Folkestyret erstattet af et dommer styre?
Lars Møller
The United Kingdom står over for et sammenløb af forandringer der rammer selve hjertekulen af landets demokratiske legitimitet, nationale suverænitet, og sociale sammenhæng. Her er det ikke kun institutionelle forhold, men voksende offentlig fortørnelse over, hvordan magten udøves, og hvordan britisk identitet bliver omformet -- uden folkets entydige velvilje.
Presserende bekymringer omfatter erosionen af “parlamentarisk suverænitet”, den stadig større indflydelse fra domstole og bureaukrater der ikke skal stå til ansvar, konsekvenserne med ukontrolleret immigration, og de dobbelte standarder i håndhævelsen af lov, og de kulturelle spændinger fostret af demografiske og ideologiske forandringer. Lige så meget som disse udviklingstendenser truer abstrakte principper, krænker de den almindelige borgers basis opfattelse af retfærdighed, rimelighed og nationalt tilhørsforhold.
Bag selve det britiske demokrati ligger kerne principper af parlamentarisk suverænitet -- troen på at de valgte repræsentanter for folket burde have den ultimative myndighed over den nationale politik.
Alligevel er dette princip blevet eroderet. I stigende grad er beslutningsprocesserne blevet udfaset til embedsmænd, råd der kommer med anbefalinger, ekspert paneler, og juridiske institutioner der opererer med begrænset demokratisk opsyn.
Dette “ekspertstyre” kan være retfærdiggjort af selve det komplekse i moderne regeringsledelse, men det opløser båndet mellem vælgerne og de som udøver magt.
Resultatet er et snigende “teknokrati” hvor politik bliver skabt bag lukkede døre af ikke-valgte elitære. Mandater, der berører den offentlige sundhed, beslutninger om indvandring, og regulativer indføres uden grundig og meningsfuld debat i Parlamentet eller at den offentlige mening har været i betragtning. Borgerne spørger med rette: Hvis beslutninger der former vores liv, bliver taget uden vores tanker, hvem er det så helt præcist der styrer os?
Dommeres magt - både herhjemme og i udlandet - der kan tilsidesætte valgte regeringer er blevet en skillelinje i denne demokratiske afbrydelse. Britiske domstole, og især overnationale råd som EU Menneskerettighedsdomstolen (ECHR), blander sig på felter, der burde behandles af Parlamentet -- især om immigration, deportation og den nationale sikkerhed.
From Wikimedia Commons: The Bench (William Hogarth, circa 1758)
For mange er det vanskeligt at acceptere at dommere i Strasbourg kan blokere for deportation af dømte kriminelle eller ulovlige immigranter fra UK, og fremholde elendige fortolkninger af “menneskerettigheder.” Disse afgørelser tilsidesætter Parlamentets vilje og krænker den grundlæggende offentlige forventning om at farlige og lovbrydende elementer burde fjernes fra landet. Sådanne afgørelser føles uretfærdige og udemokratiske - en krænkelse af den nationale selvbestemmelsesret, og offentlighedens instinktive følelse af rimelighed.
Denne overskridelse af dommeres beføjelser underminerer også regeringens evne til at indføre immigrationskontrol og grænsesikkerhed, og fodrer yderligere den opfattelse, at Storbritannien har mistet grebet over de som bor inden for dets grænse - og hvem der bestemmer.
Blandt de mest ætsende udviklinger i de seneste år er fremkomsten af et "to-lags politisk system” et hvor loven ikke anvendes lige, men benyttes selektivt baseret på politisk ideologi, social status eller identitetsgruppe.
På græsrodsplan føler almindelige borgere at politiet ikke længere tjener eller beskytter dem. Over hele landet, bliver forbrydelser som indbrud, vold med brug af kniv, narkohandel og anti-social opførsel ikke efterforsket. Ofrene får rutinemæssigt at vide at der ikke er betjente nok, eller at forbrydelsen har “lav prioritet”. I utallige sager bliver CCTV (overvågningskameraer) ignoreret, de mistænkte afhøres ikke, og samfundet overlades til at klare sig selv. Budskabet til almindelige lovholdende borgere er klart: Klar dig selv.
Samtidig forekommer det imidlertid af, at politiets ressourcer er klar til andre former for magtanvendelse - især når det drejer sig om politiske ytringer, online kommentarer eller demonstrationer, protester der ikke er på linje med de førende progressive sager. Betjente bruger tid på klager om posteringer på de sociale medier, hændelser om krænkelser af seksualitet, eller svagt definerede “had hændelser”, selv når der ikke er begået en forbrydelse. I nogle sager er borgere blevet anholdt eller afhørt for ganske enkelt at fremholde deres meninger der engang blev anset som gældende.
Denne forskelsbehandling har fostret en udbredt opfattelse af, at der nu er et sæt regler der får politisk favorisering, og et andet sæt regler - for alle andre. Overvej kontrasten i hvordan protester overvåges af politiet. Demonstrationer der er på linje med fashionable statssanktionerede sager modtager ofte en blød håndtering, og endda samarbejde fra myndighederne. De som er associeret til traditionalistiske, nationalistiske eller konservative mærkesager mødes med en hårdere hånd, overvågning og juridiske barrierer. Retten til at demonstrere - en hjørnesten i den demokratiske frihed - synes i stadig større grad at være underlagt betingelser.
Der er også bekymring over den selektive håndhævelse af hadforbrydelser. Krænkelser begået mod visse minoritetsgrupper bliver der hurtigt handlet på, og får masser af offentlig omtale, mens lignende misbrug mod majoritets samfund, såsom den hvide britisk arbejderklasse, eller kristne, kun får lidt opmærksomhed eller omtales slet ikke som hadforbrydelser. Denne perception af en dagsorden kan ikke forklares bort, den forstærkes af offentlige udtalelser fra senior politibetjente, der åbenlyst prioriterer visse kategorier af skadelige sager over andre.
Sådanne dobbelt standarder skader selve lovhåndhævelsens legitimitet. Politiet bør være neutralt, ikke værktøj for ideologiske kræfter. Når håndhævelsen bliver politiseret, når retfærdighed bliver uens, mister folk troen på et lovstyre. Dette tillidstab er ikke teoretisk -- det har ægte konsekvenser. Borgerne bliver mindre tilbøjelige til at samarbejde med politiet, mindre villige til at rapportere forbrydelse, og mere opsat på at søge retfærdighed uden for lovsystemet.
På det lange stræk beskytter to-vejs politiarbejde ikke sårbare grupper - det udsætter alle for fare. Det bryder pagten mellem offentligheden og staten. Det fortæller borgerskabet, at rimelighed, retfærdighed ikke længere kan garanteres, og at din sikkerhed afhænger, ikke af dine rettigheder, men af om dine synspunkter er i sync med dem som har magten.
Masseindvandring fortsætter med at transformere den sociale og kulturelle grundsubstans i the UK. Omfanget og hastigheden i de seneste demografiske forandringer har givet anledning til seriøse bekymringer, ikke blot om infrastruktur og offentlige services, men også om den demokratiske legitimitet.
Mange mener, at immigrationspolitikken ikke er blevet debatteret åbent og frit eller er blevet demokratisk afgjort. Dommeres interventioner og bureaukratiske skøn skaber immigrationsresultater frem for parlamentarisk debat eller offentlig samtykke. Ydermere når individer med kriminelle domme får lov til at forblive i the UK, grundet en domstols afgørelse, bliver spørgsmålet der står tilbage, et der gælder den nationale sikkerhed og moralsk gennemskuelighed.
Det britiske folk har gentagne gange givet udtryk for et ønske om kontrolleret, bæredygtig immigration. Alligevel, igen og igen bliver det ønske afvist - af domstole, af quangos, (halvoffentlige rådgivere) eller af regeringer på stribe der nægter at handle beslutsomt. Resultatet er en befolkning der føler sig ignoreret, magtesløs og bedraget.
Storbritannien er med rette stolt over at være et tolerant og pluralistisk samfund. Imidlertid er balancen mellem at give minoriteter privilegier og samtidig respektere flertallets interesser voldsomt skævt. Når institutioner og politisk diskurs prioriterer minoritets klager til et punkt der ekskluderer eller fremstiller flertallets bekymringer som nederdrægtige, er den sociale sammenhæng undermineret.
Almindelige mennesker - særlig i samfund domineret af arbejderklassen - føler sig latterliggjorte, de har fået en etiket hvor der står "tilbagestående" eller “hyklere” fordi de giver udtryk for bekymringer over immigration, den kulturelle forandring, eller tabet af de traditionelle værdier. Denne moralske nedladenhed giver brændstof til vrede og skaber et kulturelt hierarki hvor visse identiteter er beskyttet mens andre forhånes eller afvises. r
Denne dynamik medvirker til opsplitning - og er politisk sprængstof. Et demokrati kan ikke fungere når store segmenter af befolkningen føler sig dæmoniseret eller bliver gjort tavse for at have førende synspunkter.
Opløsningen af det britiske samfund - især i negligerede og økonomisk stærkt udfordrede områder - er måske det mest synlige tegn på nationalt forfald. Stigende kriminalitet, samfundets institutioner der kollapser og en følelse af kulturel afvigelse er alle signaler på strukturelle svigt og fiaskoer. Uden stærke samfund, delte værdier, og et fungerende styre ved lov, kan demokratiet ikke blomstre.
Hvad mange nu betragter er ikke en nation der bliver stærkere gennem diversitet og fremskridt, men en nation under pres og i fragmentering - gennem importerede ideologier, gennem usammenhængende regeringsledelse, og ved elitens ligegyldighed over hverdagens realiteter i britisk liv. Erosionen af en fælles kultur - født ved britisk historie, traditioner og moralsk klarhed - efterlader et tomrum som ingen størrelse af teknokratisk ledelse kan udfylde.
Denne opbyggede effekt af dommeres indblanding, svag og politiserende politik, uansvarlig ledelse og kulturel disintegration er mere end politisk ustabilitet - det er et civilisationsmæssigt opgør. Som det er nu bliver loven håndhævet selektivt, grænserne er porøse, og mange føler sig som fremmede i deres eget land.
Demokrati handler ikke kun om at stemme, det drejer sig om at magten befinder sig hos folket - en delt forståelse af retfærdighed, national identitet, og kulturel sammenhæng. Når dommere i udlandet beslutter, hvem der kan bo i UK, når politiet efterforsker tweets, men ignorerer tyverier, når voldsmænd går frit omkring mens borgere bliver gjort tavse, begynder det moralske fundament for nationen af krakelere.
Storbritannien burde gøre sig klar på at få suveræniteten tilbage og den grundlæggende følelse af retfærdighed - en retfærdighed der anses som rimelig, proportionel og rodfæstet i folkets værdier. Uden denne genoprettelse er essensen af at britisk civilisation på tragisk vis borte.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar