Slut med ordinære jobs?
I den Industrielle Revolutions første dage betragtede et antal engelske tekstilarbejdere, hvordan deres arbejde blev erstattet at maskiner. Idet de kunne forudse arbejdsløshed, fattigdom og sult protesterede gruppen, der kaldte sig Ludditerne, ved at skrive smædesange, slagord og det som de er mest berømt for - smadre nogle få automatiske tekstilvæve.
I dag betragtes Ludditerne (Maskinstormerne) i det store og hele som tilbagestående anti-teknofober, småskøre, når de sådan set ikke var anti-teknologi mindede, men som Ronnie Brays ord udtrykker det - “mod at sulte.”
Det må være tilstrækkeligt at sige at havde automatiseringen levet op til sit løfte med om at bevare eller skabe job, i det mindste på kort sigt, så ville der ikke have været nogen Ludditer.
Ludditerne vækkes til live hver gang en eller anden stiller et Cassandra- spørgsmål om visdommen ved, eller den retning vor hi-tech revolution bevæger sig. Sådanne revolutioner tror man er gavnlige for samfundet og økonomien. De gamle job kan meget vel forsvinde, men de vil blive erstattet af nye.
I årtier har vore ledere faktisk prædiket for nye, og i overvejende grad, lavtlønnet arbejde i servicesektoren, mens vi afventer noget bedre skulle dukke op.
I mellemtiden marcherer teknologien videre. Automatiske scannere erstatte kasseapparater; Internet har erstattet typograferne og rejsebureausælgerne; software erstatter boghandlerne, assistenter, apotekerne, og det gentagne rutinearbejde i fremstillingsvirksomhederne.
Nørderne er blot ved at varme op. Selv et af vore allermest populære og hyldede jobs hos den arbejdende fattige, at være i militæret, er ved at blive udskiftet med robotkrigere. Godt for de smarte teknokrater, rigtig dårligt for de der arbejder med deres hænder.
Som i alle revolutioner vil der være vindere og tabere.
Vinderne i fremtiden, skriver økonomen Tyler Cowen, er de, hvis job støttes af high-tech maskiner, computere og robotter. Taberne er de, hvis job er i konkurrence med maskinerne. Det gælder de fleste jobs.
Måske det væsentligste spørgsmål i vor tid drejer sig om, hvad der kan gøres for de med lavere kognitive evner og lavt IK, når de eneste jobs der kunne passe til dem er blevet overtaget af ‘smarte’ maskiner eller er blevet overflødige ved software.
Hvor er det der svarer til de industriarbejdspladser der blev skabt mellem 1880’erne og sent 1920’erne? Her tilbød man et nyt liv til håndværkerne, de dygtige fagfolk, og landbrugsmedhjælperne, hvis job var nærmest overflødigtgjort af automatisering og maskiner.
De fleste kommentatorer afviser sådanne bekymringer som værende grundløse: “At beklage tabet af jobs til teknologien er det rene spild af tid. Vi må også udvikle os. Så når de jobs, hvor nogen fortæller dig hvad du skal lave, ikke er tilstede; jamen så find på noget andet,” skrev en.
Problemet med en sådan overfladisk, arrogant og alt for almindelig kritik er, at meget af den lavere uddannede arbejdsstyrke ofte kun kan udføre manuelt rutinearbejde, og ikke er i stand til at klare mere kognitivt krævende jobs. Hvad er så ‘noget andet’ som de formodes at kunne finde på, der ikke vil blive mekaniseret eller anset som overflødigt i de kommende årtier?
Naturligvis er det ikke alle ‘trivielle’ jobs der vil forsvinde. Måske vil nogle få jobs i fast-foodbranchen (der er og vil fortsætte med at være subsidieret af skatteyderpenge til melodien af 7 milliarder dollars om året), forblive en levedygtig mulighed for de som ikke har spor imod at arbejde hårdt for en lav løn, eller er tvunget til at blot at finde sig i betingelserne.
Men selv sådanne jobs er ikke ‘sikre.’ En ny robot kaldet Alpha kan allerede vende 360 hamburgers i timen. Man kan blot besøge Walmart, købe hvad man nu skal bruge, gå til kasselinjen og aldrig møde et menneskeligt væsen.
En nylig undersøgelse af forskere ved Oxford University fandt at næsten halvdelen af alle jobs i USA er “sårbare over for automatisering, ikke kun på områder der omfatter manuelt arbejde, men i stigende grad på områder der omfatter komplicerede beslutninger.”
Det spor vi er på vej ud af er muligvis et, hvor arbejderklassen sådan set ikke bekymrer sig om arbejde. Andelen af befolkningen der enten arbejder eller leder efter et, også kaldet deltagelsesraten, faldt til 63,6% tidligere i år, Blandt yngre voksne er raten faldet under 55%. Næsten halvdelen af vore mest ‘sunde’ arbejdere er nu faldet ud af arbejdsstyrken.
Hans verden er en, hvor underklassen vil blive indespærret i enorme reservater, mens de kloge, smarte, teknologivindende 20% lever som konger. I Cowens bog vil den arbejdsløse blot blive ‘neutraliseret’ med narkotika, og regerings subsidieret fast food, videospil og Internet porno.
Nuvel det er en måde at løse det på. Jeg tvivler på sin vis på, at vore politiske ledere har en anden.
Christopher Orlet writes from Missouri wine country.
http://spectator.org/archives/2013/10/25/the-end-of-jobs
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar