Walter E. Williams
I 1940 da de sorte var politisk impotente, var deres fattigdomsrate 87%. I 1960, før de sorte fik megen politisk magt, faldt den til 47%. I det tidsrum, gennem forskellige handelsmæssige oplæringer, blev de sortes indkomst mere end fordoblet i forhold til de hvide. Før 1960 var der ingen anti-fattigdomsprogrammer eller hjælpeprogrammer der kan forklare en økonomisk fremgang der har vist sig i nogen andet 20 års periode, skønt der var forsøg fra Truman og Eisenhower administrationerne på at angribe nogle af de værste former for racediskrimination. En betydelig andel af sortes fremskridt skete ved at de flyttede fra Sydens landdistrikter til de store byer i Nord. Mellem 1960 og 1980 faldt sort fattigdom med rundt regnet 17% og fortsatte med at falde til dagens 24%. Nedgangen i de sortes fattigdom mellem 1960-1980 kan måske have været en fortsættelse af en tendens der begyndte meget tidligere, og som ikke kan knyttes til Borrgerretighedslovene fra 1964, eller til præsident Johnson's Krig Mod Fattigdom eller Richard Nixons videreførelse af denne.
De fleste af de større problemer, som de sorte står overfor kan ikke klares gennem politiske løsninger og anti-fattgdomsprogrammer indført af regeringen. Lad os se på nogle. I 1940 blev 86% af sorte børn født i ægteskabet, og kriminalitetsraten blandt sorte var cirka 15%. I dag bliver kun 35% af sorte børn født i ægteskabet, og kriminalitetsraten svæver oppe omkring 70%. Dagens totale nedbrud i den sorte familie er hidtil uset i historien. Den begyndte i 1960'erne med Krigen Mod Fattigdom, og med de vanvittige ideer om velfærdsstaten.
I midten af 1960'erne slog Daniel Moynihan alarm vedrørende nedbruddet af den sorte familie i sin bog "Negerfamilien: En National sag der skal behandles." På den tid var de sortes kriminalitetsrate 26%. Moynihan sagde, "(A) hovedårsagen til nedbrudet i det sorte samfund er nedbrudet af den sorte familie." Han tilføjede, "den stadige udvidelse af velfærdsprogrammer kan tages som målestok for den stadige nedbrydning af negerens familestruktur i den seneste generation i USA." Moynihans observationer blev hilst med anklager om racisme og fordomsfuldhed. Forresten er velfærdsstaten en ligeværdig familieødelægger. Dagens kriminalitetsrate blandt hvide, på næsten 30%, er højere end den var hos de sorte i 1960'erne da Moynihan slog alarm. I Sverige, Velfærdsstatens Moder er kriminalititsraten 54%.
Der er sorte i høje embeder, og de dominerer den politiske arena i Philadelphia, Detroit, Baltimore, Washington D.C., New Orleans og andre byer. Alligevel er det de samme byer som har nationens mest elendige skoler, de højeste kriminalitetsrater, den svageste familiestruktur og andre former for social dødsspiral. Jeg hævder ikke, at sorte der er i besiddelse af politisk magt er årsagen til disse problemer. Det jeg hævder er, at løsningen på de fleste af større problemer som sorte står overfor ikke skal finde på de politiske arenaer og ved at vælge flere sorte til højere embeder. Faktiske har politikerne en tendens til at være forbeholdne over løsninger på problemer som mange sorte står i, såsom valg af skole som et middel til at styrke uddannelserne, elimineringen af undertrykkende restriktioner for forskellige erhverv, og støtte til job-ødelæggende arbejdslovgivning såsom minimumsløn.
Konklusionen er, at der kun er meget få vidnesbyrd om, og det fra hvilket som helst sted på jorden, at politiske magt er en nødvendighed for økonomisk magt.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar