De vil skalpere mig!

De er efter min skalp

TOM MCLAUGHLIN                                             

                   

Af alle de grupper der var efter mig som lærer var det indianerne der slog hårdest til, hvis man skal måle ud fra antal.

Det hele begyndte med en klumme jeg skrev for 10 år siden om det som blev kaldt “casino referendum” i Maine. Nogle indianerstammer ønskede at bygge et casino, og ikke som i andre stater, skulle de have statsregeringens godkendelse. Min klumme indbefattede ikke min undervisning eller skolerne, men en af de lokale aviser, hvor min klumme udkom skrev nederst at jeg var lærer.

Politiske annoncer der opfordrer indbyggerne i Maine til at stemme imod casinobyggeriet benyttede argumenter om spil der tiltrækker mere ‘lumske’ elementer til vor stat, såsom prostitution og anden kriminel aktivitet, og at casinoer bare ikke passer til Maines image som et naturområde og ferieland, og dermed kunne true turismen der er vor nummer et indkomstkilde.

Jeg betragtede det fra en helt anden vinkel i min klumme, og reflekterede over, hvordan indianere var i stand til at åbne en spillefacilitet der ikke ville være lovligt for andre at åbne. Jeg stillede spørgsmål ved om det måske kunne være ‘hvid skyld ved europæerne’ der “stjal deres land” der var i spil, og kom med det argument at forskellige indianerstammer havde stjålet andre stammers land i årtusinder før europæerne ankom.

Det som virkelig tændte dem af, var imidlertid da jeg påpegede at indianerne var fuldt ud ligeså brutale overfor hinanden som europæerne var overfor dem efter Columbus var kommet. Jeg benyttede ord “vild” i konteksten med indianernes historie - det fik dem så sandelig på ‘krigsstien’ hvilket førte til lille Fryeburg, Maine.

De første indikationer på deres angreb var hundreder af emails i min indbakke en morgen - og det fra hele landet - herunder Alaska og Hawaii. Jeg havde kun tid til at læse et par dusin - de var alle ‘giftige - før jeg skulle i skole. Jeg købte Conway Daily Sun på vejen og bemærkede, at nogle af dem var udgivet som læserbreve - igen fra hele landet.

Halvvejs gennem min føste time, lagde jeg mærke til rektor udenfor klasseværelsets dør. Det var højst usædvanligt da hans kontor lå langt, langt borte nede af gaden og når jeg skulle mødes med ham blev jeg som regel kaldt derned. Jeg sagde, “Undskyld mig klasse,” og gik ud på gangen.

“Nu har du igen lavet postyr,” sagde han med et lumsk smil.

“Indianerne?” spurgte jeg.

“Ja,” sagde han. “Jeg har modtaget vrede email alle vegne fra.” Senere fortalte han mig at der var over hundrede og at skolebestyrelsen også fik nogle.

Denne rektor var ikke sådan til at ryste og jeg holdt af ham. Jeg havde ingen anelse om hvad hans politik var, men han synes at more sig frem for at være bekymret over protesterne. Han havde læst klummen om casinoet og kendte både indholdet, og at dømme ud fra tonen i de protesterende emails, så var der ikke megen substans i deres angreb. Han var også jurist og havde forklaret overforl adskillige tidligere klagere vedrørende forskellige emner, at jeg med min status som lærer ikke derfor automatisk ikke også havde ytringsfrihed efter 1. Amendment.

Senere samme morgen fortalte min afdelingsleder mig at han havde fået en opringning fra en advokat tilknyttet Maine Department of Education Certification i Augusta der også var blevet oversvømmet af cirka 50 emials, mange af dem anklagede mig for racisme. Advokaten havde udspurgt afdelingslederen om min person og han fortalte at jeg var en fremragende læser der ikke benyttede klasseværelset som forum for personlige politiske overbevisninger. “Advokaten vil selv kontakte dig,” sagde han, hvilket skete et par dage senere. Der blev sendt en email der instruerede mig i at sende en kopi af min klumme. Jeg skrev tilbage efter nogle dage at hun jo kunne finde min klumme online. Så ringede hun til mig og udspurgte mig om forskellige ting, herunder om jeg havde diskuteret casiono referendummet i klassen.  

Det kunne se ud til at hun ledte efter en mulighed for at afvise indianerne og undgå at blive involveret i hele sceneriet. Jeg bad efterfølgende om en kopi af den rapport hun ville lave til Maine Commissioner of Education, og hun meddelte at medmindre hun hørte noget fra min øverste leder, så ville sagen blive lukket.

Indianerne bliver ved med at kontakte mig, og nogle af dem udfordrer mig til at debatter i radioen et eller andet sted i New York State. Jeg vil gerne komme, men de har aldrig fulgt op med specifikke arrangementer.

Andre indianere kalder mig en “wasichu” og det måtte jeg lige slå op. Det er er Sioux ord der betyder “person der æder fedt.” Det er et nedsættende udtryk for hvide mennesker og kan også betyde “en ond ånd.”

Der var en der indtelefonerede en dødstrussel som jeg meldte til Maine State Police. Cirka efter ti dage kan det se ud til at alle har glemt hele sagen. Deres koordinerede angreb havde været voldsomme, men kortvarige, det ene resultat var at jeg nu er i indianernes annaler som af af de blegansigter der har talt eller skrevet kritisk om dem i århundredernes løb.

 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Tom McLaughlin is a (now retired) history teacher and a regular weekly columnist for newspapers in Maine and New Hampshire. He writes about political and social issues, history, family, education and Radical Islam.  Email him at tommclaughlin@fairpoint.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/wanting-my-scalp?f=must_reads#ixzz2cQFdSO7F