Danser med Djævle

Danser med Djævle

Bill Muehlenberg

Et af de store uløste problemer i nyere historie er, hvorfor så mange medlemmer af Vestens venstrefløj er blevet besatte af, og undskyldende overfor hensynsløse totalitære regimer. Der har altid været venstrefløjstilhængere i Vesten der har idoliseret brutale regimer - det være sig Sovjetunionen, kommunist Cuba eller det islamistiske Iran - og foretrukket dem fremfor deres egne lande i det frie og velhavende Vesten.

Der er andre der har dokumenteret dette fænomen, såsom Paul Hollander, i forskellige klassiske arbejder, herunder Politiske Pilgrimme: Intellektuelle fra Vesten og deres rejser til Sovjetunionen, Kina og Cuba, 1928-78 og Anti-amerikanismen (1995).

I sin nyeste bog, United in Hate, gør Jamie Glazov et forsøg på at forklare og udforske Venstrefljøjens kærlighedsaffære med terror og tyranni. Glazov er meget velkvalificeret til dette arbejde, ikke kun fordi han har en phd i historie, og er specialist i US og russisk udenrigspolitik. Hans personlige historie bidrager til meget i denne bog. Hans forældre var sovjet dissidenter, der kæmpede mod kommunisternes tyranni og undertrykkelse.

Det lykkedes dem at flygte til USA i 1972. Deres første smag på den pragtfulde frihed blev snart bitter da de erfarede at der var akademikere og intellektuelle i Vesten der faktisk hadede dem og det budskab de havde at dele. Disse Vestens apologeter for mordene i Sovjet og folkedrabet ønskede ikke at have noget at gøre med Glazov familien, og søgte at forhåne og dæmonisere dem på det kraftigste.

Tilbage i Sovejtunionen havde de, med livet som indsats, ført kampagne for de millioner der var blevet torteret og dræbt i Gulag slavearbejds lejrene og på de psykiatriske hospitaler udelukkende på grund af deres politiske og religiøse overbevisning. Alligevel blev de i Amerika på det nederdrægtigste angrebet af intelligentsiaen der forhånede Amerika mens den idoliserede kommunistisk barbari.

Det var et chok den unge Glazov aldrig kom sig over, og her søger han at vurdere og forstå denne mest bizarre udstilling af livet i Vesten. Med militant islam ser han hele scenariet udspille sig igen.

Første halvdel af denne vigtige bog dækker de tidligste tilfælde af Vestens fascination med, og blindhed overfor de totalitære mareridtsstater. Sovjetunionen, Castro's Cuba, og Maos Kina var alle de udvalgte som de naive venstreorienterede tilbad og havde forkærlighed for.

Glazov minder os om US ambassadøren i Sovjetunionen, Joseph Davies, ord som han udtrykte dem under højdepunktet af Stalins myrderierne. Han udstillede sin forelskelse i Stalin med disse ord: Stalins "brune øjne er i allerhøjestede grad kloge og blide. Et barn ville gerne sidde på hans skød og en hund ville se tilbedende på ham."

Den franske forfatter Jean-Paul Sartre kunne sige dette om endnu en morderisk forbryder, Fidel Castro: "Castro er på samme tid øen, kvæget og jorden. Han er hele øen." Og Fader Daniel Berrigan, endnu en vedholdende apologet for tyranner, kunne sige dette om Hanoi's premierminister Pham Van Dong: han er et individ, "hvori mangfoldighed dvæler: ...et ansigt med stor intelligens, og dog også med store reserver af medfølelse..."

Eller overvej Sandinisterne i Nicaragua, der efter at have grebet magten i 1979 det lykkedes at udføre 8000 politiske henrettelser på tre år, De forvandlede landet til en torturstat, med undertrykkelse og diktatur. Alligevel var der masser af venstreorienterede fra Vesten der faldt på deres knæ i ren tilbedelse.

Den tyske forfatter Günther Grass, blev forevist et "fængsel" som Sandinisterne gerne ville have de politiske pilgrimme skulle se - ikke de ægte fængsler, hvor de indsatte blev slået, sultet, torteret og dræbt - kom tilbage med euforisk overdrivelse: !"Den humane måde disse straffe afsones under!" stønnede han, sammen med andet sentimentalt sludder.

Sovjet havde gjort nøjagtigt det samme med Gulag årtier tidligere, for at narre de godtroende fra Vesten der kom på besøg. De venstreorienterede fra Vesten var lige så dumme, og så lette at snyde i 1930- eller 50'erne som de var i 80'erne.

Det gælder stadig. Den anden halvdel af denne bog ser på islamisk terrorisme og Vestens apologeter. Der er masser af venstrefløjstilhængere i Vesten der er overbeviste om, at islamisk terrorisme ikke eksisterer, eller at det hele er Amerikas skyld.

Igen kommer Glazov med masser af eksempler. 11. september angrebet giver masser af citater. Norman Mailer kaldte selvmordsangriberne for "brillante." Han undskyldte angrebet ved at sige, "Alt der er galt med Amerika fører til dette, hvor landet byggede et Babelstårn der derfor måtte ødelægges."

Susan Sontag forsikrede os om, at terrorangrebet var resultatet af "særlige amerikanske alliancer og gerninger." Filmmanden Oliver Stone bekræftede at 9/11 var en "revolte" og sagde at de efterfølgende fejringer blandt palæstinenserne var at sammenligne med det som blev set i de franske og russiske revolutioner.

Oliver Stone og Hugo Chavez

Den kristne leder Tony Cambolo ville argumentere for at 9/11 var et lovligt svar på Middeladleresn Korstog. Den tyske komponist Karlheinz Stockhausen beskrev 9/11 anggrbet som "det største kunstværk i kosmos." Igen og igen masser af undskyldninger for terror og tyranni. Oveni der der så den medfølgende og nedarvede anti-semitisme.

For mange på venstrefløjen er Israel altid fjenden og de muslimske og arabiske befolkninger kan ikke gøre noget forkert. Læg mærke til bemærkningerne af Mike Wallace, vedrørende Irans præsident Mahmaoud Ahmadinejad, der har bedt om at Israel udslettes.; "Han er en bemærkelsesværdig mand. Det er han virkelig. Han er klog som en i helvede.....Du ville synes han er interessant."

Disse venstrefløjstilhængere gav mere støtte til Osama bin Laden og Saddan Hussein end de gjorde til George W. Bush. Filmproducenten Michael Moore forhånede USA mens han priste terroristerne: "Irakerne der har rejst sig mod okkupationen er ikke 'oprørere' eller 'terrorister' eller 'fjenden.' De er REVOLUTIONEN, deres antal vil blive flere -- og de vil vinde."

Glazov tilegner et kapitel for at forsøge at undersøge den psykologiske baggrund hos disse på venstrefløjen, hvis romance med tyranni og terror er så svær at fatte. De er som fremmede for deres hjemlande, skønt de sjældent erkender det. De udstiller en verdslig religion, en verdslig utopisk vision der taler rigtigt meget om menneskelighed, men glæder sig over at se individuelle mennesker blive knust i forsøget på at skabe deres påtvungne utopia.

At venstrefløjen i Vesten hader det moderne liv i Vesten synes at være en permanent indstilling. Nu da den kommunistiske revolution har tabt pusten da må og skal der findes andre sager. Den islamiske sag passer meget fint. Det er de samme fjender - Amerika, frihed og overflod.

Som denne bog minder os om, så har vi to virkelige fjender der skal bekæmpes: Morderiske totalitære ideologier af enhver slags, og deres venstreorienterede støtter i vesten. Det er en dødsensfarlig alliance vi alle skal være opmærksomme på. Denne bog gør et meget fint arbejde med det formål.

Bill Muehlenberg is a commentator on contemporary issues, and lectures on ethics and philosophy. His website, CultureWatch is at: www.billmuehlenberg.com.

To order a copy of United in Hate, click here.

Du kan finde artikler og interviewartikler med Jamie Glazov under 'interviewartikler'

KGB afhopper fortæller

Dystre forudsigelser af en KGB afhopper

Jamie Glazov

Jamie Glazov er Frontpage Magazines redaktør. Han har en Ph.D. i historie med russisk og canadisk udenrigspoltik som speciale. Han er forfatter til Canadian Policy Toward Krushchev's Sovjet Union og er medredaktør (med David Horowitz) af The Hate America Left. Han udgav og skrev introduktionen til David Horowitz's Left Illusions. Han nye bog United in Hate: The Left's Romance with Tyranny and Terror. Email him at jamieglazov11@gmail.com.

Interviewgæsten i dag er Jason McNew, veteran fra United States Air Force og en IT professionel der arbejder for forbundsregeringen i Washington D.C. Han har studeret kommunismen, asymmetrisk krigsførelse og værkerne af Sovjet afhoppere i over 10 år. Han er en regelmæssig bidragyder til American Thinker, og hans arbejde er der blevet citeret fra på utallige andre websteder, herunder WND, Hot Air og The Blaze. Man kan kontakte ham på jasond@mcnew.org.

FP: Jason McNew, velkommen til Frontpage Interview.

Jeg ville gerne tale med dig om Anatolyi Mikhaylovich Golisyn, den berømte Sovjet KGB agent der hoppede af til CIA i 1961. Denne mands afsløringer har megen relevans til de trusler United States står overfor i dag.

Lad os begynde ved at du fortæller os en smule om Golitsyn, og hvorfor det han har at sige stadig er yderst vigtigt for Vesten at være opmærksom på.

McNew: Tak for at jeg måtte komme Dr. Glazov. Det er mig en ære at få lejlighed til at tale med dig her på Frontpage.

Golitsyn var en russisk KGB Major, der, som du nævner, hoppede af fra Sovjetunionen til Vesten i 1961. Han gik ind på den amerikanske ambassade i Helsinki Finland og bad om at mødes med CIA chefen der. Golitsyn forsynede denne afdelingschef med information der kun kunne være i hans besiddelse. Ydermere tilbød han hemmelige dokumenter fra den nærvedliggende Sovjet Ambassade og nævnte at mere information ville kunne fremskaffes, hvis han og hans familie straks kunne blive evakueret til United States. Sammen med hustru og datter forlod Golitsyn Finland juledag 1961, ombord på et US Militær fly.

Selvom der var mange Sovjet afhoppere under Den Kolde Krig, da afgav flertallet af dem (bevidst eller ej) information udarbejdet med det formål at vildlede Sovjets hovedfjende, United States og CIA. Det var først i 1984, med udgivelsen af hans første bog New Lies for Old at Anatoliy Golitsyn blev kendt for offentligheden. Hans bog, hvoraf det meste faktisk er skrevet før 1980 blev latterliggjort og ignoreret.

I 1991 var Berlinmuren blevet revet ned, og USSR opløst ved Gorbachev -- begivenheder som Golitsyn havde skrevet om adskillige år tidligere (det sidste kapitel i New Lies for Old). Samlet var der 150 forudsigelser i det sidste kapitel i bogen og over 90% af dem har med tiden vist sig at holde stik. Dette forekommer at være umuligt med baggrund i, hvad vor accepterede holdning om fornuft går ud på, imidlertid skal man huske på, at kommunisterne (og deres strategier) er "gennemgribende rationelt anderledes," så at sige.

Genfremkomsten af kommunismen nu (skønt under forskellige navne) trænger til forklaring. Kommunismen døde helt klart ikke i 1991 som alle blev forledt (fortalt) til at tro. Golitsyn's arbejder er nøglen til forståelsen af hvorledes de gamle principper fra Sun Tzu (krigsførelse med baggrund i bedrag) i praksis kan anvendes som en altomfattende national strategi. Dette er nøjagtigt hvad Sovjet (og nu "neo-Sovjet") har gjort. Med "neo-Sovjet" mener jeg Vladimir Putin og hans slæng i Kreml og Lubyanka.

FP: Fortæl os noget om Golitsyn's mest betydningsfulde forudsigelser.

McNew: Golitysn er nu blevet (til dels) berømt for at have advaret i forvejen om at USSR ville bryde sammen af sig selv som del af en strategisk list. På side 339 i sin bog New Lies for Old er der følgende paragraffer:

"Befrielsen" ville være spektakulær og gøre stort indtryk. Formelle udtalelser ville fremkomme om en reduktion af kommunistpartiets rolle: Det monopol vil tilsyneladende være hæmmet. En tilsyneladende deling af magten mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende mag ville blive introduceret. Den Øverste Sovjet ville få overdraget større magt, og præsidenten for Sovjetunionen og partiets førstesekretær ville blive adskilt. KGB ville blive "reformeret." Dissidenter hjemme ville få amnesti; de i eksil ville få lov at vende hjem og nogel af dem ville indtage stillinger i regeringen.

Større frihed for Sovjetborgere til at rejse udenlands. Observatører fra Vesten og FN ville blive inviteret til Sovjetunione for at bevidne at reformerne finder sted.

Sakarov ville få en form for indflydelse på regeringen eller få tilladelse til at undervise i udlandet. De kreative kunstarter og kulturelle og videnskabelige organisationer, såsom forfatternes fagforeninger og Akademiet for Videnskaberne, ville tilsynladende få mere uafhængighed ligesom fagforeningerne. Politiske klubber ville blive åbenet op for ikke-medlemmer af kommunistpartiet. Ledens dissidenter kunne få lov til at skabe alternative politiske partier.

Her har vi altså over et dusin specifikke forudsigelser, de har senere så vist sig at være fuldstændig korrekte -- og dette er kun et lille udsnit af de samlede forudsigelser.

En af de mere interessante forudsigelser som vi stadig kan se udspille sig for vore øjne på verdensscenen i dag, er Golitsyn's vurdering af at Nordamerikas indflydelse i Latin Amerika ville blive undermineret. Dette er så ganske åbenbart med Hugo Chavez's Venezuela, den nylige adoption af en socialistisk Forfatning i Biolivia, og tilslutningen til BRIC alliancen af Brasilien (for at nævne nogle få).

FP: Det ser altså ud til at kommunismen faktisk ikke "døde" i 1991 i den form Vesten fremstillede og portrætterede det. Faktisk havde man i Sovejet en slags plan og den har noget med Putin og hans bande at gøre, de som er ved magten i dag. Kan du forklare det for os?

McNew: I 1959 pralede Nikita Khruschev til et U.S. kabinetsmedlem

"I amerikanere er så godtroende. I vil ikke acceptere kommunismen direkte, men vi vil fodre Jer med små doser af socialisme indtil i endelig vågner og opdager i allerede har kommunisme: Vi vil ikke behøve at slås med Jer. Vi vil sævkke Jeres økonomi indtil i flader ned som overmoden frugt direkte i vore hænder."

Som Jeff Nyquist påpeger, "Det er bemærkelsesværdigt at Khruschev ikke siger, "I skal leve under kommunismen." Han siger heller ikke, "Jeres børn vil leve under kommunismen." Han fortalte sin amerikanske modstander, at deres børnebørn ville leve under kommunismen, og Khruschev indrømmede dermed, at Moskvas plan var en langtrækkende plan, der ville strække sig over mange årtier."

I et memorandum fra juli 1984 til CIA, før Mikhail Gorbachev overtog magten havde Golitsyn regnet ud at Gorbachev var den erstatning for Konstantin Chernenko man ønskede. Golitsyn gav senere også en god indsigt i den eventuelle udskiftning af Boris Yeltsin, han beskrev de russiske fjendtligheder i Tetjenien, "ikke som en sandsynlig grund til et militær kup, men som en sandsynlig planlagt begyndelse til et regeringsskifte." Da Jeltsin trådte tilbage, helt uventet i 1999, var det for at give plads til Vladimir Putin. På grund af Putins kraftfulde tilgang til krigen i Tetjenien, vandt han med lethed præsidentskabet nogle måneder senere, og banede vejen for en fornyet russisk nationalisme.

Den nuværende "præsident" for Rusland er selvfølgelig Dimitri Medvedev, men selv de mest naive "førende medier" her i US forstår at det faktisk er Putin der trækker i de russiske tråde. Der er også en masse kynisme ved retfærdigheden af valg i Rusland, og der er megen spekulation om Putin vil stille op (og vinde) igen i 2012, da den russiskse Forfatning ikke forhindrer ham i at gøre det. Det vi altså har er et årtier langt mønster med "kontinuitet i ledelsen" i det tidligere Sovjetunionen, og nu Rusland. Det ville være helt umuligt at henrette den langtrækkende strategi som Golitsyn beskriver i et ægte demokrati, hvor den nationale retning kan forandre sig hvert 4. eller 8. år.

Vladimir Putin selv har indrømmet at være skabt af "Sovjet's muld." Putin er en kommunist og den helt logiske forlængelse af Sovjets langtrækkende planer.

Derfor forekommer det korrekt at Krushchev havde ret i sin vurdering af at vi i US ville blive ædt af den kommunistiske elefant ved en bid af socialisme af gangen.

FP: Jason McNew, tak for din deltagelse i Frontpage interview.

Jamie Glazov.

http://frontpagemag.com/2010/10/19/dark-predictions-of-a-kgb-defector/

Seksuelle frustrationer basis for terror

Seksuelle frustrationer danner basis for terror!

Den 23 årige Nigerianer der forsøgte sig med at detonere en bombe skjult i sine underbukser på et Northwest Airlines fly over Detroit juledag var ensom og seksuelt frustreret. (Se denne artikel på synopsis: Phyllis Chesler skriver om: Allahs ensomme sønner myrder.)

Som en US Senatskomite har sagt i sin argumentation i denne uge om hvordan man bør betragte Umar Farouk Abdulmutallab, da giver den følelsesmæssige fortvivlelse der kommer til udtryk i hans posteringer på nettet indsigt i fanatisk islam, og det som medvirker til, at ofte stakkels unge mænd bliver selvmordsbombere. Uanset hvor meget vi gerne vil det, så er de altså ikke uhyrer.

Abdulmutallab var søn af en velstående bankmand, og boede i London, og havde ingen ægte kendskab til livet i Vesten, han klagede ikke over racisme eller udtrykte bekymring over at hans muslimske brødre skulle være trådt under fode.

Ligesom bombemændene fra 11. september, der besøgte striptease klubber før deres stævnemøde med døden, så var hans hengivne religiøse tro i konflikt med hans kødelige ønsker, han syntes at det at sprænge sig i luften, sammen med en masse vantro, var at foretrække fremfor at være seksuelt frustreret. Som The New York Post udtrykte det: "Bomben var ikke det eneste der brændte i hans bukser."

På Islamic Forum of the Gawaher websitet var der i 2005 og 2006, mere end 300 posteringer af Farouk 1986 - Abdulmutallabs mellemnavn og fødselsår.

Under overskriften. "Jeg tror jeg føler mig ensom," beklagede Farouk1986 at han aldrig havde fundet "en ægte muslimsk ven."

"Når jeg føler mig ensom, da vågner den naturlige lyst og jeg kæmper med at kontrollere den, undertiden fører det til små syndefulde handlinger, såsom ikke at sænke blikket. Dette problem gør at jeg ønsker at blive gift og derved undgå at blive ophidset....men jeg er kun 18." I endnu en postering skriver han "en kvindes hår kan meget let ophidse en mand."

Han skriver også om "mit dilemma mellem frisyn og ekstremisme...."hvordan finder man den rigtige balance?"

Han omtaler på et tidspunkt sine fantasier: "Det slemme ved det er, at sommetider er fantasierne meget verdslige fremfor at have fokus på det hinsides." Han forsøger derpå at have fokus på mere acceptable "jihad fantasier."

"Jeg forestiller mig den store jihad vil finde sted, hvordan muslimerne vil vinde, Insha'Allah, og beherske verden, og oprette det store imperium endnu engang!!"

Som den yngste af 16 børn, og som søn af hans faders 2. hustru, tilbragte han angiveligt det meste af sin barndom i en engelsk kostskole i Vestafrika. Løbebanen hen imod ekstrem vold hos denne blide, fromme unge mand, der ønskede at så meget skulle være godt og efterfølgende alligevel blev opslugt af en skyldfølelse vedrørende sex, passer fint med det meste at de vi kender til islamiske selvmordsbombere.

Måske kommer den bedste psykologiske forklaring fra bogen United in Hate: The Left’s Romance with Tyranny and Terror, den nyeste bog af Jamie Glazov, redaktør på Frontpage Magazine.

For at bestille United in Hate, klik her.

I et kapitel med overskriften "Om at hade en kvinde" beskriver han i skræmmende detaljer undertrykkelsen af kvinder i store dele af den muslimske verden og den "teologiske retfærdiggørelse og begrundelse" for vold mod kvinder "fra det øjeblik de bliver født."

Islamistisk had mod kvinder har "gødet jorden i hvilken ....terrorismen og den nye dødskult er vokset."

Han hævder at der en "islamisk krig mod den private kærligheder der får det meste af sin energi fra en dybliggende kvindeforagt. Kvinders ret til at handle selv, uafhængighed og retten til selv at bestemme, især de seksuelle variationer, udgør en trussel mod selve eksistensen af islamismen"

Islamisk kvindeforagt, påstår han, stammer fra selve islam. "Holdningen, at kvinder af natur er underordnet mænd, er selve grundstenen i hele opbygningen og får sin legitimitet gennem adskillige traditionelle læresætninger."

Det er ikke tilfældigt at det arabiske ord "FITNA" har to betydninger - en smuk kvinde og -socialt kaos.

Glazov skriver at i mange islamiske samfund "forventes det at kvinder skal ydmyge og umenneskeliggøre sig for at blive tolereret...Kvinder anses som selve inkarnationen af Shahwa 'lyst', der igen stammer fra Djævelen. I dette miljø opstår den patologiske holdning at en mand og en kvinde ikke kan være alene sammen uden at ondskabens uhyggelige trussel er i deres midte."

"Mændene foragter objektet for deres begær, for at formindske deres egen skam. I dette dynamiske univers af seksualforskrækkelse og kvindeforagt, er kærlighed reduceret til voldelig dominans, der uanvendeligt bliver sammenvævet med terrorisme mod de samfund der giver kvinder lov til at være frie, især den seksuelle frihed."

Handlemåder såsom polygami og forkastelse -hvorved en mand kan skille sig fra sin hustri blot ved at udtale visse ord - er med til at "minimere muligheden for privat kærlighed selv mellem gifte par."

"Islam underviser i, at seksualakten er beskidt og som en konsekvens deraf omgærdes den af ritualer."

Formålet er at opbygge en mur mellem de elskende. "Polygami," skriver Glazov, har en katastrofal virkning på muslimske drenge der vokser op med "alle mulige søskende, født af forskellige kvinder, og som giver dem den holdning at ingen af disse kvinder, herunder deres egen moder, var god nok til at blive æret i sig selv. Drengene får dette kvindehad indpodet, hvilket igen fører til selvhad."

Deres psykologiske forkastelse af deres mødre er "direkte forbundet med deres tendens til terror og selvmord."

Kvindelig kønslig lemlæstelse, hvorved kvinders clitoris - eller de ydre kønsorganer - fjernes er et forsøg på at "benægte kvinderne selv muligheden af at opnå personlig lykke og seksuel tilfredsstillelse."

Glazov skriver om TV programmer i Saudiarabien der giver instrukser om hvordan hustruer kan prygles og citerer en rapport fra Pakistan Institue of Medical Sciences der anslår at 90% af de pakistanske kvinder er blevet slået eller er blevet seksuelt krænket fordi de måske har tilberedt et utilfredsstillende måltid.

Disse beretninger vedrører også australske forhold. Det Islamiske Velfærds Råd i Victoria konkluderede i en rapport i 2008, rapporten er nu fjernet, at nogle australske muslimske religiøse ledere sagde god for voldtægt indenfor ægteskabet, for polygami og vold i hjemmet.

I retssager med gruppevoldtægter har de muslimske mænd fremført det forsvar at deres strenge religiøse opdragelse har fået dem til at tro at de kunne voldtage australske ikke-muslimske piger.

I denne uge, i Melbourne, står en afghansk flygtning for dommeren anklaget for angiveligt at have kvalt sin hustru med hendes slør, efter at have klaget over at hun "var blevet for australsk." Juryen fik at vide at ofret havde hævdet at hendes mand havde slået hende og sagt til hende at, det eneste hun skulle - var at føde børn.

[Denne artikel er fra The Sydney Morning Herald og lettere omskrevet]

Sharia i England

Sharia i UK

Jamie Glazov

Jamie Glazov er Frontpage Magazine's redaktør. Han har en Ph.D. i historie med Rusland, U.S. og canadisk udenrigspolitik som speciale. Han er forfatter til Canadian Policy Toward Khrushchev’s Soviet Union og er medredaktør (med David Horowitz) til The Hate America Left. Han redigerede og skrev introduktionen til David Horowitz’s Left Illusions. Hans nye bog er United in Hate: The Left's Romance with Tyranny and Terror. Email him at jamieglazov11@gmail.com.

Frontpage Interview’s gæst i dag er Pamela Geller, grundlægger, redaktør og udgiver af den populære og prisvindende webblog Atlas.Shrugs.com. Hun har fået ros for sine interviews med internationalt velkendte personligheder, herunder John Bolton, Geert Wilders, Bat Ye'or, Natahn Sharansky og mange andre. Hendes lederartikler er blevet udgivet i Washington Times, The American Thinker, Israel Natioal News, Frontpage Magazine, World Net Daily og New Media Journal, blandt mange andre publikationer. Hun er medforfatter (med Robert Spencer) til The Post-American Presidency: The Obama Administration’s War on America.

FP: Pamela Geller, velkommen til Interview. Jeg vil gerne tale med dig om din præcise forudsigelse vedrørende London forstaden der er ved at blive en islamisk republik. Hvad foregår der?

Geller: Tak Jamie. Som jeg forudså på mit website Atlas Shrugs, er en modbydelig overherredømme islamisk person, Lutfur Rahman, blevet valgt som bydelsborgmester i London kvarteret Tower Hamlets. Denne stilling har han opnået gennem omfattende stemmesvindel - for er det ikke sådan de altid får deres vilje?

FP: Sådan kan det se ud i dette tilfælde, jo. Towers Hamlets er den fattigste bydel i hele Storbritannien, ikke sandt?

Geller: Netop Jamie. Ikke desto mindre vil Rahman som borgmester for Tower Hamlet have kontrol over et milliard-dollars stort budget.

Husk at Rahman er en overherredømme islamist med forbindelser til jihad grupper. Læg mærke til, Jamie, at han tidligere er blevet smidt ud af Labour Party, på grund af disse foruroligende forbindelser. Han blev valgt som en uafhængig kandidat.

The Telegraph's fremragende undersøgende journalist Andrew Gilligan har blotlagt det han kalder Rahman's "yderst problematiske to år som leder af byrådet, indtil han blev fjernet fra posten for seks måneder siden." Gilligan redegør for, at efter Rahman "sikrede sig ledelsen med hjælp af IFE, da blev millioner af pund kanaliseret til frontorganisationer for IFE,. En mand med tætte forbindelser til IFE blev udnævnt som ordførende lederassistent for rådet, trods det at han var helt og aldeles ukvalificeret og den hvide, verdslige ordførende direktør blev tvunget bort. Forskellige bestræbelser blev igangsat for at 'islamisere' bydelen. Ekstremistisk litteratur blev placeret på Tower Hamlet's offentlige biblioteker." Og dette valg har gjort forholdene endnu værre. Den islamiske maskine gik i overdrive og bedrog hele systemet.

FP: Hvordan kunne det gå til?

Geller: Jamie, Tower Hamlets skiftede fra et konventionelt ledelsessystem til en slags borgmesterledelse i år, efter en succesrig kampagne der gik ind for denne forandring var blevet ført af en islamisk overherredømme organisation kendt som Islamic Forum of Europe.

I overensstemmelse med de lokale vedtægter kan blot 5% af vælgerkorpset kræve at et lokal råd skal lave systemet om. Derfor, tidligt i 2010 begyndte Abjol Miah, en muslim tilknyttet IFE at indsamle underskrifter for en sådan anmodning - og i Tower Hamlet, der kun har cirka en tredjedel muslimer var de 99,3% der skrev under på Miah's anmodning muslimer.

Og et stort antal af disse var det rene svindel. Myndighederne opdagede at næsten halvdelen af underskrifterne var ugyldige. Miah indleverede mange sider fyldt med navne og adresser der alle var skrevet med den samme håndskrift - på en anmodning der jo skulle have været skrevet under at tusinder af individer. Endnu mere utroligt, da var 5005 af navnene på mennesker,hvis navne slet ikke fandtes i vælgerregistreringerne.

Men dhimmi domstolen gav sig alligevel, og indvilligede i anmodningen.

FP: Det er dog utroligt. Hvorfor ville de gerne have denne ændring?

Geller: En leder af IFE, Abu Talha, sagde om det nye system dette til en reporter der arbejdede skjult: "Borgmesteren vil få meget mere kontrol. Det er derfor vi har brug for nogen, en af vore brødre, på pladsen. Det vil vi få."

Og det fik de.

FP: Hvad kommer dette til at betyde for Tower Hamlets og Storbritannien?

Geller: Det betyder Sharia i Storbritannien og valget af Lutfur Rhaman er et væsentligt skridt i den retning. IFE siger at deres mål er at "forandre samfundets infrastruktur, dets institutioner, dets kultur, den politiske orden og dens tro...fra uvidenhed til islam."

Selv den måde de fik Rahman valgt på giver mindelser om livet i en Sharia stat. The Telegraph rapporterede at Lutfur Rahmans tilhængere flokkedes omkring valgstederne i hele bydelen, generede muslimske kvinder, hvis de var iført det som de islamiske overherredømmetilhængere mente var "uklædelig klædedragt." En ledende person fra Labour Party i Tower Hamlets sagde, efter at Rahman var blevet valgt, at Tower Hamlets "virkelig er Storbritanniens Islamiske Republik nu."

I mit interview i New York Times gentog jeg hvad jeg havde sagt og troet i et stykke tid - at det første land der vil blive islamisk i Europa vil være United Kingdom. Denne forfærdelige valgsejr bekræfter blot min forudsigelse,.

FP: Tror du mange i Storbritannien er klar over konsekvenserne ved dette valg?

Geller: Det håber jeg virkelig, Jamie. Men husk på at ifølge medierne og den politiske elite, så er det English Defence League der er det ægte problem som England står overfor i dag. Den smædekampagne med det formål at knuse EDL, som medierne og den politiske elite fører mod EDL (som i kontrast til mediemyten udgøres af jøder, kristne, sorte, hinduer, sikkher mv.), er faktisk utroligt da EDL står helt alene i kampen mod islamisk overherredømme og imperialisme, hvilket egentlig er latterligt hvis ikke det var fordi det er så tragisk.

Adskillelsen af moske og stat kræver årvågenhed. Man behøver blot at se på det nuværende verdenskort og de historiske beviser for at se hvad der er ved at ske, når man står overfor den forstærkede selvhævdelse fra islamiske grupper, og de opnår mere politisk magt. Mellemøsten var engang en kristen region, og se hvordan de muslimske lande undertrykker kristne der nu.

Vi kan ikke ignorerer Islamiseringen af Europa. Vi kan ikke ignorere den kedsgerning at der er 'ingen adgang' zoner for poltiet i Frankrig, og i England. Der er endda områder hvor brandvæsent ikke får lov at komme ind. Hvis de gør det, så er det ofte for at lokke dem i baghold. Og der er områder i Europa, hvor den lov der hersker er Sharia.

FP: Hvad er det så vi har med at gøre her? Hvad kan vi forvente, hvis vi ser på hvad Storbritannien måske vil være om 10 til 20 år?

Geller: Jeg ser på Europa og er bekymret. Briterne har allerede introduceret Sharia lov i deres lovsystem. Igen vil du kunne sige, "Hvad galt er der i det?" Den kendsgerning at velfærdsydelserne i U.K. kan gå til mange hustruer. Hvis du har flere hustruer får de flere ydelser. Hvorfor dog opmuntre til polygami? Og ytringsfriheden er i fare. Religiøs frihed under Sharia eksisterer ikke.

I dag kan det måske lyde meget fremmedartet, men englænderne vil en dag vågne, og de vil ikke kunne genkende deres eget land. Valget af Lutfur Rahman er et tragisk skridt mod den dag.

FP: Pamela Geller, tak for din deltagelse her i Frontpage Interview.

Jamie Glazov

http://frontpagemag.com/2010/10/25/sharia-in-the-uk/

Bureauet for Mord

Mord Bureauet

Jamie Glazov

Jamie Glazov er Frontpage Magazine's redaktør. Han har en Ph.D. i historie med Rusland, U.S. og canadisk udenrigspolitik som speciale. Han er forfatter til Canadian Policy Toward Khrushchev’s Soviet Union og er medredaktør (med David Horowitz) til The Hate America Left. Han redigerede og skrev introduktionen til David Horowitz’s Left Illusions. Hans nye bog er United in Hate: The Left's Romance with Tyranny and Terror. Email him at jamieglazov11@gmail.com.

Frontpage Interview’s gæst idag er Alexenia Dimitrova, en forfatter med en 25 års lang karriere i journalistik. Hun har arbejdet for en af Bulgariens største aviser, 24 timer, i de sidste 15 år. Hun er forfatter til 4 dokumentarbøger med baggrund i hendes intensive forskning i de hemmelige arkiver om Koldkrigstiden i Bulgarien og Amerika. Siden 2002 har hun haft sin egen klumme i 24 timer der handler om at finde, og genforene familiemedlemmer og slægtninge over hele verden. For denne artikelserie, der er yderst populær i Bulgarien, modtog hun i 2004 den mest prestigefyldte pris for journalistik i Bulgarien ved navn Tchernorizets Hrabar. Hun er forfatter til den nye bog "Mordkontoret", en bog der beskriver ti tilfælde af hemmelige operationer i udlandet udført af efterretningsvæsenet i Bulgariens kommunist fortid rettet mod dissidenter i udlandet. Hun kan kontaktes på: dimitrovabg@yahoo.com.

FP: Alexenia Dimitrova, velkommen til Frontpage Interview. Fortæl os hvad der inspirerede dig til at skrive "Mordkontoret" og hvad den handler om.

Dimitrova: Tak Jamie!

Lad mig begynde med at definere betydningen af SMERSH for læserne: Det er en russisk forkortelse der betyder "Smert Shpionom" - DØD OVER SPIONER. Dette var det navn man gav den efterretningsenhed der var ansvarlig for neutraliseringen af Sovjet spioner der fandtes inden for Sovjet Hæren i 40'erne.

Inspirationen til at skrive min bog kom fra rygterne og mistænkelighederne der cirkulerede i mange år i Bulgarien om, at en lignende SMERSH enhed også fandtes i det bulgarske efterretningsvæsen under Den Kolde Krig.

I mange år forsøgte jeg at finde ud af om disse rygter var sande eller falske. Jeg har gravet dybt i de bulgarske og amerikanske hemmelige arkiver fra Kold Krigs tiden nu i mere end 20 år. Men først for 2-3 år siden fik jeg chancen, for første gang, at læse nogle af opgørelserne fra den bulgarske efterretningsvirksomhed under Den Kolde Krig. Mange af dem var, og er stadig åben for offentligheden. Første gang da der blev åbnet for en lille del læste jeg disse opgørelseslister. Efter at have gravet i timevis og stædigt set på dem, fandt jeg 3-4 forkortelser - OM, SM, AM, DM, som gjorde mig opmærksom. Det viste sig at disse forkortelser betød skrappe forholdsregler, særlige forholdsregler, aktive forholdsregler og mdiler til misinformation. Da jeg gennemgik dokumenterne så jeg, at en enhed der var ansvarlig for 'skrappe forholdsregler' havde eksisteret siden 1963. Navnet på enheden var Service 7. Under 'skrappe forholdsregler' mentes bortførelser, forgiftning, neutralisering, likvidering af bulgarske emigranter.

FP: Fortæl os om drabene og ofrene.

Dimitrova: Lad mig først gøre det klart, at ikke alle sagerne endte med mord - skønt man var klar til det og forberedt på det. Derfor er det mere præcist at spørge, hvem er udøverne og svaret er: Bulgarske officerer og agenter fra Service 7. De som man stræbte efter mellem 1963-1974 var 10 bulgarske emigranter i Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Ætiopien, Tyrkiet, Danmark, Sverige og Schweiz.

Alle sagerne er meget interessante. Den første operation blev forberedt mod bulgareren Blago Slavenov, der undslap til Italien sidst i 40'erne. Operationen var under kodenavnet Libretto. Slavnov skulle bortføres og med vold føres tilbage til Bulgarien fra et skib der lå til kaj i Trieste. Midlerne der skulle bruges til operationen blev forberedt med hjælp af det bulgarske Indenrigsministerium i Sofia. I operationen, var der ifølge dokumenterne, deltagelse af 3 kollaboratører og 2 officerer fra det bulgarske efterretningsvæsen.

Slavenon blev målet for et super-hemmeligt departement, fordi han var en af de førende medlemmer af Den Bulgarske National Komite - en prominent emigrant organisation i udlandet.

Ifølge dokumenterne mislykkedes operationen, men officererne diskuterede den i rapporter som et første og nyttigt erfaringsgrundlag. De fortsatte med at arbejde med den i årevis. Blandt ideerne var, at en kvindelig kollaboratør skulle få Slavenov til at rejse til Wien. Dette forsøg mislykkedes også.

Jeg forsøgte at finde Slavenov i Italien. Uheldigvis var han døde i 1996. Men jeg fandt hans datter Elza. Jeg kunne forstå på hende, at hendes fader godt var klar over de handlinger der var forberedt mod ham og han var meget opmærksom. Han benyttede forskellige teknikker for at undslippe de mennesker der fulgte efter ham. En dag forlod han hjemmet kl. 6.30, den næste kl. 9.00, en dag vendte han hjem kl. 18.00 den næste kl. 11.00. Han udskiftede også, adskillige gange, låsen i døren og lavede om på dagligdagens ruter.

Datteren fortalte mig også i detaljer om, hvordan hendes fader havde undsluppet planen om at bortføre ham på skibet. En italiensk ven bad ham være oversætter for at hjælpe en bulgarsk skibsbesætning der lå i Trieste med at løse et mekanisk problem med skibet. Slavenov tvivlede på denne historie og nægtede at gå ombord. Han var sikker på det var en fælde.

Slavenov vendte tilbage til Bulgarien, men først efter Murens fald i 1989. Trods alle gerningerne mod ham og al hans frygt gennem årene, elskede han sit land højt. Han ønskede at død der. I 1996 blev han begravet i sin fødeby ikke langt fra Plovdiv, i det sydlige Bulgarien.

FP: Hvad med de andre tilfælde?

Dimitrova: Et andet mål for Mordkontoret var Traycho Belopopsky, en eksofficer fra det bulgarske efterretningsvæsen første direktorat der undslap til Storbritannien tidligt i 60'erne og blev dømt til døden i1964.

Jeg fandt ham i live i New York i 2006. Dokumenterne fastslår at han også var målet for Service 7. Min interesse blev vækket af retssagen mod ham, som jeg læste om i arkiverne. I 2006 var Belopopsky nervøs for at sige noget. I en privat korrespondance nævnte han dog at efter nogle år havde hans fader besøgt ham i London og medbragt en salamipølse. Idet han kendte til metoderne hos sine tidligere kolleger fattede han mistanke og gav den til en omstrejfende gadehund. Den døde næsten med det samme i stor smerte.

Spurgt om sagen, benægtede en af de højtstående eksofficerer hos Bulgariens Efterretningsvæsen, oberst Dimo Stankov, at institutionen havde planlagt nogen operation mod Belopopsky. Han benægtede også at kende til, at emigranter fik en dødsdom.

"Vi forsøgte at få ham tilbage ved at sende hans fader og svoger for at overtale ham til det, men det mislykkedes, så vi gav op," påstod Stankov.

De nyligt opdagede rapporter om det hemmelige Departement går imod disse påstande. Tværtimod - så bekræfter de at Belopopsky var en af de planlagte ofre for Service 7 under 2 kodenavne "Den Sorte" og "Mavrov." Tilsyneladende var han i stand til at overleve ved at undslippe fra Storbritannien til USA, hvor han giftede sig for 3. gang. Belopopsky's første hustru og datter, som han efterlod i Bulgarien efter hans emigration så ham aldrig igen.

Der er 8 andre sager om emigrant-mål for det bulgarske SMERSH mellem 1963- 1974 beskrevet i "Mordkontoret." Bogen indeholder næsten 100 dokument faksimiler, der afslører alle detaljerne om de hemmelige operationer og deres mål.

FP: Hvad er betydningen ved disse opdagelser?

Dimitrova: For første gang fandt jeg dokumentation og beviser for den særlige enhed som var ansvarlig for de såkaldte 'skrappe forholdsregler.' Indtil nu kender vi alle til den berømte sag med den såkaldte 'Bulgarske Paraply' - drabet på den bulgarske forfatter Georgi Markov i London september 1978. Lang tid før hans drab blev strategierne, og mennesker forberedt til at udføre sådanne opgaver.

FP: Alexenia Dimitrova, tak for at du var med her på Frontpage Interview.

Jamie Glazov

http://frontpagemag.com/2010/11/01/the-murder-bureau/

Send hende til Teheran

Send Faiza Ali til Teheran

Besøg: Newsreal

Jamie Glazov

Faiza Ali, fra New York afdelingen af CAIR, har erklæret at muslimer helt frit kan forlade islam uden at de behøver bekymre sig. Islam siger hun praktiserer ikke tvang og prædiker at en påtvunget tro ikke er en ægte tro. Hun er fremkommet med denne vurdering i sin kritik af Pamela Geller's "Leaving Islam" reklame kampagne på byens busser. Kampagnen har som mål at hjælpe muslimer, som Rifqa Bary, de som er bange for at forlade deres religion på grund af islams dødstraf for frafald.

Hmmm, hvis Faiza har ret så undrer jeg mig over hvad denne fattige familes problem handler om.

Jeg får en ide, lad os begynde med at sende Faiza Ali til Iran og derpå Pakistan og Saudi Arabien.

Lad hende stå midt på en travl gade, i landenes hovedstæder, og begynde at meddele at hun er muslim og at hun forlader islam for at blive kristen eller endnu bedre, jøde. Lad hende uddele nogle brochurer der undsiger islams læresætninger såsom at: "Enhver der har udskiftet sin islamiske religion, slå ham ihjel." (Bukhari 9.84.57).

Vi skal nok betale hendes tur, hvis hun er villig til at bevise sin påstand med dette lille muntre eksperiment. Når hun så kommer tilbage efter al festivitasen, klubbesøgene, hvilen og afslapningen (som hun forhåbningsvis vil være i stand til at nyde ved sit frafald), så vil vi tilbyde hende en kontant præmie - oveni i betalingen for hendes tur og de midler hun har brugt til brochurer mv.

Nogen interesserede?

I mellemtiden så se Pamela Geller forklare sin kampagne på Fox and Friends:

Jamie Glazov

En sidste rejse - hvad så?

USS Enterprise’s sidste rejse

Jamie Glazov Bio             
                    

Frontpage Interview’s gæst i dag er Mark Krikorian, chefen for Center for Immigration Studies. Han er forfatter til  The New Case Against Immigration: Both Legal and Illegal.

FP: Mark Krikorian, velkommen til Frontpage Interview.

USS Enterprise er på vej ud til sin sidste og endelige rejse. Fortæl noget om USS Enterprise, hvorfor det er den sidste tur, og hvilken betydning denne udvikling har.

                    

Krikorian: Hangarskibet USS Enterprise (CVN-65) er det ottende skib i Navy der bærer det navn, det første var i Continental Navy i 1775. Det belv søsat i 1961, verdens første atomdrevne hangarskib, og blev efterfølger af Enterprise CV-6, det berømte 2. Verdenskrig hangarskib, det mest dekorerede skib i US Navy historien.

Idag har USS Enterprise kælenavnet “Big E”, og er det næstældste skib i US Navy, efter træsejlskibet USS Constitution (“Old Ironsides”).

USS Constitution (Old Ironsides)

Efter mere end et halvt århundrede i tjenesten vil Big E blive skåret op ved årets afslutning. Spørgsmålet er om dette glorværdige navn Enterprise vil fortsætte i Navy. Der er en bestræbelse undervejs på at overføre navnet til det næste planlagte hangarskib, CVN-80. Dette burde være uden problemer, men uheldigvis, er det ikke således. De to hangarskibe der allerede er under bygning, CVN-78 og 79, har allerede fået navnene USS Gerald R. Ford, og USS John F. Kennedy. Der er en ægte mulighed for at CVN-80 kunne blive navngivet USS Bill Clinton, da han jo er den næste i rækken, når nu alle de andre tidligere præsidenter i rækken før ham allerede har hangarskibe opkaldt efter sig.  

FP: Se det rejser jo det større spørgsmål vedørende vor praksis med at navngive krigsskibe, og endnu mere det, at regeringen giver noget et navn. Hvad er dine tanker om dette fænomen?

Krikorian: Jeg er forbeholden overfor at navngive skibe og en masse andre ting der ejes af regeringen, at der er blevet politiseret. Navy plejede at navngive skibe efter søslag, som USS Yorktown, eller stater, som USS Arizona, eller karaktertræk for nationen eller skibet som USS Intrepid eller USS Hornet. Nu er det at få et skib navngivet efter sig en slags politisk tilbagebetaling.

Her fornylig opkaldte Navy et nyt kystbevogtningskrigsskib USS Gabrielle Giffords. Jeg føler virkelig med kvinden, som vi alle gør, men hvilken retfærdiggørelse kan der dog være for at opkalde et krigsskib efter hende? Vil det med sandsynlighed inspirere besætningen til patriotiske handlinger?

Vi har også USS John Murtha - udover afdøde Kongresmedlems mange fejl så var han formand for Husets forsvars tildelings komite, så Navy køber sig i bund og grund Kongressens støtte til nye skibe ved at opkalde dem efter de lovgivere der stemmer for dem, ikke sandt? Ganske ubegribeligt.

At opkalde skibe efter nulevende personer er upassende, selvom de kunne fortjene en sådan ære. Navys nyeste hangarskib, søsat i 2009, hedder USS George H.W. Bush. Præsident Bush var kampflyver i flåden i 2. Verdenskrig så det at opkalde et krigsskib efter ham synes som værende en udmærket ide  - på et tidspunkt. På samme vis med andre skibe - Ronald Reagan fortjener helt sikkert den ære, men den blev først givet ham 10 år efter hans død. Det samme med Hyman Rickover, fader til atom Navy; Bob Hope brugte megen energi og tid på at glæde vore soldater; og selv den håbløse Jimmy Carter, der var i Navy ubådsflåden.

Det at navngive skibe - eller regeringsbygninger eller noget andet - efter levende politikere er den slags man ville forventet af et imperium, ikke en republik. Dette er en del af en trend der fremkommet andre steder, hvor regeringen er blevet enorm og de valgte embedsmænd begynder at tænke på egne stillinger og de skattepenge de fordeler.

Bevis A: Den Hædrede Kyklop af the Ku Klux Klan Robert Byrd (D-WV), der opkaldte praktisk talt enhver forbundsbygning i West Virginia efter sig selv.

Hvor langt er vi virkelig kommet ud, fra Saparmurat Niyazo, afdøde diktator i Turkmenistan, der omdøbte ugedagene og månederne i året efter sig selv og sin familie? OK, det er vel ikke sandsynligt at vi vil opleve at Juleaften forandres til 25. Michelle Obama, men impulsen er den samme - forfængelighed og selvhæder, det direkte modsatte af ydmyghed og selvbeherskelse der burde være et krav i et selvstyrende folk.

Nulevende personer er udelukket ved lov fra at komme på US pengesedler - der var et forsøg med at sætte Washingtons billede på den første US dollar, men han afviste det med rette som upassende og urepublikansk. Postal Service plejede at have en regel, hvor man krævede at en person havde været død i 10 år før vedkommende kunne hædres med et frimærke, undtagen tidligere præsidenter og selv de bliver ikke hædret før efter et år efter deres død. Så blev det med tiden reduceret til 5 år, og sidste efterår, i et deperat forsøg på at skaffe penge ved at sælge frimærker med berømtheder, meddelte postvæsenet, at man ville lave frimærker der skildrer levende personer. CBS News udførte en internetundersøgelse om hvilken nulevende amerikaer der burde æres med et frimærke. Vinderen?

Lady Gaga.

Hvor langt er vi ikke sunket?

Og mens vi opkalder krigsskibe efter nulevende politikere - kan det så vare særlig lang tid før vi har en USS Nancy Pelosi? -- vi har ikke længere US Navys skibe der bærer nogle af de allervigtigste navne i vor historie. Der er ingen USS Lexington eller USS Saratoga eller USS Midway eller USS Khe Sanh. Der er heller intet US Navy fartøj opkaldt efter Benjamin Franklin, John Adams, Thjomas Jefferson, James Madison, James Monroe, eller Andrew Jackson.

 

USS Arizona sænket ved Pearl Harbor af japanerne

Hver eneste af de næsten 1000 marinere og søfolk der har ofret livet i Irak og Afghanistan er en mere passende kilde for navnet på et skib end nogen politiker.

FP: Mark Krikorian, tak fordi du deltog i Frontpage Interviewet.

About Jamie Glazov

Jamie Glazov is Frontpage Magazine's editor. He holds a Ph.D. in History with a specialty in Russian, U.S. and Canadian foreign policy. He is the author of the critically acclaimed and best-selling, United in Hate: The Left’s Romance with Tyranny and Terror. His new book is Showdown With Evil. He can be reached at jamieglazov11@gmail.com.

Lad os huske Ortega's Gulag

Lad os huske Ortegas Gulag

Jamie Glazov

Præsident Obama sad roligt og udholdt en 50 minutter skinger tirade fra den socialistiske præsident fra Nicaragua, ved det 5. topmøde for amerikanske områder i Trinida og Tobago i april måned. Ortega fordømte det han kaldte et århundrede med "terroristisk U.S. agression i Central Amerika," og langede ud efter det amerikanske embargo overfor Cubas Castro. Han fordømte også det han benævnte som den "illegale" krig der blev ført mod Sandinisternes regime, som han var leder af, påført af de af USA støttede Contra-oprørere i 1980'erne.

Hvis Ortega er interesseret i historiske forelæsninger, så ville det være gavnligt, ved denne lejlighed, at genoverveje det marxistiske tyranni han engang stod i spidsen for - på dets barbariske og onde undertrykkelse af det nicaraguanske folk. Ved at gøre det vil det stå lysende klart, at USA ikke kun handlede rigtigt, men også ædelt, ved at støtte de Contra-revolutionære frihedskæmpere, hvis eneste formål var at befri nicaraguanerne for sandinisternes despoti.

Som alle andre kommunistiske rollemodeller indførte sandinisterne, da de greb magten i Nicaragua i juli 1979, straks et hensynløst diktatur for at fastholde deres strenge kontrol. De gik i Castros fodspor ved at oprette lokale spionnetværker. Hvert nabolag havde en Comité de Defensa Sandinista (CDS—Sandinist Forsvars Komite) der havde det samme totalitære formål som Cubas CDR og naziregimets naborapportører - skønt CDS's magt langt overgik den nazistiske model.

Ved at efterligne Stalin, Mao og Castro tog sandinisternes kontrollen over alt i landet. Den censurerede alle publikationer, suspenderede retten til forsamlingsfrihed og smadrede hensynsløst fagforeningerne. De overtog produktionsmidlerne og tilskyndelsen til udenlandske investeringer forsvandt. For at sige det ligeud, altså endnu et tyvende århundrede eksperiment med socialismen der udslettede en nations økonomi.

Nicaraguanere der forsøgte at beskytte deres ejendom blev fængslet og henrettet af de nye despoter. Ydermere ulig det autoritære, men ikke totalistiske regime hos Anastasio Somoza, som sandinisternes styrtede, lod de ikke de indfødte befolkninger ved Atlanterhavskysten i fred. På Khmer Rouge stil flyttede sandinisterne med tvang titusinder af Miskito indianere fra deres land. Ligesom Stalin og Mao, benyttede det nye regime hungersnød som våben mod disse "folkefjender." Sandinisternes hær dræbte og fængslede omtrent femten tusinde uskyldige Miskitoer. De sandinistiske forbrydelser indbefatter en kalkuleret likvidering af Miskitoernes ledere - som sovjetrusserne gjorde med polakker i forået 1940, ved Katyn skoven og andre steder, NKVD henrettede cirka femten tusinde polske officerer.

Sandinisterne skilte sig hurtigt ud som værende en af de værste menneskerettighedskrænkere i Latinamerika, ved at foretage cirka otte tusinde politiske henrettelser i løbet af den treårige revolution. I 1983, blev antallet af politiske fanger i det marxistiske regimes fængsler anslået til tyve tusind. Dette var det højeste antal politiske fanger på halvkuglen - undtagen er selvfølgelig Castros Cuba. I 1986 blev et nederdrægtigt og voldeligt 'forflytningsprogram' med tvang gennemført, hvor 200 tusinde nicaraguanere blev 'forflyttet' rundt om i landet. Dette monstrøse social-omforvandlings porgram inkluderede oprettelsen af "skydezoner" i hvilke regeringstropperne havde carte blanche til at skyde og dræbe enhver bonde de fik øje på.

Sandinisternes satte også tortur i system. Politiske fanger i fængsel, såsom Las Tejas blev konstant gennembanket, frarøvet søvn og fik elektriske stød. De blev rutinemæssigt nægtet mad og vand og indespærret i totalt mørke, små firkanter som blev kaldt chiquitas (små ting), hvis overflade var mindre end en kvadratmeter. Disse indelukker var for små til sidde ned i, helt mørke, og havde ingen sanitet og næsten ingen ventilation. Fanger blev tvunget til at stå op i lange perioder uden at kunne bevæge arme og ben, de blev låst inde i stålbokse og udsat for den tropiske sols fulde styrke; deres hustruer og døtre blev seksuelt forulempet mens de så på; og nogle fanger blev flået fra hinanden og huden flået af levende, inden de blev henrettet.

En sandinistpraksis var kendt som corte de cruz: en metode hvor fangens lemmer blev adskilt fra kroppen gennem træk og efterlod ham forblødende til døde. Resultatet af disse rædselsvækkende grusomheder medførte endnu en masse eksodus fra et land der var slaveholdt i kommunismen, med titusinder af nicaraguanere der flygtede og bosatte sig i Honduras, Costa Rica eller i USA.

Med sovjettisk og cubansk hjælp udviklede Nicaragua den største og bedst udrustede styrke i Centralamerika. Den forsøgte at eksportere dens marxistiske revolution, den udgjorde en alvorlig trussel mod stabilitetet og demokratiet i hele regionen og således også USA. Som svar støttede Reagan administrationen en gruppe af rebeller ved navn Contraer - som Ortega henviste til i sin smædetale ved topmødet. Contraerne var for de flestes vedkommende bønder under ledelse af tidligere sandinister, der følgte sig bedraget af det totalitære skifte i revolutionen. Deres eneste formål var at genindføre demokratiet til deres fædreland.

Nicaraguanerne var til sidst i stand til at fordrive deres undertrykkere . Den 25. februar 1990, efter massivt internationalt pres, og forgiftet af egen propaganda om deres popularitet holdt sandinisterne et valg. Presset fra Contraerne har også fået sin del for at det lykkedes at tvinge sandinisterne til at tillade, at deres eget folk kunne få lov at stemme, Det viste sig, at diktatorerne grundlæggende havde fejlet i at bedømme, hvad folket virkelig følte. Sandinisterne under ledelse af Ortega blev ynkeligt fordrevet fra magten af Koalitionen af Nicaraguanske Oppositions Partier, under ledelse af Violeta Chamorro.

Nicaragua blev selvfølgelig ikke helbredt i løbet af natten, men sandinisterne kunne nu ikke længere torturere deres egen befolkning med den totale magt. De sikrede sig selvfølgeligt, at deres marxistiske arv blev fastholdt ved hurtigt at "privatisere" de enorme ejendomsbesiddelser de havde konfiskeret under revolutionen. Men terror regimet var forbi.

Hvis Ortega ønsker at give historiske forelæsninger da er det på høje tid at en lektion der indeholder den hele historie, ikke kun retorik, om amerikansk "imperialisme" fortælles. Nu er tiden kommet til en ærlig genfortælling om hvem sandinisterne virkelig var og det tragiske kapitel de udgjorde i Nicaraguas historie.

Jamie Glazov is Frontpage Magazine's editor. He holds a Ph.D. in History with a specialty in Russian, U.S. and Canadian foreign policy. He is the author of Canadian Policy Toward Khrushchev’s Soviet Union and is the co-editor (with David Horowitz) of The Hate America Left. He edited and wrote the introduction to David Horowitz’s Left Illusions. His new book is United in Hate: The Left's Romance with Tyranny and Terror. To see his previous symposiums, interviews and articles Click Here. Email him at jglazov@rogers.com.

Andre artikler af Jamie Glazov ved klik

Krigsgalning eller genial

General Curtis LeMay - hans livs krige.

Jamie Glazov

Jamie Glazov er Frontpage Magazine's redaktør. Han har en Ph.D. i historie med speciale i russisk, USA og canadisk udenrigspolitik. Han er forfatter til Canadian Policy Toward Khrushchev’s Soviet Union og er medradaktør (med David Horowitz) til The Hate America Left. Han udgav og skrev introduktionen til David Horowitz’s Left Illusions. Hans nye boger United in Hate: The Left's Romance with Tyranny and Terror. Email ham: jglazov@rogers.com.

Frontpage Interview’s gæst idag er Warren Kozak, forfatter og journalist der har skrevet til TV's mest respekterede nyhedsredaktioner. Vinder af den pristigefyldte Benton Fellowship at the University of Chicago i 1993, han var reporter for NPR og hans arbejde er fremvist på PBS og i Wall Street Journal, the Washington Post, og New York Sun sammen med andre aviser og magasiner. I sin nye bog, LeMay: The Life and Wars of General Curtis LeMay, Kozak ser Koazk på en kontroversiel måde på generalen der gik ind for den totale krig, og er kommet frem til nogle overraskende kendsgerninger.

FP: Warren Kozak, velkommen til Frontpage Interview. Hvad inspirerede dig til at skrive denne bog?

Kozak: Det korte svar - jeg var overrasket over at opdage at LeMay slet ikke var den mand jeg havde fået indtrykket af....og jeg mente ikke han derfor fik en retfærdig behandling i historiens lys. Her er en mand der er blevet marginaliseret og endda gjort ondsindet som den her bindegale bombesyge person der længes efter at atombombe Sovjetunionen. Hollywood hjalp med til at befæste dette negative indtryk med Dr. Strangelove og Thirteen Days og han blev journalisternes favoritmål i begyndelsen af 1960'erne.

Faktisk er sandheden om den rigtige LeMay så afvigende fra den sindsyge brutale karl han fremstilles som. Han var en ædruelig, strategisk realist der bekymrede sig oprigtigt for de mænd som tjente under ham og for det land han forsvarede.

LeMay var måske den mest brillante militærstrateg denne nation nogensinde har fostret - ikke mine ord, men som den aføde Robert S. McNamara udtrykte det, da jeg interviewede McNamara til min bog. LeMay var tapper. Han satte livet på spil ved at insistere på at flyve i det første bombefly på hver farlig mission over Europa. Han var den mest afgørende faktor i vor sejr i Stillehavets kampskueplads. Og som om det ikke var nok, havde han en tredje rolle der kan sammenlignes med de to andre, idet han hjalp med til at vinde Den Kolde krig ved at forvandle Strategic Air Command til den mest effektive og slagfærdigste militærstyrke i historien som hjalp med til at holde Sovjetunionen i skak i årtier.

Jeg burde tilføje, at det er på grund af mennesker som LeMay at hans kritikere kan sidde komfortabelt i deres kontorer og have frihed til at skrive alt det negative de lyster om ham.

FP: Idag betragtes LeMay af nogle som en krigsforbryder. Hvordan kan det være? Hans handlinger reddede mange menneskeliv ikke sandt? Fortæl os om kendsgerningerne.

Kozak: En del af det skyldes den moralske tidsalder vi oplever nu og en anden del er uvidenhed. LeMay stod bag ordrer om døden for flere civile end nogen anden person i USA' historie - så mange som 350000 japanere døde som følge af hans brandbombe raids i 1945. Det er en skrækkelig kendsgerning, og hvis man ser på det ude af sammenhæng - så vil det der skete i 1945, selvfølgelig for de fleste være en krigsforbrydelse. Men japanerne påbegyndte krigen i 1937, og som Tyskland, mente de de havde ret til at herske over Asien.

Som tyskerne skabte japanerne et andet Holocaust i 2. Verdenskrig, som de fleste amerikanere intet kender til, ved at de dræbte op til 17 millioner kinesere, koreanere og filippinere, undertiden med de mest ubegribelige hensynsløse og sadistiske metoder. Blodbadet blev afsluttet da japanerne blev tvunget til overgivelse og den Kejserlige Hær drog hjem, og det skyldes for en stor dels vedkommende LeMay.

Man skal også tage i betragtning at i 1945 stod USA overfor om man skulle foretage en invasion af Japan, en invasion der ville få krigen i Europa til at ligne en legestue. Mennesker glemmer idag at Japan var en dødskultur der for 65 år siden, og ikke blot dets militær, men selv de japanske civilister var villige til at dø for deres kejser. Derfor, med kriges besynderlige regnemåde, endte det med at LeMay reddede flere liv (herunder anslået 1 million amerikanske sårede og mindst 2 millioner japanske) ved at tvinge en overgivelse igennem før en invasion.

FP: Kan du fortælle en smule om LeMays's tankegang bag strategisk bombning.? Hvorfor holdt han fast ved den, hvorfor valgte han at flyve med i den første bombemaskine i formationer han sendte afsted?

Kozak: LeMay var en af de første kommandører der kom til England i 1942, mindre end et år efter Pearl Harbor. Mændene i US Army Forces var eneste amerikanere der bekæmpede tyskerne på det tidspunkt. De var grønne, uerfarne, og faktisk slet ikke klar til at stå op imod den bedste luftstyrke i verden på det tidspunkt - Luftwaffe. Der var en kalkuleret beslutning i Washington om at ofre disse tropper for at skræmme tyskerne. Lederne i US var nemlig klar over, at de kunne erstatte deres fly og mandskab hurtigere end tyskerne kunne. Det var en blodig krigs kolde beregning, og mændene i 8. Air Force i England led højere tab end Marinerne i Stillehavet.

Le May vidste at den eneste måde at skade fjenden var at ramme deres krigsproduktion, som var meget kraftigt forsvaret og bevogtet.

Alle andre ville flyve i zig-zag mod målet og forsøge at undgå flakilden, derved mente de der var en større chance for at overleve.

På sin allerførste mission beordrede LeMay alle til at flyve direkte mod målet uden afvigelser, for at ramme målet effektivt. Mændene var skrækslagne. En pilot rejste sig ved det forberedende møde og sagde at de alle ville blive slagtet. LeMay så direkte på ham, og udviste den mest fremragende lederegenskab ved ganske enkelt at sige: "Nej, jeg mener vi kan klare det og vil bevise det ved at flyve førermaskinen."

Det bragte tavshed over alle. De troede at hvis denne barske, ikke så meget vrøvl, kommandør var villig til at sætte eget liv på spil, så var der måske noget rigtigt i hans teori.

LeMay var den eneste general i 2. Verdenskrig der kæmpede i front med sine tropper. På hver farlig mission insisterede han på at flyve førermaskinen i formationen, som altid var den maskine tyskerne sigtede efter.

Han arbejdede 20 timer om dagen i fire år med at udvikle de strategier der besejrede først tyskerne og derpå japanerne.

FP: Hvad er helt nøjagtigt LeMay doktrinen?

Kozak: Enkelt udtrykt, så skal en nation tænke sig længe og grundigt om inden en skæbnesvanger beslutning om krig tages. Men hvis alle andre diplomatiske midler har svigtet og der ikke er noget andet alternativ, da skal nationen benytte ethvert våben i sit arsenal for at vinde krigen så hurtigt som muligt. Her kommer så probemet: Hvis man ikke er villig til at gøre dette, da bør landet først og fremmest ikke gå i krig. Konflikter der trækker længe ud hjælper ingen og er med til at producere flere tilskadekomne til sidst. Tænk over hvordan USA ville have udkæmpet sine krige anderledes siden 2. Verdenskrig ...eller slet ikke...hvis det havde benyttet LeMay's doktrin.

FP: Hvilke kontroverser var LeMay involveret i?

Kozak: Ganske pudsigt, fordi det ser ud som, at være at alt LeMay gjorde var kontroversielt, hvis man skal følge dagens standarder. Vi nævnte ildbombingerne af Japan som idag betragtes som krigsforbrydelser. Men i 1945 stod hver eneste amerikaner med en far, bror eller ægtemand overfor en længerevarende og blodig invasion, og de var bare lettede og taknemmelige over at krigen blev afsluttet. Det samme gælder de millioner af asisater der stod overfor død og hungernød på grund af japanerne.

Jeg opdagede noget meget ironisk. Efter brandbombningen af Tokyo den 9. marts 1945, der dræbte anslået 10000o civile havde New York Times en forsidehistorie der strakte sig over ti dage som mente det var en af Amerikas største teknologiske landvindinger. I sin redaktionsleder den 12. marts, advarede Times japanerne om, at hvis de ikke overgav sig, var der mere på vej. (og det var der). Det er dog ikke det hele. The New Yorker Magazine havde en opflammende profil i tre dele af LeMay. Han var på forsiden af Time Magazine. Det forekommer næsten bizart med navne som New York Times , New Yorker, Time Magazine - men det redaktionelle var meget meget forskelligt. Kan du forestille dig noget lignende idag?

Jeg tror at alle forstod, at det var disse totalitære regimer under ledelse af fanatikere der havde til hensigt at dominere verden, og at enhver der ikke passede ind i deres sindsyge racekonstruktioner skulle udryddes. Der var ikke noget alternativ til at standse dem, og det skulle ske så hurtigt som muligt. Man havde aldrig taget for givet at vi ville vinde denne konflikt. Det var kun på grund af mennesker som LeMay og en masse amerikanske teenagere at disse uhyrer blev besejret.

FP: Prøv at belyse for os LeMays personlighed og fejl.

Kozak: I en tidsalder med stor offentlig bevågenhed, hvor berømthederne strækker sig meget langt og med store omkostninger for at pleje deres image, ville LeMay forekomme som en dinosaur. Han var dyster, reserveret og havde absolut ingen større dyder udi det sociale overhovedet. Han talte sjældent. Kvinder der sad ved siden af ham sagde han kunne sidde under en totimers middag og ikke ytre et ord. Det var næsten som om han ville være en man ikke holdt af. Han gjorde sig absolut ingen anstrengelse for at være afholdt. Han mænd afskyede ham, fordi han kørte dem så hårdt. Det var første senere, undertiden først efter krigen, at de indså at hans krævende natur reddede deres liv.

Jeg talte med nogle af de overlevende mænd der fløj med LeMay på begge kampscener. De havde stor agtelse og ærbødighed overfor ham. Det er faktisk helt rørende.

FP: Hvad så med hans samarbejde i præsidentkampen med George Wallace i 1968?

Kozak: LeMay smadrede fuldstændig sit ry ved at køre parløb med George Wallace som vicepræsidentkandidat. Wallace var racist, men her er der så en forskel: Det var LeMay ikke. Han hjalp faktisk med i integrationen i Air Force førend Navy og Hæren i 1947, og i alle hans papirer og breve er der ikke en eneste nedgørende sætning eller ord overfor nogen minoritetsgruppe - hvilket ikke kans siges om en hel del i toppen af kommandanskabet for 2. Verdenskrig, herunder den øverstbefalende Harry S. Truman.

Selvfølgelig blot det at køre parløb med Wallace var det samme som at støtte dennes politik, hvilket viser, at trods al hans militære fremragenhed, da var LeMay en umådelig ringe politiker. Grunden til at LeMay arbejdede sammen med Wallace var at han var blevet så vred på Lyndon B. Johnson fordi denne havde løjet overfor ham om Vietnam at han mente han ville kunne trække stemmer fra Hubert Humphry (Johnson vicepræsident) og give dem til Rcihard Nixon. Sandheden er at den eneste han skadede var netop Wallace fordi han var så elendig i kampagnen.

FP: Hvad kan vi lære af Curtis LeMay?

Kozak: For det første var han ikke en mand man havde tiltro til som leder. Han havde en besynderlig fremtoning - et radikalt sind indpakket i en yderst konservativ personlighed.

Han arbejdede utroligt hårdt, og han var altid hengiven overfor sine mænd og sit land.

LeMay gik ind for at man altid skal forhandle udfra en position med styrke og han sikrede at det civile lederskab i vort land altid havde det stærkest mulige militær når der forhandledes med vore fjender... og han havde virkelig nogle barske modstandere i de år, som vi også har idag.

Han var ærlig til det brutale. Efter han gik på pension påtog han sig aldrig et job i forsvarsindustrien fordi han ikke mente det var passende.

Endelig følger her den lektion jeg erfarede, og som overraskede mig. Jeg haraltid troet af 2. Verdenskrig var en slags global masse, der svingede den ene vej og derpå den anden vej og alle blev involveret i disse svingninger. Udfra det jeg har lært om LeMay erfarede jeg at eet individ virkelig kan have en afgørende indflydelse på udfaldet. Vi var så heldige at have mænd og kvinder som LeMay i de der mørke tider, der stod frem da der var allermest brug for dem. Mange tak for at jeg måtte dele dette med dig. Det er en ære at være her på FrontPage.

FP: Warren Kozak, tak fordi du var med i Frontpage Interview.