Befolkningstal er overraskende

Det globale befolkningstal giver overraskelser

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN                                                                                  

Nogle moderne historikere har kædet geografi og demografi til deres historieforskning, og det er ikke et øjeblik for sent. Vi kan faktisk ikke forstå psykologien, og fremtidige udfordringer hos vore allierede og fjender uden at overveje,  hvorfor de handler som de gør og om der er for mange eller for få mennesker til at trives, være aggressive eller have nedtur.                    

o Geografi. Robert Kaplan fortæller os i sin nye bog: The Revenge of Geography, at det altafgørende i et lands historie er dets geografi. The United States er omgivet af to oceaner, et venligsindet og gavnligt land, Canada,  og et problemfyldt land der trænger til udvikling - Mexico. Vi er velsignet med en geografi der har beskyttes os mod den skæbne så mange lande i verden har været ude for, men vi har ikke råd til at ignorere Mexico - og til begges gavn.  

Rusland enormt som det er som forbandet af sin geografi. Det er vidt åbent for invasioner fra alle sider, hvilket forklarer deres paranoia. De er forbandet af en geografi der har placeret dem for højt mod nord så de har vanskelig ved på effektiv vis at kunne brødføde sig selv. Geografien har midlertidigt velsignet dem med enorme naturressourcer som i dag er deres eneste kilde til velstand. Og deres demografi giver dem en problematisk fremtid: Fødselstallet er for hastigt nedadgående. Ruslands noget tungsindige indstilling er forståelig, og fremtiden er ikke rosenrød.

o Demografien. Ved kun at se på overfladen kan vi muligvis overdrive udfordringen, som værende højst uheldigt, lande der har en hoben problemer ved første øjekast. I årevis har vi nu fået at vide at Islam er verdens hurtigst voksende religion, og at muslimer snart vil oversvømme verden i en befolkningseksplosion. I mange år så det ud til at være rigtigt. Den muslimske verden har takket været deres rigelige mængder af olie, finansieret en bølge af unge mænd der har givet ‘brændstof’ til den nuværende voldsfeber. Det som imidlertid går op, skal også ned.

Demografen Nicholas Eberstadt, forsker ved American Enterprise Institute, har bemærket at nedgangen i muslimers fertilitetsrate også er en forudvarsel om nedgang af militant Islam. Sammen med det faldende fødselstal er der en afsværgelse af ægteskabet.  (Se David Ignatius, "A Sea Change in the Muslim World," 9.  februar, Santa Cruz Sentinel).

Ikke kun lægger demografer mærke til disse hændelser, men også nationale ledere. Russerne, tyrkerne og iranerne har alle offentligt tialt om deres svage fødselstal, og opmuntrer de unge kvinder til at gøre deres pligt og få børn. De unge kvinder lytter ikke, hvilket er forståeligt i betragtning af hvordan deres kulturer truer dem. En psykologisk grund til flugten fra ægteskabet og den ringe fertilitet er den lang periode med skuffelser. At få børn i dag kræver tro på fremtiden.

Iran, sammen med det nuværende rod og kaos, erfarer den værste nedtur i befolkningstallet i verden i dag. Fertilitetsraten er faldet nmed 70% i løbet af de sidste 30 år, og befolkningen vil falde med 50% i afslutningen af århundredet om ikke denne tendens standses. Iran var på sit højeste i den tidlige islamistiske periode (1980), da man hævdede at være 72 millioner (overdrevent, men omtrent), efter Ayatollah Khomeini forbød prævention. Nu er fertilitetstalles faldet til måske 1,3, og der kræves 2,1 for at opretholde status quo.

Rusland gennemgik denne nedtur under kommunismen, med det resultat at deres nuværende befolkningstal er det halve af, hvad det var i 1940. Hvordan opretholder man en hær med et sådant tal?

Vore militære planlæggere (militæret er en af de sjældne institutioner i vor regering der arbejder med langsigtet planlægning) bemærker disse demografiske ændringer og overvejer hvilke der varsler fred og hvilke krig.

Dette kraftige fald i antallet mennesker kan være et gode i det lange løb, dermed afhjælpe den stress der er på verdens naturressourcer; hæmme krigeriskheden og krige, når nu strsse foranlediget af en befolkningseksplosion er væk; og med reduktionen i antallet af fødsler vil kvinder ikke længere stå overfor rædslerne ved utallige fødsler, en dræber blev undertrykte kvinder. Måske vil disse forandring give os tid til at skabe en bedre verden, ikke blot en verden i vækst. Det har jeg absolut intet problem med.

               

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

                       

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/the-latest-global-population-numbers-produce-surprises?f=must_reads#ixzz2PDqgcVyx

Læs også disse om samme emne:

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2011/03/kan-japan-rejse-sig-kan-vesten.html

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/04/bevidst-skjulen-at-antallet-af.html

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/05/hvad-skete-der-lige-med.html

De vil skalpere mig!

De er efter min skalp

TOM MCLAUGHLIN                                             

                   

Af alle de grupper der var efter mig som lærer var det indianerne der slog hårdest til, hvis man skal måle ud fra antal.

Det hele begyndte med en klumme jeg skrev for 10 år siden om det som blev kaldt “casino referendum” i Maine. Nogle indianerstammer ønskede at bygge et casino, og ikke som i andre stater, skulle de have statsregeringens godkendelse. Min klumme indbefattede ikke min undervisning eller skolerne, men en af de lokale aviser, hvor min klumme udkom skrev nederst at jeg var lærer.

Politiske annoncer der opfordrer indbyggerne i Maine til at stemme imod casinobyggeriet benyttede argumenter om spil der tiltrækker mere ‘lumske’ elementer til vor stat, såsom prostitution og anden kriminel aktivitet, og at casinoer bare ikke passer til Maines image som et naturområde og ferieland, og dermed kunne true turismen der er vor nummer et indkomstkilde.

Jeg betragtede det fra en helt anden vinkel i min klumme, og reflekterede over, hvordan indianere var i stand til at åbne en spillefacilitet der ikke ville være lovligt for andre at åbne. Jeg stillede spørgsmål ved om det måske kunne være ‘hvid skyld ved europæerne’ der “stjal deres land” der var i spil, og kom med det argument at forskellige indianerstammer havde stjålet andre stammers land i årtusinder før europæerne ankom.

Det som virkelig tændte dem af, var imidlertid da jeg påpegede at indianerne var fuldt ud ligeså brutale overfor hinanden som europæerne var overfor dem efter Columbus var kommet. Jeg benyttede ord “vild” i konteksten med indianernes historie - det fik dem så sandelig på ‘krigsstien’ hvilket førte til lille Fryeburg, Maine.

De første indikationer på deres angreb var hundreder af emails i min indbakke en morgen - og det fra hele landet - herunder Alaska og Hawaii. Jeg havde kun tid til at læse et par dusin - de var alle ‘giftige - før jeg skulle i skole. Jeg købte Conway Daily Sun på vejen og bemærkede, at nogle af dem var udgivet som læserbreve - igen fra hele landet.

Halvvejs gennem min føste time, lagde jeg mærke til rektor udenfor klasseværelsets dør. Det var højst usædvanligt da hans kontor lå langt, langt borte nede af gaden og når jeg skulle mødes med ham blev jeg som regel kaldt derned. Jeg sagde, “Undskyld mig klasse,” og gik ud på gangen.

“Nu har du igen lavet postyr,” sagde han med et lumsk smil.

“Indianerne?” spurgte jeg.

“Ja,” sagde han. “Jeg har modtaget vrede email alle vegne fra.” Senere fortalte han mig at der var over hundrede og at skolebestyrelsen også fik nogle.

Denne rektor var ikke sådan til at ryste og jeg holdt af ham. Jeg havde ingen anelse om hvad hans politik var, men han synes at more sig frem for at være bekymret over protesterne. Han havde læst klummen om casinoet og kendte både indholdet, og at dømme ud fra tonen i de protesterende emails, så var der ikke megen substans i deres angreb. Han var også jurist og havde forklaret overforl adskillige tidligere klagere vedrørende forskellige emner, at jeg med min status som lærer ikke derfor automatisk ikke også havde ytringsfrihed efter 1. Amendment.

Senere samme morgen fortalte min afdelingsleder mig at han havde fået en opringning fra en advokat tilknyttet Maine Department of Education Certification i Augusta der også var blevet oversvømmet af cirka 50 emials, mange af dem anklagede mig for racisme. Advokaten havde udspurgt afdelingslederen om min person og han fortalte at jeg var en fremragende læser der ikke benyttede klasseværelset som forum for personlige politiske overbevisninger. “Advokaten vil selv kontakte dig,” sagde han, hvilket skete et par dage senere. Der blev sendt en email der instruerede mig i at sende en kopi af min klumme. Jeg skrev tilbage efter nogle dage at hun jo kunne finde min klumme online. Så ringede hun til mig og udspurgte mig om forskellige ting, herunder om jeg havde diskuteret casiono referendummet i klassen.  

Det kunne se ud til at hun ledte efter en mulighed for at afvise indianerne og undgå at blive involveret i hele sceneriet. Jeg bad efterfølgende om en kopi af den rapport hun ville lave til Maine Commissioner of Education, og hun meddelte at medmindre hun hørte noget fra min øverste leder, så ville sagen blive lukket.

Indianerne bliver ved med at kontakte mig, og nogle af dem udfordrer mig til at debatter i radioen et eller andet sted i New York State. Jeg vil gerne komme, men de har aldrig fulgt op med specifikke arrangementer.

Andre indianere kalder mig en “wasichu” og det måtte jeg lige slå op. Det er er Sioux ord der betyder “person der æder fedt.” Det er et nedsættende udtryk for hvide mennesker og kan også betyde “en ond ånd.”

Der var en der indtelefonerede en dødstrussel som jeg meldte til Maine State Police. Cirka efter ti dage kan det se ud til at alle har glemt hele sagen. Deres koordinerede angreb havde været voldsomme, men kortvarige, det ene resultat var at jeg nu er i indianernes annaler som af af de blegansigter der har talt eller skrevet kritisk om dem i århundredernes løb.

 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Tom McLaughlin is a (now retired) history teacher and a regular weekly columnist for newspapers in Maine and New Hampshire. He writes about political and social issues, history, family, education and Radical Islam.  Email him at tommclaughlin@fairpoint.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/wanting-my-scalp?f=must_reads#ixzz2cQFdSO7F

Livstidsfange CC 2259

Fange C2559

     

"Pep the Black," kaldte nogen ham. Han var anklaget for mord, angiveligt skulle han have taget et liv i Gifford Pinchot’s hus.  Pinchot var ikke hvem som helst - det var i 1924, og han var guvernør for Pennsylvania. Alene den kombination, selv i et land, hvor ingen står over loven, er det en udmærket måde til at blive fængslet i meget lang tid. Det gjaldt også Pep. Han skulle tilbringe resten af sit liv i Eastern State Penitentiary, et nu lukket fængsel i Philadelphia, som fange C2259.

Eastern State, nu et historisk mindesmærke har en rig historie. På den tid det blev bygget var stedet det største og dyreste offentlige byggeri i historien. Det var et af de første fængsler der havde fokus på at separere fanger fra samfundet og fra hinanden som en metode til at rehabilitere deres opførsel. Før Eastern State havde man haft opmærksomheden på tavst tvangsarbejde, man ville straffe de dømte frem for at få dem til at ændre sig.

Der var også nogle berømte indsatte i fængslet -- helt sikkert mere berømte end Pep. Al Capone afsonte der - her er et billede af hans celle (læg mærke til lampen) -- også Willie Sutton, den mand der røvede banker for som han er citeret for at sige “det er jo der pengene befinder sig.” (Faktisk har han aldrig sagt det, men citatet er bare helt vidunderligt, så de fleste tror han kom med det). Men Pep er ikke ligeså berømt. Faktisk er det ikke helt retfærdigt at sammenligne disse mænd med Pep. Ikke kun på grnad af hans relative mangel på berømmelse. Der er to meget bedre grunde. 

 

Den første - Pep var uskyldig.

Og den anden - som det kan ses på dette billede - Pep var en hund.

   

Guvernør Pinchot troede på den ide, at forbrydere kunne forandres, reformeres, ved at beskæftige dem med meningsfyldte aktiviteter under en tur i brummen. Det er en af årsagerne til at Eastern States' fokus var på rehabilitering (selvom det allerede var skitseret af hans forgængere), og det er også derfor Pep kom der, hvis man skal tro på guvernøren ifølge Daily Mail.

Pinchot havde hørt beretninger om hunde der i fængsler blev brugt “som terapi for at hjælpe indsatte i deres rehabilitering.” Pepe, en af guvernørens hunde havde gnasket i verandaens sofapuder, og at få ham ‘anbragt’ syntes at være en god ide. Sende ham til Eastern State en endnu bedre ide.

Uheldigvis forekom det som en nærmest uimodståelig overskrift for en lokal avis. Avisen fik vendt historien på hovedet, og skrev en fiktionshistorie om en hund der kom ind i guvernørens hjem, og helt uforklarligt angreb, og dræbte en af guvernørens katte. Som historien fortælles blev guvernøren rasende og “idømte” hunden en fængselsdom på livstid. Fængslet var åbenbar med på den. Billedet blev taget og Pep fik tildelt et fængselsnummer, som man dog ikke kan finde i de officielle fængselsoptegnelser.

Der er lidt forskellige meninger om, hvordan Pep endte i Eastern State -- enten som en terapi-hund eller som indsat. Uanset hvad, så blev han hurtigt en del af fængslet hverdag - og emnet for tusinder af breve til Guvernør Pinchot, alle var de imod hans indespærring.

Bonus fact: En livstidsdom i fængsel for en hund er cirka 29 år - max. Hvordan det? Fordi den ældste hund man kender til, en hund ved navn Max, blev 29 år og 282 dage da han døde tidligere i år.

Ho Chi Minh og Obama

Ho Chi Minh, Obama’s Frihedskæmper

           

Paul Kengor        

                    

Alt jeg ønskede her i sidste uge var at nyde min ferie. I stedet blev jeg ‘overfaldet’ af endnu en lamslående udtalelse fra præsidenten for United States, videregivet af en embedsmand fra Det Hvide Hus i en pressemeddelelse. Foranledningen var et møde den 25. juli mellem præsident Obama og lederen af kommunist Vietnam. Obama fastslog: “Præsident Sang overrakte mig en kopi af et brev sendt af Ho Chi Minh til Harry Truman. Og vi diskuterede den kendsgerning af Ho Chi Minh faktisk var inspireret af U.S Declaration of Independence og Constitution, og af Thomas Jeffersons ord.”

       

Dette er selvfølgelig noget gennemført sludder og vrøvl. Ho Chi Minh var overbevist Marxist-Leninst en revolutionær der var blevet oplært på Moskvas Lenin Skole. Han blev en af Sovjets Kominterns mest succesrige agenter. Blandt vidnesbyrdene om hans gerninger er de utallige bådflygtninge fra Vietnam der nu lever i Amerika (og mange af dem stemte på Obama).

Ikke alene er Obamas udtalelse noget sludder; den er også et produkt af kommunistisk propaganda. I 2010 udgav jeg en bog der hedder Dupes: How America’s Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century. Der afslørede jeg adskillige formuleringer som Communist Pary USA (CPUSA) brugte for at ‘indfange’ godtroende venstreorienterede. Den ene formulering er lige præcis den som Obama var et ekko af den 25. juli.  (læs denne boganmeldelse på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2010/10/fjolser-og-forrrdere.html)

CPUSA og deres medløbere sammenlignede hele tiden Ho Chi Minh med Amerikas Grundlæggere, og hævder han kæmpede for den amerikanske revolution og ikke den bolsjevikiske. Denne formulering blev benyttet hele tiden og dens virkning var nærmest magisk på de naive venstreorienterede. I Dupes kom jeg med adskillige eksempler, herunder dr. Benjamin Spock, en venstreorienteret godtroende tåbe der så let blev manipuleret af amerikanske kommunister. Bevis:

I 1968 udgav Spock et meget velkendt skrift mod Vietnam Krigen, med titlen Dr. Spock om Vietnam, sammen med medforfatteren Mitchell Zimmerman, en student fra Princeton og anti-krigs aktivist. De omtalte konsekvent Vietcong som “kommunistiske patrioter,” svarende bogstaveligt til de amerikanske revolutionære. “Det vietnamesiske folk erklærede deres uafhængighed fra Frankrig,” fastslog forfatterne, “ligesom vi erklærede vor uafhængighed fra England i 1776.” Ydermere, “Deres uafhængighedskrig blev udkæmpet af en forenet front af forskellige politiske grupper og blev anført af den kommunistiske patriot Ho Chi Minh ...Ho kaldes sommetider Vietnams George Washington.”

Ifølge Spocks bog var disse altså glorværdige patrioter i Nordvietnam, ikke totalitære Marxister. Disse (ikke valgte) moderne legemliggørelser af Washington, Jefferson og Franklin havde fortjent befolkningens støtte: “Motivationen til revolution er den samme i dag som den var i 1776: Ønsket om retfærdighed og et bedre liv.”

Naturligvis blev dr. Spocks bog et hit blandt “progressive.” Dog havde hans bog endnu et uventet publikum, dette dybt inde i Vietnam. Et øjenvidne var løjtnant Robert Frishman, et dekoreret krigsfange hos Vietcong i over to år. Da han blev løsladt vidnede Frishma overfor Kongressen om den propaganda han og de andre krigsfanger blev fodret med. Oveni at dagen blev begyndt og afsluttet med radioen om “Hanoi Hannah,” fik de lov til at læse udvalgte ting, men kun så længe det var i form af anti-amerikansk indoktrinering. Frishman fortalte Kongressen:  “Dr. Spock on Vietnam, jeg fik læst den fire eller fem gange.”

Det samme gjaldt utallige amerikanske mødre, der havde passet og opfostret deres småbørn ifølge tidligere Spock bøger. Forestil dig dem ganske naivt undre sig over, hvorfor Amerika ikke snarere kæmpede med Ho Chi Minh og kommunisterne frem for imod. Hvorfor skulle Onkel Sam dog være i krig mod George Washington?

(Læs denne om Benjamin Spock: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2011/10/brneopdragelse-og-dr-spock-og.html)

En af disse unge mødre kunne meget vel have været Barack Obamas venstreorienterede mor. Hun havde helt sikkert samme synspunkt om Vietnam.

Sammen med Obamas mor var der også Obamas mentor, Frank Marshall Davis, et medlem af kommunistpartiet (medlemsnummer 47544). Dette er også et emne jeg kender godt til, og jeg har skrevet en bog om Davis, The Communist: Frank Marshall Davis, The Untold Story of Barack Obama’s Mentor.

Davis arbejdede på fuldtid med kommunistisk propaganda. (Læs denne artikel på synopsis om Davis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/02/den-afro-amerikanske-sovjet-republik.html)

Jeg har et kapitel der dokumenterer, hvordan Davis præsenterede forskellige kommunister rundt om i verden som revolutionære der var legemliggørelser af Amerikas Grudlæggere. Davis gjorde dette med stor nidkærhed. At komme med et estimat af antallet er umuligt, men alene i 1949-50, talte jeg syv eksempler med ham Honolulu Record (CPUSA publikationen i Hawaii) der citerer “Founding Fathers,” primært Thomas Jefferson og George Washingtogn; et tilfælde hvor han peget på Uafhængighedserklæringen; to tilfælde hvor han omtaler Erklæringens ukrænekelige rettigheder; over 30 referencer til “frihed,” og næsten 70 citater fra First Amendment, Bill of Rights, eller ordene Constitution, “forfatningsmæssig” eller “ikke forfatningsmæssig.” 

 

For Davis var det så let som ingenting at få hans røde (stjerne) knyttet til Amerikas Grundlæggere. Han gjorde det i sin skelsættende klumme i førsteudgaven af Chicago Star, CPUSA publikationen i Windy City, og som han var grundlægger og redaktør for, med artiklen fra juli 1946 med titlen “De Radikale fra....1776.”

Davis insisterede på, at han og hans kammerater var de sande “åndelige efterkommere fra ....1776.” Prædikende et Obama lignende mantra om “fundamental forandring,” fremturede Davis: “Hvis historien har lært os noget så er det at enhver fundamental forandring der giver samfundet fremgang er foranlediget og under ledelse af stærke radikale.” Disse var radikale, som Jefferson, og Jay, og Madison, og Hamilton, og ...Lenin og Stalin. “Således var det i 1776; således er det i dag,” opsummerede Davis. Som “ denne nations forfædre i det 18. århundrede” har gjort så var det på tide at “gennemtvinge en moderne Declaration of Independence.”

Således anvendte Frank Marshall Davis denne vinkel på Ho Chi Minh og Vietnam. Som sine kohorter i CPUSA havde Davis været helt i front med Vietnam spørgsmålet og opfordret Amerika til at holde sig ude og lade disse moderne Jeffersoner jagte deres “frihed og uafhængighed.”

Så tidligt som en klumme fra april 1954 i Honolulu Record mente Davis at Vietnam blot ønskede “frihed og uafhængighed fra den franske imperialismes åg,” men Washington stod i vejen. Hvorfor? Ifølge partiets linje, fremført af Davis, var det på grund af kapitalistisk grådighed og amerikansk udnyttelse af økonomien: “Vore ledere har besluttet at økonomisk kontrol over dette område der er rigt på naturens ressourcer skal fastholdes af det som kaldes ‘den frie verden’.”

Davis mødte første gang en ung Obama i efteråret 1970 på højden af modstanden mod Vietnamkrigen. Jeg har ingen klummer af Davis fra 1970’erne, da Record var gået ind, men han forblev på den yderste venstrefløj gennem hele årtiet, det årti hvor han mødte Obama.

Mon Davis delte nogle af sine synspunkter om Ho Chi Minh og Vietnam med Obama? Vi aner det ikke. Kan kun spekulere.

Når det er sagt har jeg et forslag: Kunne nogen et eller andet sted blandt vore så farverige medier turde spørge præsidenten, lederen af den frie verden, hvor han dog fik sine synspunkter om Ho og Vietnam fra? Nogle af os er stærkt interesserede.

Bliv ikke overrasket eller forundret. Ligesom med enhver antydning af radikalisme i Obamas liv er denne så samme vis blevet ignoreret af de førende medier. Dog er det endnu en forundringsvækkende Obamamisme beregnet for Sibiriens iskolde vinde.

Farerne ved screening for sygdomme overses

Farerne ved screeningsprocedurer

                                                

Theodore Dalrymple

               

Ligesom politikerne har lægerne en tendens til at mene at det at gøre noget (især når det er dem der gør det) er bedre end intet at gøre. De forveksler gode intentioner med gode resultater, og tror at det første er en garanti for det andet. Hvordan kan filantropi dog være galt?

Udover det, så er det at gøre noget med til at stimulere økonomien på en måde, som det ikke at gøre noget umuligt kan matche. Hvis folk kun  gjorde det som var nødvendigt, eller som gavnede dem selv, eller det som var rigtigt ville hele landet snart kollapse. 

 

               

               

Uanset hvad, og uanset årsagen, så er lægekliniske forsøg der har positive resultater en langt større sandsynlighed for at blive offentliggjort end de forsøg der giver negative resultater. Takket været adskillige velkendte skandaler, er denne offentliggørelses dagsorden, som den kaldes, på tilbagetog.

GlaxoSmithKline, en af de største farmaceutiske virksomheder i verden har lovet, at fremover vil man udgive resultaterne endog af prøver der ikke stiller deres produkter i et gunstigt lys, selvfølgelig sammen med de som gør.

En artikel af danske forskere, netop udgivet i British Medical Journal, vurderer i hvilket omfang udgivne rapporter om forsøg med screeningsprocedurer, som mammografi, kolonskopi, PSA-niveauer mv, nu også virkelig fortæller om de skadelige bivirkninger og konsekvenser sammen med de mere positive.

Dette er etisk set særdeles vigtigt, fordi screening laver noget om på den sædvanlige relation mellem patient og sundhedssystemet. Med screening er det nemlig sundhedssystemet der tager kontakten, ikke omvendt. Screening tilbydes ofte ellers sunde mennesker, eller i det mindste de som sådan set ikke klager over noget; ydermere er chancerne for at få noget godt ud af screening ofte ringe, og de som så får gavn af dem får det på en måde på bekostning af de som skades ved dem. Det moralske imperativ for at kende til skaderne ved screening er derfor særdeles væsentlige.

Kan kolonskopi undertiden gøre mere skade end gavn?

For læserne vil det måske nu ikke komme som en overraskelse at erfare at de danske forskere fandt at rapporter om screeningsprocedurer var noget mangelfulde i detaljer og om de skadelige virkninger. De overvågede rapporter om 57 screnningsresultater for forskellige cancerformer (det vil sige, alle de som er blevet udført i verden efter en acceptabel standard), ved at benytte 10 forskellige teknologiske teknikker.

Disse resultater bestod af 3.416,046 medvirkende. Man så på om rapporterne indeholdt tilstrækkeligt med beviser om syv mulige farer ved screening: Overdiagnose, falske positive resultater, komplikationer i kroppen som følge af screeningsprocedurerne, negative psykologiske konsekvenser, ekstra følgevirkning af screening, dødeligheden (vigtigt fordi et kirurgisk indgreb ville kunne medføre døden), og hvor mange der trak sig fra screeningerne på grund af komplikationer. Det er nødvendigt at vide disse ting før en læge helt pålideligt kan vejlede en patient og anbefale en screening, eller før en patient kan beslutte sig på et oplyst grundlag.

I blot et ud af de 57 resultater var der angivet et tal for, hvor mange der havde trukket sig før forsøget var færdigt, på grund af komplikationer ved screeningsproceduren. I blot to forsøg blev der angivet et tal for falske positive diagnoser og i fire forsøg for overdiagnosticering. Dette er i kontrast til de 51 forsøg der vurderede cancer dødelighedsraten, som jo er hele formålet med screeninger. Den overordnede dødelighedsrate - der er langt vigtigere for patienten end den cancer specifikke dødelighed - blev blot målt halvt så ofte som den cancer specifikke dødelighed.

Forfatterne er kompromisløse i deres konklusion: Lægerne anbefaler i stor skals procedurer på baggrund af utilstrækkelig viden der også udelukker at tage et oplyst vidensgrundlag fra patienternes side i betragtning.  .

Dette skyldes at skaderne, så vel som goderne, ved en screeningsprocedure burde kendes før man anbefaler eller bliver enige om. Hvor om al ting er så er det her, hvor initiativet til indsatsen stammer fra lægen og ikke patienten.

images courtesy shutterstock / Tyler Olson / Sebastian Kaulitzki

           

Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute. His new book is Second Opinion: A Doctor's Notes from the Inner City.

http://pjmedia.com/lifestyle/2013/10/01/what-are-the-dangers-in-screening-for-diseases/?singlepage=true