Voldtægt af børn og moralværdien hos filmmagere
Det der er vigtigt med sagen om Roman Polanski er ikke om den berømte filminstruktør skulle blive udvist fra Schweiz til USA. Når man tager det lange tidsrum der er gået i betragtning, ofrets modstand mod at retsforfølge Polanski, at han gravide hustru Sharon Tate blev slagtet af Charles Manson's monstre, og at hans mor blev myrdet i Holocaust, da kan man med god ret hævde at Polanski ikke skal i fængsel.
Det der er vigtigt er den reaktion som filmverdenen har udvist overfor det Polanski gjorde med en 13 årig pige i marts 1977, da han selv var 43 år gammel.
Ifølge pigen gav Polanski hende en kombination af Champagne og Quaaludes, et bedøvende stof, og "trods hendes protester gennemførte han oral sex, samleje og sodomi med hende." Hun hævdede at hun sagde 'nej' til hver handling og gentagne gange bad Polanski om at holde inde.
Ingen har faktisk hævdet at pigen lyver, og det er således almindeligt anerkendt, at i en alder af 43 år da voldtog Roman Polanski en 13 årig pige. Man kan med rette mene at enhver med en fungerende samvittighed ille fordømme en så afskyelig handling. Eller sagt på en anden måde: Hvis det at en midaldrende man voldtager en 13 årig pige ikke er afskyeligt, hvad er så?
Alligevel vil de førende medlemmer af filmverdenen i Europa og USA ikke betragte det på den måde.
Som Storbritanniens Guardian skrev: "Listen med støtter der giver Polanski deres helhjertede er som at læse en "Hvem er Hvem over toppen i filmverdenen. Den inkluderer, blandt mange andre, Woody Allen, Martin Scorsese, David Lynch, Harvey Weinstein, Pedro Almodovar og Ethan Coen."
Oveni i det at underskrive en anmodning på vegne af Polanski om frifindelse - sammen med over et hundrede andre medlemmer af filmindustrien fra Europa og USA, hvor man ikke nævner forbrydelsen er produceren Harvey Weinstein kommet med en kommentar der er ligeså forundrende i sin mangel på moral som den er i sin hjerteløshed. I en artikel i The Independent of London, skrev han at "uanset hvad man mener om den såkaldte forbrydelse så har Polanski udsonet sin straf."
Oral og anal-sex med en 13 årig pige af en 43 årig mand bliver af Weinstein afvist som en "såkaldt forbrydelse."
Dette blev gentaget at den lovpriste franske filosof (I Frankrig, er ledende filosoffer som filmstjerner) Bernard-Henri Levy: "Måske har han en gjort en ungdommelig fejl."
Og Whoopi Goldberg sagde: "Jeg tror ikke det var voldtægt på voldtægt."
Hvordan skal man dog finde en forklaring på filmverdenens samvittighed?
Her følger to mulige forklaringer:
Anthony Mora, grundlæggeren af et førende public relations firma med base i Los Angeles bemærkede, "den manglende forbindelse meller Hollywood og resten af landet er ganske enkelt helt enorm." Dette blev gentaget af endnu en insider fra Hollywood, Michael Levine, også kendt indenfor PR: "Hollywood folkene betragter bare ikke verden på samme måde som gennemsnitsborgerne gør...."
Mange af de mennesker der sidder på de højeste pladser i filmverdenen (og også indenfor andre kunstarter) har bare ikke de samme moralværdier som resten af samfundet. De betragter sig som übermenschen - en slagt Nietsche supermænd og superkvinder - for hvem moralnormer ikke kan anvendes.
New York Times reporteren Michael kimmelman skrev en fin artikel om denne manglende forbindelse og selvtilbedelsen hos Hollywood typerne. Han bemærkede for eksempel at ved at have kaldt voldtægten en "såkaldt forbrydelse," udtalte hr. Weinstein helt alvorligt til Los Angeles Times at "Hollywood har det bedst moralkompas."
Hollywoods syn på dets overhøjhed i moralske henseender er grundlagt på to faktorer: Den omfattende tilbedelse den er udsat for af offentligheden og fra hinanden (på hvilket andet område af menneskelig frembringelser giver mennesker hinanden så mange priser?); og troen på at det at være kunstner automatisk medfører at man er et ophøjet væsen i moralsk henseende.
Som mange andre har bemærket, forestil dig så, hvis Polanski var en romersk-katolsk præst - eller en Republikansk politiker - der blev anklaget for samme forbrydelse. Helvedes ild ville være faldet ned på den mands hoved. The Boston Globe citerede præsten James Martin, medredaktør for et amerikansk tidsskrift: "Hvis Polanski var i præstekjole, da ville der ikke være nogen undskyldning for hans synd. Der ville ikke være nåde for ham....Kan du forestille dig en anmodning om frifindelse cirkulere bladt skuespillere, instruktører og producere i USA for at få en katolsk præst genindsat i sit sogn efter han var havde krænket et 13 årigt barn? Hvis du tror dette om Polanski - at hans gode gerninger soner hans skyld og at tilstrækkelig tid er gået - mener du så det samme gælder pædofile præster?
For det andet så er Hollywood specifikt, som filmverdenen generelt, en form for puppe. Snarere end at være kosmopolitiske, så er de fleste der er beskæftiget i denne besynderlige verden provinsielle i abnorm grad. Deres verden er befolket med enstænkende indbyggere, i lige høj grad provinsielle, og i lige høj grad selvcentrerede typer. De spiser, de kommer sammen og de fester med kloner af dem selv og beskytter hinanden uanset om de har ret eller ej. "Eliten i Hollywood beskytter deres egne," sagde Alexander Riley, en sociologiprofessor ved Bucknell Univerisitetet.
Endnu engang Michael Kimmelman i New York Times: "I Polen, hvor instruktøren også er borger, har polske filmproducenter appelleret til præsident Lech Kaczynski om at gribe ind, idet de siger at deres kollega er flygtet fra USA for at undgå at blive 'lynchet i en retssag.' Pærsidenten for det tyske filmakademi der gentager hr. Weinstein, talte om behovet for 'solidaritet blandt prominente personer' og beklager, hvordan hr. Polanski var blevet arresteret på vej til en filmfestival, som om filmfestivaler er ambassader eller kirker."
Vi har god grund til at være taknemmelig for Polanski affæren. Det åbner op for den meget nødvendige og savnede dyd: Klarhed. Den har gjort gennemsnitsborgeren opmærksom på, hvor misvisende kulturelitens moralske kompas er. Og den har oplyst med klart lyst, hvor ligeså meget forvrænget deres billede af dem selv er. De betragter sig selv som moralsk overlegne. De ser sig selv som verdensmennesker hvor de faktisk er isolerede i yderste grad. De betragter sig som modige kunstnere når de faktisk yderst sjældent besidder moralsk mod (for eksempel, hvor mange film om islamisk terror og den verden der giver fødsel til den kan du nævne?)
Men den største fordel ved Polanski affæren kan være at næste gang du ser Hollywood eliten træde frem på vegne af eller direkte som modstander af et offentligt problem da kan du sandsynligvis antage at det direkte modsatte er den korrekte moralske holdning.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar