El-biler og kulden. Nogle steder efterladt som døde robotter

 

Chicago blev en ‘kirkegård’ oversået med lig af ‘døde robotter’

Olivia Murray

Som John Wayne angiveligt udtrykte det: “Livet er hårdt; endnu hårdere når du er dum.”

Midtvesten, vant til brutale vintre, er blevet ramt af en særlig ‘bitter’ storm; Chicago lider især under temperaturer så lave som -20-,-30 grader, og varmest 1 grad. 

Nu som enhver med selv den mindste opmærksomhed ville kunne have fortalt dig, at elektriske biler præsterer ikke godt under sådanne forhold...som i slet ikke. Men køber brugerne af disse biler dem faktisk med nogen opmærksomhed om udfordringen? Nok ikke, hvilket vel er derfor de faktisk havde tillid til deres køretøjer så de kunne bruge dem som transportmiddel.

Så blev de virkelig chokeret over at finde ud af hvor upålidelige de faktisk er. Herunder kan du læse det der fortælles af en Fox News kilde fra Chicago: 

Elektriske køretøjer kan være fremtiden, men mange ejere af el-køretøjer har problemer med Chicago’s voldsomme kolde temperaturer.

Offentlige ladestationer er blevet til bil ‘kirkegårde’ i løbet af de sidste dage. 

‘Ingen ting. Ingen juice. Stadig på 0%’ sagde Tyler Beard, der siden søndag eftermiddag har forsøgt at genoplade sin Tesla ved en Oak Brook Tesla superladestation.

Beard er en af dusinvis Tesla ejere der desperat forsøger at få energi på deres biler ved Tesla superladestationen i Oak Brook. Der stod lange rækker af forladte biler og snesevis flere ved andre ladestationer rundt om i Chicagoområdet. 

‘Dette er skørt. Det er helt sikkert en katastrofe’ sagde Tesla ejer Chalis Mizelle. 

Mizelle var tvunget til at forlade sin bil og få kørelejlighed af en ven da hun ikke kunne lade op.

En anden mand opsummerede hele situationen så præcist: “Vi har en bunke døde robotter derude.”

“Skørt”? Passer det?

Når man tænker efter er det slet ikke “skørt” og mange af os har set det komme i lang tid.....hvilket er en af grundene til at vi afholder os fra at købe en el-bil.

The Fox report fortsatte med at bemærke, at en E-bil ejer der forlod sit køretøj en Tesla ved O’Hare måtte betale for at få køretøjet bugseret - af en dieseldreven pick-up - til en ladestation i funktion. (“A fool and his money are soon parted.”)

Købere af el-biler, især hvis de bor i et område med iskolde vintre tager ikke intelligente, logiske eller informerede valg når de så vælger et batteridrevet køretøj. Således burde det ikke være en overraskelse når det valg giver en  “katastrofe.”

Ligesom druer ikke kommer fra tornede buske, eller figner fra tidsler, så høster du hvad du sår, og at så stupiditet ‘høster’ aldrig sund fornuft. At prioritere at få point på ‘godhedskontoen’ fremfor at udvise visdom har smertelige konsekvenser, men de får lige præcis det som de fortjener. 

Er dette døden for denne el køretøjs fadæse? Det kunne det være (kryds fingre!) fordi denne kulde periode er ved at blive en permanent plet på de batteridrevne køretøjers ry og rygte. 

Image: YouTube video screen grab.

 https://www.americanthinker.com/blog/2024/01/chicago_becomes_a_graveyard_littered_with_corpses_of_dead_robots.html#ixzz8P3ir6E6Z

 

Congo og moderne teknologi - en tragedie

Janet Levy

“Rædsel, Rædsel!” Det kolossale omfang af de rædsler kolonimagter påførte congoleserne er sammenfattet med Kurtz’ afsluttende ord, den depraverede, magtgale, elfenbens indsamler i Jospeh Conrads bog Heart of Darkness. (Mørkets Hjerte). 

Dengang var det elfenben, i dag er det kobolt. Men udnyttelsen og slaveriet fortsætter i dag,  og i den formørkede Republic of Congo (DRC) længe efter de fleste tidligere kolonier har fået mere velstand gennem deres frihed. 

DRC er verdens største producent af kobolt, der er absolut nødvendig i  lithium-ion batterier til mobiltelefoner, computere, elektriske køretøjer og en hoben andre ting. Det sølvagtige metal er plettet med blod af congolesiske slaver, mange af dem børn. Siddharth Kara, ekspert i menneskehandel og slaveri håber at kunne ryste verden med denne 21. århundredes bog Cobalt Red: How the Blood of the Congo Powers Our Lives, udgivet i januar i år. 

Kara har rejst rigtig meget gennem de af militæret kontrollerede mineområder for at få materiale til sin bog. Han har udholdt mange trængsler, trusler, miljøfarer og adskillige forsøg på at hindre ham i sin forskning. Han har skaffet ikke særlig velkomment lys på den afskyelige manglende hensyn til menneskelig lidelse i dette land med 60 millioner mennesker, et af de fem fattigste lande i verden. Hans forskning og feltarbejde er hjerteskærende trist læsning. I stedet for velstand, har de enorme ressourcer i den centralafrikanske nation medført voldsom udnyttelse i de sidste 50 år.  

Slavehandel begyndte i Congo, som i hele Afrika, midt 15. århundrede. I det 16. århundrede under Kong Alfonso af Portugal blev indsamling af slaver og andre netværker systematiseret og disse opererede til godt ind i det 19. århundrede. Ved Berlin Konferencen i 1884, hvor man drøftede hvorledes Afrikas skulle opddeles bemyndigedes og fik  Kongng Leopold II af Belgien personligt ejerskab af, og suverænitet over Den Frie Stat Congo. I løbet af få år, trængte den opdagelsesrejsene Henry Morgan Stanley gennem det enorme land for kongen for at sikre adskillige hundrede traktater med de ikke udddannede, godtroende og anafabetiske indfødte stammer. 

De indfødte stammer blev tvunget til trældom, først indsamling af elfenben, og derpå da man var ved at løbe tør for det, kautsjuk (gummisaft) så behovet for bildæk til Karl Benzs køretøjer kunne dækkes. Leopold blev afsat i 1908, men den belgiske regering fortsatte med tvangsarbejde. Da priserne på gummi kollapsede på ganske kort tid, blev slaverne udnyttet i kobberminer og andre metaller, hvis enorme forekomster var blevet opdaget. Belgierne solgte en regnskov i nord der har fyldt med oliepalmer til en britisk sæbefabrikant, - det blev til det multinationale Unilever. Det britiske firma afholdt sig ikke fra at benytte tvangsarbejdere og indførte produktionskvoter for slaverne. 

Patrice Lumumba bragte uafhængighed til Congo i 1960, men Belgien organiserede et kup mod den spæde regering og med hjælp fra the U.S. og the U.N. Kennedy administrationen gjorde det muligt at Lumumba blev tortureret og og dræbt af oprørere under ledelse af Mobutu Sese Seko, der efterfølgende styrede landet i 27 år som sit trællerige, næsten som kong Leopold. Efter ham kom to diktatorer. Alle fik hjælp af supermagter eller multinationale virksomheder, for at udvide udnyttelsen og fattiggørelse af Congos folk. 

Tidligt i 2000 overtog Joseph Kabila embedet efter sin far præsident Laurent-Désiré Kabila, der blev myrdet i den Anden Congo Krig, 5 millioner congolesere døde da ni afikanske nationer og 30 militser ødelagde landet og hærgede løs. Som sin far indgik Kabila junior adskillige handler med mineselskabs giganterne. I 2009 kom en ny ‘spiller’ - Kina på banen. Kina havde nu spredt sine fangarme til Congo gennem adskillige CCP-knyttede selskaber. Han trådte tilbage i 2018. I valget samme år deltog Kabila ikke, men den U.S. venlige Felix Tshisekedi der blev præsident lovede at afslutte Kinas greb om Congo. Kabila arbejder samtidig med sine kinesiske støtter for at opnå endnu mere kontrol og måske deltager han i valget i år.

Udnyttelse af congoleserne er en enorm tragedie. Multinationale virksomheder tjener utallige milliarder ved at sælge kobolt, mens congoleserne lever i ekstrem fattigdom, mishandling, slaveri, børnearbejde, gældsbyrderm menneskehandel og forgiftning af deres jord og vand. Minearbejder tjener $1-2 om dagen. Flere end 75% lever i dyb fattigdom, 33% lider af mangel på mad kun 26% har adgang til rent vand, 9% til elektricitet. Livslængden er 60,7 år. Børnedødeligheden ligger som nummer 11 fra bunden.

Det forventes at efterspørgslen for kobolt vil stige med 500% i 2050, og med verden fikseret på elektronik vil den skrækkelige uretfærdighed i Congo fortsætte. Minearbejderne, herunder børn arbejder uden beskyttelsesudstyr, kravler under jorden i timevis og indånder giftig luft. Lægehjælp er ikke tilstrækkelig. Gange kollapser og oversvømmelser er almindelige, der er ingen opgørelse over antal døde.

Mindre mineselskaber forhindres i at operere og give bedre priser og derfor ender de ofte i gæld. Illegal minedrift er udbredt. Noget særligt Kara påpeger er håndudgravet minedrift som udgør ca. 30% af al koboltudvinding i Congo. Arbejdernes eneste værktøjer er hakker og skovle og dermed store risici. Man gør det fordi de giver 10-15 gange bedre kobolt per ton end industriel minedrift. Sådanne primitive miner opererer over hele Kobber Bæltet, strækkende sig fra langs grænsen til det nordlige Zambia og det sydlige Congo. Man graver heterogenite frem, en åre med kobber, nikkel, kobolt og uranium og sælger det til “forhandlere” eller til depoter, en rest af Conrads “udposter,” og næsten udelukkende drevet ved kinesere. 

De sælger det så til industrielle fremstillere - fællesskaber mellem Congos statsejede virksomheder og CCP knyttede og betalte kinesiske virksomheder. Disse har opnået fordele gennem lave bud, billig arbejdskraft og sikrer enhederne med militærmagt, og opererer uden hensyn til menneskerettigheder. Det halvraffinerede kobolt sendes så til raffinaderier i Kina for færdiggørelse da Congo ikke har nok elektricitet. Det var således at i 2021 producerede Kia 75% af verdens raffinerede kobolt. 

Ved i praksis at have solgt landet til kineserne har Congos ledere givet dem lov til at gå amok som de tidligere kolonisatorer der erobrede med våbenmagt. Denne gang er udnyttelsen af landet og dets folk værre. Med så at sige ingen miljøhensyn på minedrift har man slået landbruget ihjel, man er årsag 

til alvorlig luft og vandforurening, og øget radioaktivitet. Bevæbnede vagter patruljerer i det kraterfyldte landskab og benytter vold og seksuelle overgreb mod befolkningen. Congolesiske soldater er sammen med dem og står også for børnearbejdet, hvor de inddrager lønningerne og sælger dele af det udvundne..

Mange børn der arbejder i minerne tager over efter deres forældre der døde i ulykker eller at smitsomme sygdomme. Nogle ender med at sælge sig for sex. Ligesom deres forældre kommer børnene til skade eller dør i fald og når tunneller kollapser. Masseuheld er almindelige men der skrives ikke noget ned om dem. Karas åbningskapitel beskriver opdagelsen af et barnelig og han forestiller sig at blodet har givet Congos jord sin unikke rødlige glød. 

På intet tidspunkt i Congos historie har almindelige mennesker haft gavn af pengestrømmen der kommer fra naturrigdommene og som støtter den globale økonomi - elfenbenm gummi, palmeolie, kobber, tin, zink, sølv, nikkel, diamanter, guld, uranium, tantalum, tungsten og kobolt. I stedet er der drevet rovdrift på menneskene af kolonisatorer, virksomheder fra kolonitiden, supermagterne, multinationale selskaber, soldater og militser, menneskehandlere og nu ved deres egne ledere, at kinesiske mineselskaber og high-tech virksomheder. 

Enhver mulighed for en kraftig ændring af tingenes tilstand kvæles ved omfattende korruption der er så udbredt over hele Afrika og af snyd og bedrag. En direktør for en mine fortæller Kara, at udenlandske selskaber ikke betaler skat og snyder staten som er partner i mineselskabet. Regnskabstal bliver forfalsket, og bureaukrater og ansatte i virksomheder fylder deres egne lommer.  

Ødelæggelsen af Congo er en skamplet for verden og for de som hylder frihed, og værdighed. Forhåbentlig vil Karas gribende bog åbne verdens øjne for “Rædslen! Rædseln!” over den Congo skal gennemgå - og det i det 21. århundrede. Det kan vi så tænke på hver gang vi ser på vore mobiltelefoner. 

https://www.americanthinker.com/articles/2023/03/the_persistent_horror_of_congos_exploitation.html

Byzans - en advarende fortælling

Lincoln Brown 

George Santayana’s citat: “Den der ikke husker fortiden er dømt til at gentage den,” har udsmykket kaffekrus, klistermærker på kofangere, websites, og en hoben andre steder. I de seneste år er citatet blevet dissekeret i småstykker for at blive erstattet med “historien gentager ikke sig selv, men ofte rimer den.” Det er da også en fremragende udlægning.

Selvom en gennemgang af historien ikke er det centrale tema i Robert Spencers nyeste bog, Empire of God: How the Byzantines Saved Civilization, spiller historien en rolle. Hvis man ignorerer parallellerne mellem Det Byzantinske Imperium og det 21. århundrede, skader man sig selv. Spencer påtager sig opgaven med at gennemgå Det Østromerske Imperiums historie. Det er en fortælling, der bedst kan beskrives - som nuvel byzantinsk. 

Empire of God går i dybden med et emne der i store og hele er blevet ignoreret i gymnasium og selv i universitets historieundervisning. For den sags skyld har den også fået overfladisk behandling af History Channel, selv før den tid da man forlod historien og lod sig fascinere at pantelånerbutikker, brugte biler og det overnaturlige. 

Mange har den holdning at Roms glorværdige tid blev bremset da Rom blev angrebet af Goterne. Det er en almindelig formodning, at da først barbarerne indtog Den Evige By, overdrog den sidste Kejser sin laurbærkrans, iførte sig sin toga og forlod i hast skuepladsen. Men befolkningen i Øst mente langtfra at tæppet var faldet. Sandheden er, at indtil 1453 da Østriget endelig faldt betragtede byzantinerne sig som Romere og fastholdere af de græsk-romerske traditioner og filosofien. Imperiet eksisterede således i rigtig lang tid. 

Spencer kortlægger også væksten af Den Kristne Kirke, og hvorledes den kæmpede for resterne af den gamle troslære, opretholdt sig selv og sin ret til at undervise i oldgammel græsk litteratur og filosofi, uden hensyn til hedenskaben. 

Empire of God beskriver splittelsen mellem den latinske og den ortodokse side af kirken. Nogle historiebøger henvises til filioque debatten. I virkeligheden var splittelsen langt dybere og langt mere kompleks end mange indser. Den omfattende kirkelige skilsmisse var undervejs gennem adskillige år. Uanset hvad så har udviklingen af Østkirken stadig eftervirkninger i dagens Kristendom, selv i kirker der ikke tilslutter sig den Nikænske trosbekendelse eller nogen af traditionerne fra deres oldgamle forgænger. Bogen viser også, hvordan imperiet omdefinerede love og uddannelsespraksis for at danne det faste grundlag for moderne uddannelse og retspraksis. 

Lad os gå tilbage til vores åbningspræmis. Ved at gå tilbage til fortællingen om Byzans som imperium introducerer Spencer os for dets kejsere, hvoraf for de fleste er glemt,  udover de mest omhyggelige historikere, og Spencer viser os forundrende paralleller mellem livet for Byzantinerne og os i dag. 

Nogle kejsere bragte sejr, fred og økonomisk stabilitet. Andre lod sig styre af ambition, velstand, vellevned eller politik der førte til militære nederlag for imperiet og underkastede undersåtterne skræmmende inflation og skatter. Undertiden til det punkt at man brugte metallet fra mønterne til at udsmykke deres skatter. En var en tåbe der ikke kunne styre selv de mest basale opgaver som statsleder og hele tiden måtte være under overvågning. 

En anden, kejser Romanos IV Diogenes, ledte en udmattet og udslidt hær bevæbnet med ikke meget andet end jagtspyd og segl for at gå imod Jihad truslen fra øst. Romanos opnåede ikke meget, om noget, udover at han følte han havde vundet ved blot at stille op. 

Så er der beretningen om patriarken Nicholas der blev bortvist fra sin stilling af Kejser Leo, fordi han efter kirkens lov  nægtede at stå for Leos fjerde ægteskab. Nicholas skrev til Pave Sergius III for at give udtryk for sine betænkeligheder og påpege at kejseren ikke burde være en tyran og var bundet af de samme love og traditioner som enhver anden borger skulle følge:

“Beordrer kejseren os til med våben at gå mod fjenden? Beslutter han at vi skal bidrage med noget i offentlighedens interesse? Hans beslutning skal således adlydes med ivrighed. Beordrer han os til at gøre, hvad det skal være for at bringe styrke og ære til hans styre og til hans undersåtter? Vi skal derpå straks gøre det efter hans bud. Disse ting er kejserens pligter. På den anden side beordrer han os til at give afkald på vor fromhed overfor Gud? Men det er ikke en kejsers pligt, således skal vi ikke adlyde, og skal ignorere hans bud som et ugudeligt edikt fra et ugudeligt menneske. Byder han os at bagvaske, at svigte nogen ved bedrag, at besudle et ægteskab, eller på forkert vis tage andres goder? Dette er imidlertid ikke et værk ved en kejserlig regering, men snarere et aftryk af en bagvasker, en ægteskabsbryder, en tyv ....det er ondt, det er den mest onde doktrin at sige, at ‘fordi han er kejser’ har han lov at synde på en måde som ingen ville tillade sine undersåtter at gøre.” 

Man kan knap læse det citat uden af genkalde sig sagaen om Hunter Biden eller det tolags lovsystem der lige nu er endemisk for  the United States.

Som nævnt før havde Imperiet mange sejre og succeser, og mange kejsere tog kloge valg. For eksempel da pestplagen kom til Konstantinopel fra Egypten i 1541. Kejser Justinian indså, at der ikke var meget han kunne gøre for at standse den eller “hæmme spredningen.” Livet i byen fortsatte uden karantæner, masker eller social afstand. Folkelivet fortsatte så godt det kunne lade sig gøre, og pesten forsvandt. 

Som tiden gik og sled, fandt Imperiet sig fanget mellem den Charybdiske malstrøm ved Islams styrker i øst, og de to Scyllas i de opdukkede stater i Vest der betragtede imperiet som moden til at blive indtaget og et latinsk pavedømme der fik meget mere magt.  Krige blev kæmpet, land blev vundet og tabt igen, aftaler blev indgået med fjender fra alle sider og Byzans begyndte at forfalde. 

Empire of God er langt mere end en genfortælling af Byzans historie, og den gæld vort samfund har til den. Den er også en advarselsberetning, og en man bør tage i betragtning for at se hvor meget truslerne der påvirkede Det Østromerske Imperium kan spejles i vor tid.

Lincoln Brown is a freelance writer at PJ Media. He has also published columns on Townhall, The Hill, The American Spectator, and National Review.

https://www.frontpagemag.com/the-byzantine-empire-a-cautionary-tale/

 

Anti-Semitismen hører venstrefløjen til

 

Anti-Semitismen hører venstrefløjen til

DANIEL HANNAN                                                                                    

               

"Som socialist, hvordan kan du da ikke være anti-semit? Således spurgte Adolf Hitler sine partimedlemmer i 1920. Ingen mente det var et mærkeligt spørgsmål. Anti-semitismen på den tid betragtedes som værende del af en større revolutionær bevægelse mod markedet, ejendomsret og kapital.

Manden der ‘opfandt’ udtrykket “socialismen” den franske nitten hundrede tals revolutionær Pierre Leroux havde sagt til sine kammerater: “Når vi taler om jøderne, mener vi den jødiske ånd - ånden med profit, med pengebegær, med fortjeneste; med et ord - bankernes ånd.”

Den mand som populariserede udtrykket “anti-semitismen” havde samme indstilling. Wilhelm Marr, en radikal tysk venstreorienteret fra det 19. århundrede er muligvis ikke den første til at bruge ordet, men han er helt sikkert - og det anerkendes - den som bragte det ud til et større publikum: “Anti-semitismen er en socialistisk bevægelse,” erklærede han, “blot noblere og renere end Socialt Demokrati.”

Det er en målestok i den moderne venstrefløjs kulturdominans, at blot det at recitere disse citater er utåleligt. På hundredåret for Dreyfus Affæren i 1998, vurderede den dengang franske premierminister Lionel Jospin, at “venstrefløjen var for Dreyfus og højrefløjen imod ham” - en ekstraordinær forvanskning.

Selvom nogle tapre radikale virkelig kæmpede for den fejldømte jødiske officer, var mange socialistiske aviser og politikere voldsomt anti-Dreyfusarder, og beklagede at “rige jøder” misbrugte retssystemet mod almindelige arbejdere.

Den førende anti-Dreyfusard og den populæreste jødehader i Frankrig, Edouard Drumont, hvis bog La France Juive (Jødisk Frankrig) var en bestseller, var en rabid revolutionær socialist og anti-kapitalist.

Som den franske socialist - senere kommunist - deputeret Pierre Myrens udtrykte det i 1911, " Yiden (‘Youtre') er en israelit gennem religion, en jøde af race og, ydermere en kapitalist!” Denne gren af den franske venstrefløj blev taget op af Baath partiet i Syrien og endnu mere i Algeriet, med de konsekvenser vi kan se rundt om os i dag.

At vi i det store og hele har fået redigeret sådanne kendsgerning bort fra vor kollektive erindring siger en masse om den moderne politiks forudsætninger. I den barnlige formular der synes at diktere vore definitioner så betyder - venstreorienteret - at man er medfølende og - højreorienteret - at man er væmmelig, og da anti-semitismen er væmmelig må den jo høre højrefløjen til.

Sådan ræsonneren er ikke kun knyttet til selvretfærdige 17 årige; den har, hvor bizart det end er overtaget en stor del af vor offentlige diskurs.

Det er selvfølgelig sandt, at der altid har været jødiske socialister. Men - og dette kan være svært at begribe nu til dags, måske især hos jøder uden tro, - hvoraf adskillige faktisk er anti-semitiske.

Karl Marx selv er ganske typisk og hans essay fra 1844 “Om det jødiske spørgsmål,” er igen  blevet ‘lutret’ bort fra den almindelige viden.  

Barnebarn af to rabbier, han brød sig ikke om nogen religioner, men var især voldsom overfor judaismen, en voldsomhed vi aldrig finder i hans skriverier om Kristendommen - som han egentlig var ret sentimental over for, skønt han afskyede dens korrumpering ved den “jødiske Ånd.” I 1844 skrev han:

Lad os se nærmere på den faktiske jøde i verden - ikke Sabbath jøden, men hverdagsjøden.

Lad os ikke lede efter hemmeligheden hos jøden i hans religion, men lad os se på hans religions hemmelighed hos den ægte jøde.

Hvad er den verdslige base for judaismen? Opfyldelse af det praktiske behov, egeninteresse. Hvad er jødens verdensreligion. Tuskhandel. Hvad er hans verdens Gud? Penge.

Udmærket! Frigørelse fra tuskhandel og penge, som, en konsekvens af praktisk ægte judaisme ville være vort tids selvrealisering.

Essensen bag judaismen og roden til den jødiske sjæl er tilpasning og egeninteresse; Israels Gud er Mammon, der kommer til udtryk i begæret efter penge. Judaismen er selve legemliggørelsen af anti-sociale holdninger.

Nogle få apologeter har forsøgt at argumentere med at deres patriark (Marx) kun mente velstående jødiske pengemænd, ikke jøder som sådan, men deres undskyldninger er ikke rigelige. Lyt til hvordan Marx og Engels skrev om Polens jøder, dengang de fattigste og mest undertrykte i Europa: “Den polske jødiske ågerkarl svindler, snyder på vægten, giver forkert tilbage er beskæftiget med almindelig svindel.”

Marx’s væmmelse ved judaismen var ikke kun at finde i hans svulstige bøger. Man finder den i de anti-semitiske kampagner hos Sovjets Comecon regimer:

Udrensningerne af jøder hos Polens kommunister, show retssagerne i Tjekkoslovakiet og Ungarn af “israelske spioner” og Stalins “Lægernes Plan” der anklagede jødiske læger for at udføre konspiration for at myrde den kommunistiske ledelse, og som formål havde at være en forløber for massedeportationen af Sovjet jøder til Sibirien (heldigvis døde det gamle uhyre først, og Khrushchev droppede den politik).

I alle disse tilfælde blev benyttet udtrykket “Zionist” som et kodeord for “jøde.” Det er næppe en overraskelse når man hører de ideologiske arvtagere til kommunistpartiet der også er fortalere for de palæstinensiske terrorister der anklager Zionismen, at mange jøder har opdaget sammenhængen.

Nu om stunder, er der altid en underliggende tone. Læs denne gruelige artikel fra en Chavez avis i Venezuela. Tænk over de pro-nazi slogans der skriges af mængderne rundt om i Europa når de angriber jødiske butikker. Overvej denne skammelige udtalelse som Yad Vashem Holocaust mindeorganisationen har følt sig tvunget til at lægge ud. Dette handler ikke om Israel nu, hvis det nogensinde har gjort. Det er om noget meget ældre og æklere.

Vore politiske holdninger er ofte et spejl af vor karaktertræk. Hvis du er generøs og optimistisk hvis du glæder dig over andres succes, så vil de sandsynligvis være glad for det jødiske folks historie, deres succes mod alle odds, deres uforholdsmæssige intellektuelle bidrag til menneskeheden. Så langt fra at afvise de kommercielle og finansielle resultater vil du anerkende dem som en kilde til lykke for alle.

Hvis du på den anden side er forhippet på at se enhver handling som en form for udnyttelse, enhver succes som nogen andres nederlag, enhver handel som svindel, så er de tendenser med til at gøre at du er mod Israel og anti-semit. Det er en tragisk tilstand, en slags eksistentiel misundelse, og den går langt tilbage - mindst 2500 år - til Ester Bog 5:11-13:

(Statholderen Haman der fortæredes af misundelse over jøden Mordokaj)

11 Med selvtilfreds mine pralede han (Haman) af sin store rigdom, sine mange sønner og den ære, kongen havde vist ham ved at forfremme ham til den næstøverste i hele perserriget.

12“Nu skal I høre!” sagde han. “I dag inviterede dronning Ester mig til en privat festmiddag sammen med hende og kongen. Hun havde selv forberedt det hele til os to! Og i morgen har hun inviteret os igen!”

13 Så tilføjede han: “Men jeg kan ikke rigtig glæde mig over det, så længe den ubehøvlede jøde, Mordokaj, sidder i paladsets portrum.”

                       

                           

Daniel Hannan is a British writer and journalist, and has been Conservative MEP for South East England since 1999. He speaks French and Spanish and loves Europe, but believes that the EU is making its constituent nations poorer, less democratic and less free. He is the winner of the Bastiat Award for online journalism.

                       

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/anti-semitism-belongs-on-the-left?f=must_reads#ixzz39QwvfkbJ