En ny Civil War i USA?

Den næste 'Civil War' i Amerika

Phyllis Chesler

Hver af præsidentkandidaterne og de der støtter dem kæmper for Amerikas sjæl. De har hver især et helt forskelligt anderledes syn på verden; hver især står som repræsentanter for en helt anderledes kultur. De lytter til forskellig musik, ser forskellige film, læser forskellige medier. De kommer hver især kun sammen med andre der mener som dem selv. De taler ikke med dem de er uenige med og, hvis de gør, er det ofte med en del vrede og foragt.

Jeg har levet i begge verdener. De gør jeg stadig. Der er godhjertede mennesker på begge fløje af den brede kløft. Ikke destomindre er deres værdigrundlag og deres smag forskellige. Den ene verden er et hektisk og voldsomt bysamfund, hvor man kan føre et helt anonymt liv eller vælge at stræbe opad mod stjernerne. Den anden verden er Den Lille By's, hvor alle ved alt om hinanden, man beder sammen, man hjælper hinanden når der er nødsituationer, man deltager sammen i det borgerlige brandvæsen og sædvanligvis melder man sig til hæren.

Nu kommer der måske noget øjenåbnende for dig: Rent psykologisk kan folk kan bo i en storby selvom de bor i en Lille By og omvendt. Det Demokratiske Partikonvent havde musik på programmet af den berømte Stevie Wonder; af Jennifer Hudson, der ligesom senator Obama, er en hastig og ny stjerne, der har vundet en Academy pris for hendes birolle i Dreamgirls; Melissa Etheridge; Sheryl Crow; den meget populære soulsanger, John Legend, der optrådte to gange, den ene alene og den anden med Will.i.am, medlem af funk/hip-hop gruppen, The Black Eyed Peas. Robert Moore, et medlem af Sioux stammens stammeråd sang en traditionel, dog ikke traditionel version af nationalhymnen.

Hele konventet, især den sidste aften da Obama talte, var at sammenligne med en rockkoncert. Det er det, måske især for de unge, der får folk til at blive opstemt, det er det der synes ægte. Berømmelse, "det spektakulære", optræden og populær musik er selve det der har betydning, det man kender og som medfører respekt.

Ved det Republikanske Partikonvent var der kun meget lidt musik. Jeg selv hørte, og så kun en ung kristen rocksanger. Der var måske mere musik, men jeg hørte det ikke. Måske besluttede republikanerne at holde fokus på selve talerne og ikke så meget på underholdningen. RNC websitet har ingen opgørelse over musikunderholdning måske af hensyn til orkanen Gustav.

Imidlertid valgte, de formodede antifeministiske, republikanere en kvinde som deres vicepræsidentkandidat. Det er ikke noget de Demokratiske feminister er glade for, for til til trods for Palin's oratoriske gaver og hendes charme er hun jo en feminist - fra en "anden verden," en hvor feminister er gift, tror på Gud, er for militæret, er for våbenloven, er for amerikansk energiuafhængighed og er imod statslig indblanding, imod skatter, imod jihad og imod fri abort. Det frygtes også at Palin måske er for censur. Hendes syn på kvinders økonomiske rettigheder er endnu ikke helt klargjort.

Idag har Demokraterne meddelt at de vil ansætte en deling af "kvindelige erstatninger," med Senator Clinton fra New York, Guvernør Janet Napolitano fra Arizona, og Guvernør Kathryn Sibelius fra Kansas for at holde fokus væk fra Guvernør Palin, og således håber man at kunne stjæle opmærksomheden fra vælgerne i svingstaterne.

Det lyder akkurat som en side fra min bog "Woman's Inhumanity to Woman."

De undrer mig, hvorfor mænd ikke har det så godt med at angribe en kvinde i offentlighed? På den politiske scene gør de det hele tiden, dog sædvanligvis bag lukkede døre - undtagen hvis kvinden er Senator Clinton. Hvor er det ironisk, at Senator Obama nu må vende sig til hende for hjælp.

Efter min mening ville præsident Amadinejad virkelig få nogle formidable modstandere i Senator McCain og Guvernør Palin, der forstår at vi er i krig og at den krig skal vindes. Ulig Senator Obama vil jeg vædde på, at de ikke betragter terroristerne som "afvigere fra den islamiske tro" (Obama sagde dette i et interview med O'Reilly), men snarere vil sige det uden omsvøb. Når det drejer sig om dette, (enten der er en "god" og "fredelig" form for Islam eller ikke), står og falder vor Republik.

For nu at være rimelig: Uanset, hvad kan de jo altid praktisere det de prædiker, (Clinton, slap fri fra sine forskellige seksuelle overgreb), man må give Demokraterne den kredit at de fordømmer racisme, sexisme, homofobi og fattigdom: de støtter kvindernes ret til forplantning, herunder fødselskontrol og ikke afholdenhed fra sex under uddannelse, lige løn for lige arbejde, mere statsstyring og afhængighed af oversøisk olie. Det forekommer som om de er imod militærmagt og især krigen i Irak.

Det er ikke lige det der er det Republikanske Partis platform. Republikanerne taler om soldaterne og om den islamiske fundamentalistiske terrorisme og om farerne ved at forsone sig med sådanne terrorister.

Som jeg sagde: Der er kulturforskelle, verdener fra hinanden. McCain har sagt, at han ønsker at samarbejde med enhver, "Republikanere, Demokrater og de Uafhængige." Jeg er ikke sikker på at Obama har sat fokus på præcis dette endnu, men han har sagt, at han vil vil forsøge at få samtaler og samarbejde med Amerikas fjender.

I 2000, da præsident Bush vandt (andre siger "da Bush stjal") valget blev Demokraterne rasende, nogle siger "afsindige." Dette vanvid er vokset. Hvis McCain vinder, forudser jeg at den kulturelle krig vil ikke kun blive intensiveret men vil være indledningen til den næste Civil War i Amerika.

Hvad tror du der vil ske når den ene part vinder og den anden taber? Vil de blå eller røde stater have et ønske om at træde ud af unionen? Vil der blive mere vold og drabelige konfrontationer når modsatrettede ideer og holdninger tørner mod hinanden?

Allesammen: Jeg er i seng med feber og bekæmper en infektion og kan ikke gøre yderligere rede for dette emne lige nu. Jeg håber mine læsere selv vil kunne udfylde de uklare punkter, og så gøre mig opmærksom på, hvad jeg har overset.