Sådan fungerer socialismen Del 2
Dov Fisher
Når man giver nogen velfærdsydelser og fødevaremærker hjælpes vedkommende indtil man snart løber tør for penge. Men når man skaber forhold der gør mennesker i stand til at få et arbejde og tjene egne penge hjælper man dem og fremtidige generationer, samtidig med man indgyder dem værdighed.
Mennesker der lever af offentlige ydelser ved inderst inde godt at de ikke holder deres del af den sociale aftale. Så længe de har den mindste smule værdighed til rest er de belastet af en skamfølelse. De får så at vide de ikke skal føle sig skamfulde: “Dette er rettigheder! Du har ret til dem!” Men mennesker med selvrespekt ved det ikke er sådan. Mennesker arbejder og betaler indkomstskat, er stolte over at vide, at de er en del af samfundets løsninger, ikke dets problemer.
Jovist visse mennesker mangler evnerne på grund af fysiske eller psykologiske udfordringer der efterlader dem ude af stand til at bidrage, og konservative vil ikke svigte dem, “Thi der vil aldrig mangle fattige i landet; derfor byder jeg dig: Du skal villigt lukke din hånd op for den nødstedte og fattige broder i dit land. “ 5. Mosebog 15:11. Det er sådan set del af det personlige ansvar at en konservativ er med til at hjælpe de som virkelig ikke kan hjælpe sig selv.
Overfladisk set lyder socialismen så bedårende: Til enhver efter hans eller hendes behov, og hvorfor ikke? Ligheder i resultater. Lighed i indkomst. Ingen hjemløshed. Lægehjælp til alle. Lad os kort se nærmere på det.
Garanteret indkomstlighed og beskatning af “Den Rige” med 70%
Når mennesker der udøver services og andre tjenesteopgaver er garanteret et bestemt indkomstniveau og de med sikkerhed ikke vil blive afskediget eller sat ned i løn, så går de ikke så voldsomt meget op i deres opgaver, da de jo ved at konsekvenserne ved at være middelmådig i indsatsen på jobbet ikke eksisterer. Hvis dette fænomen er problematisk ved kasselinjen i supermarkedet, er det yderst alvorligt når det gælder trafikkontrollører i lufthavnen, lastvognschauffører og jo, også skolelærere der er betroet at undervise vore unge. Kapitalismen og den frie foretagsomhed motiverer mennesker til at yde det bedste, i det de ved at de skal arbejde hårdere og mere effektivt for at blive forfremmet og belønnet.
Det har været denne indsats for at forbedre sig udover sin sociale og økonomiske stade der har været medvirkende til så meget godt der er kommet fra amerikansk industri og iværksætteri. Andre - Kina, Japan, Indien - må stjæle amerikansk intellektuel ejendom for at reproducere produkterne billigere, men det kreative gennembrud er kommet fra Amerika motiveret af frimarkeds kapitalismen. Det er ikke noget tilfælde at smartphones og internettet kan knyttes til amerikanere - Bill Gates, Steve Jobs, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos. De er så blevet milliardærer.
På samme vis er verdens mest kendte medicinvarer kommet gennem amerikansk forskning og udviklingsarbejde. Amerikanerne er såmænd ikke genetisk andre overlegne. Snarere er det det amerikanske frimarkeds kapitalistiske system der tilskynder til, belønner, foretagsomhed, risikovillighed, selvstændig tænkning og ikke mindst hårdt arbejde der udgør forskellen. Hvis du nogensinde har forsøgt at vinde en pris, være med på et sportshold, eller få en belønning af dine forældre så har du personligt erfaret at du blev stærkt tilskyndet til at gøre det endnu bedre når du var garanteret en belønning.
Du står med et moralsk dilemma: I en verden med hjemløse mennesker og sult i Venezuela, hvordan kan det være rigtigt at nogle amerikanere er så grådige at de aldrig holder inde med at få endnu mere rigdom, selv efter de har nået en milliard dollars? Jeg medgiver at de ikke har brug for de ekstra penge. Men det er det der motiverer dem, ligesom andre motiveres til at opnå andre mål, der for mig ikke giver mening - som at være med i De Olympiske Leges curling. Jeg er rabbi. Det er det der motiverer mig til at lære og undervise i Toraen. Jeg holder også meget af at udtrykke mig på skrift, derfor skriver jeg. Musikere - om det er country- eller de er i hip-hop eller andre genrer - motiveres til at udøve deres håndværk. En person elsker at spille cello, en anden viola da gambe. Nogen elsker at arbejde i træ, eller arbejde under deres bilers motorhjelme.
På samme måde er mange mennesker motiveret af passionen at “tjene penge.” Det er ikke min passion, og måske det heller ikke er din lidenskab, men det er altså deres - blive ved med at tjene penge.
Mange af Amerikas førende venstreorienterede - Bezos, Steyer og Zuckerberg - er motiveret af deres umættelige appetit for flere penge. De lever for at tjene penge.
De fleste af os lever ikke i deres verden og forstår ikke deres ensporede materialistiske fokus, men et godt sted at få indsigt er TV showet Shark Tank. Der har vi så Mark Cuban, Kevin O’Leary (“Mr. Wonderful”), Barbara Corcoran, Lori Greiner, Robert Herjavec, og Daymond John. Disse mennesker er ubegribeligt rige. Men de lever for at få flere penge, så de kan investere i andres ideer. De finder de økonomiske risici de kaster sig ud i ligeså spændende som de der udøver bungee-jumping, og de nyder den intellektuelle udfordring ved at forfine en ides markedsværdi ligesom videnskabsforskere bliver optændt af andre intellektuelle udfordringer.
Mindre velbeslåede amerikanere der pusler med kreative nye ideer kommer til dem og siger, “Denne fødevare, eller dette redskab, eller dette tekstil eller denne fritidsbeskæftigelse vil gøre alles liv bedre, men jeg har ikke pengene til at realisere min ide med succes. Jeg har brug for dine penge.”
Investorerne lytter, og primært motiveret af personlig grådighed, beslutter de om de vil spendere hundred tusinder af deres egne dollars på en ide, derpå en anden. Investorerne synes aldrig at løbe tør for penge fordi de allerede er “for rige.” De har allerede akkumuleret så mange penge at de kan investere utallige millioner i utallige nye ideer. Resultatet: Hver gang de sætter penge i noget for at tjene endnu flere penge ...bliver alles liv bedre.
Som kontrast, hvis vi beskatter deres private “overvældende” velstand med konfiskerende rater, hvor skulle pengene så komme fra til de nye gode ideer og produkter?
Fra regeringen.
Når regeringen investerer i ideer rammer samfundet af og til en vinder, men alt for ofte bliver regeringen omringet af lobbyister og interessegrupper motiveret af ideens politiske muligheder frem for en visdom baseret på markedet. Således gav Obama regeringen flere end $500 million til Solyndra for et klimaforandrings forslag der fremmede en politisk dagsorden. Den halve milliard dollars gik tabt. I Californien gik regeringen i færd med at bygge en højhastigheds togbane, der sådan set ikke gav mening, men var så dejligt politisk chict.
I 2008 fik vælgerne at vide at projektet ville koste $40 milliarder. Fire år senere blev det så forhøjet til $68.4 milliarder. Nu er det prissat til $77 milliarder med forventninger om at tallet vil nå op over $100 milliarder. Der følger mere med: I første omgang skulle en envejs billet fra Los Angeles til San Francisco koste $55. Nu er vi oppe på $86. Man vurderede, at projektet ville være færdigt i 2023. Nu forventer man det færdigt i 2033. Det anslåede antal passagerer er faldet med 67%. Resultatet er at Californien nu vakler på randen af helt at skrotte store dele af projektet. Milliarder er gået tabt, og der er intet højhastighedstog at fremvise.
Private milliardærer, fordi de er motiveret ikke af politik, men af deres egen grådighed til at tjene flere penge og af deres egen forsigtighed for ikke at tabe penge investerer kapital i ‘værdige’ projekter, der har de største muligheder for at blive en succes.
Således sætter frimarkeds kapitalismen ikke alene gang i økonomien, men gør også vore liv lettere og bedre. Hvis regeringen begynder at beskatte privat rigdom med konfiskerende rater viser al økonomisk historie, at de forhøjede skatter ikke vil gøre at milliardærerne så pludselig vælter frem og betaler for den gratis service til alle andre.
Her er hvad der vil ske i stedet:
“De Rige” vil vende sig mod eksperterne, de fremragende skatteadvokater og økonomer der grundigt vil studere de nye love og finde nye smuthuller og eksotiske strategier hvormed de kan minimere eller helt undgå de nye skatter.
For eksempel tjente General Electric $14.2 milliarder i overskud i 2010 og der berettes at virksomheden ikke betalte skat. Den Alternative Minimum Skat (“AMT”) blev indført efter man erfarede at 155 af landets rigeste familier ikke betalte skatter; det endte med at “De Rige” helt lovligt fortsatte med at undgå at betale skat mens AMT endte med at plyndre middelklassen. På lignende vis betalte Amazon ingen skat i 2017 trods et overskud på $11.2 milliarder.
“De Rige” og deres skatterådgivere bruger utallige strategier som den ikke-rige ikke kan begribe. De kan flytte penge ud af landet til steder, hvor der er en meget lav skat. De kan udskyde fortjenester til senere år, eller kan omformulere deres værdier. De kan også lovligt købe politikerne ved at bidrage til deres kampagner; som betaling hjælper deres lobbyister med at få lavet om på skattelovgivningen. Således, selvom det kan se ud til at nye love strammer og lukker skattehullerne, vil “De Rige” ikke betale mere, fordi deres lobbyister finder nye ellers skjulte huller for at undgå at betale skat.
Warren Buffett støttede Obama i 2008, ved at sige det var uretfærdigt at hans sekretær betalte mere i skat end han gjorde. Men i 2019, efter the Wasted Obama Decade, siger Buffett stadig at han betaler mindre i skat end sin sekretær. Det forandrer sig aldrig, og det gælder begge partier.
Wall Street kapitalisterne hæger om deres midler som milliardærerne i Silicon Vally, ved at bidrage i stor stil til Democrats. Således kan Bernie Sanders og hans hustru, der er millionærer, ejer tre huse, flintre landet rundt i Sanders jetfly. Elizabeth Warren har anmodet milliardærer som Starbucks’ Howard Schultz om donationer, og hun har været i stand til at få hundred tusinder af dollars fra personer i sikkerhedsbranchen og investeringsfirmaer der specialiserer sig i at beskytte deres kunders velstand mod højere skatter. Hillary Clinton blev betalt hundred tusinder dollars af virksomheder på Wall Street for hemmelige 15 minutters møder bag lukkede døre som blev karakteriseret som “taler” og “honorarer” men i bund og grund var betaling for at sikre sig adgang til at maksimere deres profitter hvis hun havde vundet.
Enhver indsats for at reducere “De Riges” velstand gør blot at deres værdier placeres i andre midler og skattely lande.
På lignende måde viser data, at selv mellemklasse amerikanere flygter fra de stater, hvor skatten er meget høj - Illinois, Californien, og New York til lavskats stater som Texas, Arizona, og Florida. Hvis middelklassen ikke kan klare sig fordi skattepolitikken holder dem fastlåst på et niveau der svarer til de lavere klasser så vil middelklassen arbejde mindre hårdt og i færre timer, være mindre kreative, stræbe mindre, og helt forlade den unikke amerikanske ånd med foretagsomhed, der har gavnet verden så storartet under kapitalismen.
Sådan reagerer mennesker, og sådan er du og vil blive det. Du vil ønske det bedste for dig selv, dine børn.
Det er derfor socialismen aldrig fungerer. Hvorfor jo mere Californien bruger på sociale ydelser, des større kravet om endnu flere ydelser, selv om Hollywood flygter til Georgia for at lave film om Californien.
Videnskaben har fastslået det, fra Rusland til Kina, til Nordkorea til Venezuela. Socialismen duer aldrig.
Del 1 af den lille serie her: https://synopsis-olsen.blogspot.com/2019/07/forbyd-kvgs-prutter-og-hjhastighedstog.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar