tirsdag den 23. juli 2019

Nazister hjalp USA efter 2. Verdenskrig. Rumkapløbet

Skal USA hylde Nazi videnskabsmændene der hjalp efter krigen?

Hvad ville ske dersom U.S. regeringen var indblandet i at genskabe noget ved at ignorere dettes fortid? To bøger, Annie Jacobsen’s Operation Paperclip og Eric Lichtblau’s The Nazis Next Door, undersøger i dybden, hvordan U.S. regeringen i det skjulte bragte Nazi videnskabsmænd til Amerika, og så bort fra de mulige krigsforbrydelser de kunne have begået.
Mange har hørt om Werner von Braun og Dr. Hubertus Strughold og betragter dem som redskaber i at hjælpe U.S. med at få succes i rumkapløbet mod Rusland. Samlet var der tusinder at Nazister der blev bragt til Amerika for at hjælpe i Den Kolde Krig. Da 2. Verdenskrig var ved sin afslutning var der de som var bekymrede for den næste store konflikt, truslen om Kommunismen. Det drejer sig om det moralske spørgsmål, hvorvidt midlet retfærdiggør hensigten: Omkostningen ved at give Nazister et ly versus fordele for den nationale sikkerhed.  
Begge forfattere påpeger at der var gode argumenter for at rekruttere Nazi videnskabsmændene for at undgå at russerne fik fordel og information af dem. Lichtblau kommenterede, “Der var dette blinde punkt med de goder vi kunne få af dem som hjælp i Den Kolde Krig. Husk citatet af Allen Dulles, der lød nogenlunde således, ‘Jeg ville forhandle med selve Djævelen, dersom det kunne hjælpe den nationale sikkerhed.’”
Amerikanske civile som militære ledere valgte at se den anden vej og i visse tilfælde genopfinde disse videnskabsmænd for at bruge deres ekspertise. Det blev en quid pro quo, hvor disse vigtige fordele fik deres Nazi fortid hvidvasket. Tag for eksempel Wernher von Braun, der opnåede status som berømthed i årenes løb. Ingen stiller spørgsmål ved de bidrag videnskabsmænd som von Braun, chefarkitekten bag Saturn V raketten og bidrager til landsættelse af et menneske på Månen ydede. Det som imidlertid i det store og hele ignoreres var at under 2. Verdenskrig var han teknisk direktør for V-våbnet og udviklingen af dette, og chef for Mittelbau-Dora Planlægnings Kontoret, en division hos SS. 
Billedresultat for wernher von braun
Det blev helt åbenbart da U.S. regeringen i beskrivelsen af hans levnedsforløb undlod at nævne von Brauns nazisme og aldrig stillede spørgsmål ved hans medvirken. Han blev døbt “Faren til Rumtidsalderen,” og man undlod at gøre opmærksom på den kendsgerning, at han steg i graderne og blev major i SS og benyttede slavearbejdere fra Buchenwald KZ-lejren til at bygge V-2 raketterne. 
På sit website påtager von Braun sig aldrig noget medansvar og insisterede på at hans sidste besøg kun var ganske få timer, eller højst en dag eller to, og at han aldrig så en fange blive slået, hængt eller på anden vis slået ihjel.
 Billedresultat for wernher von braun
Lichtblau falder ikke for det spin, især da der i bogen The Rocket Team er et foto af slavearbejdere og fotoet tilegnes Wernher von Braun. Lichtblau undrer sig over om “raket videnskabsmændene tilsyneladende beholdt dette foto som en slags makaber souvenir.” Jacobsen argumenterer for at det ville have været fysisk umuligt for von Braun ikke at se, vide, hvad der foregik. Hun sammenligner det med at gå ind i en produktionsafdeling på et marked og ikke se nogen æbler. Begge skribenter mener enstemmigt at U.S. regeringen kendte disse kendsgerning som den enten nedtonede eller klassificerede som materiale der aldrig skulle komme frem mens von Braun levede.
Endnu et slående eksempel er Dr. Kurt Debus, en topvidenskabsmand i U.S. rumprogrammet. Hans indsatser omfatter at være leder af Space Center i Florida fra 1962-1974. “Faderen til Kennedy Space Center,” fik også dækket over sin fortid. Selv i dag inkluderer NASA websitet ikke Debus’ Nazi fortid i hans biografi. I stedet giver NASA en prestigefyldt pris i hans navn.
. 
Jacobsen fortalte  American Thinker, “Debus var i alle henseender en der troede på Nazismen, og gik så langt at han med stolthed iførte sig sin SS uniform for at arbejde under 2. Verdenskrig. Denne glorificerede videnskabsmand meldte også en medborger, til Gestapo for at komme med nedsættende bemærkninger om Hitler og nægte at give Debus Nazihilsenen. Jeg betragter ham som en gennemført hårdkogt Nazi ideolog.”
Lichtblau betragter Dr. Hubertus Strughold, M.D. som værende en af de mest kontroversielle videnskabmænd bragt til Amerika. Han blev chef for School of Aviation Medicine og blev hyldet som “Faderen til rummedicin.” Men under krigen var han chef i ti år for Aviation Medical Research Institute under Hitlers 12 år lange styre. Han kom på listen over mistænktre i Central Registry of War Criminals and Security ligesom han fik sit navn nævnt 61 gange under Nürnberg processens afdeling om lægelige spørgsmål.
 
Lichtblau nævner for American Thinker, “Der er masser af beviser der viser at Strughold kendte til de rædselsfulde eksperimenter med mennesker udført at Nazisterne i fangelejren Dachau, herunder at udsætte ofrene for store højder og nedfrysning af dem.” 
På grund af deres fortid nægtede Albert Einstein at arbejde med disse videnskabsmænd. Han følte at Nazi videnskabsmændene skulle have fulgt hans eksempel ved at frasige sig deres statsborgerskab og emigrere til Amerika. Når de først arbejdede for Nazi maskinen, kunne U.S. regeringen og militæret have tilladt dem at blive og arbejde her, men disse mænd burde aldrig have fået fripas.
Skulle man have fundet en mellemvej? Begge forfattere anerkender, at det Nazi videnskabsmændende tilførte dette land var værdifuldt for Amerikas nationale sikkerhed. Dog mener de ikke deres fortid skal ignoreres, og de burde helt sikkert ikke være blevet hyldet. I Alabama er der for eksempel et museum der netop giver disse videnskabsmænd status som berømtheder. 
Som David Bergen sagde i 1976 da der var tale om at give Presidential Medal of Freedom til von Braun, “Desværre, men jeg kan ikke støtte denne indstilling om at give denne medalje til en tidligere Nazist der skabte V-2 der blev sendt ind over 3000 britiske og belgiske byer. Han har siden givet U.S. værdifuld tjeneste, men helt ærligt han har fået svarende til det han har givet.”
Når man læser disse to bøger bør amerikanere fundere over dette: Var omkostningerne større end ‘goderne’ og kunne disse videnskabsmænds ideer ikke være blevet indfriet uden at belønne mændene ved at se helt bort fra deres fortid?
The author writes for American Thinker.  She has done book reviews and author interviews and has written a number of national security, political, and foreign policy articles.

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails