Tyskere som verdens bedste

Tyskerne mener selv de er verdens bedste

Dr. Sami Alrabaa

Introduktion:

Tyskerne kunne lære en hel del af amerikanerne. De gør de blot ikke. Snarere det modsatte: De anklager vedholdende amerikanerne for at være skyld i krigen i Irak og Afghanistan. De karikerer også amerikaneren som "nativ," "Grådig," og "ufølsom overfor den fattige."

Tyskerne er selviske. De ønsker en verden fri for terror, men de vil ikke smudse håænderne til af at opnå det. Tyskernes etnocentrisme og racisme er udtryk for selviskhed. Efter to Verdenskrige og et afskyvækkende Holocaust hvor tyskerne var de igangsættende, kan di ikke forsone sig med den kendsgerning at de blot er en ganske almindelig del af verdenssamfundet.

Hvis du benytter udtrykket "tyskerne" så forbinder mennesker rundt om på jorden dem i store træk med "hårdtarbejdende," "effektive," og "punktlige." Men er det nu også sandt altsammen? Eller er det blot en del af en gammel overlevering formidlet af nazisterne?

Det er kun hvis du bor i Tyskland længe nok og undersøger de internationale statistikker at du vil opdage at tyskerne er på samme niveau - eller måske lavere - end de flest industrialiserede lande. Dette gælder i sport, industri og uddannelse.

Lad os begynde med uddannelsen - med de tyske skoler. Ifølge alle undersøgelser kaldet PISA, udført af OECD halter de tyske elever bagefter deres venner i Finland, Sverige, Storbritannien og Frankrig når det drejer sig om præstationer i matematik, læsning og forståelse og naturfag.

Nu er tal og statistikker alt for kolde og alt for generaliserende. Derfor besluttede jeg at finde ud af om PISA resultaterne var troværdige. Jeg tog mig tid til, og underviste på frivillig basis i engelsk og spansk på tre forskellige tyske underskoler i selve Tysklands hjerteland, i Nord-Rhein-Westfalen. Her følger nogle af mine observationer:

For det første møder mellem 15-20% af lærerstaben 5-10 minutter for sent til undervisningen.

Klassestørrelsen i de fleste tyske skoler er 30 elever. Med en sådan størrelse er det ikke muligt at gennemføre en rimelig og fornuftig undervisning. Det er virkelig en skandale i det velstående Tyskland.

I begyndelsen af min opgave som skolelærer blev jeg bedt om at være hjælpelærer for en ung engelsklærer. Hun var munter, kommunikativ og ganske klog. Hun brugte de første 10-15 minutter af timen (en time er 45 minutter) med at småsnakke mere om private ting end relevante ting vedrørende undervisningen. Hun fortalte for eksempel eleverne, hvad hun havde foretaget sig i weekenden. Eleverne nød det selvfølgelig. De sidste 5-510 minutter blev også brugt i irrelevante sager.

Så i bund og grund var undervisning og øvelser begrænset til 20 minutter.

To uger senere var jeg sammen med en mandlig engelsklærer. Han spilte også en masse tid med at forsøge at indføre lidt disciplin og retningslinjer. Mere end en trededel af klassen var uromagere; de sørgede for at de selv og deres klassekammerater var optaget af alt andet end at være opmærksomme på undervisningsmaterialer og lærerens forklaringer. Nogle af dem kunne se ud til at lide af ADHD.

Friedrich, læreren, ville så smide nogl af uromagerne ud af klassen. Han bad dem vente udenfor klasseværelset. I gangen udenfor var de endnu mere støjende end i klasseværeelset. De lo høj og fniste hele tiden.

En dag kom Friedrich tilbage fra en eksamen. Næsten alle uromagerne havde fået lave karakterer, helt i bund. I stedet for at være foruroligede eller kede af det lo de blot højt og sagde "hallo jeg fik 02."

De elever som får høje karakterer viser interesse i læringen og er aktive i klassen, men får stemplet som "Stræbere" af deres klassekammerater.
Da jeg spurgte en af de elever som havde fået O2, hvorfor vedkommende ikke var ked af det sagde vedkommende, "Hvorfor skulle jeg være det? Når jeg er færdig med skolen skal jeg være bistandsmodtager (altså leve af velfærdsstaten). Jeg hader skolen."

Mere end 1,3 millioner tyskere lever nu af velfærststaten. De får alle deres udgifter betalt i månedlige ydelser, herunder huslejen, elektricitet, opvarmning mv. Oveni, modtager de lommepenge der svarer til 350 euros for en voksen og 150 euros for hvert barn.

På de tre skoler jeg underviste på - som er repræsentative for flertallet af tyske skoler (forresten er over 90% af de tyske skoler offentlige og betales som sådan af Staten) - så kan jeg helt sikkert fastslå at de største problem er - disciplinen. Der er en udbredt mangel på disciplin i tyske skoler.

Da Bernharh Bueb udgav sin bog Lob der Disziplin (Lovet været Disciplinen) blev han mødt med et brøl af protester fra de venstreorienterede lærere og forældre. Han blev anklager for at være nazist. Flertalet af de protesterende tilhørte 1968 generationen der gjorde oprør mod deres forældres livsstil, som de beskrev som nazistisk "autoritær og streng."

Nogle lærere har blot resigneret. En af dem fortale mig, "Jeg er ligeglad nu. Førhen var jeg bekymret. Men ikke længere. Hvem bekymrer sig? Skolelederen gør alt de kan for ikke at komme på kant med den lokale uddannelsesmyndighed (die Bezirksregierung). De underbetoner problemet med de forstyrrende elever.

Her fornylig udgav Undervisningsministeriet en rapport der sagde at elever der dumper koster staten en milliard euros om året. Ministeriet tilskynder de lokale undervisningsmyndigheder til at gøre alt i deres magt for at minimere antallet af "gengangere." Med andre ord, lad dem bestå, skønt de ikke burde.

Jeg troede ellers at det kun var skoler i den såkaldte Tredje Verden, som i Kuwait og Saudiarabien (hvor jeg selv har undervist et stykke tid) der er korrupte. Jeg mente at Tyskland, verdens bedste land - var mindre korrupt. Hvor tager jeg fejl.

For eksempel, efter at have afgivet mine bedømmelser ringede en kollega til mig og bad mig venligt om at ændre på en elevs bedømmelse fra 02 til mindst 04. 02 karakteren er ikke godt for skolen rygte. Med andre ord kommer "rygtet" først ikke kvaliteten.

Efter jeg havde smidt en elev ud af en af mine klasser for gentagne gang at have forstyrret undervisningen ventede skolederen på mig i gården med Dilara, eleven. Fru Hofmeister fortalte mig at "Dilara følte sig uretfærdigt behandlet af mig." Jeg blev sidestillet med en af Dilras klassekammerater da jeg skulle forklare mig om grunden til hun blev smidt ud. Dilara var triumferende og skadefro.

Skolederens opførsel svækkede min autoritet og gav blot endnu mere benzin på bålet af manglende disciplin. Da jeg klagede til lærernes repræsentant rysted ehun blot på hovedet i foragt og sagde, "Dette er desværre, normalt i tyske skoler."

Nu bryder jeg ikke om at prale, men mine spanskelever, de gode af dem altså, fortalte mig, at de på et år havde lært mere spansk end engelsk i de sidste fem år.

Efter at have haft engelsk (fire timer om ugen) kan flertallet af elever der forlader skolen højst fremstamme, "Hi, how are you?"
Alligevel hævder tyskerne de er de bedste.

Kun meget få universitetsstuderende vælger at blive skolelærere. De ved nemlig af erfaring, som tidligere elever, at det er et utaknemmeligt pinefuldt arbejde, i et utilstrækkeligt system der mangler disciplin og kvalitet. De fleste tyske skoler kan sammenlignes med forvaringsanstalter.

Ifølge Tysk Statistik dør mellem 15000 til 20000 patienter om året på tyske hospitaler på grund af forkert medicinsk behandling. Flere end 5000 mennesker dør i biluheld.

Når det drejer sig om sport halter tyskerne også bagud, og er ikke de bedste i verden. Ved de seneste Olympiske Lege i Kina og ved andre internationale konkurrencer blev Tyskland nummer 6. Flertallet af top fodboldspillerne er ikk-tyskere. De er polske, brasilianske, franske og tyrkere.

Når det drejer sig om industriprudukter er tyske maskiner ikke bedre en japanske, amerikansek, franske eller britiske. Derfor er tyskerne ikke de bedste som de selv påstår.

Inderst inde er flertallet af tyskere racister, etnocentriske og arrogante. De opdeler verden i "os" og "dem" og hele verden skal danse efter deres melodi.

En dag fulgtes jeg med en bekendt til en offentlig myndighed for at få ordnet en myndighedssag. "Embedsmanden" så ned på ham fordi han talte dårligt tysk. Hun lavede grimasser af ham hele tiden og var tilbageholdende overfor at hjælpe ham. Endelig opfordrede hun ham til at lære ordentligt tysk, når han nu boede i Tyskland. Jeg blandede mig og gav embedsmanden min mening. "Hvad med Dem, taler De noget fremmedsprog perfekt?" Hun afbrød mig og sagde, "Vi er i Tyskland, så det har jeg ikke brug for. Jeg taler tysk, jeg er stolt over at være tysker. Udover det rejser jeg kun til tysktalende lande. Derfor har jeg ikke brug for noget fremmedsprog."

Så etnocentriske, kortsynede og kulturfastlåste er nogle tyskere.

Faktisk rejser tyskerne en del. Men oftest bliver de blandt deres egne. De blander sig sjældent med indbyggere fra andre lande og lærer knap deres sprog. I Kuwait, for eksempel, hvor jeg arbejdede og boede i et stykke tid, mødte jeg mange tyskere. De talte elendigt engelsk. Arabisk? Nej det bekymrede de sig ikke om at lære.

Imidlertid er tyskerne verdensmestre på et område: Selvros og diskrimination. Vinesbyrdene er meget tydelige. De har igangsat to Verdenskrige og stadigvæk diskriminerer de mod jøderne og andre religiøse og etniske minoriteter.

Beskedenhed er en dyd, men helt tydeligt gælder den ikke vore tyske venner.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Sami Alrabaa, an ex-Muslim, is a professor of Sociology and an Arab-Muslim culture specialist. He has taught at Kuwait University, King Saud University, and Michigan State University. He also writes for the Jerusalem Post.