Vor tids Churchill

En nutidens Churchill

Frank Gaffney, Jr.

Amerikanerne plejer at hylde deres æresborgere, herunder Sir Winston Churchill. Dette syn deles åbenbart ikke af Barack Obama, der som en af sine første officielle handlinger, højst mod sædvanen, returnerede, til den britiske ambassade, en buste af den store leder i krigstid, Churchilll. En buste som George W. Bush havde modtaget af Tony Blair kort efter 11.09.01.

De fleste af os, ser imidlertid med beundring og respekt tilbage på "Winnie's" inspirerende, utrættelige og ultimativt succesfyldte lederskab af Storbritannien gennem 2. Verdenskrig. Interessant nok er det kun få der kan huske, hvor foragtet Churchill var i omtrent de to årtier der gik forud for disse frygtelige begivenheder.

Faktisk var hans vurdering af de voksende farer Storbritannien og den Frie Verden stod over ikke alene højst uvelkomne blandt briterne, der ikke ønskede mere død og ødelæggelse efter de rædselsvækkende blodsudgydelser i den såkaldte "Krig der skulle afslutte al krig." Han blev foragtet og behandlet som en politisk paria, fordi han igen og igen henvendte sig til Parlamentet og advarede om at endnu en konfrontation var nært forestående. Hans fjender forhånede ham, han levede i det store og hele i selvpåført internt eksil; og han venner i offentligheden var få.

Dog var Churchills rolle med at holde frihdens flamme brændende i disse "år i landflygtighed" uden tvivl lige så vigtig som hans hengivne tjeneste for Konge og fædreland. Han udfordrede det britiske efterretningsvæsens vurderinger af det nazistiske oprustningsprogram, og slog hele tiden på at Hendes Majestæts Regering skulle begynde at rette op på sin smertelige underinvestering i militært udstyr.

Churchill påtog sig personligt, trods sin upopularitet, at rejse landet rundt og uddanne briterne, ofte i mindre gupper, om de voksende farer i Europa og rundt om i verden som deres ledere nægtede at se i øjnene - eller endog diskutere. Ved at gøre dette hjalp han med til at forberede landet på de svære tider der lå foran og de ofre der ville kræves for at imødegå dem.

Sidst, men ikke mindst, tog den tidligere First Lord of the Admiralty initiativet til at hjælp et lille hold af britiske videnskabsfolk og ingeniører med at udvikle en hemmelig teknologi - radar - som de ville gøre brugbar i rette tid for at frelse deres land fra de værste af Hitlers luftangreb. Uden dette gennembrud, ville det håbløst underforsynede Royal Air Force aldrig have kunnet været noget problem for det tyske Luftwaffe.

I dag har vi også en Churchill i vor midte. Ligesom den oprindelige "Sidste Løve," bliver han forhånet og bagtalt af sine kritikere. Hans udtalelser om den nuværende, og de voksende trusler og hans tidligere tjeneste for sit land bliver nedgjort af det nationale lederskab, idet de endog forsøger at "diskretidtere ham" (som senator Carl Levin udtrykte det søndag) som en belastning for sit parti (som adskillige politiske observatører og klog'åger' insisterer på.)

Vor Churchill's navn er Dick Cheney.

Kvaliteterne i Churhillsk grad hos vor tidligere vicepræsident kom meget synligt til udtryk sidste onsdag da han modtog Center for Security Policy’s Keeper of the Flame prisen. Trods sin karakteristiske bløde takketale gav hr. Cheney en glødende tilrettevisning af Obama administrationens sikkerhedspolitik.

De fleste hos medierne og de politiske kommentatorer har fokuseret på Cheneys karakteristisk af Hr. Obamas mangesidede tilgang til Afghanistan som "uigennemskuelig" og til Obamas fiasko med at implementere den strategi som præsidenten selv meddelte for syv måneder siden (grundlagt på, som det jo hænder, analyser overdraget af Bush-Cheney holdet). Hr. Cheney's kritik var imidlertid langt mere vidtrækkende.

Han kaldte "opgivelsen af missilforsvaret i Østeuropa.... en strategisk fejltagelse og et brud på fornuften" og "et alvorligt slag mod de forhåbninger og forventninger som millioner af europæere har." Han observerede at "Virkningen ved at have to NATO allierede der går ud af hver sin planke, ikke alene vil kunne føles i Europa. Vore venner over hele verden betragter det og undrer sig over om Amerika nu også vil lade dem i stikken."

Cheney advarede om, "Enhver der har tilbragt megen tid i den del af verden ved, hvad Vladimir Putin har gang i. De som forsøger at forsone sig med ham ved at overlade indflydelse og tilpasse sig hans ønsker, vil kun få problemer som tak." Han sagde Obama administrationen have "bevæget sig i blinde i sin tilgang til Irans autoritære regime" og "forpassede en lejlighed til at slutte sig til Irans demokrater, hvis offentlige protester repræsenter den største udfordring for Den Islamiske Republik siden dets oprettelse i 1979."

Dick Cheney var allermest Churchillsk i sit forsvar af de som tjener deres land i disse farefulde tider: "At kalde et udvidet afhøringsprogram for tortur, er ikke kun af nedgøre programmets lovlige bevæggrunde og sikkerhedsforanstaltninger. Sådanne anklager er en bagvaskelse overfor hengivne professionelle der handlede i ære og gavnligt i vort lands navn og for vort lands sag....Uanset hvad vi har tabt i denne konflikt så har USA aldrig tabt sine moralske grundlærer - og det gælder især vore væbnede styrker og efterretningspersonalet. De har handlet korrekt, de har gjort landet mere sikkert og en masse amerikanere er i live i dag på grund af dem."

Winston Churchill anså sin manglede evne til at forhindre blodbadet i 2. Verdenskrig som en personlig fiasko. Sandheden dengang - som nu - er at ansvaret i sidste ende hviler ikke på vagtmanden der blæser til alarm, men på de som ikke retter sig efter hans advarsler. Vi har ikke råd til at gøre den fejltagelse igen ved at ignorere den formidbale indsigt og de sunde gode råd der formidler af vor Churchill.

FamilySecurityMatters.org Contributor Frank J. Gaffney Jr. is president of the Center for Security Policy and a columnist forThe Washington Times.