Greenpeace retssag viser hvordan NGO’er kommer til at betale

Adam Lehrer

I en bemærkelsesværdig retssag mellem klima ‘nonprofit’ organisationen Greenpeace og virksomheden Energy Transfer blev Greenpeace af af en jury i North Dakota onsdag den 19. marts dømt til at betale $660 millioner i erstatning til virksomheden Energy Transfer på grund af Greenpeaces rolle i demonstrationerne mod the Dakota Access Pipeline i 2016 og 2017 rapporterer the New York Times. Såvel dommen og hele sagen, er i bredere forstand nyttig i forståelsen af den rolle de større venstreorienterede networks, som  Greenpeace, har i at organisere aktivisterne i demonstrationerne, og i at anvise en strategi for, hvordan de som er imod dem med loven i hånden kunne udfordre disse grupper fremover. 

 

Tre komponenter af Greenpeaces handlinger var hovedpunktet i det civile søgsmål fra 

Energy Transfer:

For det første mente virksomheden at Greenpeace (og Stichting BankTrack, Greenpeace’s hollandske NGO moderselskab) “i vid udstrækning udspredte falske påstande” og “misinformation” om virksomheden og projektet, herunder falske påstande om at rørledningen krydsede “helligt” stamme land og ville ødelægge de lokale vandressourcer. Energy Transfer argumenterede for at disse påstande blev fremført med det formål at “rejse midler,” herunder at opildne “tusinder af demonstranter” og “skade Energy Transfer’s omdømme.” 

For det andet fremsatte Greenpeace lignende udtalelser over for Energy Transfer’s långivere og investorer, som Energy Transfer hævdede var et forsøg på at skade virksomhedens forretningspartnere.

For det tredje og det vigtigste argumenterede virksomheden for  - og juryen var enig - i at Greenpeace mod bedre vidende koordinerede med, støttede og betalte de mere radikale grupper der var med til de ulovlige handlinger, som at gå ind på privat ejendom, ødelæggelse af samme og benytte vold for at hindre bygningen af rørledningen.

Selvom Greenpeace hævdede at de blot spillede en underordnet rolle, viser dokumenter fra sagen, at det var anderledes. Beviser fremført af Energy Transfer viste at Greenpeace havde sendt “oplærte aktionspersoner” til the Standing Rock lejren for at oplære de demonstrerende i ulovlig taktik, såsom at benytte hængelåse og kæder for at binde sig til konstruktions udstyret.  

Nonprofit organisationen koordinerede helt bevidst med såkaldte “direkte aktions grupper som the Red Warrior Society, en militant ‘sort blok’ lignende gruppe der opererede som en “Red Warrior Camp” autonom zone ved protesterne og var med til vandalisme og indlede voldelige konfrontationer med sikkerhedsvagter og politi. Greenpeace undskyldte sine medarbejdere på stedet - men blev ved med at betale dem - samtidig med de befandt sig på the Red Warrior Camp, og Greenpeace skaffede midler til Red Warrior Camp via deres officielle website. 

Vi kontaktede Kyle Shideler, direktør og senior analytiker for Center for Security Policy’s, der står for indenlandsk sikkerhed og modterrorisme for at få en forklaring på de videre følger af sagen, afgørelsen og hvad det kommer til at betyde i fremtiden for Greenpeace og andre protestgrupper. 

Som mange andre progressive nonprofits der har støttet protestbevægelserne Black Lives Matter eller Gaza demonstrationer der omfatter voldelige eller radikale elementer er Greenpeace en veletableret og førende organisation.Dog opererer den som en protestbevægelse, hvor de toneangivende grupper giver dække, ly, (og penge) til radikale elementer samtidig med de samarbejder med disse elementer mod deres fælles mål. 

Shideler siger at the Dakota Access demonstrationerne var ved hårdkogte anarkister trænede aktivister med fokus på  vigtigheden af “diversitet i taktikker.” Disse hårdkogte anarkister er beskæftiget med mere ulovlige former for demonstrationer, til de mere etablerede venstreorienterede organisationer (f.eks. Greenperace) der hjælper med at lovliggøre og organisere demonstrationerne og håndtere deres meddelelser til medierne, forklarede Shideler. 

Det er de hårdkogte anarkister der foranstalter urolighederne, vandalismen og kampen mod politiet. Massebevægelses organisationer i mere bred forstand koordinerer de deltagende i demonstrationen, og tager sig af medierne.

Sidstnævnte er meget vigtigt, for som vi har set i årene siden the Dakota Access protesterne, synes grupperingerne aldrig kun at have fokus på een sag, men breder det ud og benytter en mere “intersektionel” tilgang til organiseringen.

Shideler forklarer at en sag som Standing Rock, der bliver en “autonom zone” kan tiltrække en bredere kreds af aktivister fra allers ikke relaterede sager og dermed forene dem. Ved at brede spektret ud fra en enkelt sag (miljøforkæmpere i sagen Standing Rock) og til at omfatte emner som nedskæring i politiet og tilbagegivelse af land initiativer vokser mængden af aktivister i stadig større antal. 

“Diversitets taktik” viser sig også brugbar ved at give aktivisterne dækning i medierne når de benytter vold og ulovligheder. De ulovlige og lovlige aspekter ved demonstrationerne bliver således en del af den samme mediefortælling, og dermed fordrejes det der skulle være en beretning om hjemlig terrorisme som så bliver en der handler om ytringsfrihed. Det emne afleder mennesker fra det helt centrale - hjemlig terrorisme. Dette er noget vi lige for tiden ser udspille sig med bølgerne af bomber mod Tesla forhandlere, ejere, og med sidste års anti-Israel demonstrationer på universiteterne. 

Vi har oplevet dette fra steder som MSNBC og andre medier, hvor de begynder med at tale om de bredere lovlige demonstrationer som del af denne debat. Ikke sandt? Så følger der mennesker der kaster brandbomber i protest mod Tesla eller skriver artikler der klager over Elon Musk, og medierne kombinerer volden med de lovlige demonstrationer som var det en og samme sag. 

Demonstrationer som ved Standing Rock, og også andre som Occupy Wall Street, skaber det Shideler kalder en “skorsten” eller en radikaliserings rørledning der kan føre aktivisterne ned i et kaninhul der begynder med, at de sådan set er almindelige, uskadelige demonstrerende, men så tilbyder dem en vej til at blive ‘fuldtids

 agitatorer og mulige terrorister. Som hun forklarede:

Radikal politik søger at flytte mennesker gennem en ‘skorsten’ ved villigheden til at holde et skilt, og derpå til at være villige til at være ægte professionelle organisationer, professionelle aktivister og man kunne endog sige professionelle terrorister. Man oplærer dem i teknikkerne.. 

For eksempel kunne man give træning i hvordan man bryder ind på en olieboreplatform. Den direkte handling deres medlemmer udfører er rimelig godhjertet, men optræningen finder sted, hvis de ønsker at gå videre. Det virkelige fokus er at få ført mennesker gennem ‘skorstenen’ til ægte aktivisme og blive professionelle organisatorer. 

I tilgift forsyner Greenpeace selve rygraden i infrastrukturen hos massedemonstrationerne. De tilbyder transport til aktivisterne, oplæring og vigtigst juridisk støtte. I tilfældet Mahmoud Kahlil f.eks. må man spekulere på, hvordan en aktivist, der går på et universitet, kunne få adgang til 19 advokater, hvilket fører til man igen må undre sig over om ikke Khalil har været modtager af Deep State midler gennem the U.S. Agency for International Development.

Shideler formoder at professionelle aktivister allerede har et stort netværk bag sig, med velforberedte juridiske strukturer for at beskytte dem, hvis de bliver anholdt.

 “Hvis en aktivist bliver fanget i at gøre noget ulovligt, vil han kunne få støtte gennem et juridisk system der støtter den anklage der er rettet mod ham” siger Shideler.

Domfældelsen i sagen mellem Energy Transfer og Greenpeace giver en juridisk strategi for de som bekæmper disse grupper. Lokale søgsmål som denne kan benyttes, og sagen viser at disse organisationer kan knækkes især når de anlægges som civile sager. Under RICO ( Racketeer Influenced and Corrupt Oranizations Act) kan der indledes sager i civile søgsmål mod disse organisationer så længe advokaterne kan påvise konspirationen mellem mange medvirkende. Shideler forklarer:  

Jeg mener helt ærligt at der er brug for en fremtid, hvor såvel statsembedsmænd og ikke regerings organisationer ser nærmere på, hvordan sådanne sager skal håndteres. I opbygningen af en RICO sag skal man se på tilfælde, hvor en gruppe får noget ud af en kriminel handling, som de har faciliteret eller hjulpet med at organisere, selvom de ikke selv begår overtrædelserne. 

Forbrydelsen kan være begået af en anden, men personen der får noget ud af forbrydelsen og havde en medvirkende rolle er målet, ikke sandt? Derfor gælder det om at du har prædikat forbrydelser der faktisk kan anvendes i sagen og du derfor kan påvise forbindelsen. Hvad var relationen mellem konspirationens parter? Når publikum bliver mere og mere frustreret med denne type organisationer der opfører sig sådan tror jeg anklagerne vil have det stadig bedre med at sige, “Jeg kan gøre dette til en civil RICO sag.” 

Shideler pegede igen på Tesla brandbombningerne og sagde at nogen med lommer så dybe som Elon Musk kunne være umådeligt vigtige i at give støtte til at efterforske disse grupper og anlægge flere civile RICO retssager som den mellem Energy Transfer og Greenpeace 

https://thedailyscroll.substack.com/p/march-20-greenpeace-trial-shows-how

Folket protesterer mod den globalistiske kontrol

 

Borgerne står i massevis  op imod den globalistiske kontrol 

Kevin Finn

I 1919, skrev den irske digter William Butler Yeats wrote "The Second Coming."

Således: 

Ting falder fra hinanden; centeret kan ikke holde

Rent anarki slippes løs på verden,

Den blod-omtågede stormflod slippes løs, og overalt 

Druknes uskyldighedens ceremoni;

De bedste mangler enhver overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet  

Oversættelse ved Henrik Nordbrandt

Det er en passende beskrivelse af det vi er vidner til i dag. Venstreorienterede globalister, eliten og oligarker har udøvet et voldsomt pres, og nu begynder mennesker at presse imod. Hvis modpresset var begrænset til ‘røde’ byer eller ‘blå’ stater, ville det være en historie i kategorien “mand bider hund,” men vi ser i stadig større antal mennesker i borgerlige kredse der offentligt går imod deres venstreorienterede overdommere og herrer.

For nylig konfronterede borgere i Chicago borgmesteren Brandon Johnson ved et byrådsmøde. De var med rette rasende over nyheden om en øgning af ejendomsskatten på $60 millioner i et forsøg på at lukke et budgetunderskud på 1 milliard dollars. En kaldte ham direkte “den værste borgmester i Amerika.” Nyheder om at byen bruger $575 millioner på et program for at give husly til illegale var dråben der fik bægeret til at flyde over.

Samtidig i New York City blev borgmesteren Eric Adams mødt med indignation efter han havde meddelt planerne om at omdanne en forladt luksus lejlighedskompleks til et hjemsted for indvandrere. Harlem beboeren  Regina Smith fortalte ham, “Vi mangler boliger der er til at betale, vi er gennem priserne ved at blive lukket ude af samfundet.” En embedsmand sagde at bygningen i stedet ville blive konverteret til midlertidige boliger for hjemløse familier med børn i New York.

Protester er der ikke kun hos os, og det går ikke godt for de protesterende. Efter demonstrationen med lastvognchauffører fra Canada's Freedom Convoy der demonstrerede mod COVID-19 vaccine svarede Trudeaus regering med at indefryse bankkonti, offentliggøre navnene og data på de medvirkende i protesten, og anholde hundreder af demonstrerende. En af organisatorerne blev fundet skyldig i vildledning og andre lignende anklager mens to andre stadig afventer deres dom.  

Folk i the U.K. oplever også 'interessante tider' når indfødte briter støder sammen med politiet over forbrydelser begået af indvandrere. De britiske myndigheder tøver med at arrestere gerningsmændene af frygt for at blive kaldt racister, I stedet benævnes de indfødte briter der klager med betegnelsen “yderste højrefløjs islamofober” og det er dem der  bliver anholdt.

Der er for tiden en humoristisk talemåde hvor der spørges - hvilket land i verden vil være det første islamiske kernevåben besiddende lang - og meningen er at det er the U.K. Det er måske ikke helt ved siden af. 

Andrea Widburg rapporterer her, at for første gang i historien er det mest almindelige navn for nyfødte engelske drengebørn  Mohammad.

En frisk meningsundersøgelse viser at Nigel Farage's Reform U.K. party, har overhalet Keir Starmer's Labour Party i popularitet for første gang nogensinde. 

Læg hertil at irerne måske for første gang vælger en politiker fra et højrefløjs parti. Irerne svarer således på en COVID overreaktion og de sædvanlige problemer med åben indvandring. Et citat fra et partis officielle X side lyder bekendt: “Vi har et kæmpe problem her i Irland. De som vi har valgt og betalt ganske pænt til at repræsentere og beskytte os hader os i bund og grund.”

I 2023 oplevede Frankrig landets største demonstrationer og optøjer i næsten 20 år. Derpå den 4.12.24 tvang en misstillidsafstemning i Nationalforsamlingen  mod premierminster Michel Barnier ham ud, efter han kun havde været i embedet i sølle tre måneder. Barnier magtede ikke at få støtte for sine planer om at reformere sociale sikkerhed, derfor indførte han et præsidentielt dekret for at få dem vedtaget alligevel. Dette samlede både venstre- som højrefløjs fraktioner mod ham. Som hos os, har franskmændene et alvorligt problem med overforbrug.

Landmænd i Belgien har valgt en særlig måde at protestere mod de forkrøblende miljørestriktioner og konkurrencen fra land hvor de relativt stramme EU standarder ikke er påtvunget. Næsten tusind af dem valgte at køre deres traktorer ind i Bruxelles og blokerede trafikken. Da de var der sprøjtede de gylle på politiet og satte halmballer i brand.

"Vi er her igen i Bruxelles som landmænd, fordi EU ikke lytter til os og vore krav. Vore krav er om retfærdigt udbytte” sagde Morgan Ody, hovedorganisator for landbrugsorganisationen La Via Campesina. "Vi producerer fødevarer og kan knap klare os. Hvorfor det? På grund af frihandelsaftaler. På grund af overregulering. På grund af at priserne er under produktionsprisen. Derfor kræver vi at EU gør op med dette.” 

Reaktionen er at landbrugsministre nu lemper kravene, skærer ned på inspektioner på landbrugene og undtager mindre landbrug fra nogle miljøstandarder og krav.

Folket gør modstand og de oplever forskellige grader af succes. Populister som premierminister Georgia Meloni i Italien, og naturligvis vores egen Donald J. Trump, lytter til deres vælgere, og endnu vigtigere reagerer positivt og leder på en fornuftspræget måde.

Folket ønsker at vende tilbage til ‘sund fornuft' i pengepolitikken, i indvandringen og kulturværdierne og de lader deres stemmer høre.

Lad os bede for at det fortsætter med at være så fredeligt som muligt.

Citizens are pushing back against globalist control in a 'great awakening' - American Thinker

Det tager tid at ændre økonomien

 

Ronald Reagan havde også en svag økonomisk start

Jeffrey Wright

Jeg har mange konservative venner der bor i  Washington, D.C., nogle af dem arbejdede i Reagan administrationen. De ærer Ronald Reagan, og hvem på vor side gør ikke det? Reagan fik afsluttet Den Kolde Krig, genskabt patriotismen i Amerika, indførte talemåden “Morning in America.”

Dog ikke så hurtigt. Nogle erindrer at de første to år  med Reagan var økonomisk særdeles alvorlige som Reagan og hans direktør for  Federal Reserve head, Paul Volcker gjorde klart. Man måtte benytte stramme, men kærlige, tiltag for at hjælpe landet til at komme sig efter den katastrofale Jimmy Carter æra, med inflation og andre  økonomiske elendigheder.

Reagan og Volcker gik i gang med en plan om at hæmme Carter æraens inflation. Recessionen i 1981-82, en af de værste efter 2. Verdenskrig, stammede fra kombinationen af stram pengepolitik som blev implementeret af the Federal Reserve for at bekæmpe inflationen og eftervirkningerne af energikrisen i 1979. Renten - meget vigtigt- nåede op på hele 20% i juni 1981. Denne ultrahøje rente førte til en nedgang hos virksomheder og forbruget hos borgerne bidragende til en økonomisk nedtur. Arbejdsløshedstallet nåede op på 10.8% i december 1982, højeste tl siden Den Store Depression.  

De gode nyheder er, at tre år efter valget af Reagan vendte det, førende til hans historiske genvalg og en af de bedste vækstperioder i amerikansk historie. 

I dag i lidt over to måneder i embedet, bliver Trump forhånet af mange såkaldte konservative for planen om afgifter der har givet betydelig uro på børsmarkedet. Vil denne plan for afgifter, og deres på sæt og vis snarlige indførelse, føre til en vidunderlig ny æra med økonomisk revitalisering for landet?

Jeg ved det ikke, og det tror jer heller ikke nogen andre gør. Pointen her er at lade manden dog få lidt indledende fart og så se om den fungerer.

 Det er helt sikkert, at dette land har brug for hjælp efter den forræderiske Biden periode. Og der er ingen tvivl om, at Amerika er blevet udnyttet i årevis på mange områder, økonomisk og militært. 

Er Trump’s afgiftsplaner så det kærlige favntag Amerika og Vesten har brug for at vende tilbage til et godt fællesskab, eller er det en håbløs feberdrøm hos en egoistisk leder? Igen, jeg ved det ikke, men det jeg ved er, at jeg køber amerikanske aktier nu, her hvor de næsten rammer bunden, og jeg vil vædde på at jeg sætter mine penge på en stor Gylden Æra for vort land. 

Trump er ikke ufejlbarlig, men han har ret på langt flere områder end han har taget fejl.

Giv nu manden et år eller to, en måned eller to, før vi går i panik og mener himlen falder ned over os.  

Jeffrey Wright is a Minneapolis-based investment banker, entrepreneur, and concerned citizen.

https://www.americanthinker.com/blog/2025/03/ronald_reagan_also_had_a_slow_economic_start.html

 

Gik valget i Grønland Trumps vej? 

 Monica Showalter

Grønlands borgere gjorde helt sikkert ikke det Danmark og resten af Europa ønskede de skulle gøre ved valget tirsdag, der netop var at stemme anderledes end forventet nemlig være euro-venstreorienterede.  

I stedet gjorde de dsåledes som fortalt af BBC:

Grønlands centrum højre opposition har vundet en overraskende valgsejr - i en afstemning domineret af uafhængighed og US præsident Donald Trumps forslag om at overtage det semi-autonome territorium. 

Partiet Demokraatit der går ind for en gradvis uafhængighed fra Danmark fik ca 30% af stemmerne.

"Grønland har brug for os for at stå sammen i et tid med stor interesse udefra.” Fortalte partilederen Jens-Frederik Nielsen de lokale medier. “Der er brug for enhed, derfor vil vi indgå i forhandlinger med alle. "

Hans parti vil nu skulle forhandle med andre partier for at indgå en koalition. 

Det må have chokeret Europa der indtil nu har forhånet præsident Trumps tilbud om at købe Grønland og overtage det fra Danmark. “Grønland er ikke til salg.” har danske embedsmænd knurret. 

Grønlands valgresultat lader formode man er noget mere fleksibel. 

De personer der vandt tilhører centrum højrefløjen og det plejer at være et tilstrækkeligt godt nok resultat set fra the U.S. især hvis det betød at man distancerer sig frs EU, men se nærmere på hvem der blev nummer to ifølge the BBC:

Et andet oppositionsparti, Naleraq, der gerne ser en øjeblikkelig igangsættelse af uafhængigheds processen og skabe tættere bånd med the U.S. er på andenpladsen med næsten en fjerdedel af stemmerne. 

Støtten til  Naleraq blev forstærket forud for valget ved at en af Grønlands mest populære unge politikere Aki Matilda Hoegh-Dam skiftede fra et af de ledende partier, Hun blev nummer to lige efter Jens Frederik Nielsen i antal personlige stemmer..

Det vindende Demokraatit parti er ‘nybegynder’ og deres vælgerandel voksede voldsomt fra sidste valg, igen ifølge BBC.

Men andenpladsen er endnu mere ‘nybegyndere’ og dramatiske i deres formål - de er pro-uafhængighed og pro U.S., hvilket antyder at de kunne blive enige om at slutte sig til the U.S. efter et stykke tid, især da de yngre mennesker i Grønland føler de hører til i partiet. 

Således må man formode at der er en udfordring med Danmarks påtrængende styre, der åbenbart har haft en vis indflydelse med overfisknings regulativer, der er en af faktorerne for valgets endelige resultat. 

BBC har en god baggrundsorientering om dette, her.

Når man tænker efter er det således noget vigtigt. 

For grønlænderne er fisk deres brød og smør, det er den måde de skaffer sig indtægter på. Hvorfor skulle grønlænderene ikke være i stand til a udvikle deres fiskeindustri, i stedet for at lide med den grønne overregulering, der i den grad hæmmer fiskeriet?

Hele verden har desperat behov for flere fisk, især det fedmeplagede U.S. for at leve sundere og det ville være storartet for staterne dersom prisen på fisk faldt som resultat af rigelige forsyninger fra Grønland. Man sender allerede en masse god fisk hertil, men hvorfor ikke hjælpe dem med at sælge endnu mere? 

Hvorfor skulle  the U.S.tilbudet til grønlænderne om at komme til os slutte sig til statere være attraktivt, alene på grund af fiskeriet? Grønlænderne kunne leve som schweizerne hvis de kan udvikle deres fiskeri endnu mere end de allerede gør nu. Det er her deres talenter og evner og ekspertise befinder sig, så hvorfor ikke være ambitiøse?

Det er sikkert og vist at mineralerne og havgrænserne er vigtige nu da Rusland og Kina ekspanderer deres tilstedeværelse i Arktisk, som netop Trump betoner. Men med så mange af verdens fiskeområdet smadret af ulovlige Chicom trawlere, og de grønne reguleringer indført fra Danmark, der sandsynligvis vil hæmme fiskehøsten burde det ikke overraske nogen dersom fiskeriet er den virkelige gyldne gås der bringer Grønland hen mod the U.S.

Næste gang Danmark eller dets EU kammesjukker snerrer af Trump fordi han tilbyder Grønland mere ved at være en del af the U.S. kan Trump smile for sig selv, og se hvordan han kan indgå en mere sandsynlig aftale med dem, fordi han har fået gang i sagerne. Dette valgresultat lyder som om de er på vej mod at blive Amerika, og hvis det sker, vil det være en win-win for alle involverede parter. 

https://www.americanthinker.com/blog/2025/03/greenland_election_goes_trump_s_way.html

Zelensky en diktator eller ærkefyrste?

 

Er Zelensky Kyivs ærkefyrste?

Charlton Allen

I årevis har Biden-Harris administrationen og de logrende medier fastholdt at Volodymyr Zelenskyy er en tapper forsvarer af demokratiet. Fortællingen har været uden vaklen - fra Congress hallerne til lederne i aviserne, og det på begge sider af Atlanten: Zelenskyy er den moderne Churchill, der modigt leder sit folk mod tyranniet. 

Så gjorde Donald Trump det han altid gør - den del  som der er tavs omkring bliver sagt højt 

‘En diktator - uden valg. Zelensky skal handle hurtigt ellers har han intet land tilbage.’ således skrev Trump på sociale medier, og føjede til at Ukraines leder har ‘været elendig til sit arbejde.’

Så gik medierne som man kunne forudse i udbrud, gik i gang med at “fact-checke” og på glødende vis fordømtes bemærkningen. Man nedtonende ikke Trumps udtalelse, men lystre den i band, og satte gang i standard Beltway talemåderne om krigsretstilstand og ledelse i en krigstid. 

Selvom Trump direkte vurdering satte gang i den udenrigspolitiske elite i Washington var den imidertid ikke uden god begrundelse. 

Zelenskyy er ikke diktator i klassisk forstand. Han er en autoritær leder der på systematisk vis har konsolideret sin magt. Krigen mellem Rusland-Ukraine har været en tragedie af ubegribelig skala for det ukrainske folk, og Zelenskyy har været under et ekstraordinær pres. Men samtidig har han brugt krisen til at cementere sin autoritet på måder der ikke behøver blive brugt i krigstid - oppositionen er gjort tavs, han kontrollerer medierne, og han udsætter valg. 

Som Ted Galen Carpenter påpegede i The American Conservative:

Under hans styre har Ukraines regering gjort næsten et dusin oppositionspartier ulovlige, manhar hæmmet pressen, igangsat en kampagne mod kirker der ikke samarbejder, og har udført et program med fængslinger, tortur og drab.

Dette er så langt borte fra Vestens mediers glansfulde portræt af Zelensky som en demokratiets helt.

Ukraine’s Demokratiske tilbageskridt indledtes ikke med krigen

Forestilllingen om at Zelensky nogensinde har været en vogter af liberalt demokrati er en illusion der udmærket passer i Vesten. Længe før de russiske tropper krydsede grænsen udviste Ukraine allerede autokratiske metoder og tendenser.

Freedom House’s 2022 rapporten rangerede Ukraine som kun “delvist frit,” med en score på 61 ud af 100 points. Human Rights Watch’s 2021 rapport gik i foruroligende detaljer om den ukrainske regerings magtmisbrug.. “omfattende tvungne tilbageholdelser, tortur og mishandling.” 

Journalister og mediefolk har modtaget hindringer og trusler for blot at rapportere om korruption i regeringen. Censuren, politiske udrensninger og undertrykkelse af dissidenter fandt allerede sted under Zelensky - altså også før krigen begyndte i februar 2022. 

Forskelle nu? Krigen gav Zelensky den perfekte undskyldning. 

En stærk kontast til amerikanske krigstidsvalg

Forsvarerne af Zelenskys beslutning om at udskyde valg argumenterer ofte med at valg i krigstid er besværligt, endog farligt. Det argument falder til jorden ved en blot overfladisk gennemgang af amerikansk historie.

The United States har afholdt valg i krigstid - selv i de øjeblikke hvor der var en dyb national krise. 

• 1864: Midt under the Civil War—indiskutabelt nationens største kamp for livet -Abraham Lincoln stod overfor et genvalg. Krigen var i gang, landet var voldsomt splittet, og alligevel havde amerikanerne et valg ved stemmeboksen. 

• 1814: Under Krigen 1812 nedbrændtes Washington, D.C.,og okkuperede dele af hovedstaden af de britiske styrker. Alligevel blev der holdt valg til Congress. Trods den igangværende krig og den nationale krise, oprethold the United States sin pligt til repræsentativt demokrati.

• 1944: Mens amerikanske styrker kæmpede i Europa og Stillehavet søgte, Franklin D. Roosevelt genvalg og vandt en uforventet fjerde periode,.

Ingen af disse valg blev holdt under ideelle forhold. Dog blev de gennmført, fordi Amerika forstod, at hvis man suspenderede repræsentativt demokrati i en krise udgjorde det en større fare end at holde valg i krigstid. 

Hvis Zelenskyy i sandhed var en demokratisk indstillet statsmand, ville han holde fast ved demokratiet selv i en krisetid, og ikke bruge krisen som en mulighed af at fjerne selve demokratiet. 

Sammenligningen med Churchill: En farce af historiske dimensioner

Måske er det mest nederdrægtige forsvar af Zelenskys handlinger den stædige sammenligning med Winston Churchill’s lederskab i krigstid. Påstanden? Storbritannien sløjfede, eller forsinkede ikke valgt under 2. Verdenskrig. Ukraines situation er ikke anderledes.

Enten skyldes det helt bevidst forvanskning eller det er et tilfælde af uforfalsket uvidenhed om historie - uanset hvad, er det vildledende og farligt. 

Storbritanniens forsinkelse af valg i 2. Verdenskrig var ikke et forsøg på at gribe magten alene. Churchill ledte en  krigstid regeringskoalition som omfattede oppositionsledere, og Labour Lederen Clement Attlee blev udnævnt som Vice premierminister ( Deputy Prime Minister)

.

Politisk uenighed blev ikke knust - den bragte man med ind i regeringen, for at sikre den nationale enhed frem for at skabe splittelse.

Ukraines regering i krigstiden har muligvis en forfatningsmæssig base for at forsinke valg, men det retfærdiggør ikke direkte undertrykkelse af dissidenter - især da selve  forsinkelsen er besluttet ved en parlamentsafstemning - hvor oppositionspartier allerede er blevet forbudt. 

Zelenskyy har sikret sig at de som muligvis ville udfordre ham politisk ikke meningsfyldt kan deltage i ledelsen - således regerer han uhindret og uden udfordring. 

Hvis erfaringen fra Storbritannien skal benyttes skal det gøres med ærlighed. Churchill sikrede sig politisk inklusion under en national krise, mens Zelenskys regering har udrenset opposition fremfor at inkorporere den

Forestillingen om at den moderne tids Churchlle er Zelensky er ikke kun historisk skrupforkert, men også krænkende for de principper Churchill kæmpede for at forsvare.

Ukraines folk fortjener noget bedre

Vestens dobbeltstandard er umulig at ignorere. EU belærer rutinemæssigt Ungarn og Polen om en demokratisk nedtur, alligevel får Ukraine frit løb mens landet annullerer valg og fængsler dissidenter.  

Som Carpenter udtrykker det:

Medlemmer af Vestens pro Ukraine lobby skal holde inde med at portrættere Zelensky som en helt og en demokratiets martyr. Han er ingen af delene. I bedste fald er han en godtroende tåbe som pro-krigs NATO embedsfolk har brugt i deres egen kyniske agenda for at knække Rusland så landet ikke er en verdensmagt. I værste fald har han været en velvilligt indstillet medløber i den kampagne med en forfærdelig omkostning for sit land. 

Tag endelig ikke fejl- Ukraines folk fortjener friheden. De fortjener at bestemme selv. De fortjener frie og retfærdige valg.

Alt dette fortjener det ikke kun i tider med fred, men også i tider med krig. Ægte valg er ikke en luksus der kun kan benyttes i tider med stabilitet, hvor alt går fint - det er grundlaget for en fri nation.

Frihed er større end noget menneske. Ingen krig, ingen regering, ingen leder - hverken i Ukraine eller andre steder - brude såt i vejen for friheden.

Charlton Allen is an attorney, former chief executive officer, and chief judicial officer of the North Carolina Industrial Commission. He is the founder of the Madison Center for Law & Liberty, Inc., editor of The American Salient, and the host of the Modern Federalist podcast. X: @CharltonAllenNC

https://www.americanthinker.com/articles/2025/03/the_grand_prince_of_kyiv.htm