Velstand og fremgang i 1623

Hvordan de fik fremgang

---

Pilgrimmene i Amerika i 1623.

Joseph Farah

Mens Amerika har sat kursen støt og roligt mod centraliseret magt og en omfattende omfordeling af velstanden ved behandlingen af landets økonomiske problmer, er det på høje tid at træde et skridt tilbage, og drage en lære af være forfædres, Pilgrimmenes, erfaringer.

Først og fremmest skal vi gøre os bekendt med den historiske sandhed i deres erfaring - noget som der har været mangel på i medierne, og i vore skoler.

Børn bliver ofte undervist i at Mayflower flokken var ganske inkompetente - dårlige landmænd, dårlige fiskere, dårlige jægere. De kom til Den Nye Verden helt uforberedt på de vanskeligheder de ville stå overfor i ødemarken.

Så blev de reddet af de venligtsindende indfødte amerikanere, der lærte dem hvordan man overlevede, sådan fortælles det i hvert fald. Den første høstfest var noget der skulle fejres og der skulle siges tak til deres frelsere - indianerne der blev deres venner, og hjalp dem til at få et bedre liv.

Det billede er så ganske helt og aldeles forkert.

Her følger så den rigtige historie.

Før Pilgrimmene forlod Europa indgik de en kontrakt dateret 1.7.1620 om, at al fortjeneste af deres "handel, gøren og laden, transport, arbejde, fiskeri eller andre midler hos nogen enkeltperson eller personer skulle forblive i en fælles pulje for fordeling."

Med andre ord, var bosættelsen ved Plymouth Bay det første eksperiment med kommunisme i Den Nye Verden - længe før Karl Marx, som man hævder opfandt den.

At hævde, at det sociale eksperiment var en gennemført fiasko er at underdrive. Den første vinter spredte død og sygdom og hungersnød i kolonien fordi Pilgrimmene var ankommet alt for sent på året til at plante afgrøder og bygge tilstrækkelige hytter som ly for vinteren. Halvdelen af dem døde. Det følgende forår plantede de imidlertid og gik på jagt og fiskede for at klare sig - med nød og næppe. De inviterede nogle af de venligtsindede indianere til at slutte sig til dem i den første "Thanksgiving. højtidelighed." Men de takkede ikke indianerne. De takkede Gud for at have ladet dem klare sig og overtleve.

Som William Bradford skriver i sin dagbog: "Således kunne de se at Herren var med dem på alle måder, ved at velsigne deres udkomme og indtægter, må Hans hellige navn for evigt være lovet for al velstand."

Ikke desto mindre var Bradford hele tiden bekymret for Koloniens evne til at skabe mere velstand. Han fandt svaret ved at studere Bibelen og vende tilbage til holdningen med privat ejendomsret og tilskyndelser til at arbejde hårdt.

Han skrev om det i 1623: "Således begyndte de spekulere over, hvordan de kunne få så stort et udbytte af majs som muligt, og derved opnå en bedre høst end de nogensinde havde haft tidligere, således at de ikke længere skulle lide afsavn.

Der var megen debat om tingene, Guvernøren (med råd fra de øverste blandt dem) gav lov til at de skulle plante majs hver mand for sig selv og til hans eget forbrug, og i så henseende stole fuldt på hinanden....Dette medførte en god succes, for det gjorde alle arbejdssomme hænder flittige, således at meget mere majs blev plantet end det ellers ville være sket ved hjælp fra Guvernøren eller nogen andre, og således sparedes han en hel del problemer og det gav en langt bedre tilfredshed.

Kvinderne gik nu villigt ud i marken, og de tog deres små med sig, for at plante majs, hvilket førhen var sket i svaghed og med ringe evne, og som hvis det var blevet påtvunget ville være at betragte som tyranni og undertrykkelse. Erfaringen som opnåedes ved denne handlemåde og foretagsomhed, foretaget i tørkefyldte år, og det blandt ædru og gudsfrygtige mænd, kan meget vel fjerne den forfængelighed i opfattelsen hos Plato og andre fra oldtiden, og som hyldes af andre i senere tider, at ved at fjerne privat ejendomsret og bringe alt ind i fællesskabets velstand ville gøre mennesker lykkelige og få tingene til at blomstre, som om de var klogere end Gud.

Dette samfund var arnested for megen forvirring og utilfredshed og medførte megen dovenskab der ellers ville have kunnet været til deres gavn og velfærd. For de unge mænd, der var mest egnede og beredte til at arbejde og gøre tjeneste, var imod at de skulle bruge deres tid og styrke på at arbejde for andre mænds hustruer og børn uden kompensation. Den stærke, eller parthaver fik ikke mere del i fødevarer og tøj end den person der var doven og ikke i stand til at udføre en fjerdedel af hvad en anden kunne, og dette mente man var uretfærdigt.... Angående mændenes hustruer, der blev kommanderet til at gøre tjeneste for andre mænd, såsom at tilberede deres mad, vaske deres tøj etc., synes de var i en slags slaveri, som de ikke kunne bryde ud af. Udfra det synspunkt, at alle skulle være ens, og alle skulle gøre det samme, mente de at være i samme situation og have samme værd som en anden, og derfor hvis det ikke skar de indbyrdes forhold over som Gud har sat blandt mænd, så formindskede det dog den gensidige respekt der burde og kunne herske imellem dem."

Med andre ord, introduktionen af ideen om den private ejendomsret reddede Pilgrimmene og medvirkede til at deres eksperiment lykkedes.

Således fik "Pilgrimmene fremgang."

De henvendte sig til deres Bibler og erfarede, at i praksis var den utopiske kommunisme de forsøgte sig med et forsøg på at være "klogere end Gud. Straks de forkastede dette dødbringende økonomiske system blomstrede kolonien op.

Tror du på, at vi er kloge nok til at lære af historien om Pilgrimmenes eksperiment i dag? Eller er vi fordømt til at gentage fiaskoerne og erfaringerne ved elendighederne hos socialismen igen, og igen?

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=117019

Joseph Farah