General Curtis LeMay - hans livs krige.
Frontpage Interview’s gæst idag er Warren Kozak, forfatter og journalist der har skrevet til TV's mest respekterede nyhedsredaktioner. Vinder af den pristigefyldte Benton Fellowship at the University of Chicago i 1993, han var reporter for NPR og hans arbejde er fremvist på PBS og i Wall Street Journal, the Washington Post, og New York Sun sammen med andre aviser og magasiner. I sin nye bog, LeMay: The Life and Wars of General Curtis LeMay, Kozak ser Koazk på en kontroversiel måde på generalen der gik ind for den totale krig, og er kommet frem til nogle overraskende kendsgerninger.
FP: Warren Kozak, velkommen til Frontpage Interview. Hvad inspirerede dig til at skrive denne bog?
Kozak: Det korte svar - jeg var overrasket over at opdage at LeMay slet ikke var den mand jeg havde fået indtrykket af....og jeg mente ikke han derfor fik en retfærdig behandling i historiens lys. Her er en mand der er blevet marginaliseret og endda gjort ondsindet som den her bindegale bombesyge person der længes efter at atombombe Sovjetunionen. Hollywood hjalp med til at befæste dette negative indtryk med Dr. Strangelove og Thirteen Days og han blev journalisternes favoritmål i begyndelsen af 1960'erne.
Faktisk er sandheden om den rigtige LeMay så afvigende fra den sindsyge brutale karl han fremstilles som. Han var en ædruelig, strategisk realist der bekymrede sig oprigtigt for de mænd som tjente under ham og for det land han forsvarede.
LeMay var måske den mest brillante militærstrateg denne nation nogensinde har fostret - ikke mine ord, men som den aføde Robert S. McNamara udtrykte det, da jeg interviewede McNamara til min bog. LeMay var tapper. Han satte livet på spil ved at insistere på at flyve i det første bombefly på hver farlig mission over Europa. Han var den mest afgørende faktor i vor sejr i Stillehavets kampskueplads. Og som om det ikke var nok, havde han en tredje rolle der kan sammenlignes med de to andre, idet han hjalp med til at vinde Den Kolde krig ved at forvandle Strategic Air Command til den mest effektive og slagfærdigste militærstyrke i historien som hjalp med til at holde Sovjetunionen i skak i årtier.
Jeg burde tilføje, at det er på grund af mennesker som LeMay at hans kritikere kan sidde komfortabelt i deres kontorer og have frihed til at skrive alt det negative de lyster om ham.
FP: Idag betragtes LeMay af nogle som en krigsforbryder. Hvordan kan det være? Hans handlinger reddede mange menneskeliv ikke sandt? Fortæl os om kendsgerningerne.
Kozak: En del af det skyldes den moralske tidsalder vi oplever nu og en anden del er uvidenhed. LeMay stod bag ordrer om døden for flere civile end nogen anden person i USA' historie - så mange som 350000 japanere døde som følge af hans brandbombe raids i 1945. Det er en skrækkelig kendsgerning, og hvis man ser på det ude af sammenhæng - så vil det der skete i 1945, selvfølgelig for de fleste være en krigsforbrydelse. Men japanerne påbegyndte krigen i 1937, og som Tyskland, mente de de havde ret til at herske over Asien.
Som tyskerne skabte japanerne et andet Holocaust i 2. Verdenskrig, som de fleste amerikanere intet kender til, ved at de dræbte op til 17 millioner kinesere, koreanere og filippinere, undertiden med de mest ubegribelige hensynsløse og sadistiske metoder. Blodbadet blev afsluttet da japanerne blev tvunget til overgivelse og den Kejserlige Hær drog hjem, og det skyldes for en stor dels vedkommende LeMay.
Man skal også tage i betragtning at i 1945 stod USA overfor om man skulle foretage en invasion af Japan, en invasion der ville få krigen i Europa til at ligne en legestue. Mennesker glemmer idag at Japan var en dødskultur der for 65 år siden, og ikke blot dets militær, men selv de japanske civilister var villige til at dø for deres kejser. Derfor, med kriges besynderlige regnemåde, endte det med at LeMay reddede flere liv (herunder anslået 1 million amerikanske sårede og mindst 2 millioner japanske) ved at tvinge en overgivelse igennem før en invasion.
FP: Kan du fortælle en smule om LeMays's tankegang bag strategisk bombning.? Hvorfor holdt han fast ved den, hvorfor valgte han at flyve med i den første bombemaskine i formationer han sendte afsted?
Kozak: LeMay var en af de første kommandører der kom til England i 1942, mindre end et år efter Pearl Harbor. Mændene i US Army Forces var eneste amerikanere der bekæmpede tyskerne på det tidspunkt. De var grønne, uerfarne, og faktisk slet ikke klar til at stå op imod den bedste luftstyrke i verden på det tidspunkt - Luftwaffe. Der var en kalkuleret beslutning i Washington om at ofre disse tropper for at skræmme tyskerne. Lederne i US var nemlig klar over, at de kunne erstatte deres fly og mandskab hurtigere end tyskerne kunne. Det var en blodig krigs kolde beregning, og mændene i 8. Air Force i England led højere tab end Marinerne i Stillehavet.
Le May vidste at den eneste måde at skade fjenden var at ramme deres krigsproduktion, som var meget kraftigt forsvaret og bevogtet.
Alle andre ville flyve i zig-zag mod målet og forsøge at undgå flakilden, derved mente de der var en større chance for at overleve.
På sin allerførste mission beordrede LeMay alle til at flyve direkte mod målet uden afvigelser, for at ramme målet effektivt. Mændene var skrækslagne. En pilot rejste sig ved det forberedende møde og sagde at de alle ville blive slagtet. LeMay så direkte på ham, og udviste den mest fremragende lederegenskab ved ganske enkelt at sige: "Nej, jeg mener vi kan klare det og vil bevise det ved at flyve førermaskinen."
LeMay var den eneste general i 2. Verdenskrig der kæmpede i front med sine tropper. På hver farlig mission insisterede han på at flyve førermaskinen i formationen, som altid var den maskine tyskerne sigtede efter.
Han arbejdede 20 timer om dagen i fire år med at udvikle de strategier der besejrede først tyskerne og derpå japanerne.
FP: Hvad er helt nøjagtigt LeMay doktrinen?
Kozak: Enkelt udtrykt, så skal en nation tænke sig længe og grundigt om inden en skæbnesvanger beslutning om krig tages. Men hvis alle andre diplomatiske midler har svigtet og der ikke er noget andet alternativ, da skal nationen benytte ethvert våben i sit arsenal for at vinde krigen så hurtigt som muligt. Her kommer så probemet: Hvis man ikke er villig til at gøre dette, da bør landet først og fremmest ikke gå i krig. Konflikter der trækker længe ud hjælper ingen og er med til at producere flere tilskadekomne til sidst. Tænk over hvordan USA ville have udkæmpet sine krige anderledes siden 2. Verdenskrig ...eller slet ikke...hvis det havde benyttet LeMay's doktrin.
FP: Hvilke kontroverser var LeMay involveret i?
Kozak: Ganske pudsigt, fordi det ser ud som, at være at alt LeMay gjorde var kontroversielt, hvis man skal følge dagens standarder. Vi nævnte ildbombingerne af Japan som idag betragtes som krigsforbrydelser. Men i 1945 stod hver eneste amerikaner med en far, bror eller ægtemand overfor en længerevarende og blodig invasion, og de var bare lettede og taknemmelige over at krigen blev afsluttet. Det samme gælder de millioner af asisater der stod overfor død og hungernød på grund af japanerne.
Jeg opdagede noget meget ironisk. Efter brandbombningen af Tokyo den 9. marts 1945, der dræbte anslået 10000o civile havde New York Times en forsidehistorie der strakte sig over ti dage som mente det var en af Amerikas største teknologiske landvindinger. I sin redaktionsleder den 12. marts, advarede Times japanerne om, at hvis de ikke overgav sig, var der mere på vej. (og det var der). Det er dog ikke det hele. The New Yorker Magazine havde en opflammende profil i tre dele af LeMay. Han var på forsiden af Time Magazine. Det forekommer næsten bizart med navne som New York Times , New Yorker, Time Magazine - men det redaktionelle var meget meget forskelligt. Kan du forestille dig noget lignende idag?
Jeg tror at alle forstod, at det var disse totalitære regimer under ledelse af fanatikere der havde til hensigt at dominere verden, og at enhver der ikke passede ind i deres sindsyge racekonstruktioner skulle udryddes. Der var ikke noget alternativ til at standse dem, og det skulle ske så hurtigt som muligt. Man havde aldrig taget for givet at vi ville vinde denne konflikt. Det var kun på grund af mennesker som LeMay og en masse amerikanske teenagere at disse uhyrer blev besejret.
FP: Prøv at belyse for os LeMays personlighed og fejl.
FP: Hvad så med hans samarbejde i præsidentkampen med George Wallace i 1968?
Kozak: LeMay smadrede fuldstændig sit ry ved at køre parløb med George Wallace som vicepræsidentkandidat. Wallace var racist, men her er der så en forskel: Det var LeMay ikke. Han hjalp faktisk med i integrationen i Air Force førend Navy og Hæren i 1947, og i alle hans papirer og breve er der ikke en eneste nedgørende sætning eller ord overfor nogen minoritetsgruppe - hvilket ikke kans siges om en hel del i toppen af kommandanskabet for 2. Verdenskrig, herunder den øverstbefalende Harry S. Truman.
Selvfølgelig blot det at køre parløb med Wallace var det samme som at støtte dennes politik, hvilket viser, at trods al hans militære fremragenhed, da var LeMay en umådelig ringe politiker. Grunden til at LeMay arbejdede sammen med Wallace var at han var blevet så vred på Lyndon B. Johnson fordi denne havde løjet overfor ham om Vietnam at han mente han ville kunne trække stemmer fra Hubert Humphry (Johnson vicepræsident) og give dem til Rcihard Nixon. Sandheden er at den eneste han skadede var netop Wallace fordi han var så elendig i kampagnen.
FP: Hvad kan vi lære af Curtis LeMay?
Kozak: For det første var han ikke en mand man havde tiltro til som leder. Han havde en besynderlig fremtoning - et radikalt sind indpakket i en yderst konservativ personlighed.
Han arbejdede utroligt hårdt, og han var altid hengiven overfor sine mænd og sit land.
LeMay gik ind for at man altid skal forhandle udfra en position med styrke og han sikrede at det civile lederskab i vort land altid havde det stærkest mulige militær når der forhandledes med vore fjender... og han havde virkelig nogle barske modstandere i de år, som vi også har idag.
Han var ærlig til det brutale. Efter han gik på pension påtog han sig aldrig et job i forsvarsindustrien fordi han ikke mente det var passende.
Endelig følger her den lektion jeg erfarede, og som overraskede mig. Jeg haraltid troet af 2. Verdenskrig var en slags global masse, der svingede den ene vej og derpå den anden vej og alle blev involveret i disse svingninger. Udfra det jeg har lært om LeMay erfarede jeg at eet individ virkelig kan have en afgørende indflydelse på udfaldet. Vi var så heldige at have mænd og kvinder som LeMay i de der mørke tider, der stod frem da der var allermest brug for dem. Mange tak for at jeg måtte dele dette med dig. Det er en ære at være her på FrontPage.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar