Hvorfor må man ikke sige, du er dum!

Hvorfor må man ikke sig "du er dum!"

Friheden til af fornærme er den meget ringe pris vi betaler for at holde fast på vor demokratiske levevis. 

Frank Furedi

I den verden vi lever nu skal man virkelig passe på med, hvad man siger. Det opdagede Ben Stiller fornylig,  selv manuskriptforfattere og filminstruktører er nemlig ikke undtaget fra censorernes korstog. Blot et par dage før filmen Tropic Thunder, med Ben Stiller som instruktør og medforfatter, blev frigivet var der protester mod denne komedie, man var fortørnet over den gentagne brug af ordet "retarderet," der benyttedes til at beskrive en af rollerne.

Du behøver nu ikke at være instruktør til en mangemillions dollars komedie for at være offer for censurens opmærksomhed. Her forleden dag fik jeg en meget gavnlig guide til de ord jeg ikke bør benytte, af en redaktør der var interesseret i mit arbejde. Som forventet advarede guiden mig mod at benytte ord som "retarderet" når jeg vil henvise til retarderede mennesker. Højst overraskende så jeg, at udtrykket "mentalt syg" nu også var fordømt som værende så krænkende at jeg fik at vide at det var bedre at benytte udtrykket "forbruger af mental sundheds service."

På et tidspunkt vil jeg skrive en bog om, hvad det er for en mental tilstand og forestillingsverden der får mennesker til at sammenstrikke en sådan lang liste af 'blasfemiske' ord.

Det der slog mig var, hvordan jeg selv var kommet helt ud af trit med nutidens yderst følsomme censur. Jeg var virkelig rystet da jeg opdagede at udtrykket "knokle som en kuli" var krænkende fordi det åbenbart har rascistiske overtoner. Jeg blev dybt rystet i mit inderste da jeg fandt ud af, at et af mine favoritord "civiliseret", ikke burde benyttes af en kulturelt følsom forfatter, fordi det åbenbart har påståede rascistiske undertoner. Hvad så med "sæd"? Hvem andre en en retarderet tørvestikker ville kunne forbinde det ord med en arketypisk patriarkalsk dominans.

Censurens indtog

Censur har en lang historie. Tilbage i Romersk tid fik to magistrater - eller "censorer" - ansvaret for ikke kun at optælle befolkningen, men også at holde øje med offentlighedens moral og opførsel. Skønt censuren i det 19. og 20. århundrede ofte var drevet af en politisk nødvendighed var dens mål dog det samme, at overvåge den moralske opførsel.

Det 21. århundredes censur fortsætter denne tradition af moralsk foretagsomhed. I dag er censur ikke kun statens eller de religiøse myndigheders projekt. Grupper af rådgivere, uddannelsesfolk, medieorganisationerne og professsionelle er hele tiden i gang med deres retoriske korstog for at forbyde visse ord, og/eller fremføre deres egne favoritord. I den moderne tid har der aldrig været en periode som vores, hvor sproget er så omhyggeligt reguleret, og skal være politisk korrekt, i såvel private som offentlige institutioner.

Hovedårsagen til denne udvikling er den fremvoksende tro på, at ord kan gøre skade i langt højere grad end vi tidligere mistænkte og at mennesket skal have ret til at blive beskyttet mod krænkende ord. Det er af tidens tegn, at censurhandlinger ikke virkelig bliver opfattet som det de er - den fælles regulering af hverdagssamtalen og undertrykkelsen og stigmatiseringen af visse ideer. I stedet for bliver de ofte fremstillet som værende nødvendige tiltag for at forhindre at mennesker bliver krænket, eller som en underfundig måde at formindske konflikter.

Ord bliver ofte opfattet som våben der kan traumatisere og psykologisk skade dem de rettes imod. Som en konsekvens bliver ytringsfriheden ofte sat overfor retten til ikke at blive krænket. Set fra dette perspektiv opfattes censur ikke som en autoritær indtrængen, men som en formildende omstændighed med det formål at beskytte den 'følsomme' fra smerte.

Forestillingen om at ord kan såre er ikke ny. Men opfattelsen af, at fornærmende tale har en skadelig følgevirkning på mennesker og der er behov for at den skal reguleres nøje er ny, og således er det en fravigen fra den måde man har opfattet det i tidligere tider. En sådan indstilling har som sin forudsætning en radikal omdefinering af menneskets subjektivitet. Den forudsætter at mennesket ikke har intellektuel ressource til at tage stilling til modsatrettede ideer. 

Som en følge heraf vil den offentlighed, der mangler tankens selvstændighed eller moralsk dømmekraft have behov for at blive beskyttet mod ideernes mange forskellige valg. Under sådanne omstændigheder kan ideer være farlige og undertrykkelsen af dem kan opfattes som en service for offentligheden.

Tendensen til at beskytte individet og befolkningerne mod smertefulde ord er understøttet af stærke kulturelle kræfter. Som en konsekvens er der i nutiden kun en spinkel kulturel forsikring for retten til at ytre sig frit. Man får virkelig det indtryk, at akademikerne og offentlige personer mere er interesseret i at kritisere ytringsfriheden end i at forsvare denne ret.

Mange bidragydere i diskussionen om dette emne er ikke særligt bekymrede over den rolle staten spiller i politisk korrekt tale. Derfor er den oprindelige drivkraft bag ytringsfrihedens sag - frygt for statens magt til at udøve censur og efterstræbe mennesker på grund af deres tro og deres ord - ofte afvist som en historisk fodnote. Det bliver underforstået forkastet som en irrelevant og gammeldags besættelse.

På en pervers måde bliver udøvelsen af retten til at ytre sig frit forbundet som værende et privilegium for eliten. Den opfattes som en bekræftelse af magten og en benægtelse af de undertrykte og de sårbare. Denne radikale omfortolkning af ytringsfriheden garanteres af en fundamentalistisk omfortolkning af, hvad der har frembragt problemet. For kritikerne af ytringsfrihed er selve sagens kerne ikke det væsentlige, men de individuelle måder at tale på der måske sårer de som ikke har magt.

Sørgeligt at sige, men vi er i fare for at glemme at det er nøjagtigt på grund af ord at vi har den magt som demokratiet hviler på, nemlig ytringsfrihed. Retten til af fornærme er en meget ringe pris vi betaler for at opretholde vore demokratiske levevis. 

http://pajamasmedia.com/blog/what-ever-happened-to-sticks-and-stones/