Frihedskæmpere

Solzhenitsyn, Reagan, og dødstødet til afspænding

Paul Kengor

I en hyldest jeg skrev tidligere udgivet på National Review bemærkede jeg, at det er umuligt at indfange alt det Solzhenitzyn har betydet i en klumme og, hvordan han formidlede det til Vesten. Professorer som jeg kender kun alt for godt den frustration, mens vi kæmper for at sammenfatte en sådan persons betydning til en klasse med elever der er født efter Berlinmurens fald.
I en tidligere artikel nævnte jeg Gulag Øhavet, Solzhenitsyn's afslørende og chokerende førstehånds beretning om de Sovjettiske tvangsarbejdslejre, hvor han selv blev holdt fangen, og hvor millioner og atter millioner af uskyldige forsvandt. 'Sørgeligt' nok kan den bog have gjort Solzhenitsyn's til den måske vigtigste russiske forfatter, og sikke en pris når man tager alle de andre forfatteres kvaliteter i betragtning.

Solzhenitsyn i sin Gulag fangedragt

Denne bog havde en uvurderlig indflydelse og ramte plet med en sådan styrke i 1970'erne som ingen Sovjettisk SS20 raket kunne have medført og gjorde Solzhenitsyn til en paria i Ondskabens Imperium. En af de vigtigste effekter af bogen var, at den gav Solzhenitsyn den moralske troværdighed til at blive en af de førende talsmænd rettet mod det politisk-moralske skibbrud der hed afspænding. Samtidig gav den en afgørende støtte til typer som Ronald Reagan, der før han blev præsident brugte sidste halvdel af 70'erne på at angribe afspændingspolitikken og argumenterede for at USA i stedet for skulle gå til angreb, og ikke forsøge at tilpasse sig Sovjetunionen og deres ekspansionspoltik, men underminere USSR og hele det kommunistiske imperium, fra Prag til Budapest til Moskva.

Da Ronald Reagan fremkom med det argument i perioden 1974-76, mens han udfordrede Gerald Ford og det elitære Rockefeller-Republikaner establishment der havde erklæret sig enige i afspænding under Ford, Nixon og Henry Kissinger, fik han behov for troværdighed, altså noget vægt bag sine holdninger. Partiets ledelse var ikke enige med ham, pressen og akademikerne var uenige med ham og selvfølgelig var venstrefløjen absolut ikke enige. Så kom meget belejligt Solzhenitsyn og Gulag Øhavet.

Løsladt fra den Sovjettiske koncentrations lejrs lænker (Leninog Trotsky's talemåde for Gulag), slog Solzhenitsyn alarm. Han gav oplysninger til amerikanerne om den sovjettiske kommunismes spedalskhed - det samme system som amerikanske ledere sagde skulle tolereres, accepteres og bydes velkomment i deres hjem.

Han sagde nøjagtig det samme som Reagan, at afspænding med Moskva for evigt ville gøre alle i Østeuropa til slaver og derved tvinge ærlige mennesker til at fortsætte med at leve under den kommunistiske totalitarismes jernåg. At indgå en handel med slaveejerne i Øst ville betyde at Polakkerme, Ungarerne, Østtyskerne, Rumænerne, Tjekkerne, Bulgarerne og Albanierne ville være fortabte. Det ville være en dårlig handel for en god nation der var grundlagt på menneskets frihed. Amerika skulle aldrig underlægge sig en sådan aftale. Afspændingspolitikken skulle forkastes.

Derfor, ligesom venstrefløjen og de moderate republikanere alle stillede sig på en linje for at være enige i at Reagan var en hulemand og en cowboy (Yuri Zhukov, "Den Poltiske Dinosaur's Genopstandelse," Pravda 11.04.1975), da kom Solzhenitsyn og støttede de selvsamme tanker og ideer som Reagan var talsmand for. I sommeren 1975 sagde Solzhenitsyn følgende foran et AFL-CIO publikum i Washington DC:

"Jeg har forsøgt at gengive for jeres landsmænd Østeuropæernes kvælende ufrie liv i disse uger, samtidig med at en fredelig diplomatisk aftale graver en fællesgrav til de kroppe der stadig kan trække vejret. Jeg har forsøgt at forklare amerikanerne at 1973, afspændingens år, præcis var det år da hungersrationer i Sovjets fængsler og koncentrationslejre blev skåret endnu længere ned. Og i de seneste måneder mens flere og flere af Vestens talsmænd har påpeget afspændingspolitikkens gavnlige virkninger har Sovjetunionen indført en ny og vigtig forbedring i sit straffesystem: For at fastholde deres 'glorværdige' overhøjhed i tvangsarbejdslejrene har de sovjettiske fængselsspecialister indført en ny metode til kollektiv afstraffelse - tvangsarbejde i isolationsceller. Det betyder kulde, sult, mangel på frisk luft, utilstrækkeligt lys og komplet umulige arbejdsmålsætninger. Hvis disse mål ikke indfries straffes det med indespærring under endnu mere brutale forhold."

Som en forløber for Reagan's senere så kontrversielle talemåde, og en afvisning af det som var blevet skrevet af Whittaker Chambers og de tidligere kommunister i bogen "The God that Failed", sagde Solzhenitsyn til publikum, at USSR var "selve indbegrebet af verdens ondskab."

Sovjetunionen afskyede og hadede dette. Dette sandhedens lys, der var blevet rettet mod dem sendte dem rystet tilbage i mørket. De var virkelig opbragte da Reagan med sin udfordring til Gerald Ford ved nomineringen i 1976 direkte henviste til Solzhenitsyn da han forsøge at introducere en linje i det Republikanske Parti kaldet "moral i udenrigspolitikken." Dette skulle indbefatte:

Vi anerkender og anbefaler dette store fyrtårn af menneskeligt mod og moral, Alexander Solzhenitsyn, for hans nødvendige budskab om, at vi skal møde verden uden illusioner om tyranniets natur. Vores udenrigspolitik skal være en der altid skal huske dette.... aftaler der er blevet forhandlet, såsom den der blev indgået i Helsinki må ikke fjerne håbet om frihed hos dem der en dag håber på at opnå den.... Ærligt, med åbent sind og med overbevisning skal vi gå frem som et forenet folk og at støbe en varig fred i verden baseret på vor ægte tro på menneskets rettigheder, lovens retfærdighed og under ledelse af Guds hånd.

Dette programpunkt blev vidt og bredt og ganske korrekt opfattet som en tilbagevisning af Ford-Kissinger udenrigspolitkken og et opgør med forhandlingerne mellem USA og Sovjet.

Cowboyen og frihedshelten Reagan

Solzhenitsyn's tidligere fangevogtere og dommere var fuldstændig uenige med ham og Reagan og var edderspændte over, at de to var på samme side. De Sovjetrussiske regerings kontrollerede medier faldt over dem med fuld styrke. Den frastødende propagandist Valentin Zorin - en af de mange politiske gangstere i Sovjet der i en parodi af en retssag undgik at komme i fængsel for en ødelæggende strøm af løgne gennem hele livet - skræppede op om, at disse mænd forsøgte af "forgifte atmosfæren" og "så tvivl om" og endog "forkaste" afspændingen. Zori sagde, at det var "fuldstændigt uansvarligt" at hævde, at det kun var Sovjet der havde gavn af afspændingen på Amerikas bekostning.

Det viste sig dog, at afspændingen ikke virkede. Hvis man skal udpege en dødsdato ville det sandsynligvis være juleugen i 1979, da Sovjet invaderede Afghanistan, og fik Jimmy Carter, afspændingspolitikkens Demokratiske apostel til at knurre:

"Min holdning om Russerne har ændret sig dramatisk i den forløbne uge...Denne handling af Sovjet har medført en meget dramatisk ændring i min personlige holdning af hvad Sovjets endelige mål er end noget af det de tidligere har foretaget sig mens jeg har været i embedet."

Når selv Jimmy Carter kan sætte navn på totalitarisme, da ved man at de totalitære er i vanskeligheder. Dette var afspændingspolitikkens dødsstød.

Men det var endu ikke dødsstødet for USSR. Det måtte vente på Carter's exit som præsident og Reagan's indsættelse. Det begyndte i 1981 da Ronald Reagan fortsatte sin offensiv mod endemålet, intet mindre end USSR' opløsning. Hele vejen kunne han regne med Solzhenitsyn's venlige støtte. Faktisk beundrede såvel Solzhenitsyn som Reagan hinanden, som Solzhenitsyn sagde til Reagan efter mordforsøget på denne:

"Jeg glæder mig over, at USA endelig har fået en præsident som Dem og uden ophør takker jeg Gud for, at De ikke blev dræbt af slynglens kugle.

Reagan takkede også Gud for Solzhenitsyn. Den store dissident gjorde langt mere end at skrive en bog eller to. Solzhenitsyn spillede en vigtig rolle i de amerikanske bestræbelser på at stoppe den militante ateistiske Sovjet kommunisme.

Og for dette og så meget mere kan Alexander Solzhenitsyn nu hvile i fred, og forhåbentligt modtage nogle velfortjente belønninger, for evigt fri fra det Sibiriske helvede der blev ham påført af hans plageånder.

Paul Kengor is professor of political science at Grove City College. His books include God and Ronald Reagan: A Spiritual Life, The Judge: William P. Clark, Ronald Reagan's Top Hand , and The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism.