Har vi brug for NATO?

Michael Curtis

NATO forbliver et problem for the U.S. Mistede NATO ikke sit formål efter Sovjetunionen blev opløst af Mikhail Gorbachev den 25. december 1991, eller er det stadig et brugbart instrument for Vestens militær og politik? 

Organisationen opløstes ikke, men ændrede snarere sin mission fik flere medlemmer, herunder tidligere Warszawa Pagt medlemmer - Estland, letland og Litauen. The U.S. var noget bekymret over disse ændringer men trak sig ikke fra NATO. Tyskland forblev den vigtigste europæiske partner. Skønt Rusland helt åbenbart var forbeholden over for disse udviklinger er det ikke sandsynligt at denne udvidelse af NATO var af særlig stor betydning for Ruslands mere aggressive holdning i de seneste år. 

Den 24. april 2019 fejrede NATO sin 70 årsdag ved et møde med udenrigsministre der repræsenterede de 29 medlemslande af den militære pagt. Pagten begyndte med 12 medlemmer i atmosfæren af Den Kolde Krig, og som et skjold mod Sovjetunionens aggression. 70 år senere er frygten for en tilbagekomst af en Kold Krig af langt mindre betydning, og anklager om “samarbejde” mellem Donald Trumps præsidentkampagne og unavngivne russiske embedsmænd er blevet afvist af Mueller Report. 

Dog er der en ‘tåget’ tråd mellem russiske forsøg på at underlægge sig Vesten ved brug af moderne videnskabelige metoder såvel som traditionel aktivitet, og direkte konfliktsøgning. NATO har altid været anderledes end andre militære organisationer ved det man hævder det ikke kun er en militærpagt, men også en alliance af lande med de samme værdier, individuel frihed, demokrati, menneskerettigheder og ordensstyre, og man har en mekanisme for kollektivt forsvar og militær kommando.

Lige fra begyndelsen har der været pudsigheder i sammensætningen af denne “Nordatlantiske” alliance og i disse påstande. Geografer har måttet acceptere baltiske lande, og Ungarn og Bulgarien og minsandten Tyrkiet som med i det ‘Nordatlantiske.’ I tilgift er Tyrkiet langt mindre demokratisk og langt mere autokratisk under præsident Recep Tayyip Erdogan, der har al udøvende magt og som i 1996 definerede demokrati som “ikke et mål, men et værktøj.”

En konstant kilde til gnidninger er medlemslandenes finansielle bidrag. Det er nødvendigt til tre områder: Militæret, civilt, investering i kommunikation, andre militære omkostninger og i sikkerhed.  

U.S. præsident Donald Trump gjorde opmærksom på uligheden i finansieringen hos de forskellige lande som noget centralt i hans holdning til NATO og argumenterer for at U.S. ikke alene kan stå for det meste af NATOs forsvarsforbrug.

På NATO topmødet i 2014 forpligtede medlemmerne sig til at bruge 2% af BNP til forsvar. Mindst 20% af de 2% formodes at skulle bruges på våben og forbedre de militære muligheder.  

Hovedproblemet er at blot 7 lande af de 29, the U.S. (3,57%) U.K. (2,12%), Grækenland (2,36%) Polen og de tre baltiske lande når op på 2% målet. Tyskland har aldrig opfyldt sine forpligtelser i NATO. Tyskland bruger 1,5% og måske så lavt som 1,25%. Tyskland argumenterer med, at hvis man hæver sine forsvarsudgifter til 2% vil det betyde at landets budget stiger til 65,8 milliarder dollars fra det nuværende 41,6 milliarder dollars. Problemet er at hvis de tyske socialdemokrater får magten lover de mere forbrug til velfærd mindre til forsvaret.

Imidlertid har europæiske lande øget deres forsvarsbudgetter siden Rusland annektion af Krim i 2014, og landets aggressive holdning. Mange lande er tæt på de 2%.

NATO har været konfronteret med et stort antal strategiske, militære og politiske udfordringer. 

Et problem er enighed om forskelle mellem medlemmerne på specifikke punkter. Europa og the U.S. har været splittet på en række områder: Kosovo 1998-99. da Kosovos Befrielseshær i konflikten blev assisteret af luftstøtte fra NATO; Irak krigen, 2015 kernevåbenaftalen med Iran, spændingen mellem Katalonien og Spanien, forfølgelsen af muslimer i Bosnien, politik vedr. Syrien, Libyens sikkerhed. Montenegros medlemskab.

Ydermere har nogle medlemmer mere sympati for russiske interesser end andre, såsom man ikke vil fordømme Ruslands annektering af Krim, eller de er forberedt på aftaler med russerne.Tyrkiet holdt fast ved at købe russiske S-400 missiler til forsvaret, delvist fordi Tyrkiet ikke kunne købe U.S. Patriot missiler. Man truer også den kurdiske region Rojava i det nordøstlige Syrien.

Trump administrationen er afveget fra den eksakte relevans og formålet med NATO i dag, og på specifikke udfordringer. Blandt dem er etnisk udrensning på Balkan, fredsbevaring i Bosnien, krigen i Irak 1991, udvidelsen af sikkerhed og stabilitet bag de europæiske grænser, en trækken sig tilbage fra traktaten med Rusland, om mellemdistancemissiler, og tilbagetrækning fra Afghanistan.

Trump administrationen mener at NATO burde have mere fokus på emner som terrorisme, masseimmigration og international handel end den nuværende NATO politik. En indikation for Trumps præferencer er udnævnelsen den 9. maj 2019 af Brasilien som ikke medlem, men partner af NATO alliancen, en beslutning der giver Brasilien adgang til U.S. militær teknologi. Trump støtter også Brasilien som medlem af OECD. Endnu vigtigere er to faktorer, rivalisering, økonomisk politisk og strategisk mellem the U.S. og Kina, samt en handelskrig som Trump mener er til skade for the U.S., og at Rusland øger sin magt og ambitioner.

U.S. administrationen er klar over at Rusland er magtfuld og farlig. Dette blev vist helt tydeligt ved de Su-27 kampfly, de avancerede jetfly, der patruljerer i Baltikum og udfordrer NATOS fly i internationalt luftrum. Russiske fly fløj i juni 2017 tæt på et U.S. Boeing RC-135 rekognosceringsfly, en anden gang indkredsede de et B-52 over Baltikum. Udviklingen af russiske missiler betyder at hele NATO området er i fare.

For at imødegå den russiske trussel oprettede NATO to nye militære kommandoer og aktiviteter for at imødegå cyber-krigsførelse, og nye planer for at beskytte Polen og de baltiske stater. Man sendte 40000 tropper til området i selskab med luft- og søpatruljer.

Dilemmaet for Trump forbliver tilbage. En klar politik burde formuleres. Ved lejligheder har Trump tvivlet på værdien af NATO og erklæret, at the U.S. ikke automatisk ville forsvare et NATO land der angribes, og dog på samme tid er han stadig forpligtet på Artikel 5 i traktaten, der fastslår at hvis et NATO medlem angribes, ja så er det det samme som hvis alle medlemmer angribes. Han er helt sikkert imod udviklingen af en Europæisk (EU) hær, som præsident Emmanuel Macron synes at være med på.

Er Trump nationalist eller en moderat internationalist, eller begge dele? Han er forbeholden over at skulle involveres, som det var tilfældet med tidligere U.S. præsidenter, over at fremme demokrati i Mellemøsten, som nogle europæere har fremhævet som et mål. Hans fokus er helt åbenbart på specifkke U.S. interesser. Det tilbageværende spørgsmål er, hvis NATO opløses, om Trump kan opbygge koalitioner med nationer der deler de samme værdier og strategiske målsætninger.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/05/do_we_need_nato.html#ixzz5oFzEAtFi