Klimaforandring og storpolitik - hvem tjener på det?
Som de gamle romere spurgte: cui prodest? “Hvem får noget ud af det?”
Den globale køling-, opvarmning- eller klimaforandringsbevægelse, hvad man nu kalder det nu om stunder, blev født’ som et resultat af en ‘fejlfri’ befrugtning. Den blev undfanget tidligt i 1960’erne i Paris, Frankrig, som en dyster plan på at inddæmme amerikansk ekspansionisme, som europæerne kaldte det dengang.
Stort set uskadt af krigen var Amerika den dominerende økonomiske og politiske magt, man producerede mere end 50% af verdens produkter. Frankrig på den anden side, besejret og ydmyget i 2. Verdenskrig lå i ruiner. General de Gaulle, dengang præsident over Frankrig var som besat af Napoleons storhed og en messiansk vision om at få Frankrig tilbage til status af en supermagt.
Da derfor en af de Gaulles ministre præsenterede en ide om at jo mere et land producerer des mere bidrager det til forurening i verden, greb de Gaulle ideen. Det var de Gaulles Heureka øjeblik - Frankrig ville kompensere for dets ydmygelse og sårede følelser ved at indtage en vigtig rolle i internationale affærer. I 1968 skabte Frankrig the French Federation of Nature Protection Societies (FFSPN) og indtog rollen som verdenslederen af miljøbevægelsen.
Den holdning, at industrialiseringen har en skadelig påvirkning på planeten var ikke ny, den havde eksisteret siden Den Industrielle Revolution. Imidlertid ville muligheden af at benytte det koncept til en politisk bevægelse og indføre internationale aftaler ikke kun ændre ekspansionen i den amerikanske økonomi, men også mindske Amerikas politiske indflydelse i Europa.
For de Gaulle, var forehavendet med lav risiko. Frankrigs økonomi lå i ruiner og miljømæssige begrænsninger på landets industri ville have meget ringe effekt.
Sovjet var med på forehavendet og med stor begejstring. De delte de Gaulles bekymring, men at helt andre grunde. Kreml betragtede the United States som en formidabel modstander i landets søgen på at sprede kommunismen til Vesteuropa og andre dele af verden og var ivrige efter at hvad som helst der kunne underminere the United States økonomisk og politisk.
Den potentielle indvirkning af miljøtraktater på Sovjet økonomien var ikke noget at snakke om. Sovjetunionen, lod sig aldrig binde af aftaler - en del af politikken. Sovjet elskede ideen så meget at de finansierede miljøbevægelsen via de kommunistiske partier i Vesteuropa indtil Sovjetunionen kollapsede. På det tidspunkt var der ingen mangel på velstående Amerika hadere og en hel ny generation af radikale var klar til at arbejde videre på Sovjets arbejde.
I 1970’erne udvikledes den hemmelige plan om politisk orienteret industriel forurening sig endnu mere -den globale afkølingsbevægelse, der senere udviklede sig til den globale opvarmingsditto og nu for tiden til “klima-forandring” for at holde trit med tendensen i tidens miljøtrend. Uanset hvad man kalder det har medierne været med til at støtte enhver ‘dommedags’ forudsigelse om miljøet.
Selvom det politiske og økonomiske landskab har ændret sig fra en de Gaulle til en Macron, så forbliver strategien nøjagtig den samme.
Mens dette skrives bliver de geopolitiske og økonomiske realiteter ignoreret til fordel for den ideologiske ortodoksi i the Democratic Party der har støbt teorien om “klimaforandring” med drømmen om ‘bæredygtig energi.’ The Democrats ønsker at Amerika skal acceptere postulatet om at klimaforandring er menneskeskabt og den eneste måde planten kan reddes på er at foretage et skift fra hydrocarboner til bæredygtig energi. Charles de Gaulle ville ikke have vanskeligt ved at støtte denne tilgang.
The Democrats reciterer drømmende poesi uden noget forbehold eller være klar over der eksisterer en virkelighedens prosa. Følgende diagram - dog 4 år gammel - gør opmærksom på i hvor høj grad de fossile energikilder er for U.S. økonomien.
Som vi kan se er enhver holdning om at den 23 billioner dollars økonomi kunne fortsætte med vindmøller den rene og skære absurditet.
Diagrammet gør det også krystalklart at de fossile energikilder vil bevare deres økonomiske og strategiske betydning langt ind i det 21. århundrede - den vigtigste olien.
Oliebranchen er den største industri i verden når det gælder afkast, kapital og beskæftigelse. Med undtagelse af informationsteknologien har olieindustrien været den vigtigste kilde til innovative tiltag på teknologiens og fremstillingsprocessernes felt.
Derfor kan 97% af videnskabsfolk producere mængder af rapporter til støtte for global afkøling, opvarmning eller “forandring,” og ignorante miljøfanatikere kan recitere elendige digte for at ophøje og fedte for deres støtter, det vil dog ikke berøre prosaen om virkeligheden ved de fossile energikilder. Den objektive realitet er at vor civilisation i bund og grund er carbon orienteret, og der ikke er noget levedygtigt alternativ til billige fossile energikilder. Og medmindre vi beslutter os for at vende tilbage til en huletilværelse kan denne realitet ikke ændres i nogen betragtelig grad i den nærmest forudsigelige fremtid.
Der er ingen tvivl om at der vil komme en tid, hvor disse energikilder bliver overflødige. Som den legendariske Sheikh Yamani, tidligere OPEC olie minister, said, “Stenalderen sluttede ikke, fordi vi løb tør for sten, og Hydrocarbon tidsalderen vil ikke slutte fordi vi løber tør for olie.”
Men den vil ikke slutte ved opstyltede og arrangerede demonstrationer eller farvet lovgivning, den vil blive erstattet af den økonomiske nødvendighed.
Men indtil da skal vi kontrollere vor skæbne.
Men indtil da skal vi kontrollere vor skæbne.
Alexander G. Markovsky is a senior fellow at the London Center for Policy Research, a conservative think hosted at King’s College, New York City, which examines national security, energy, risk-analysis and other public policy issues, He is the author of "Anatomy of a Bolshevik" and "Liberal Bolshevism: America Did Not Defeat Communism, She Adopted It.” He is the owner and CEO of Litwin Management Services, LLC.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar