benito Mussolini og også af falangisten Jose Antonio Primo de Rivera, hvis disciple hjalp Franco til at komme til magten. Da Castro blev idømt fængsel for oprørsforsøg, omarbejdede han samvittighedsfuldt sin tale efter Hitler's "Historien vil frifinde mig" tale før han blev ført til fængslet i Landsberg. Castro forandrede sig ikke grundlæggende da han overtog magten i Cuba: Da Franco døde, for eksempel, erklærede Castro dagen som en national sørgedag i Cuba.

Batista var som en modsætning i bitter modstand til nazisterne, fasciterne og falangisterne. Som Allan Chase beskriver det i sin bog fra 1943, The Falange: The Axis Secret Army in the Americas, begyndte Raoul Meastri sin karriere som marxist udgav så senere en bog, Tysk national Socialisme, der hyldede Nazismen, vendte så tilbage til Cuba som en førende falangist mod Batista. Chase når frem til at Batista var den førende modstander mod nazisme, fascisme og falangisme i Latin Amerika.

Hvor er det besynderligt som Batista er blevet dæmoniseret af den radikale venstrefløj når han nu var modstander af de "Yderste Højrefløjs" forfærdeligheder fra Nazismen, Fascismen og Falangismen. En aktiv allieret af disse "Yderste højrefløjs" bevægelser var Castro og hans kumpaner. Egentlig er det meget oplagt når man erkender at nazismen er marixisme der igen er fascime, men det er en anden historie.

Batista var næppe modstander af kommunismen, selve venstrefløjens essens. Som Edmund Chester bemærkede i sin bog fra 1954, a Sergeant named Batista, udpegede den cubanske leder cubanske kommunister i sin embedsstand, og han beskrev sig selv som "en progressiv socialist," og Summer Welles, Franklin D. Roosevelt's viceudenrigsminister, antydede overfor Washington, at Batista egentlig var kommunist. Det cubanske kommunist parti gengældte venskabet. Da Castro angreb Batista i 1953 anklagede Det Cubanske Kommunist Parti ham for "Putchisme" (eller - lig Hitler.)

Konservative og andre normale personer kan se noget godt ved Batista og intet godt ved Castro. Batista var den slags quasi-demokrat og quasi-diktator der er så typisk for Latin Amerika. Hans sociale reformer virkede (på samme måde som Peron's i Argentina virkede). Han var imod markedsøkonomien, i mod store selskaber og kunne til tider være brutal.

Hvad i alverden kunne venstrefløjen gøre bedre med Castro? Cuba han overtog var et af de mest velstående lande på den Vestlige Halvkugle. Cubanerne dengang gik ikke ombord i skrøbelige synkefærdige både i forsøg på at flygte. Ideologisk set mistede Cuba en mand der vel nærmest var skabskommunist til en mand der helt åbenlyst havde længsler efter Hitler, Mussolini og Primo de Rivera. Var det fordi Castro var en der blev betraget som nationalist, og som kunne beskytte Cuba mod udnyttelse af stormagter?

Hvis det er tilfældet, da har Castro fejlet i ubegribelig grad. Jo, han nationaliserede industrierne i Cuba og eksproprierede ejendomme af rige cubanere, men Castro gjorde et Cuba, der var kosmopolitisk og åben overfor hele verden, til et fængsel og en udpost af den mest brutale imperialistiske supermagt, Sovjetunionen. Under Batista, var der ingen amerikanske soldater på øen for at beskytte Batista mod sit eget folk. Under Castro var det lige netop, det sovjettiske tropper og tropper fra andre Warschawa Pagt allierede, gjorde der.

Uanset hvor meget man holder fast i det besynderlige argument at Batista blot var en amerikansk marionet er der kun lidt tvivl om, at Castro altid har været en russisk marionet. Cubas udensrigspolitik under Castro fulgte Sovjetunionen som en veltrænet skødehund. Kreml havde behov for kamptropper til de pro-seovjettiske styrker i Angola - adskillige tusinder kilometer borte fra Cuba - selvfølgelig ikke noget problem; Fidel sendte cubanere for at kæmpe og dø for Sovjets interesser. Afgrøderne og sukker i Cuba kan meget vel være solgt til underpris under Batista til Amerika, men under Castro blev sukkerhøsten, og hele det cubanske folks økonomi pantsat til Rusland.

Castro elskede Den Yderste Venstrefløj, fordi han hadede Amerika. Det er den syge, sørgelige reaktion på hans overdrevne smiger. Had til Amerika har forbundet Castro med legemliggørelsen af den hensynsløse venstrefløjs handlinger - fascismen, kommunismen, nazismen, falangismen, og nutidens venstreorienterede. Under Den 2. Verdenskrig, hylede Falangen konstant op om "Yankee Imperialimen" ligesom den hyldede nazisterne, fascisterne og japanerne som revolutionære allierede mod denne imperialisme.

Castro er aldrig holdt op med at hade Amerika. Han har blot ændret sin gennemførte troskab, da Aksemagterne tabte. Det har gjort ham til den helt store Helt på den yderste venstrefløj. Der er ingen "ideologi" over denne Venstrefløj. Den er ganske enkelt en omfattende kvalmende sammenkogt ret af hadingredienser. Kødet i dette had, er had til Amerika, og de individuelle friheder der har bevist deres værdi.

Vi kan kun rose os af de fjender vi har, såsom Fidel Castro, den mand der ødelagde Cuba.

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie, and his recently published book, The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.