Pædofili i spillefilm!

Normaliseringen af sex med børn og Towelhead

Hollywood's seneste kraftanstrengelse for at portrættere pædofile sympatisk.

John Nolte

I 1999 ved Academy Awards modtog Elia Kazan, den berømte instruktør til On the Waterfront, A Streetcar Named Desire, Øst for Paradis, og mange andre klassikere en hæders Oscar for sin livslange indsats. Da den 90 årige gik på scenen nægtede en tredjedel af Hollywoods venstreorienterede at rejse sig og applaudere, og nægtede at 'tilgive' Kazan hans 40 år gamle "synd," der bestod i at han havde angivet nogle navne under sortliste æraen.

Men blot tre år senere blev der ikke fremført nogen som helst protest da Oscar prisen for bedste instruktør gik til Roman Polanski, en mand der i 1977 blev dømt skyldig i at bedøve med stoffer og derpå have samleje med en 13 årig pige. Selvfølgelig var Polanski ikke tilstede for at modtage sin Oscar. Han er stadig i landflygtighed for at undgå lovens straf.

Er det blot endnu et eksempel på Hollywood's liberale holdninger? Uheldigvis, desværre, er det meget mere dybereliggende end som så. Der er en ny borgerrettigheds tendens i Hollywood: Retten til at have sex med dine børn. Og nu på fredag, med Towelhead, giver Hollywood med premieren deres næsten teatralske skub til at normalisere den værste form for seksuel afvigelse.

Under 'spørgsmål og svar', efter en snigpremiere på Towelhead, sagde manuskriptforfatter/instruktør Alan Ball (Six Feet Under) om voldtægt af børn, "Samfundet vil have os til at tro at det er en handling der er ødelæggende, det tror jeg ikke på." Hvorfor en sådan udtalelse fremsættes er vigtig og kan udledes af hans film, historien om en 13 årig arabisk pige Jasira (Summer Bishil), der bliver voldtaget af hendes nabo som er reserve i hæren (Aaron Echart), forulempet af moderens kæreste og seksuelt manipuleret af Thomas /Eugene Bradley), en klassekammerat. Når det hele er overstået er ikke blot Jasiras sjæleliv intakt, men hun lider ikke af nogen form for følelsesmæssige eller psykologiske skader overhovedet. Faktisk for at citere Ball, "har erfaringen gjort hende stærkere." Filmen slutter i en triumferende note om at den 13 årige er blevet seksuelt erfaren af misbruget og er klar til at indlede et forhold til den førnævnte Thomas.

Towelhead er den nyeste i det årelange korstog som Hollywood er i gang med for at fremstille børnemishandlere sympatiskt og at mishandlingerne blot er endnu et skridt i udviklingen af normale, sunde unges seksualitet. Hvilket altså vil sige, at børnemisbrugere ikke blot skal fremstilles som entydige, overskægsvridende afvigere.

I såvel Stanley Kubrick's 1962 udgave og Adrian Lyne's på samme niveau fine 1997 udgave af Lolita er Hubert Humbert en pæderast opslugt af begær for den 14 årige datter af sin udlejer, som han senere gifter sig med, for dog blot at være lidt nærmere på den unge pige. Efter konen dør begiver han sig ud på en køretur og har en seksuel affære med sin nye steddatter. Humbert er ikke kun et monster. Til tider er han endog ynkelig og man har ondt af ham. Men uundgåeligt kan man betragte, hvordan hele begivenheden afklæder ham al værdighed indtil den nedbryder og ødelægger ham så følelsesmæssigt, at han er i stand til at slå ihjel. Den unge Lolita klarer sig ikke meget bedre. Hun gifter sig med den første mand der frier til hende og ender gravid og nedbrudt på en beskidt landejendom før hun fylder 18. Se også denne artikel på Synopsis.

I 1998 skrev og instruerede Todd Solondz indie filmen Happiness, et indgående eftertænksomt billede på den seksuelle dysfunktion i en sammenbragt familie. Som et centrum er Dylan Baker's uforglemmelige spil som Bill Maplewood, en fader i forstæderne, ægtemand og børnevoldtægtsmand. Da han hører at sønnens klassekammerat er alene hjemme nogle dage, og skønt han kæmper desperat imod sine tendenser, voldtager Maplewood dog alligevel drengen. Efterfølgende bliver sagen afsløret for såvel familien som nærsamfundet.

På samme måde i filmen fra 2004 "Der Untergang" afklædes Adolph Hitler uden formildelse af omfanget og uhyrligheden af hans forbrydelser, Solondz og Baker præsenterer deres børnevoldtægtsmand som et tredimensionelt væsen uden at bede os om at have ondt af ham. Indrømmet såvel Downfall som Happiness opdelte deres publikum i to poler med disse portrætter, men jeg vil hævde at jo mere realistisk uhyret fremstilles, des mere afskyvækkende er opførslen.

Der er imidlertid intet der er værd at forsvare i stømmen af de seneste film, der ikke nærmer sig afklædningen af disse uhyrer det mindste.

I 2001, gik indie branchen løs med NC-17 L.I.E., en Oliver Twistagtigt syn på en problemfyldt overklasseteenagedreng der finder en mentor i den lokale børnemisbruger (Brian Cox). L.I.E. modtog både begejstrede anmeldelser og vandt adskillige priser. Selvom det vil være uærligt at mig at sige, at den ikke var godt lavet, så er det også historien om et forhold mellem en 15 årig dreng og en 50 årig pæderast - et forhold gennemsyret af seksuelle spændinger og endegyldigt skildret som værende sundt.

Med The Woodsmand fra 2004, bevægede denne syge genre sig tættere på mainstream. Kevin Bacon spiller en børnemisbruger der vedkender sig sin last og er dømt for den og fremstilles som det sympatiske offer for politibetjente og deres lømmelagtige medarbejdere der krænker hans "borgerrettigheder." Det samme år fremstillede ingen ringere end Nicole Kidman i Birth en enke der er overbevist om, at hendes afdøde ægtemand er reinkarneret i skikkelse af en ti-årig dreng. Deres nøgenscene sammen i et badekar var en særlig afskyvækkende måde at overgå de 90 minutters optræden i seksuelle spændinger og længselsfulde blikke mellem en kvinde i midten af 30'erne ... og en 10-årig knægt.

I 2006 gik Hollywood i gang med endnu to film med stjerneskuespillerinder i rollerne. I Kate Winslet's Little Children, er Jack Earle Haley den sympatiske misbruger netop løsladt fra fængsel og offer for forstadshykleriet, fordomme og forulempelser. Cate Blanchett gik endnu videre med Notes On A Scandal. Hun spiller en gift lærerinde involveret i en lummer seksuel affære med en 15 årig elev. Hendes karakter præsenteres som både fortaler for og som offer for Judi Dench's "skæbnessvangre tiltrækning." Værre endnu, sexscenerne mellem den 37 årige Blanchett og den 16 årige skuespiller der spiller hendes elev er erotisk udfordrende, simuleret, men meget tydelige. På intet tidspunkt standser filmen for at undersøge den psykologiske skade denne form for forhold har på drengen.

Den venstreorienterede intolerance i Hollywood mod rygning (altså den del der er lovlig), enhver og alt der er borgerligt/konservativt og George W. Bush er gennemført og alligevel formår de altid at fremstille nuancerne hos samfundets uhyrer - den sympatiske side hos terrorister og børnemisbrugere.

Men der er noget endnu mere ondskabsfuldt end blot hykleri igang. Det er et forsøg på at normalisere, undskylde og fremme den mest afskyvækkende og onde for form seksuel afvigelse.

pajamasmedia.com/blog/towelhead-and-the-normalization-of-sex-with-children/

Måske vil denne artikel også interessere. Bøsser pædofili og Obama!

John Nolte is a screenwriter and director living in Los Angeles. He blogs at Dirty Harry's Place