Obama forsvarede grøn energi, Romney forsvarede kul, fordi det er der jobbene er. Kernekraften kunne lige så godt være ikke eksisterende.
Her forleden meddelte Environmental Entrepreneurs, en lobbygruppe, at vind- og solprojekterne rundt om i landet har skabt 34409 nye arbejdspladser i andet kvartal af 2012, med de største koncentrationer i Californien, Michigan, Ohio, Florida og Colorado.
Republikanernes præsidentkandidat imødegik straks dette ved at besøge Ohio’s kulmineområde, og lovede at beskytte industrien fra Obama administrationens “Krig Mod Kul.” For ikke at halte bagefter drog præsident Obama til Iowa, hvor han endog fik støtte af den republikanske guvernør Terry Branstad i opfordringen til Kongressen om at forny skattebegunstigelsen således at vindkraftindustrien kan skabe endnu flere arbejdspladser.
Således tog den præsidentielle kamp om fremtiden for energien form - hvad skaber flest jobs, kul eller vind? Hvad med kernekraft, der også kunne siges at have en potentiel rolle i nationens energifremtid? Nuvel kernekraft har en stor svaghed. Den skaber ikke mange arbejdspladser. Til gengæld skaber den en masse energi. Og i konkurrencen om hvilken form for energi der skaber flest jobs, så er der altså ikke meget at hente her.
Skiferolie og gas forekomster
Lad det være sagt, at af andre energikilder der ikke er i spil her - er gas og olie. Nye boringsteknikker efter skiferolie og råolie skaber nu flere jobs og brugbar energi end alle de andre teknikker tilsammen. Produktion fra Marcellus Shale i Pennsyvania og Ohio er over 82% mere end sidste år. North Dakota’s Bakken Shale har medført det laveste arbejdsløshedstal i staten. Oklahomas gasfelter klager over at de ikke kan finde tilstrækkeligt med arbejdere. Enhver sund, arbejdsduelig mand kunne drage afsted til disse stater og komme til at tjene nær ved en sekscifret indkomst.
Men da alt dette sker i den private sektor har det ikke fået megen opmærksomhed i præsidentkampagnerne. Det meste af Marcellus skiferudvindingen er på private hænder - så velsignet - derfor kan det udføres uden indblanding af forbundsregeringen. Kun New York State har været et flop - hvilket er blot endnu en grund til at den øvrige del af Staten New York, altså når man ser bort fra New York City, rangerer som den næst fattigste stat i nationen - kun Mississippi er værre stillet.
Det som er tiltrækkende ved kul og vind for politikerne er at det involverer forbundsregeringen. EPA (Miljøministeriet) fører kampagne for at lukke 10% af nationens kuldrevne kraftværker. Præsidenten (Obama) fortsætter imidlertid sine bestræbelser på at “tæmme solen og vinden og jorden for at skaffe brændstof til vore biler og vore fabrikker,” som han udtrykte det i sin indsættelsestale.
Skattebegunstigelser til vindkraft - hvilket gør det profitabelt at opstille vindmøller selvom de aldrig skaber en kilowatt økonomisk rentabel elektricitet - vil blive forstærket i den nærmeste fremtid. Ethanol fra afgrøder, der nu sluger 40% af majshøsten vil fortsætte med at blive støttet, selvom det får verdensmarkedsprisen på fødevarer til at øges og internationale embedsmænd anklager os for at udsulte verdens fattige.
( EPA viste sin modvilje her forleden da man meddelte at durra, nationens tredjestørste afgrøde, også ville blive konverteret til ethanol).
Durra
Militæret får instrukser om at komme biobrændsel i jetbenzinen, selvom det vil koste 59 dollars per gallon. Og med næsten halvdelen af landet vest for Mississippi der stadig ejes af forbundsregeringen er præsidenten i stand til at lade en vindmøllefarm på 350 kvadratmil opføre i Wyoming, og adskillige 20 kvadratmil solanlæg i Mojave ørkenen. Alt dette vil skabe jobs, og flere jobs.
Hvordan kan kernekraften dog konkurrere mod alt dette? Ikke særlig godt. Tag nu f.eks. kulminerne. Der er anslået 88000 kulminearbejdere i dette land, der arbejder i 1300 kulminer, de fleste i Pennsylvania, Ohio, West Virginia og Kentucky. Der er 400 miner i Kentucky alene. Mere end et halvt dusin stater betragter sig som “kulstater,” med Indiana, Illinois, Tennessee, Alabama, Colorado og Wyoming der kan føje sig til listen. Montana, staten med de største kulreserver har faktisk ikke påbegyndt udvindingen endnu.
Hertil skal lægges arbejdspladser i jernbanen. Et 1000 megawatt kulkraftværk skal forsynes med 110 togvogne kul hver 30. time. Et fuldt lastet vogntog med kul forlader nu Powder River Basin i Wyoming hver 8. minut. Kul udgør næsten halvdelen af den fragt der føres på jernbanerne, og det er så et spørgsmål om, hvorvidt jernbanerne i virkeligheden ejer kulselskaberne eller omvendt. I hvert tilfælde er der nær ved 200000 jernbanearbejdere i USA, hvoraf altså halvdelen er beskæftiget med at flytte kul.
Lad os nu sammenligne dette med de minebehov og transportbehov der er ved en kernereaktor. Fordi uranium har en energidensitet der er næsten 3 millioner gange større end kul så er det ikke meget der kræves. Uranium Producers Association rapporterer at der er 13 uranminer i drift i landet, som samlet beskæftiger 1360 arbejdere. Det årlige udkomme af uranimum minedrift ville kunne fylde to jernbanevogne - altså ingen behov for jernbanedrift.
Aktuelt er den hjemlige uranium produktion blevet undertrykt i de sidste to årtier på grund af Megatons-til Megawatts-Programmet der har genbrugt 18000 tidligere kernevåbensprænghoveder i den største ‘sværd til plovjern’ bestræbelse i historien. (Har du aldrig hørt om det? Ja, hvorfor mon). Men traktaten udløber i 2014, og den hjemlige udvinding af uranium kan da øges en smule. Russerne foreslår nu at de vil forsyne hele verden med uranium fra en mine i Sibirien.
Fordi uraniumminedrift er i en sådan lille skala, er der ingen “kernekraft stater.” New Mexico’s Pete Domenici var en af de førende fortalere i Senatet på grund af tilstedeværelsen af Los Alamos og Sandia National Laboratories. Hans iver er blevet overtaget af Senator Lamar Alexander fra Tennessee, der har Oak Ridge. Men kernekraften har ingen ægte vælgertilslutning i begge stater og spiller en mindre rolle i deres politik.
Oak Rigde uraniumudvindingsværket.
Så er der problemet med at berige uranium og forberede det til brug i reaktorerne. Det udføres af nationens eneste værk i Paducah, Kentucky der beskæftiger 1200.
The U.S. Enrichment Corporation (USEC) forsøger at erstatte det med en mere moderne facilitet i Piketon, Ohio, men det beskæftiger cirka samme antal. Hvad med transporten af brændselsstavene til reaktorerne? Det kræver kun en ‘flåde’ på seks lastvogne der skal køre hver 18. måned.
Sammenlign nu dette med vind, en endnu større stemmesluger. Hver vindmølle på 45 etager producerer cirka 2 MW, hvilket betyder du har brug for 500 møller før det svarer til kapaciteten på et kernekraftværk.
Disse møller skal fabrikeres og køres til fjerntliggende steder rundt om i landet. Du har måske set dem på landevejen. Hvert vindmølleblad er den halve længde af en fodboldbane. Men vindfarmene producerer kun elektricitet 20% af tiden, så derfor har du brug for 5 gange det antal før det svarer til en 1000-MW kernekraftværk. Det er altså 2500, 45 etagers høje vindmøller der selvfølgelig kan omsætte til fremstillingsjobs, masser af transportjobs, og masser af entreprenørjobs.
Vindkraft er kun og intet andet, end arbejdspladsskabende.
De jobs der er brug for til Solanlæg er i samme skala. Hver solkraftpanel eller højpoleret spejl - adskillige kvadratmil af dem - kræver omfattende fremstilling og stor vedligeholdelse. Hvis de placeres i ørkenen, så skal de konstant rengøres og poleres for ikke at blive dækket af støv og snavs og effektiviteten dermed forringes. Vi skal måske ansætte det halve af Mexico til det arbejde. Det betyder endnu flere vælgere ud af den tangent.
Der hvor kernekraften skaber arbejdspladser er ved opførelsen og betjeningen af reaktorerne. Opførelsen af et nyt værk kræver 5000 bygningsarbejdere i fem år, muligvis dobbelt eller tre gange så mange som ved opførelsen af kul eller vindværker. Forbes har netop udgivet en artikel der siger at en 1000-MW reaktor kræver 5000 højtuddannede stillinger, mens kul skaber 220 mindre uddannede jobs, vind 90 og naturgas kun 60. Men disse job er lokale. Bisconti forskning har fundet frem til at støtten til kernekraft stiger til 80% i byer, hvor reaktorerne placeres, men at goderne ikke spreder sig til naboområderne. Byen Vernon, med en befolkning på 2000, der er hjemsted for Vermont Yankee, er næsten 100% i favør for at opretholde deres reaktor. Men byens interesser er nærmest kvalt af de 323000 andre Vermonts, der ikke kan se goderne, og mener de kan skabe det samme energiforbrug ved at plastre Green Mountains til med vindmøller.
Vermont Yankee kernereaktoren
Den eneste måde hvorpå kernekraft virkelig “skaber jobs” er i at give ren, billlig elektricitet til andre fremstillingsvirksomheder der således kan generere overskud. Tennessee har forvandlet sig til en større bilproducerende stat ved at være hjemsted for både Nissan og Volkswagen U.S. hovedkvartererne og skabt 100000 afhængige jobs, hovedsagelig ved at høste gavn af kernekraftelektriciteten fra Tennessee Valley Authority. IBM, Vermonts største arbejdsgiver, har truet med at forlade staten, hvis man ikke har adgang til den billige energi fra Vermont Yankee.
Nej, når det drejer sig om at stable stemmer sammen fra de tusinder at kulmine- eller jernbaneansatte eller vindmøllefremstillere, da falder kernekraften definitivt igennem i den prøve. Alt den skaber er masser af ren billig energi.
William Tucker is the author of Terrestrial Energy: How Nuclear Power Will Lead the Green Revolution and End America's Energy Odyssey.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar