Til Tripolis kyster for 210 år siden
I denne tid for præcis 210 år siden vandt USA sin første landkrig på en fremmed kyst - ved at indtage byen Derne i Libyen i kamp mod Barbar Pirat Staten - Ottoman Tripoli. Dette slag kamp afgjorde i bund og grund krigen for vor unge nation og resulterede i befrielsen af samtlige 300 amerikanske søfolk der var ved at rådne op i Beyen af Tripolis fangekældre.
Men præsident Jefferson forspildte sejren.
I 1804 udsendte Jefferson en tidligere diplomat, William Eaton til Middelhavsområdet med instrukser om at styrte Beyen af Tripoli, Yusef Karamanli. Det var meningen at indsætte Yusefs broder, den afsatte Hamet i stedet. Hamet havde afgivet løfte om at standse pirateriet og bortførelsen af amerikanske handels søfolk mod løsepenge.
Eaton kaldte sig selv “General” Eaton, “Flådens udsending til Barbar Staterne.” Efter at have ledt i alle hjørner af Alexandria, Egypten, fandt han Hamet, som skjulte sig for sin bror og fik indgivet ham noget mod, og de to fik så fat i 500 græske og arabiske lejesoldater og man indgik en aftale med dem om fremtidig betaling.
Den 6. marts 1805 planlagde Eaton et overraskelsesangreb fra landsiden mod Beyens havneby Derne og samlede sin noget ujævne styrke under ledelse af 10 Marinere under kommando af Løjtnant Presley O’Bannon.
Men Derne lå over 700 kilometer borte og man måtte marchere gennem ørkenen. Man brugte 50 dage, men Eaton og O’Bannon gik med. Lige udenfor Derne lå USS Argus, Nautilus og Hornet, under kommando af Kaptajn Isaac Hull og ventede på dem
Da den lokale guvernør nægtede at give fri passage til Tripoli, som jo var endemålet, lånte Kaptajn Hull den lille hær en af sine kanoner og derpå indledtes beskydningen af Dernes befæstninger med hjælp fra kanonerne på hans skibe. Dette var løse ordet for “General” Eaton og Løjtnant O’Bannon. Til angreb!
Skønt alvorligt såret brød Eaton, hans Marinere og nogle lejesoldater gennem muren med deres eneste kanon og udfordrede byen. Fra Argus, så Kaptajn Hull amerikanerne “vinde terræn meget hurtigt trods en voldsom musket ild, der hele tiden var rettet mod dem.”
Da Marinerne fik fat i de forladte kanoner vendte man dem mod forsvarerne og skød. Forsvarerne flygtede ind til Hamets lejesoldatstyrke. O’Bannon hejste det amerikanske flag over citadellet. Amerikanerne befæstede byen.
Eaton’s plan var nu at marchere mod Tripoli og indsætte Hamet som den nye Bey, der skulle befri fangerne og indgå en gunstig aftale. Da han varundervejss blev Eaton informeret om at den amerikanske konsul efter instruks fra Jefferson havde indgået en aftale med Bey Yusef, om ikke at indsætte Hamet mod at alle amerikanske søfolk blev sat fri. Eaton var imod dette, og Hamet drog tilbage til Egypten. Lejesoldaterne fik aldrig penge, skøn Yusef fik hele 60000 dollars ud af aftalen.
Jefferson’s trækken sig tilbage kom til at plage Amerika, der med tiden måtte imødegå nye angreb med bortførelser af søfolk, og han måtte så udkæmpe Anden Krig mod Barbarerne og få gjort en ende på sørøveriet.
For 200 år siden stod en amerikansk præsident overfor en muslimsk fjende der bortførte og slog amerikanere ihjel. Han svarede igen med det som han uden tvivl formodede var et begrænset proportionelt modangreb for at lægge pres på regimet. Det fungerede trods chancerne. Regimet traks sig, men kun et stykke tid, og snart måtte vor nation gå i krig igen for yderligere at knuse fjenden.
Lyder det bekendt?
Christopher Carson holds a masters degree in national security studies from Georgetown University.
: http://www.americanthinker.com/blog/2015/04/to_the_shores_of_tripoli.html#ixzz3YaQokokS
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar