Eisenhower og Afghanistan

Andrew Sumereau

"Jeg tror der kun er en en ting at gøre når man begiver sig i kast med noget sådant. Det skal være en succes." Således advarede tidligere præsident Dwight David Eisenhower præsident Kennedy ved Camp David efter fiaskoen ved Svinebugten (se denne artikel på synopsis). Det var foråret 1961 og de to veteraner var mødtes for at diskutere den militære aktion. Exløjtnant Kennedy havde inviteret ex-general Eisenhower for at kunne søge råd hos ham, og samtidig få politisk rygdækning efter den ynkelige ydmygende katastrofe i Cuba.

Det var et smart træk af Kennedy på et tidpunkt, hvor der skulle efterrationaliseres. Den tidligere præsident ex-general, øverstkommanderende for de Allierede Styrker i 2. Verdenskrig og senere hos NATO, Eisenhower, vidste mere om krig end de fleste andre. Efter at have formået at bringe en pause i Koreakrigen (teknisk set er krigen stadig igang), da var hans otte år i præsidentembedet, en tid hvor USA forbavsende nok ikke have været i nogen krig.

Selvom der havde været brandvarme konflikter i Europa, Asien, Afrika og i Caribien med enhver mulighed og lejlighed til at udløse den frygtindgydende ildkraft fra det amerikanske militær, var Eisenhower hele tiden indstillet på at undgå at ville benytte den militære mulighed. Han nægtede at hjælpe briterne ved Suezkrisen. Han afholdt sig fra at hjælpe franskmændene ved Dien-bien-phu. Han holdt sig ude af Cuba, og til den konservative fløjs udelte vrede, tillod han at Ungarn blev voldtaget af Sovjet i 1956. Måske afholdt han sig fra at indlade vort militær i nogen operation, fordi han mente han havde sendt tilstrækkeligt med unge amerikanere i døden af de helt rigtige grunde. Det er mere sandsynligy at han betragtede krig som den højeste domfældelse og det allersidste virkemiddel. Som den alvorlige mand han var, var han af den overbevisning, at krig var noget meget ultimativt.

Eisenhower er en udpræget afvigelse. Han er uden for diskussion vor mest undervurderede præsident, han blev fejlbedømt at de fleste af hans samtidige og har siden været, i udpræget grad, undervurderet af efterfølgende historikere. Ikke som det populære billede han lod sig fremstille som: Den gavmilde, rare onkel, bedstefaderlig, lidt værende sig selv nok, og så i tilgift passioneret golfspiller.I virkeligheden var han en kølig, beslutsom mand med en jernvilje, et formidabelt intellekt og med meget høje ambitioner. Ydermere var der trods hans enestående personlighed og velkendte brede smil ikke den mindste smule sentimentalitet i hans krop. Da han havde planlagt, ledet og været øjenvidne til det massive blodbad, der var påkrævet for at opnå sejren i Europa havde han ingen illusioner om grænserne eller begrænsningerne ved en militær aktion. At han var tøvende med at benytte magt stammede ikke fra frygt eller manglende evne, men fra et fyldestgørende kendskab til krig, og følgerne af en krig. Han forstod at der i virkeligheden aldrig er en fuldkommen afslutning på en militær konflikt - kun behandling af konsekvensrne af den.

Han betragtede romantiske idealister med kampambitioner, eller amatørkommandører med politisk magt med foragt.

Tiden efter han gik af som præsident var fyldt med frustration. Som afgået kunne han se de fumlende forsøg hos den uerfarne Kennedy, men også de tragiske optrapninger hos Johnson i Vietnam. Han var en overbevist fjende af gradvis udvikling. Og selvom han omtales som den mand der definerede og også var en "udtalt fjende" af "militærindustrien" ligesom venstreorienterede og pascifister, da vile hans benyttelse af magt have været fuldstændig helhjertet. I oktober 1967 sagde han vedrørende brug af atomvåben i Vietnam. "Jeg ville ikke automatisk udelukke noget som helst. Når man benytter sig af magt for at gennemføre Amerikas udenrigspolitik da er der ingen domstol over dig.

Hans råd forblev altid det samme. Hold dig ude af det meste, om muligt, men hvis du skal benytte USA's militære styrke da gør det med overvældende styrke.

Hvis Eisenhower skulle rådgive præsident Obama vedrørende den nuværende situation i Afghanistan ville det ikke overraske, hvis han gav råd om en øjeblikkelig tilbagetrækning. Det er meget sandsynligt at han ville argumentere for at vore styrker allerede havde fuldt op at gøre på de syv verdenshave og da vi uofficielt anerkendes em den frie verdens beskytter, da er vor opgaves byrde allerede tilstrækkelig. De venligtsindede lande i Europa og Asien burde føre krigen på vore vegne i den del af verden. Vore "Allierede," som vi har dem idag, ville han uden tvivl betegne som parasitter der lever af amerikansk blod og skattepenge.

Men med vore erklærede fjender der praler med succes i Afghanistan efter en amerikansk indsat der har varet otte år, da ville Eisenhower med stor viljekraft og vedholdende rådgive Obama til at igangsætte en altomfattende krig. Som han sagde til Kongressens ledere om Korea og truslen fra en fornyet kommunisitisk agression i 1954, at "vi vil ramme dem med alt hvad vi besidder!" Målet var med andre ord at vinde. "Når man taler om magt," sagde han. ""Da skal du bentte den med al din styrke."

Således ville den tøvende krigsmand fra gamle dage kunne have råd der er belejlige for Obama og nationen vedrørende det nuværende rod i Afghanistan. Træk Jer tilbage nu og overbevis vore allierede om deres internationale forpligtelser. Eller påbegynd en øget indsat der skal afslutte alle indsater og udslette vore fjender i et hensynsløst slag der hurtigt skal udkæmpes. Det sidstnævnte, skønt det er fyldt med blod som en forudsætning, vil ironisk nok kunne resultere i den bedste menneskelige løsning.

Selvom han var tøvende med at drage sværdet vidste Eisenhower at det at gribe til våben ikke nødvendigvis behøver resultere i kaos og død. Hans favorit eksempel (som han fortalte til sin stabssekretær General Andrew Goodpastor, i sine erindringer), "Hvis en general indsætter en bataljon for at indtage en høj, vil han måske indtage højen men han ville lide svære tab under kampen, hvorimod hvis han sendte en division, ja så ville tabene være minimale." For de tapre medlemmer af vort lands militære enheder ville Obama administrationens forpligtelse til at besejre vore fjender ved at benytte ethvert våben vi er i besiddelse være en velkommen accept af den klogskab og erfaring som blev udstillet i præsident Eisenhowers liv og gerninger.