Gazas børn ofres

Gaza's børn ofres til en ondskabsfuld Gud

Hamas manipulerer med tabstallet af børn for at tilfredsstille de hungrende medier.

Rand Simberg

For tusinder af år siden, i Mellemøsten, ikke kun civilisationens vugge, men også oprindelsesstedet til mange guder var der en guddom ved navn Molok. I dag ville de som tror på Abrahams Gud, som han var samtidg med, betragte denne guddom som hedensk. Ligesom Abrahams Gud var han en vredens Gud (dog ikke nær så nærtagende). Abrahams Gud var derimod mere kompleks, og i det mindste senere hen - barmhjertig, og jo også kærlig. (Jo og jeg er fuldt ud klar over det offer Abraham skulle bringe, men det er en anden historie.)

Molok var langt mere ligetil. Han var blot ondskabsfuld, og i grundsubstansen en åndemaner - en som enhver moderne gangster ville vise respekt og beundre.

Hans handlemønster var i store træk dette: "Jeg er den der bringer Solen. Det er en yndig lille by I har der. Det ville dog være ærgerligt, hvis der skete den noget, såsom at afgrøderne gik ud fordi Solen ikke kom. Jeg kan sørge for, at det ikke sker. Jeg beder ikke om meget som betaling - et tempel med præster og rituelle prostituerede, og lejlighedvis et offer."

Hans repræsentant i Templet var en tyr med horn og krone, åben mund og udstrakte arme. På offerdage brændte der en ild inden i ham.

Folkeskarerne ville forsamles rundt om ham og synge, og trommerne ville lyde, og i den ugudelige konstante larm ville skrigene fra de uvidende børn og deres fortvivlede mødre drukne. Babyer ville blive bragt op til Moloks arme, og gennem en oldgammel sindrig mekanisme, løftet op til Gudens mund for derefter på grusommeste vis blive kastet ned i det brændende inferno.

For at give traditionen styrke, så forsatte solen med at skinne.

Med tiden blev Abrahams Gud den dominerende i Mellemøsten, med tre store religoner der tilbeder ham. Molok blev forladt.

Nu hurtigt fremad mod det 21. århundrede i Mellemøsten. Der er nu en ny kult der går ind for børneofringer i et oldgammelt land, trods det at det hævder at være af Abraham's Guds æt.

Nu for tiden er formålet med ofringerne ikke at få solen til at skinne så afgrøderne kan gro. Offeret er at tilfredsstille guderne, eller djævlene, i nyhedsmedierne, og hjælpe med til at give folket et helt anderledes og meget mindre ærefuldt mål - udryddelsen af et andet folkeslag.

I 2009, i "Gaza Striben," en af de gamle byer hos Filistrene, har en islamisk gruppe kaldet Hamas det mål, som en del af deres charter, at ødelægge alle nulevende jøder.

De har ikke de militære ressourcer, eller kompetencen til at gøre dette lige nu, men det giver dem en glæde blot at forsøge, omend ineffektivt, at dræbe hvilken som helst jøde der befinder sig indenfor rækkevidden af deres upræcise raketter. Mens kun få af disse rammer deres mål (hvilket burde være børnehaver og isbodsbutikker, eller hvorsomhelst unge jøder øjensynligt forsamles i større antal), da er de dog af tilstrækkelige styrke til konstant at true og forstyrre livet hos dem de rettes imod, hvis man kunne anvende et sådant ord til så grusomt et våben.

Men våbnenes grusomhed er ikke det der betyder noget, eller er det? Hvad der er vigtigst er formålet.

Hamas ønsker at jødiske børn skal dø. Jøderne ønsker at deres børn skal leve. Udover det, ønsker jøderne endog at Hamas' børn skal leve. Dette kan bevidnes, ikke kun af den smerte og risiko deres egne tropper tager for omhyggeligt at ramme de der forsøger at dræbe dem, og for at minimere (selvom de ikke helt kan undgås, som forklares om lidt) antallet af sårede Hamas børn, til det punkt, hvor der udstedes advarsler om, hvornår de vil angribe deres forældre og således forøge muligheden for at slå den egentlige fjende ihjel. Det demonstres også af deres villighed til at bringe de sårede til deres egne hospitaler for behandling når der er mulighed for det.

Heri består den virkelige forskel på de to sider. Hamas ønsker ikke blot at dræbe det jødiske barn (skønt de selvfølgelig gerne vil gøre det, af den eneste grund at de er jøder, i overenstemmelse med deres djævelse karaktertræk). De er også villige til og ivrige efter at ofre deres egne.

Hvordan det?

Det er egentlig helt utroligt. De placerer deres raketaffyringsramper på skolerne, der så efterfølgende bliver målet for gengældelse. De opretter militære kvarterer i familiers hjem, hvor man må regne med at børn er tilstede. De går endog så vidt som at oprette militære hovedkvarterer i kælderen på Gaza's største hospital, hvilket vil sikre, at hvis de bliver angrebet, vil ikke blot børn, men syge og sårede børn, såvel som syge og sårede voksne og deres sygepassere blive lemlæstet eller dræbt.

Ved at benytte de unge, syge og på andre måder hjælpeløse mennesker som menneskelige skjolde gøres dette for at beskytte sig, skønt det er forkasteligt i sig selv og en krigsforbrydelse i ekstrem grad. Det er dog en krigsforbrydelse som medierne ikke tør nævne.

Nej, de gør dette i håbet om, at disse unge - lige fra babyerne, til de syge og hjælpeløse - faktisk vil blive dræbt så de kan fremvises for deres allierede, enten bevidst eller ej, i Vestens medier for at hjælpe dem fremad i deres mål om, i det mindste midlertidigt at afslutte det jødiske defensive angreb mod dem. Alt dette gøres i håbet om at deres fjende endnu engang vil løbe politisk spidsrod, og at det endnu engang vil kunne købe dem tid til at få forstærkninger, bedre våben og derpå igen genoptage deres ultimative folkedrabsdrøm.

At de ikke kun er ynkelige kujoner der gemmer sig bag børns bleer, men snarere faktisk fryder sig over deres eget afkoms død afsløres af deres egne indoktrinerings talemåder, hvori de opmuntrer deres egne børn til at blive martyrer i deres onde sags tjeneste. Som yderligere bevis på, at døden er målet falbydes nyhedshistorer om deres døde, selvom det ikke nødvendigvis er sket.

Jo, Molok er vendt tilbage til Mellemøsten efter et par årtusinder. Men til forskel fra dengang er tyrens bug kameralinsen i gennem hvilken de uskyldiges ofre bliver fodret til en føjelig presse for derefter at blive videregivet til en godtroende verden.

Denne gang ønsker de der ofrer børn ikke at lade skrigene fra de skrækslagne drukne, mens de kastes ned i ilden. Skrigene, og (som altid) terroren, er selve meningen.

Som tingende udvikler sig vil måske mediernes sol, ikke ligesom Molok, begynde at falme. Hvis det sker og hvis denne handlemåde fortsætter vil de som vil kunne fatte det moralsk, ikke frygte solmørkelsen, næ snarere byde den velkommen.