Robert E. Lee - Civil Wars store helt

Robert E. Lee: Ikon fra Syden og en amerikansk helt

H. W. Crocker, III

Januar kan være en deprimerende måned. Juledekorationerne er taget ned, krybben er kommet tilbage i æsken (undtagen for de inkarnerede, som Crocker familien, der lader det hele stå til 2. februar, Kyndelmisse) og træet ganske så uceremonielt tages ud af huset.

Hvis man har haft fri så er det slut; Juleånden kan sive hurtigt ud, hvis man ikke passer på. Men vi skal alle kæmpe med vort ansvar, og mens vi går i gang så kommer der endnu en fødselsdag, endnu en dato at markere. I de traditionelle hjem i Syden, så fire uger efter Jul, dukker Robert E. Lee’s fødselsdag op, ikonet fra Syden, “en af de mest ædle amerikanere der nogensinde har levet og en af de største anførere krigsannalerne kender til” (ifølge Winston Churchill)

200 året for Lees fødsel er passeret og det skete uden særlig meget festivitas. Hvor mange bemærkede eller fejrede Lee’s fødselsdag den 19. januar (eller Stonewall Jacksons den 21. januar?) I visse stater i Syden markeres  Lee’s fødselsdag stadig officielt, men den store og gode general synes at forsvinde fra Amrikas bevidsthed, eller i det mindste fra Amerikas hæder.

Lee er i nogles sind blevet en sekterisk helt, hvor han ellers pleejde at være en nationalhelt. Theodore Roosevelt, efterkommer af en Yankee far og en mor fra Syden mente Lee var “uden undtagelse det største af alle store hærførere som de engelsk-talende folk havde frembragt.” Ved Lee’s død i 1870 skrev nordstatsavisen the New York Herald en leder til hans ære: “Her i Nord...har vi længe ophørt med at se på ham som en Confederate leder, men har antaget ham som en af vore egne; vi har hyldet ham og følt os stolte over hans militære geni som tilhørte det os -- for Robert Edward Lee var en amerikaner, og den store nation hvori han blev født, ville til i dag være uværdig til sådan en søn, hvis nationen betragtede ham som almindelig. Aldrig har en mor haft en mere ædel søn.”

Det er ironisk at Lee var så respekteret som en nationalhelt, da sårene fra krigen stadig var friske, men nu, et århundrede og halvtreds år senere, betragtes han med miskredit på grund af den sag han kæmpede for. Trods den sag, om noget, er der endnu en grund til at beundre ham.

Hvis det lyder kontroversiel, da overvej, uden fordom, sagen som Lee ofrede alt for - sit liv, sin familie, sin karriere. Det var en ganske enkel og forståelig sag, som ethvert menneske burde være i stand til at begribe: “Med al min pligtfølelse over for Unionen, og følelsen af loyalitet og pligt som en amerikansk borger, har jeg ikke været i stand til at gøre op med mig selv om jeg vil hæve min hånd mod mine slægtninge, mine børn, mit hjem.” I endnu et brev skrev han, “en Union der kun kan opretholdes ved sværdet og bajonetten har ingen tiltrækning for mig. Hvis Unionen opløses og regeringen ophører, vil jeg vende tilbage til min fødestat og dele mit folks elendigheder, og vil ikke løfte mit sværd imod nogen, undtagen i selvforsvar.”

Lee ville have støttet det synspunkt som General Richard (søn af Zachary) Taylor der sagde at han og hans Southerners havde kæmpet, ikke for bevarelsen af slaveriet -- men for tabet af slaveriet. Taylor bemærkede efter krigen, “er intet hverken blevet dem blevet følt eller fremført” --men snarere har de “stridt for det som bragte vore forfædre til Runnymede,(hvor frihedsbrevet Magna Charta blev oprettet i 1215) privilegiet ved at kunne udøve en vis indflydelse på deres egen regering.”

At Lee troede at Confederacy blot havde udøvet rettighederne som de er garanteret under Forfatningen, forsvaret af grundlæggerne, og indført at staterne og statsmændene “i de sidste 70 år,” kan man se i hans brev af 15. december 1866 til Lord Acton, hvori han netop siger det. Han ønsker at “fornuftens dom” ikke var “blevet udskiftet med krigens voldgift,” men konkluderer at sådan var det, og det er på tide for Syden at komme videre, at acceptere “uden forbehold ...slaveriets udslettelse....en tilstand man længe har søgt, dog på forskellig vis, og af ingen ...mere oprigtigt end borgerne i Virginia,” og at “stole på at Forfatningen ikke undergå yderligere forandring, men at den kan blive overdraget til de efterfølgende generationer i den form vi modtog den fra vore forfædre.”

Dette lyder ikke som en hvis politik skulle udelukke ham fra den beundring der plejede at blive ham til del.

Jeg tror imidlertid at der er en anden mere dybdegående grund til at Lee får det moderne Amerika til at føle sig skidt tilpas. Det er hans Kristne indstilling -- ikke den kendsgerning at han var troende, men at han faktisk vidste hvad det betyder at efterligne Kristus. Prøv at læse Mattæusevangeliget ,og du vil finde at det er fængslende læsning. Og Lee, skønt blid i sin optræden - han var faktisk i alle ting en gentleman - kunne være lige så fængslende.

Da en ung mor søgte Lee’s råd ved opdragelsen af sin lille søn svarede Lee, “Lær ham at han skal sig nej til sig selv.” Eller hvad med denne: “Pligt...er det mest sublime ord i vort sprog. Gør din pligt i alle ting....Du kan ikke gøre mere; du bør heller aldrig ønske at gøre mindre.”

Lee satte altid andre først; han mente at for at lede, da måtte man tjene; han troede at den “overbærende brug af magt ikke kun udgør  prøvestenen, men selve karakteren hos ...en ægte gentleman...En ægte gentleman af ære føler sig ydmyget når han ikke kan undlade at ydmyge andre.”

I dag forekommer Selvet at være den helt store Gud hos de fleste mennesker. De bøjer sig for den formodede sandhed at lykken ligger i selvværd og “selvrealisering” -- en meget selvsmagende måde at bekræfte at ens “indre selv” altid er korrekt, og kilden til al sandhed. Selvbenægtelse, medmindre det er i form af en diæt (så vi kan føle os tilfreds med os selv) er ikke særlig meget på mode.

Nuvel, Lee var den store anti-selvbevidstgører i amerikansk historie.

Som den Pulizters prisvindende biografiskriver Douglas Southall Freeman om Lee udtrykte det: “Havde Lee’s liv været opsummeret i en sætning fra den Bog han læste i så ofte så ville det have været ordene. “Hvis noget menneske vil følge mig, lad ham da sige nej til sig selv og tage sit kors på sig dagligt og følge mig.”

I dag synes mange at den sætning er for voldsom, og Lee, der personificerede den bliver en krænkelse, et perfekt eksempel på Mark Twains sætning at “Kun få ting er sværere at klare, end et irriterende eksempel.”

Det er selvfølgelig ikke blot det. Uvidenhed er også del af problemet. For hvor mange amerikanere i dag kender den ægte Robert E. Lee, eller ved noget som helst om ham, udover at han var en general der “kæmpede for slaveriet.”

Hvis vi ønsker et Amerika af helte da skal vi hylde vore helte fra fortiden. Det er til fordel for enhver fra Syden, for enhver amerikaner at forny sit bekendtskab med Robert E. Lee, fordi der bare ikke er nogen finere amerikansk helt.

H. W. Crocker, III is a bestselling author. His most recent book is The Politically Incorrect Guide to the British Empire.