Amerikanske (og danske?) børns kendskab til kendsgerninger som enhver borger burde kende til har aldrig været imponerende.
Du har uden tvivl stødt på statistikker som denne: Ved en undersøgelse af 6000 kommende 1. årselever i landets gymansier, da vidste halvdelen af dem ikke hvornår borgerkrigen fandt sted. Halvdelen kunne ikke lokalisere St. Louis på et kort. Kun 6 procent kunne nævne de oprindelige 13 kolonier. Næsten totredjedele - og husk på, det er blandt elever i nationens topgymnasier - blandede en berømt forfatter fra det nittende århundrede sammen med en populær samtidig musiker. Det er ganske almindelig kendt, og det har atter været i nyhederne: Vore unge har ikke almen viden.
På dette sted i en artikel om dette er standard holdningen at skyde skylden på den mangelfulde uddannelse. For nogle er nedgang i almen viden en afspejling af 1960'ernes kulturradikalisme: Kærlighed til fædrelandet og respekt for landets værdier og institutioner er ikke længere på mode. For andre afspejler det simpelthen uddannelsessystemets forfald i almindelighed: skolerne kan ikke give ordentlig undervisning i matematik og læsning længere, så hvorfor skulle vi dog forvente, at de vil kunne give effektiv undervisning i almindelig dannelse og viden?
Men hold nu rigtig godt fast. Der er ingen tilbagegang.
Statistikkerne jeg nævnte i første afsnit er fra en undersøgelse udført i 1943. Den berømte forfatter fra det 19. århundrede der blev nævnt var Walt Whitman; to tredjedel af førsteårseleverne ved topgymnasierne forvekslede ham med band lederen Paul Whiteman, der erklærede sig som "Jazzen's Konge." Her kan du se, hvorfor eleverne forvekslede dem - de ligner hinanden.
Gymnasieeleverne svarede rigtigt i 49% af spørgsmålene.
Når vi nu betragter disse undersøgelser fra dengang om almen viden blandt gymnasielever da skal vi huske på, at der var langt færre der gik på gymnasiet dengang. Det var kun de virkeligt egnede - cremen af cremen i landet - der mente, at Walt Whitman var Jazzens Konge.
Det burde måske ikke overraske os. Trods alt er der heller ingen vidnesbyrd om, at matematik og læseevnerne er blevet ringere. Lige så langt tilbage som vi har pålidelige målinger (hvilket uheldigvis kun når tilbage til 1970'erne) er karaktererne for matematik og læsefærdighed i de ældste klasser det samme. Det gælder også for antallet af beståede elever.
Uddannelsessystemet forbruger nu mere end dobbelt så mange penge pr. elev (inflation iberegnet) som man gjorde i 1970, men man får nøjagtigt det samme ud af omkostningerne så systemet er helt tydeligt blevet meget mere dysfunktionelt og er på vej mod en afgørende krise. Men en nedgang i udbyttet er ikke hele problemet.
Det må være klart at fiaskoen med hensyn til almen viden og dannelse ikke betyder, at selve landet står overfor en eksistensiel krise. Hvis det var tilfældet ville vi være løbet ind i den for lang tid siden.
Imidlertid, blot fordi skolesystemets fallit har banket på i lang tid så betyder det ikke, at det som et hele er en fiasko. Fiasko med skoler har altid konsekvenser.
Tænk blot på, hvor meget bedre vor amerikanske levevis kunne have været i det sidste århundrede hvis vi havde været en nation af borgere der vidste, hvad borgerne burde vide fremfor en nation hvis skolesystem har svigtet så markant og så vedvarende med deres opgaver. Ville færre mennesker have underlagt sig isolationismens sang i 1930'erne, mens Hitler og Stalin opbyggede deres massmordsimperier og Mao fik kontrol med de kinesiske revolutionhære?
Ville borgerrettighedsbevægelsens triumf være indtruffet før og med mindre tumult og blodsudgydelse og efterladt færre uløste problemer end de der stadig plager vor politik? Ville der have været en klarere forståelse af kommunismens sande natur, der ville have medført færre forklaringer og undskyldninger for de sovjettiske og maoistiske overgreb, måske endda have ført til en tidligere og mere komplet sejr for frihed i verden? Hvem mon kan nævne de rædsler vi måske ville have undgået hvis vore borgere til fulde allesammen havde forstået de intellektuelle og historiske forudsætninger for friheden?
Yderligere, hvis fiaskoen er så langtidsholdbar da kan vi ikke blot pege på kulturradikalisme fænomenet i 1960'erne. Vi burde forvente at det har rødder i selve vore uddannelsesinstitutioners grundopbygning - uanset hvad vi gør forkert, så er det dog noget vi har gjort i mindst et århundrede.
'Søg og I skal finde.' Når vi søger empirisk efter beviser på hvad der kunne være problemet, så er det også det vi finder.
Det viser sig at skoler der besidder en meget veldefineret holdning langt overgår alle andre i oplæring i almen dannelse og viden. Det viser sig, at eleverne på disse skoler i overvejende grad højst sandsynligt respekterer andres politiske rettigheder, selvom de ikke er enige med dem, de har bedre politisk kundskab, deltager mere i det politiske system og melder sig oftere som frivillige. Dette er bekræftet af undersøgelser der benytter høj-kvalitative metoder der har indbygget redskaber, der kan se bort fra skolernes påvirkning kontra familiens indflydelse og andre kriterier.
Hvilke skoler mon er så tæt og nært knyttet til den bedre dannelse og almen viden? Privatskolerne
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar