Historisk revisionisme retfærdiggør islamisk terrorisme
Hvor vigtig er historien egentlig for nutidens forhold? Har hændelserne fra det 7. århundrede - eller vigtigere, hvordan vi forstår dem - nogen indflydelse på U.S. udenrigspolitik i dag?
For at finde et svar, overvej da nogle paralleller mellem akademiets skildring af historisk islamisk jihad og U.S. regeringens og mediernes skildring af nutidig islamisk jihads.
Selvom enhver objektiv tilgang til det 7. århundredes muslimske erobringer viser at de netop blot var det - erobringer - med al den blodsudgydelse og voldtægtsbølger der fulgte med - så har det moderne akademi, i særlig grad inden for departementerne der studerer arabisk kultur og islam ført til nogle skildringer af de muslimske erobrere som “frihedskæmpere” der forsøger at “befri” Mellemøsten fra tyranner og autokrater. (Det begynder at lyde ret så bekendt, ikke sandt?)
Dagens tilgang til undervisning i historien om de muslimske erobringer i det 7. århundrede er som følger: Jovist, Mellemøsten var kristent, men de lokale kristne hjalp de arabiske muslimer til at invadere og underlægge deres lande med en afvisning af det kristne Byzantinske styre, der var undertrykkende grundet doktrinære uoverensstemmelser om Kristi natur. Således var de muslimske erobrere i bund og grund “befriere.”
Dette perspektiv, som med så mange af Vesten moderne historiekere perspektiver vedrørende islam er et produkt af moderne dages forvanskning af gammel viden. De mest fremtrædende blandt dem er:
1. Omformulerede fortællinger om myten om “de noble vilde” - jo, det 7. århundredes muslimske invasionstropper var barske, men de havde ophøjede idealer, herunder en glødende kærlighed til frihed og religiøs tolerance i sammenligning med kristne på den tid (for ikke at nævne nu). og
2. Underforstået politisk korrekthed der søger at hvidvaske den sande historie om Islam, fulgt af en ukritisk accept af undskyldninger for Islam, hvoraf nogle af dem er på grænsen til det absurde.
Før den islamiske “befrielses” tese blev den fremherskende havde historikere som Alfred Butler, forfatter til Arab Conquest of Egypt, selvfølgelig dette at sige om denne tese:
Bogen kan læses online - gratis - klik her: http://www.forgottenbooks.org/readbook/The_Arab_Conquest_of_Egypt_and_the_Last_Thirty_Years_of_the_Roman_1000094240#0
“Selv hos de nyeste historikere vil man finde omridset at historien (om erobringen af Egypten i det 7. århundrede) noget lignende som .....at Kopterne i det store og hele hyldede dem (muslimerne) som udfriere og ydede dem alle former for assistance; og at Alexandria efter en langvarig belejring, fuld af romantiske episoder, blev indtaget med en storm. Således er det der serveres i dag. Det kan forekomme ‘oprørende’ at sige at det fra begyndelsen til slutningen ikke er sandt, men for mig er der ingen anden konklusion.”
Faktisk er et af de store temaer gennem Butlers bog - der blev udgivet i 1902, med basis i hovedkilderne, arabiske som koptiske, ulig de mere moderne sekundære værker der fremmer tesen om den islamiske “befrier” - det vil sige at “der er ikke et ord der kan vise at nogen del af den egyptiske nation anså muslimernes indtrængen med andet end rædsel.” (side 236).
Butler og andre politisk ukorrekte historikere var og er sig bevidst om den vilde og fjendtlige natur hos de islamiske erobrere. Den koptiske kronkør, John af Nikiu, en samtidig med den arabiske erobring af Egypten og et muligt øjenvidne skrev:
“Så ankom muslimerne til Nikiu (ved Nilen) ...indtog byen og nedslagtede enhver de mødte på gaden og i kirkerne - mænd, kvinder og børn, sparede inge. Så drog til til andre steder, plyndrede og dræbte alle indbyggerne de fandt....Men lad os ikke sige mere, for det er umuligt at beskrive rædslerne muslimerne begik....”
Ikke destomindre stammer nutidens accepterede fortællinger ikke fra de oldgamle historikere eller primære historiske tekster; de stammer fra de Saudi-økonomisk støttede Ivy League universiteter som Berkeley, Columbia, Cornell, Georgetown, Harvard Princeton med flere -- der alle fremfører islamisk propaganda (Jeg har personligt oplevet det på Georgetown), herunder “de frihedselskende jihadis.” versus tesen om “undertrykkende tyranner.”
Strømmende ud af de liberale akademier til de liberale massemedier har virkningerne af denne gennemtrængende men falske narrativ fået sin høst, og har i sidste ende hjulpet med til at forme en katastrofal U.S. udenrigspolitik.
Udtryk på anden vis så har de islamiske terrorister der fører jihad mod autokratiske (men verdslige, religiøst tolerante) regeringer - mest tydeligt i dagens Syrien - fået portrætteret sig selv som “frihedskæmpere” mod undertrykkende tyranner og som sådan fortjener de U.S. støtte, alene på grund af at deres motiv har gennemsyret den sociale samvittighed i Amerika - som formet af Hollywood og nyhedsredaktionerne - takket være at begivenhederne, der fandt sted for 1400 år siden er blevet forvrænget af akademierne.
Samtidig, her i den virkelige verden er de islamiske “frihedskæmpere” i færd med at “slagte, voldtage, halshugge, forfølge og plyndre - ligesom de har gjort det i næsten 1400 år.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar